The Hairpin Bend

Diskussionen om private vagtværn (og kollektive goder i det hele taget) er måske ikke den mest betydningsfulde diskussion her i landet. Den er faktisk ret underordnet, ja næsten ligegyldig. Men den er alligevel underholdende og intellektuelt udfordrende. Derfor vil jeg gerne komme med nogle strøtanker omhandlende emnet.

Centralt i denne skrivelse er den anskuelse, at sikkerhed er et kollektivt gode eller en positiv eksternalitet. Et kollektive gode er en vare som man ikke kan nægtes uden alle andre også nægtes den pågældende vare. Et klassisk eksempel er fyrtårnet, som leder skibe på rette vej. Fyrtårnet er kendetegnet ved at være tilgængeligt for alle i et bestemt område, uanset om de har betalt for det eller ej, samtidig vil nytteværdien af fyrtårnet ikke blive mindre af, at mange benytter sig af det. Mit postulat er så, at sikkerhed også er et kollektivt gode. Disse kollektive goder er selvsagt vanskelige at sælge, da salg af en vare er afhængigt af, at varen kan nægtes for dem, der ikke betaler, hvilket man netop ikke kan i tilfældet kollektive goder. Dermed opstår der free riders, som modtager en ydelse eller vare uden at betale for den. Dette minimerer tilskyndelsen til at producere kollektive goder for salg til enkeltpersoner, hvilket har stor betydning i et anarkistisk samfund, hvor alt skal produceres og ikke mindst sælges privat. Mit postulat er altså, at i et anarkistisk samfund vil meget få udbyde og efterspørge sikkerhedsydelser fra private vægtværn på grund af free rider-effekten.
Ovenstående har selvfølgelig nogle tragiske konsekvenser. For det første vil free rider-effekten betyde, at der vil være meget få politipatruljer. Dette kan medføre forøget gadekriminalitet, da politipatruljer til en vis grad har en forebyggende indflydelse på denne slags kriminalitet. Hvis man ofte ser politibiler køre rundt på gaden, vil man (så længe man er rationel) være mindre tilbøjelig til at begå forbrydelser i pågældende område. For det andet vil free rider-effekten betyde, at der ville være få ’beskyttere’ og ’efterforskere’ i det hele taget, hvilket sandsynligvis vil resultere i en kraftig stigning af al slags kriminalitet. Alt andet ville i hvert fald være direkte forunderligt.

Derudover er der et andet problem. Uanset om systemet bliver undermineret af free riders eller ej, så vil man have et problem med fattige folk, som ikke har nogen kontrakt med et privat vagtværn. Det er muligt, at de kan være free riders nogle steder og i nogle tilfælde, men der vil også være tilfælde hvor dette ikke er muligt. Hvad skal man for eksempel gøre ved fattige kvarterer, hvor ingen har penge til at betale for sikkerhed og politi? Her vil kriminaliteten formentlig trives indtil det punkt hvor det begynder at gå ud over de mere velhavende personer i området. Indtil det punkt vil de fattige være fanget i et retsløst vakuum. Selv hvis nogle politimænd forvilder sig ind på et ubeskyttet og fattigt område kan man ikke forvente, at de hjælper til med sikkerhed og kriminalitetsbekæmpelse, da de ikke har kontrakt med de fattige beboere. Ja, selv hvis de på første hånd overværer en voldtægt, kan man ikke forvente, at de hjælper det fattige offer (offeret behøver ikke engang være fattigt, det kunne også bare have et konkurrende vagtværn). Hvis de overhovedet hjælper vil det udelukkende være på baggrund af overvejelser omhandlende vagtværnets integritet og image. Er det tilstrækkeligt?

Jeg har i denne skrivelse ikke blandet staten ind i disse komplicerede spørgsmål (det har jeg dog gjort i tidligere indlæg). Jeg anser ikke staten som den ultimative og perfekte løsning på det gigantiske ’Prisoner’s Dilemma’ omkring free riders og det lige så store problem med fattige. Men det er alligevel åbenlyst, at staten kan bruges til at afgøre og løse visse dilemmaer og interaktioner, både hvad angår free riders og fattige. Staten er altså lige pludselig blevet nyttefuld når det kommer til løsning af free rider-problemer, negative eksternaliteter og mangel på ydelser til fattige (det handler nemlig ikke kun om vagtværn). Hvad er anarkisternes modsvar i denne inferiøre diskussion? Er der nogle der vil recitere Coases forhandlingsløsning? Eller er jeg bare for fantasiløs?