The Hairpin Bend

Eftersom pointen bag The Hairpin Bend på indeværende tidspunkt er at sælge det liberalistiske budskab, så er det på tide, at jeg laver en statusrapport for liberalismen i Danmark. Hvordan går det egentlig med denne gamle ideologi? Hvad vil danske liberalister egentlig? Ja, findes der overhovedet danske liberalister?

Spørgsmålene lader sig selvfølgelig ikke svare så simpelt, som jeg vil forsøge at gøre det, men det er alligevel ikke umuligt at komme med eventuelle svar på spørgsmålene. Vores kære statsminister Anders Fogh Rasmussen har forsøgt at besvare lignende spørgsmål på følgende måde:

“Vi siger, i Venstre, mennesket frem for systemet. Jamen, det betyder også mennesket frem for det ideologiske system. Liberalismen er netop ikke en autoritær ideologi, hvor mennesket skal indordne sig under et ideologisk system. Nej, liberalisme det er et menneskesyn. Det er et menneskesyn, hvor vi siger mennesket først. Det er et menneskesyn, hvor vi siger at det enkelte menneske har ret til frihed og pligt til ansvar.”

Man kan fortolke dette på flere måder alt efter hvad man gerne vil høre. Man kan se kommentaren som et stærkt svar på en smagløs kritik af liberalismen, hvori man forsøger at transformere liberalismen til en omgang rigid principrytteri eller isnende kold forretningsfanatisme. I denne sammenhæng giver citatet momentvis mening. Og jeg er sådan set enig i denne banale synsvinkel.

Spørgsmålet er bare om det er det etiske og individualistiske forsvar for liberalismen som Anders Fogh Rasmussen bekymrer sig om. Hvis det var, ville det jo være forrygende. Tænk sig hvis vores statsminister virkelig bekendte kulør og tilsluttede sig liberalismen som etisk idé. Men altså. Er citatet i virkeligheden ikke bare en omgang varm luft? Hvad betyder den sære opstilling imellem ideologi og menneskesyn i virkeligheden? Hvorfor må man nu ikke have idéer, men kun et syn på mennesket? Og hvilken betydning har det for den praktiske politik? Medfører det, at kapitalisme og socialt samarbejde skal undsiges? Ja, spørgsmålene hober sig op. Måske kan man lære noget om Anders Fogh Rasmussens syn på liberalismen ved at kigge lidt på hans nyeste politiske målsætninger.

I hans lange tale fremførte vores statsminister ikke mindre end 7 pejlemærker. De er følgende:

Det skal kunne betale sig at arbejde.
Man skal være en klovn, hvis man siger andet. Spørgsmålet er hvordan man vil sikre, at det kan betale sig at arbejde. Anders Fogh Rasmussens uambitiøse plan er, at det bliver ”muligt med en gradvist langsomt faldende skatteprocent at finansiere en offentlig sektor, ikke blot af den størrelse vi har nu, men svagt voksende, men svagere voksende en den private sektor”. Den offentlige sektor vokser altså kun lidt og vi vil få en langsomt faldende skatteprocent. Ja, som I nok kan høre, vil der ske ting og sager i det kommende år.
Nej, selvfølgelig ikke. Hvad med at fjerne partistøtten, fjerne folketingsgruppestøtte, afskaffe diverse råd såsom Børnerådet, ÆldreForum, The Copenhagen Centre og Etisk Råd, privatisere skovene fuldt ud, afskaffe al driftsstøtte til landbruget og fiskeriet, afskaffe erhvervsfremme, afskaffe Erhvervsfremmestyrelsen, afskaffe støtten til hjemmeservice, søfart og turisme, lave nogle liberaliserende ændringer i støtten til boligmarkedet (det eneste der bør være tilbage på nuværende tidspunkt er boligsikring og lidt boligydelse til pensionister), afskaffe efterlønnen, afskaffe SU’en for hjemmeboende og afskaffe børnefamilieydelsen? Desuden kunne man fjerne lukkeloven, hvilket ville gøre erhvervslivet mere produktivt. Man kunne vel også afskaffe TV-licensen. Ja, der er meget at tage fat i, hvis man ønsker skattelettelser. Det nye parti Liberalisterne har også taget opgaven op og har frembragt et forrygende forslag. Jeg synes faktisk, at deres forslag fortjener lidt opmærksomhed, så her kommer essensen sakset fra deres dokumentation:

Flad skat – og andre skattereformer
· Flad skat på 38 pct. på al lønindkomst.
· Personfradraget hæves til 70.000 kr.
· 25 pct. skat på al positiv og negativ kapitalindkomst.
· Selskabsskat på 20 pct.
· Registreringsafgiften på biler nedsættes med 1/3.

Råderummet for skattesænkningerne skabes ved:
· Udgiftsstop: Fastfrysning af den reale værdi af det offentlige forbrug i 6 år.
· Ændring i satsreguleringen så indkomstoverførsler vokser med forbrugerpriserne i 6 år.
· Stop for tilgang til efterlønnen.
· Efter udfasning af efterlønnen forhøjes folkepensionsalderen til 67 år. Derefter forhøjes folkepensionsalderen med 1½ måned om året i takt med stigende levealder.
· Nedsættelse af børnefamilieydelsen, der også gøres indkomstafhængig og fastfrysning af børnefamilieydelsens kronebeløb i 6 år.
· Besparelse på 1 mia. kr. på udgifter til nedsættelse af egenbetalingen i børneinstitutioner
· Omlægning af SU til lån for studerende på videregående uddannelser og afskaffelse af SU for hjemmeboende, de såkaldte ”café-penge”.
· Arbejdsmarkedsreform: begrænsning af dagpengeperioden til 2½ år og stramning af rådighedsforpligtigelsen.

