The Hairpin Bend

Det er - for mig - selvklart, at man skal kategorisere liberalismen som etisk idé udledt af den individualistiske præferenceutilitarisme (her forudsætter jeg, at man accepterer et universelt præskriptivistisk fundament).

Til at gøre dette kan man anvende en strålende person som Leland Yeager. Han beskriver gang på gang, hvad det er der gør, at liberalismen er en etisk overlegen ideologi. Hans fundamentale pointe er, at et velfungerende samfund er så uvurderligt for individets effektive stræben efter egen glæde og lykke (som jo er utilitarismens mål), at et velfungerende samfund nærmest bliver et absolut kriterium for vurderingen af institutioner, etiske regler og så videre. Det er her, at begrebet socialt samarbejde kommer i spil. Socialt samarbejde medfører nemlig i det store hele et velfungerende samfund, da socialt samarbejde forøger folks chancer for at forudsige hinandens opførsel og dernæst koordinere deres aktiviteter. Dette giver selvsagt et velfungerende samfund. Man kan umiddelbart foranlediges til at tro, at dette sociale samarbejde skal planlægges. Men hvis man har læst lidt Hayek vil man vide, at yderst fordelagtige regler og sociale indretninger sagtens kan opstå uden at være blevet planlagt, i stedet kan de dukke frem som uforudsete resultater af forskellige individers stræben efter egne endemål. Hayek pointerer altså, at det er det frivillige samarbejde, der samtidig harmonerer bedre med det faktum, at forskellige individer har forskellige projekter, mål og idealer og desuden kun har et liv at leve, som resulterer i socialt samarbejde. Denne frivillige samarbejde (og Hayeks spontane orden) kræver en privat ejendomsret og dertil hørende frihedsrettigheder. Nu er vi allerede ved liberalismens fundament.

Men liberalismen begrundes ikke kun i socialt samarbejde. Man kan også påvise den økonomiske del af liberalismens effektivitet ved at lave en simpel henvisning til virkelighedens hårde realiteter. Eftersom vi i etikken ikke kan undgå at komme uden om det faktum, at ressourcer og muligheder ikke er uendelige, bliver nødt til at håndplukke imellem forskellige valg. Knaphedsproblemet betyder altså, at vi bliver vi nødt til at lave valg. At have flere goder af én slags – uanset om de er materielle eller immaterielle – betyder, at der vil være færre af en anden slags goder. Vi er simpelthen tvunget til at vælge (lyder paradoksalt og næsten Sartre-agtigt, ja). Pointen her er, at den eneste måde hvorpå man kan vælge effektivt og rationelt er via den økonomiske liberalismes primære redskab; prisen. Kapitalismen er altså den eneste rationelle måde man kan håndtere valgene på. Det er simpelthen den eneste måde hvorpå rationelle individer med en mangelfuld viden kan komme i besiddelse af viden (via prisen), vælge det rigtige og skabe velstand. Økonomisk liberalisme er det eneste nytteoptimerende økonomiske system.

Det etiske forsvar for liberalismen behøver dog ikke stoppe her. Man kan sagtens fortsætte. Jeg har ofte postuleret, at man som politisk teoretiker skal arbejde med to overordnede størrelser. Socialt samarbejde og det som jeg kalder ’objektive onder’ eller ’almengyldige onder’. Det er interesser, som er ens for alle mennesker. De er onder, fordi de er af negativ karakter. Det er altså en interesse i at negere noget. Det kræver ikke en doktorgrad i psykologi for at regne ud hvad jeg tænker på. Det er selvfølgelig interessen i at undgå lidelse, både i form af økonomisk nød, det at være genstand for urimelig behandling, det at blive dræbt og frihedsknægtelse. Disse interesser er mere eller mindre ens for alle mennesker, derfor kan man som utilitarist snildt håndtere dem. Liberalismens rolle består så i at negere disse onder. Erfaringen viser nemlig, at økonomisk liberalisme sørger for et højt velstandsniveau, mens politisk liberalisme sørger en høj retssikkerhed og en kontrolleret stat. Liberalismen negerer simpelthen de ’objektive onder’ i en uhørt høj grad. Endnu engang er liberalismen overlegen.

Det er bare ikke alle, der udleder liberalismen af utilitarismen. Nogle mener, at liberalismen er baseret på et aksiomatisk-deduktivt system. Grundstenen i dette er selvejerskabstesen, som betyder, at enhver person har ret til at bestemme hvad der skal ske med sin krop og mentale evner (forudsat at personen ikke krænker andres ret til selvejerskab). For nogle virker selvejerskabstesen som en umiddelbart appellerende tese, da det jo forekommer rimeligt at acceptere, at ethvert individ ejer sig selv og, inden for rammerne af etisk tilladelige handlinger, selv vælger hvorledes det vil leve sit liv. Personligt har jeg nogle alvorlige problemer med en tese, der så entydigt tillægger noget komplet arbitrært al betydning. Som Rawls har påpeget, så for at en person kan have fortjent en fordel eller en ulempe, så må personen være ansvarlig for denne. At en person er ansvarlig for en fordel eller en ulempe fordrer to ting, nemlig at nogle af personens handlinger (eller undladelser) står i en kausal relation til fordelen eller ulempen, og at personen kunne have undladt at udføre disse handlinger (eller undladelser). Et selvejerskab opfylder ikke disse krav, og er derfor komplet arbitrært. Man hverken vælger eller gør sig fortjent til sine evner og krop, derfor virker det bizart, at lige netop dette skal være betydningsbærende for al etik og politisk filosofi.

