The Hairpin Bend

Forleden forsvarede jeg USA imod usaglig og fordomsfuld kritik og var endda så dristig at postulere, at Europa kunne lære en masse af USA. Men det er selvfølgelig ikke alt som er forbilledligt i Guds eget land og som vi bør adoptere herhjemme. For eksempel har der i de seneste par måneder været en diskussion om hvorvidt der skal undervises intelligent design på lige fod med Darwins evolutionslæren. Denne diskussion har nu bredt sig til Danmark, hvor en biskop, flere præster og kristne naturvidenskabsfolk vil gøre op med evolutionslæren, som den dominerende forklaring på livets udvikling. Det kan ikke komme som en overraskelse, at jeg finder dette himmelråbende tåbeligt og fordummende for befolkningen generelt set. Så længe vi har en offentligt finansieret og centralstyret skole, så har den i det mindste bare at undervise i noget fornuftigt.
Nu vil jeg ikke gøre det til en diskussion om vores skolesystem – som bestemt ikke er optimalt – da det er en anelse for samfundsfagligt i forhold til mit humør i dag. Jeg vil heller ikke diskutere de biologiske og videnskabelige problemer vedrørende intelligent design, da jeg ikke har tilstrækkelig indsigt i denne afdeling af videnskaben til at kunne gøre mig seriøst gældende. Derfor vil jeg overlade denne opgave til en person som Richard Dawkins, som udførligt har redegjort for hvorfor og hvordan bakteriers flageller og menneskers øjne sagtens kan opstå igennem evolutionen. I stedet vil jeg kigge lidt på de mindre videnskabelige argumentationsmetoder, som fortalerne for intelligent design benytter sig af.

Fortalerne for intelligent design har haft stor succes med at få masser af almindelige mennesker til at tro, at de faktisk beskæftiger sig med videnskab, og at de bare peger på nogle videnskabelige kontroverser inden for evolutionslæren. I mange tilfælde anfægter de desuden evolutionslærens videnskabelighed ved at kalde denne for evolutionsteorien. Det er et fint retorisk trick, der før diskussionen overhovedet er startet insinuerer, at evolutionslæren blot er en teori om arternes udvikling, som man kan vælge at tro på eller lade være med at tro på. Ofte lykkes det at få medierne på deres side i dette retoriske spil. For eksempel omtales mange fortalere for intelligent design i USA som videnskabsmænd, der bestemt ikke interesserer sig for teologi, på trods af, at langt størstedelen af dem er kristne og/eller stærkt religiøse. Dette kan også erfares på internettet, hvor det første google-hit, der taler for intelligent design, fremtoner med parolen ”Seeking Objectivity in Origins Science”. Men under det meget videnskabelige dække finder man en flok konservative kristne med adskillige publikationer i diverse kristne magasiner. Derudover er den måske mest fremtrædende fortaler for intelligent design, Michael Behe, brændende katolik. Desuden er tænketanken Discovery Institute, som om nogen er primus motor i den amerikanske debat, er ledet af evangeliske kristne, og dets økonomiske støtte kommer primært fra ligesindede. Til sidst er der det famøse ’Wedge document’, som er et internt memo, der i 1999 lækkede til internettet. I denne står der således: ”Den antagelse, at mennesker er skabt i Guds billede er et af de grundlæggende principper, som den vestlige civilisation er bygget på.” Senere står der, at ”Discovery Institutes Center for fornyelse af videnskab og kultur søger intet mindre end at nedkæmpe materialismen og dens kulturelle arv.” Så burde det være evident hvem fortalerne for intelligent design egentlig er og hvad deres agenda er.

I Danmark er det heldigvis mere tydeligt, at det er særdeles religiøse som argumenterer for intelligent design, derfor har vi indtil videre undgået disse retoriske skalkeskjul. Til gengæld har vi ikke undgået at få degraderet evolutionslæren til en hypotese på lige fod med intelligent design. Selv TV2 sidestiller evolutionslæren med banal tro. I en afstemning på deres hjemmeside er der af valgmuligheder, at man tror, at ”Gud skabte mennesket”, ”tror på evolutionsteorien” eller ”tror på noget helt andet”. Den partiske formulering af afstemningen er klart fortalerne for intelligent designs fortjeneste. De har formået at fremstille evolutionslæren som en gisning om arternes oprindelse i stedet for at være en samlet redegørelse for naturvidenskabelig fakta og over 100 års empirisk undersøgelse. Det ville jo være absurd at gøre det samme med tyngdeloven. Tænk hvis nogle kristne forskere lige pludselig påstod, at fordi Einsteins ideer omkring tyngdekraft er matematisk uforenelige med kvantemekanik, så må der findes et overnaturligt væsen som udfylder disse huller ved hjælp af et ’intelligent fald’. Samtidig kunne disse kristne forskere postulere, at tyngdeloven (i mellemtiden omdøbt til tyngdeteorien) i bedste fald bare er en teori blandt flere jævnbyrdige. Ja, det virker absurd, men det er i de fleste henseende hvad der er sket med evolutionslæren.