Jeg er ikke forelsket i alle punkterne (begrænsning af dagpengeperioden?), men en flad skat på 38% og et højt personfradrag på 70.000 er lige min smag. Ja, det er faktisk begge ting, som jeg ofte har argumenteret for.

Tilbage til Anders Fogh Rasmussen. Hans forslag er i hvert fald meget uambitiøse og ikke ligefrem liberale. På dette pejlemærke pynter han sig måske med liberale fjer, men der er ikke meget over det, når det kommer til stykket.

Mere valgfrihed.
Her er der faktisk lidt kød på benet. Han vil gerne indføre konkurrence på hjemmehjælpen, sørge for, at iværksættere og udenlandske firmaer får det lettere her i landet og så vil han gerne have frit valg, men fælles ansvar på en hel række områder. Sidstnævnte er lidt diffust, men det kan – hvis vi er heldige – betyde en reformering imod Milton Friedmans idé omkring markedsstyring af offentlige ydelser. Det er trods alt et skridt i den rigtige retning. Spørgsmålet er så bare om det bliver til noget. Jeg tvivler.

Danmark skal være en aktiv spiller på den internationale scene.
Mere EU, mere udviklingsbistand og måske mere krig. Kort sagt: Alt hvad der ikke er brug for.

Danmark skal have verdens mest konkurrencedygtige økonomi.
Ja, det synes jeg også.

Lige muligheder for alle.
Ja, det giver så ikke rigtig mening. Skal vi ændre på babyers DNA, så alle får ens vilkår fra fødslen? Statsministeren snakker meget om at bekæmpe negativ social arv specielt når det kommer til kulturelle minoriteter (det ved vi alle hvad betyder). Det er såmænd også prisværdigt, men han når aldrig til en reel og konkret løsning af problemet. Det har en anden liberal dog, nemlig Jacob Mchangama: ”…vælger man en samfundsmodel med en høj grad af økonomisk frihed, hvor indvandrere er velkomne på den præmis, at de økonomisk klarer sig selv, vil man automatisk tiltrække mennesker, som er motiverede for at deltage aktivt i samfundslivet, og som derved bidrager positivt til deres nye land. I et sådant samfund er det tillige lettere for indvandrere at identificere sig med det nye land og dets borgere.”
Hvis vi ønsker indvandrerne – dem som oftest er ramt af negativ social arv – ind på arbejdsmarkedet og opad i samfundet, så er ovenstående vejen. Men det er nok for liberalt for vores statsminister.

Et Danmark med en stærk sammenhængskraft.
Ja, her begynder det allerede at blive tydeligt, at Anders Fogh Rasmussens liberale sindelag ligger på et meget lille sted. Han snakker i flere minutter om økonomisk lighed, om tillid og om ytringsfrihed. De to sidstnævnte er selvfølgelig positive ting, men hvori er det konkrete og håndterbare? Hvem i Folketinget kan være uenig i det? Socialdemokraterne? Næppe.
Min pointe er blot, at dette pejlemærke er retorisk mundgøgl. Lyt for eksempel til dette: ”Så når jeg ser frem til Danmark 2015, så er det et Danmark, hvor indvandrere er i arbejde i samme omfang som danskere. Det er et samfund, hvor vi har nedbrudt isolerede ghettoer og sørget for at folk kan leve side om side med hinanden i gensidig forståelse.” Glemte han ikke lige at tilføje, at vi også skal spise pandekager og drikke saftevand? Det væsentlige er jo hvordan han vil nå derhen. Jeg kan også bare postulere, at mit mål for Danmark år 2015 er, at vi alle rider på elefanter, spiser rosenkål og er verdens gladeste folk. Søde tanker, men det er sgu ikke politik.

En styrkelse af dansk kultur.
Nu gik det definitivt galt. Aldrig har jeg oplevet noget så intetsigende. Hvis han dog så bare kæmpede bravt for en rendyrket nationalkonservativ kulturpolitik, som så mange andre, men det gør han jo ikke engang. Han skal lige agitere for en anden holdning samtidig: ”Jeg vil gerne når jeg ser frem til 2015, at vi har et Danmark, hvor vi er stolte af vores land, af vores kultur, af vores historie, men også et Danmark, hvor vi er stolte og udadvendt og modtagelige af impulser udefra.” Hvad med et Danmark fyldt med glade nisser og flyvende alfer? Eller hvad med lidt politisk indhold?

Den afsluttende konklusion må vel være, at det ikke er i Venstre, at man finder liberalismen. Det er måske stadig for tidligt at give Liberalisterne prædikatet som Danmarks Liberale Parti, eftersom vi kun kender perifært og minimalt til deres politik. Men jeg må indrømme, at deres første forslag er mere end lovende. Hvis det fortsætter er liberalismen ikke helt død i Danmark - på trods af Anders Fogh Rasmussens underlige tale fyldt med mundgøgl og apolitiske plusord.