Derudover har jeg også et problem med det næste vigtige princip (udledt af selvejerskabstesen). Dette princip handler om overførelse af ressourcer og er et berettigelsesprincip kaldet “justice in transfer”. Princippet går i al sin enkelhed ud på, at et gode overført fra et individ til et andet er retfærdigt, hvis det er overført mellem individer, der begge frivilligt har indvilliget i overførslen. Man kan følgende konkludere, at selvom nogle frivillige transaktioner måske vil tendere mod at skade de fattigste i fremtiden, er de alligevel retfærdige. Det forekommer besynderligt, men jeg er trods alt også utilitaristisk anlagt på det intuitive niveau. Samtidig kan man undre sig lidt over hvorfor tvang i dag angående fordeling er bandlyst, mens tvang i fortiden er helt acceptabelt. Det har jo altid været sådan, at dem som får penge får dem som har pengene i forvejen. Spor disse penge endnu længere tilbage i historien og så vil du utvivlsomt finde tyveri og tvang. Hvad skal man gøre ved dette?

Desuden har vi endnu ikke forholdt os til den dogmatiske libertarianismes proviso (rettere sagt Nozicks proviso). På spørgsmålet om hvad der kendetegner en retfærdig initial tilegnelse af eksterne goder bliver libertarianismen mudret. Nozick mener, at en persons initiale tilegnelse af en eksterne ressource er retfærdig, hvis og kun hvis ingen derved bliver stillet dårligere end de ville have været hvis ressourcen var forblevet uejet. Det er noget Locke over denne proviso – dette gør den dog ikke bedre.
For det første er det et ret arbitrært og vilkårligt princip. Det handler nemlig om at komme først til mølle. Hvis man er uheldig, såsom at blive født på et forkert tidspunkt eller på et forkert sted, så kan man risikere slet ikke at finde nogle uejede ressourcer. Endnu engang medfører libertarianismen, at der forekommer en tilfældig ulighed. Ligesom selvejerskabet, så er Nozicks proviso meget tilfældig, dermed er ulighederne i samfundet også ret tilfældige. Det er lidt underligt for en teori, der lægger så meget vægt på berettigelse og retfærdighed.
For det andet virker det underligt, at man kun skal sammenligne en situation (S1), hvor ressourcen er uejet og så en situation (S2), hvor ressourcen er ejet af en bestemt person. Det er klart, at hvis S2 medfører, at en flok personer er i dårligere position end i S1, så er den uretfærdig – og omvendt. Men hvad nu hvis der også var en situation (S3), hvor en anden person end personen i S2, ejede ressourcen? Det spændende ved S3 er, at den stiller alle parter bedre end S2, der så igen er bedre end S1. Konsekvensen af Nozicks proviso er dernæst, at S2 og S3 er lige etisk rigtige at vælge, også selvom alle parter er dårligere stillet i S2 – der bliver med andre ord slet ikke foretaget en nytteoptimering. Igen er teorien besynderlig.
For det tredje er det ubegrundet at antage, at alle jordens ressourcer som udgangspunkt er uejet. Hvorfor ikke fællesejet? Nozick springer fuldstændig dette punkt over.

Hvad er det så min pointe er? Tja, ikke andet end, at vi stadigvæk bør forblive på det minimalistiske niveau, altså præferenceutilitarismen. Den har nogle fyldestgørende svar og forklaringer, mens den aksiomatisk-deduktive libertarianisme har sine mangler. Men det er jo ikke noget nyt…

Eftersom pointen bag The Hairpin Bend på indeværende tidspunkt er at sælge det liberalistiske budskab, så er det på tide, at jeg laver en statusrapport for liberalismen i Danmark. Hvordan går det egentlig med denne gamle ideologi? Hvad vil danske liberalister egentlig? Ja, findes der overhovedet danske liberalister?

Spørgsmålene lader sig selvfølgelig ikke svare så simpelt, som jeg vil forsøge at gøre det, men det er alligevel ikke umuligt at komme med eventuelle svar på spørgsmålene. Vores kære statsminister Anders Fogh Rasmussen har forsøgt at besvare lignende spørgsmål på følgende måde:

“Vi siger, i Venstre, mennesket frem for systemet. Jamen, det betyder også mennesket frem for det ideologiske system. Liberalismen er netop ikke en autoritær ideologi, hvor mennesket skal indordne sig under et ideologisk system. Nej, liberalisme det er et menneskesyn. Det er et menneskesyn, hvor vi siger mennesket først. Det er et menneskesyn, hvor vi siger at det enkelte menneske har ret til frihed og pligt til ansvar.”