Resultatet har været, at fortalerne for intelligent design - i kraft af deres selvbestaltede videnskabelige autoritet og den samtidige degradering af evolutionslæren - kan forlange at blive hørt som et led i en rimelig åbenhed og diversitet i debatten. På denne måde har de allerede det ene ben indenfor i Nikes eftertragtede hus.
Jeg mener, at det er vigtigt, at vi aktivt modstræber denne partiske udvanding af begreber og samtidige hyppige brug af retoriske skalkeskjul. Det ville være direkte katastrofalt, hvis de danske medier ikke kunne gennemskue den fyldige retorik som de fortalerne for intelligent design benytter sig af, derfor er det vigtigt at fremhæve denne retorik i forsøget på at stoppe intelligent design. Det næste er selvfølgelig at kritisere intelligent design for dens åbenlyse mangler og tåbeligheder. Dette er heldigvis en anelse lettere end at gennemskue deres snedige retorik.

For det første – og måske vigtigst - er der et paradoks i teorien omkring intelligent design. Ifølge intelligent design må en designer, som kan skabe irreducerbar kompleksitet, også selv være irreducerbar kompleks. Og eftersom irreducerbar kompleksitet må have en designer, så må designeren have en designer. Dette rejser et meget spændende spørgsmål: Hvem designede designeren? Intelligent design forklarer ikke dette. Teorien forandrer altså blot det oprindelige spørgsmål, så det ikke handler om arternes oprindelse, men om designerens oprindelse. I den traditionelle kreationisme kan spørgsmålet om designerens oprindelse besvares med et uvidenskabeligt teologisk argument, men mange de af såkaldte videnskabsmænd, som taler for intelligent design, kan selvfølgelig ikke bruge et sådan argument. De må i stedet postulere, at kæden af designere er uendelig. Dette medfører bare en logisk selvmodsigelse. Når fortalerne for intelligent design inddrager uendelighed i deres teori, underminerer de den samtidig, fordi de løber ind i en logisk selvmodsigelse. Det forholder sig nemlig sådan, at jo flere muligheder en hændelse har for at indtræffe, desto større er sandsynligheden for, at denne ellers usandsynlige hændelse vil finde sted. Hvis for eksempel enhver elementærpartikel i det kendte univers i stedet var en abe som tilfældigt hamrede løs på en skrivemaskine i Planck-tid, ville det alligevel være usandsynligt, at en af disse aber skrev de første tre linier i dette indlæg, selv hvis de havde milliarder af år. Men hvis de nu var uendeligt mange og sad der i uendeligt lang tid, ville de helt sikkert tilfældigt skrive de første tre linier i dette indlæg, hvis ikke hele indlæg. Og det ville ikke ske en enkel gang, men uendeligt ofte. I et sådan univers ville den irreducerbare kompleksitet også kunne opstå sådan tilfældigvis. Dette er i modstrid med den centrale idé i intelligent design, nemlig at irreducerbar kompleksitet har en designer. På denne måde er det selvmodsigende for en fortaler for intelligent design at argumentere for, at kæden af designere er uendelig. Og så står de faktisk kun tilbage med de teologiske argumenter.

Dette bringer mig videre til næste punkt. Intelligent design er i virkeligheden ikke andet end metafysik og teologi forklædt i en videnskabsmænds kåbe. Det faktum, at intelligent design i sin essens er ufalsificerbar burde være nok til at behandle det som filosofi eller teologi. Mens evolutionslæren har observerbare fakta til at understøtte læren såsom mutation, gen-flow, genetisk drift og en hulens masse andet, så er intelligent design hverken observerbart og der er ingen mulighed for gentagelse. Det er altså ingen mulighed for falsificerbarhed i intelligent design. Selv den velkendte fortaler Michael Behe indrømmer dette. Intelligent design er altså ikke videnskab, men metafysik.

Det sidste jeg vil kommentere er den lidt pudsige kendsgerning, at hvis man skulle undervise i den kristne version af intelligent design (som demonstreret er den skjulte dagsorden), så burde man faktisk også tillade, at de ateistiske raelianere får nogle ord indført. Det er jo ikke givet, at den intelligente designer er den kristne gud (eller muslimske). Det kunne være et rumvæsen ved navn Elohim som designede os. Eller som raelianerne selv skriver: ”His Holiness Rael draws the exceptional accuracy of his scientific and humanitarian vision from the Message He received in 1973 from the Elohim, a very advanced race of human beings from a distant planet within our galaxy. The Elohim created all life on Earth scientifically using DNA (including humans in their image) and were mistaken for God, which explains why the name Elohim is present in all original Bibles. [...] The new concept of “Intelligent Design” fits perfectly with this explanation of our origins.” Hvis man skal være helt ærlig, så er deres fremstilling lige så egnet til undervisning som den kristne version af intelligent design. Det tilsigtede forsøg på at få den kristne gud ind i skolerne følger altså slet ikke af teorien om intelligent design. Det er en grov non sequitur. Det kunne for så vidt lige så godt være et flyvende spaghettimonster som var designeren. Men som min overskrift spørger: “…is there intelligent spaghetti out there?” Det er der formentlig slet ikke.