Man kan fortolke dette på flere måder alt efter hvad man gerne vil høre. Man kan se kommentaren som et stærkt svar på en smagløs kritik af liberalismen, hvori man forsøger at transformere liberalismen til en omgang rigid principrytteri eller isnende kold forretningsfanatisme. I denne sammenhæng giver citatet momentvis mening. Og jeg er sådan set enig i denne banale synsvinkel.

Spørgsmålet er bare om det er det etiske og individualistiske forsvar for liberalismen som Anders Fogh Rasmussen bekymrer sig om. Hvis det var, ville det jo være forrygende. Tænk sig hvis vores statsminister virkelig bekendte kulør og tilsluttede sig liberalismen som etisk idé. Men altså. Er citatet i virkeligheden ikke bare en omgang varm luft? Hvad betyder den sære opstilling imellem ideologi og menneskesyn i virkeligheden? Hvorfor må man nu ikke have idéer, men kun et syn på mennesket? Og hvilken betydning har det for den praktiske politik? Medfører det, at kapitalisme og socialt samarbejde skal undsiges? Ja, spørgsmålene hober sig op. Måske kan man lære noget om Anders Fogh Rasmussens syn på liberalismen ved at kigge lidt på hans nyeste politiske målsætninger.

I hans lange tale fremførte vores statsminister ikke mindre end 7 pejlemærker. De er følgende:

Det skal kunne betale sig at arbejde.
Man skal være en klovn, hvis man siger andet. Spørgsmålet er hvordan man vil sikre, at det kan betale sig at arbejde. Anders Fogh Rasmussens uambitiøse plan er, at det bliver ”muligt med en gradvist langsomt faldende skatteprocent at finansiere en offentlig sektor, ikke blot af den størrelse vi har nu, men svagt voksende, men svagere voksende en den private sektor”. Den offentlige sektor vokser altså kun lidt og vi vil få en langsomt faldende skatteprocent. Ja, som I nok kan høre, vil der ske ting og sager i det kommende år.
Nej, selvfølgelig ikke. Hvad med at fjerne partistøtten, fjerne folketingsgruppestøtte, afskaffe diverse råd såsom Børnerådet, ÆldreForum, The Copenhagen Centre og Etisk Råd, privatisere skovene fuldt ud, afskaffe al driftsstøtte til landbruget og fiskeriet, afskaffe erhvervsfremme, afskaffe Erhvervsfremmestyrelsen, afskaffe støtten til hjemmeservice, søfart og turisme, lave nogle liberaliserende ændringer i støtten til boligmarkedet (det eneste der bør være tilbage på nuværende tidspunkt er boligsikring og lidt boligydelse til pensionister), afskaffe efterlønnen, afskaffe SU’en for hjemmeboende og afskaffe børnefamilieydelsen? Desuden kunne man fjerne lukkeloven, hvilket ville gøre erhvervslivet mere produktivt. Man kunne vel også afskaffe TV-licensen. Ja, der er meget at tage fat i, hvis man ønsker skattelettelser. Det nye parti Liberalisterne har også taget opgaven op og har frembragt et forrygende forslag. Jeg synes faktisk, at deres forslag fortjener lidt opmærksomhed, så her kommer essensen sakset fra deres dokumentation:

Flad skat – og andre skattereformer
· Flad skat på 38 pct. på al lønindkomst.
· Personfradraget hæves til 70.000 kr.
· 25 pct. skat på al positiv og negativ kapitalindkomst.
· Selskabsskat på 20 pct.
· Registreringsafgiften på biler nedsættes med 1/3.

Råderummet for skattesænkningerne skabes ved:
· Udgiftsstop: Fastfrysning af den reale værdi af det offentlige forbrug i 6 år.
· Ændring i satsreguleringen så indkomstoverførsler vokser med forbrugerpriserne i 6 år.
· Stop for tilgang til efterlønnen.
· Efter udfasning af efterlønnen forhøjes folkepensionsalderen til 67 år. Derefter forhøjes folkepensionsalderen med 1½ måned om året i takt med stigende levealder.
· Nedsættelse af børnefamilieydelsen, der også gøres indkomstafhængig og fastfrysning af børnefamilieydelsens kronebeløb i 6 år.
· Besparelse på 1 mia. kr. på udgifter til nedsættelse af egenbetalingen i børneinstitutioner
· Omlægning af SU til lån for studerende på videregående uddannelser og afskaffelse af SU for hjemmeboende, de såkaldte ”café-penge”.
· Arbejdsmarkedsreform: begrænsning af dagpengeperioden til 2½ år og stramning af rådighedsforpligtigelsen.

Jeg er ikke forelsket i alle punkterne (begrænsning af dagpengeperioden?), men en flad skat på 38% og et højt personfradrag på 70.000 er lige min smag. Ja, det er faktisk begge ting, som jeg ofte har argumenteret for.

Tilbage til Anders Fogh Rasmussen. Hans forslag er i hvert fald meget uambitiøse og ikke ligefrem liberale. På dette pejlemærke pynter han sig måske med liberale fjer, men der er ikke meget over det, når det kommer til stykket.

Mere valgfrihed.
Her er der faktisk lidt kød på benet. Han vil gerne indføre konkurrence på hjemmehjælpen, sørge for, at iværksættere og udenlandske firmaer får det lettere her i landet og så vil han gerne have frit valg, men fælles ansvar på en hel række områder. Sidstnævnte er lidt diffust, men det kan – hvis vi er heldige – betyde en reformering imod Milton Friedmans idé omkring markedsstyring af offentlige ydelser. Det er trods alt et skridt i den rigtige retning. Spørgsmålet er så bare om det bliver til noget. Jeg tvivler.

Danmark skal være en aktiv spiller på den internationale scene.
Mere EU, mere udviklingsbistand og måske mere krig. Kort sagt: Alt hvad der ikke er brug for.

Danmark skal have verdens mest konkurrencedygtige økonomi.
Ja, det synes jeg også.

Lige muligheder for alle.
Ja, det giver så ikke rigtig mening. Skal vi ændre på babyers DNA, så alle får ens vilkår fra fødslen? Statsministeren snakker meget om at bekæmpe negativ social arv specielt når det kommer til kulturelle minoriteter (det ved vi alle hvad betyder). Det er såmænd også prisværdigt, men han når aldrig til en reel og konkret løsning af problemet. Det har en anden liberal dog, nemlig Jacob Mchangama: ”…vælger man en samfundsmodel med en høj grad af økonomisk frihed, hvor indvandrere er velkomne på den præmis, at de økonomisk klarer sig selv, vil man automatisk tiltrække mennesker, som er motiverede for at deltage aktivt i samfundslivet, og som derved bidrager positivt til deres nye land. I et sådant samfund er det tillige lettere for indvandrere at identificere sig med det nye land og dets borgere.”
Hvis vi ønsker indvandrerne – dem som oftest er ramt af negativ social arv – ind på arbejdsmarkedet og opad i samfundet, så er ovenstående vejen. Men det er nok for liberalt for vores statsminister.

Et Danmark med en stærk sammenhængskraft.
Ja, her begynder det allerede at blive tydeligt, at Anders Fogh Rasmussens liberale sindelag ligger på et meget lille sted. Han snakker i flere minutter om økonomisk lighed, om tillid og om ytringsfrihed. De to sidstnævnte er selvfølgelig positive ting, men hvori er det konkrete og håndterbare? Hvem i Folketinget kan være uenig i det? Socialdemokraterne? Næppe.
Min pointe er blot, at dette pejlemærke er retorisk mundgøgl. Lyt for eksempel til dette: ”Så når jeg ser frem til Danmark 2015, så er det et Danmark, hvor indvandrere er i arbejde i samme omfang som danskere. Det er et samfund, hvor vi har nedbrudt isolerede ghettoer og sørget for at folk kan leve side om side med hinanden i gensidig forståelse.” Glemte han ikke lige at tilføje, at vi også skal spise pandekager og drikke saftevand? Det væsentlige er jo hvordan han vil nå derhen. Jeg kan også bare postulere, at mit mål for Danmark år 2015 er, at vi alle rider på elefanter, spiser rosenkål og er verdens gladeste folk. Søde tanker, men det er sgu ikke politik.

En styrkelse af dansk kultur.
Nu gik det definitivt galt. Aldrig har jeg oplevet noget så intetsigende. Hvis han dog så bare kæmpede bravt for en rendyrket nationalkonservativ kulturpolitik, som så mange andre, men det gør han jo ikke engang. Han skal lige agitere for en anden holdning samtidig: ”Jeg vil gerne når jeg ser frem til 2015, at vi har et Danmark, hvor vi er stolte af vores land, af vores kultur, af vores historie, men også et Danmark, hvor vi er stolte og udadvendt og modtagelige af impulser udefra.” Hvad med et Danmark fyldt med glade nisser og flyvende alfer? Eller hvad med lidt politisk indhold?

Den afsluttende konklusion må vel være, at det ikke er i Venstre, at man finder liberalismen. Det er måske stadig for tidligt at give Liberalisterne prædikatet som Danmarks Liberale Parti, eftersom vi kun kender perifært og minimalt til deres politik. Men jeg må indrømme, at deres første forslag er mere end lovende. Hvis det fortsætter er liberalismen ikke helt død i Danmark - på trods af Anders Fogh Rasmussens underlige tale fyldt med mundgøgl og apolitiske plusord.

Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive lidt om Doha-runden og EU’s handelspolitik, men hvorfor gøre det, når andre gør det endnu bedre? Her er det Punditokraternes Christian Bjørnskov, der får leveret nogle gode ord:

“I går fik vi igen en demonstration af, hvor bagstræberisk EU er, da kommissionen stemte for en reform af unionens sukkerordninger. Den indebærer blandt andet, at man skærer garantiprisen på sukker med 36%. Tænk sig, nu skal vi ikke længere betale det tredobbelte af verdensmarkedsprisen for sukker, nu kan vi nøjes med cirka det dobbelte! EU’s kvoter blev også udvidet med en million metriske tons, så staklerne på landet kan opveje deres pristab med indtægter fra større produktion. Samtidig fik en række sydeuropæiske lande presset igennem, at deres landmænd bliver kompenseret for deres ‘tab’. I gennemsnit bliver landmændene kompenseret for 60% af deres tab, og italienske producenter får endda mere end 100% kompensation.
Det værste er, at det bestemt ikke er med kommissionens gode vilje, at reformen kommer. Den skyldes i stedet pres fra flere udenlandske fronter. Tidligere i år tabte EU nemlig endegyldigt en sag mod Brasilien, der kunne påvise, at selvom den såkaldte C-kvote i EU’s byzantinske system i princippet bør sælges på markedsvilkår, var der alligevel skjulte subsidier for omkring 11 milliarder kroner om året. WTO har besluttet, at det skal stoppe indenfor “a reasonable period of time”, som i dette tilfælde løber til 22. maj næste år. Derfor kom der en sukkerreform nu, for det er begyndt at haste før resten af verden får lov til at indføre gengældelsesordninger.

I det større billede er det endnu mere frustrerende at være frimarkedsorienteret og liberal i EU. Forhandlingerne i WTO - den såkaldte Doha-runde - er stort set stoppet, og selvom andre lande ikke er skyldfri, er den store skurk EU. Unionen fortsætter her med at gøre som om de kommer med forslag, mens en del af deres ‘indrømmelser’ i vidt omfang kun handler om at opfylde tidligere forpligtelser og nødvendige reformer som f.eks. sukkerpolitikken, hvor unionen allerede har lidt et sviende nederlag i WTO. Man viser også hvad man selv kalder forhandlingsvilje, mens EU’s forslag ofte reelt kun er helt nødvendige på grund af, at alle andre lande er enige om, at eksportsubsidier skal forbydes. Det forbud kommer nemlig til at trække tæppet væk under en stor del af den europæiske landbrugspolitik.
EU’s forhandler i WTO, britten Peter Mandelsson, har også fået usædvanligt meget uld i munden på de sidste. Ifølge Agence Europe udtalte han tidligere på ugen, at det ikke ville være muligt at nå til enighed om alle ‘facts and figures’ ved næste måneds WTO-ministermøde i Hongkong. Hans pointe var, at denne runde - der er en udviklingsrunde - skulle være “a top-up, not a substitute [...] to give a human face to the negotiations”. Guderne må vide, hvad det betyder.

Samtidigt kom der et umisforståeligt signal fra Frankrig, der om nogen har trådt med hele dets vægt på reformbremsen. Frankrigs udenrigsminister Philippe Douste-Blazy sagde mandag at “at any new EU farm offer would have to avoid any further CAP reforms if it were to remain within the Council’s mandate”. Den udmelding kan vel kun læses på en made: Frankrig går ikke med til en WTO-aftale, som indebærer at EU skal liberalisere mere end man allerede er blevet enige om for år tilbage. Med andre ord: Frankrig kræver, at EU siger nej til enhver yderligere liberalisering af landbrugsområdet! Og - pardon my French (som de siger i USA) - hvordan fanden skal man så kunne forhandle om noget som helst?“

Diskussionen om private vagtværn (og kollektive goder i det hele taget) er måske ikke den mest betydningsfulde diskussion her i landet. Den er faktisk ret underordnet, ja næsten ligegyldig. Men den er alligevel underholdende og intellektuelt udfordrende. Derfor vil jeg gerne komme med nogle strøtanker omhandlende emnet.

Centralt i denne skrivelse er den anskuelse, at sikkerhed er et kollektivt gode eller en positiv eksternalitet. Et kollektive gode er en vare som man ikke kan nægtes uden alle andre også nægtes den pågældende vare. Et klassisk eksempel er fyrtårnet, som leder skibe på rette vej. Fyrtårnet er kendetegnet ved at være tilgængeligt for alle i et bestemt område, uanset om de har betalt for det eller ej, samtidig vil nytteværdien af fyrtårnet ikke blive mindre af, at mange benytter sig af det. Mit postulat er så, at sikkerhed også er et kollektivt gode. Disse kollektive goder er selvsagt vanskelige at sælge, da salg af en vare er afhængigt af, at varen kan nægtes for dem, der ikke betaler, hvilket man netop ikke kan i tilfældet kollektive goder. Dermed opstår der free riders, som modtager en ydelse eller vare uden at betale for den. Dette minimerer tilskyndelsen til at producere kollektive goder for salg til enkeltpersoner, hvilket har stor betydning i et anarkistisk samfund, hvor alt skal produceres og ikke mindst sælges privat. Mit postulat er altså, at i et anarkistisk samfund vil meget få udbyde og efterspørge sikkerhedsydelser fra private vægtværn på grund af free rider-effekten.
Ovenstående har selvfølgelig nogle tragiske konsekvenser. For det første vil free rider-effekten betyde, at der vil være meget få politipatruljer. Dette kan medføre forøget gadekriminalitet, da politipatruljer til en vis grad har en forebyggende indflydelse på denne slags kriminalitet. Hvis man ofte ser politibiler køre rundt på gaden, vil man (så længe man er rationel) være mindre tilbøjelig til at begå forbrydelser i pågældende område. For det andet vil free rider-effekten betyde, at der ville være få ’beskyttere’ og ’efterforskere’ i det hele taget, hvilket sandsynligvis vil resultere i en kraftig stigning af al slags kriminalitet. Alt andet ville i hvert fald være direkte forunderligt.

Derudover er der et andet problem. Uanset om systemet bliver undermineret af free riders eller ej, så vil man have et problem med fattige folk, som ikke har nogen kontrakt med et privat vagtværn. Det er muligt, at de kan være free riders nogle steder og i nogle tilfælde, men der vil også være tilfælde hvor dette ikke er muligt. Hvad skal man for eksempel gøre ved fattige kvarterer, hvor ingen har penge til at betale for sikkerhed og politi? Her vil kriminaliteten formentlig trives indtil det punkt hvor det begynder at gå ud over de mere velhavende personer i området. Indtil det punkt vil de fattige være fanget i et retsløst vakuum. Selv hvis nogle politimænd forvilder sig ind på et ubeskyttet og fattigt område kan man ikke forvente, at de hjælper til med sikkerhed og kriminalitetsbekæmpelse, da de ikke har kontrakt med de fattige beboere. Ja, selv hvis de på første hånd overværer en voldtægt, kan man ikke forvente, at de hjælper det fattige offer (offeret behøver ikke engang være fattigt, det kunne også bare have et konkurrende vagtværn). Hvis de overhovedet hjælper vil det udelukkende være på baggrund af overvejelser omhandlende vagtværnets integritet og image. Er det tilstrækkeligt?

Jeg har i denne skrivelse ikke blandet staten ind i disse komplicerede spørgsmål (det har jeg dog gjort i tidligere indlæg). Jeg anser ikke staten som den ultimative og perfekte løsning på det gigantiske ’Prisoner’s Dilemma’ omkring free riders og det lige så store problem med fattige. Men det er alligevel åbenlyst, at staten kan bruges til at afgøre og løse visse dilemmaer og interaktioner, både hvad angår free riders og fattige. Staten er altså lige pludselig blevet nyttefuld når det kommer til løsning af free rider-problemer, negative eksternaliteter og mangel på ydelser til fattige (det handler nemlig ikke kun om vagtværn). Hvad er anarkisternes modsvar i denne inferiøre diskussion? Er der nogle der vil recitere Coases forhandlingsløsning? Eller er jeg bare for fantasiløs?

Eftersom jeg ikke har overskud til at skrive et langt indlæg om det trælsomme kommunalvalg vil jeg i stedet citere en kendt filosof. Men hvem? Mulighederne forekommer uendelige. Alle lige fra den fremragende Hayek til den provokerende Rothbard til det dumme svin Hoppe har ytret sig om demokratiet og valg i det hele taget, så der masser at vælge imellem. Men et eller andet sted fornemmer jeg, at liberale udgydelser imod demokratiske valg til centralistiske organer er en anelse trivielt for mine faste læsere. Dem har de sikkert læst andre steder. Derfor vil jeg komme med et lidt atypisk og anderledes citat. Det er ingen andre end den berømmede Søren Kierkegaard, som jeg vil citere. Og det handler ikke om demokrati, men om spidsborgeren og dennes mangel på valg.
I mine øjne er spidsborgerne i dagens Danmark dem som bare stemmer per automatik og dernæst tror, at de har gjort en god gerning. De er vanedyr, som ikke engang gider forholde sig til valget, men blot sætter deres ligegyldige kryds et ligegyldigt sted. Denne særprægede akt kan ikke kaldes et valg, men er snarere bare en indgroet og uforsætlig bevægelse med en blyant over et stykke papir. Den spøjse Kierkegaard forklarer det således:

“”Man skal elske Næsten som sig selv,” sige Spidsborgerne, og derved mene disse velopdragne børn og nu nyttige medlemmer af Staten, - der have megen Modtagelighed for enhver foreløbig Følelses-Influenza, - deels at man, naar En beder om en Lysesax, uagtet han sidder langt borte fra Vedkommende, skal sige ”værs’-artig” og reise sig ”med stor Fornøielse” for at overbringe den, deels at man skal huske paa at aflægge de behørige Condolations-Visiter…”

Tør man tilføje noget om den pligtmæssige og idéløse stemmeafgivelse bikset sammen med en uforbeholden begejstring for det danske demokrati? I så fald passer Kierkegaards beskrivelse fint på størstedelen af de danske vælgere i dag (dog er ikke alle tåbelige spidsborgere). Det er decideret trøstesløst. Men i det mindste blev mit valg af citat ikke så trivielt og enstonet, som det plejer fra liberale kredse.

Og nej, jeg stemte ikke. Også selvom jeg ikke er så demokrati-fjendtlig som mange af mine meningsfæller. Jeg var simpelthen for træt efter min fantastiske ferie med min endnu mere fantastiske kæreste…

Eftersom undertegnende skal til Azorerne med kæresten i morgen tidlig vil The Hairpin Bend nok ikke blive opdateret i et stykke tid. Det er selvfølgelig surt for alle mine trofaste læsere, derfor vil jeg lave en række korter kommentarer til weekendens nyheder. Så kan I efterfølgende kommentere, eftertænke eller sågar bare smide disse strøtanker ud.

Intifada i Paris?
Opstanden er blevet fortolket og analyseret adskillige gange, både på særdeles interessante og fornuftige måder og på mindre klarttænkende måder. Jeg har endnu ikke læst analysen, så indtil da vil jeg nøjes med at kommentere det forsøg, der er længst fra den klargørende og oplysende redegørelse. I dette mislykkede forsøg står der således: “The media carefully sidesteps the fact that the riots in France are Islam-driven. The riots in Denmark are barely mentioned. The Muslim riots will spread and demands for Muslim autonomy will be made. This is just the beginning of the war for Europe.” De nævnte opstande i Danmark er dem, som efterfulgte Jyllandspostens udfordrende billeder af Muhammed. Udover at det er stærkt overdramatiseret at sammenligne volden i Paris og den meget mindre og fredelige demonstration her i landet, så er det også svært at se sammenhængen i mellem de to hændelser. Tumulten omkring Muhammed-billederne er en hamrende plat sag, hvor nogle uforstandige opinionsdannere bevidst provokerede nogle enfoldige og yderst ømskindede religiøse. Sikke dog en brutal affære!
Det skal måske lige siges, at jeg ikke bifalder den religiøse kritik af Jyllandsposten. Jyllandsposten skal hverken retsforfølges, undskylde eller på nogen som helst tænkelig måde begræde, at de viste karikerede billeder af en gammel gubbe. Det kunne gøres (og bør gøres) mere sagligt og morsomt, men det er en helt anden diskussion.
Tilbage til Paris. Hvad har Paris med Danmark at gøre? Begge dele er islams sande ansigt, mener førnævnte analyse. Og dette formår medierne behændigt at undgå at bemærke. Jeg vil ikke udtale mig om islams sande ansigt, men det er sandt, at tumulten omkring Jyllandsposten var religiøs. Dette er selvfølgelig også blevet noteret af alle medier. Men er det så underligt, at dette ikke tilsvarende er sket med hændelserne i Paris? Nej, for der er overhovedet ikke noget religiøst omkring opstandelsen i Paris. Vi har at gøre med en folkeskare af 20-årige med ringe jobmuligheder (arbejdsløsheden er 25% i deres aldersgruppe og kvarter), som føler sig marginaliseret af vedvarende fattigdom og dårlig social status, jævnfør deres immigrantbaggrunde. Ja, mange af dem er muslimer, men er der grund til at tro, at de demonstrerer fordi de er muslimer eller blot som muslimer? Nej, bestemt ikke. Hvis det nu var en flok vietnamesere, som befandt sig i samme situation og demonstrerede, ville man så finde det underligt, hvis medierne ikke nævnte deres buddhistiske verdensanskuelse? Nej. Opstanden i Paris er ikke religiøs. Når jeg har læst den perfekte analyse, så skal jeg nok fortælle jer, hvad den egentlig er.

Borgerkontrakt i Danmark?
Vores borgerlige regering har udformet en borgerkontrakt tilegnet de kære nydanskere. Nej tak, siger jeg. Hvorfor? Læs her:

“Oprigtig talt: Hvad tænker regeringen på? Tror man, at det danske samfund er så svagt, at vi behøver afkræve nye indbyggere den slags faneed? Hele tanken hører en anden type samfund til.
Der er tale om en misforstået loyalitetserklæring, der oven i købet på forhånd vil fratage underskriveren dennes grundlovssikrede frihed til, som kommende borger her i landet, at mene, hvad han vil.
For det er faktisk fuldstændig legalt i Danmark at have forbehold over for indtil flere af de punkter, som kontrakten nævner. Hvis Dansk Folkeparti i sin umættelige bessermachen insisterer på, at folk skal skrive under på noget, burde det være alt nok, at de erklærer, at de vil overholde dansk lovgivning.
En selvfølge, kan man så indvende. Hvortil vi kun kan sige: netop. Hvorved hele denne - i øvrigt ikke juridisk bindende - troskabserklærings overflødighed netop turde være demonstreret.”

Sådan! Jeg har selv luftet idéen med en borgerkontrakt, men indholdet var selvfølgelig noget anderledes. I min juridisk bindende kontrakt får man udførligt beskrevet sine sakrosankte rettigheder, som staten skal forpligte sig på at overholde. Det er altså en troskabsed fra statens side i stedet fra borgerens side. Hvis ens rettigheder ikke bliver overholdt kan man retsforfølge den udøvende og/eller lovgivende del af staten, og i sidste instans melde sig selv og sin matrikel ud af staten, for dernæst at blive behandlet som en regulær udlænding. Eller måske melde sig ind i en ny stat? Tannahelp måske? Det er altså Dansk Folkepartis vådeste drømme bare med omvendte fortegn.
Er der nogle som lige kan regne konsekvenserne af et sådan forslag ud? Alt andet lige ville det jo sikre en noget mere underdanig ’stat’, mere retssikkerhed (’rule of law’ ville virkelig betyde ’rule of law’) og sandsynligvis en mere begrænset rolle for ’staten’, i hvert fald i forhold til hvad der er tilfældet i dag. Men måske ville en principfast forfatning kunne gøre det samme. Desuden er en ubegrænset udmeldelsesret en lidt uforudsigelig tilføjelse, som kan bruges både godt og skidt. Den kan gøre incitamentet til at efterkomme borgerkontrakten væsentlig større for staten, men den kan også misbruges af borgerne. Hvordan forhindrer man for eksempel, at en gruppe pædofile melder sig ud af staten, fordi de ønsker uindskrænket mulighed til at have seksuelt samkvem med hinandens børn? Hvor er hele ’The Machinery of Freedom’, når man har brug for den? Eller måske har anarkisterne et kort svar parat?

Johan på Azorerne? Ja!

I anledning af det nyligt offentliggjorte terrorforslag (det burde vel rettere hedde antiterrorforslag?) vil jeg citere den velbegavede Thomas Paine:

“He that would make his own liberty secure must guard even his enemy from oppression; for if he violates this duty he establishes a precedent that will reach to himself.”

Dette er problemstillingen i en nøddeskal. Det fortæller samtidig også noget om den mentalitet, som ligger til grund for henholdsvis retsstaten og politistaten. Helt centralt i retsstatstankegangen er, erkendelsen af, at al magt korrumperer, derfor skal indgreb i borgernes frihed have klar lovhjemmel og gennemføres under domstolenes kontrol. Statens og politiets beføjelser skal begrænses og indskrænkes. Kernen i politistaten er omvendt troen på, at staten og politiet gør det rette og kan betros vigtige beslutninger. I en politistat er det hensynet til politiets effektivitet, som er det altafgørende politiske argument. Politiet og staten er i denne optik ufejlbarlige instanser, som man blindt kan stole på, derfor skal de bare have udstrakte muligheder for at overvåge og anholde borgere.
Hvilken af disse statsopfattelser, der er gældende her i landet, kan der ikke være nogen tvivl om. Det burde være evident for enhver, at flere og flere beføjelser i dag lægges hos politiet. Regeringens nye antiterrorforslag er for så vidt blot et enkelt spadestik i den vedvarende undergravning af retssikkerheden. Det er en fortvivlende udvikling.
Jeg har personligt enorme problemer med at forestille mig hvad er det egentlig som folk forventer, at der vil ske. Som jeg tidligere har demonstreret, kan man ikke forvente, at videoovervåning vil have nyttige konsekvenser hvad angår forebyggelse af terrorisme. Samtidig kan man heller ikke forvente, at bedre (det vil sige ukontrolleret og ubegrænset) adgang til forskellige personfølsomme informationer vil have fordelagtige konsekvenser. I mine øjne er hele forslaget endnu et irrationelt forslag fra skruptossede politikere, som skal vise handlekraft og initiativrighed. Helt ærligt. Ikke engang den russiske zars hemmelige politi kunne stoppe kommunister i at begå terrorhandlinger og komme til magten - kan man så forvente, at åbne demokratier kan stoppe terrorisme ved hjælp af efterretningstjenester og overvågning? Selvfølgelig ikke. Det er falsk sikkerhed, som folk tror, at de får. I virkeligheden mister de både frihed og sikkerhed, når de underligger sig politistatstankegangen. Det er forfærdeligt at opleve.

Hvis jeg skal være lidt polemisk, så vil jeg fremføre den påstand, at Anders Fogh Rasmussen bør kanalisere alle efterretningstjenesternes nye midler over i bekæmpelse af koldt vintervejr. Risikoen for at blive offer for terror er betydeligt mindre end sandsynligheden for at dø af kulde. Specielt nu hvor julefrokoster og fanatisk øldyrkelse rykker nærmere. Man får altså mere for pengene og redder flere liv ved et indsats mod vinteren end mod terrorisme. Mit forslag er, at vi installerer opvarmede sovehjem pr. 5 km2. Eller nej? Er det for nytteløst? Hvorfor så voldsomme antiterrorlove?

Derudover kunne det også være en fantastisk idé, hvis regeringen fører en lidt mindre kontraproduktiv udenrigspolitik; stopper med at stigmatisere muslimer på kollektivistisk vis; sørger for, at velfærdsstaten ikke marginaliserer ufaglærte indvandreres arbejdskraft; og så selvfølgelig giver de islamiske fundamentalister et los bagi.