The Hairpin Bend

Når man diskuterer den europæiske velfærdstat med danskere støder man ofte på udsagnet ’amerikanske tilstande’. Dette udsagn er et indforstået retorisk kunstgreb primært brugt til at forfærde modparten. Når de ’amerikanske tilstande’ nævnes tilendebringes diskussionen og personen, som er blevet beskyldt for at ønske ’amerikanske tilstande’, skal underdanigt trække sine rationaler og argumenter tilbage. ’Amerikanske tilstande’ er jo noget nær det værste. Men hvad menes der egentlig med udsagnet? Og holder udsagnet substantielt set? Med andre ord – er det virkelig så slemt at ønske ’amerikanske tilstande’?

Jeg tror, at man bliver nødt til at dele udsagnet op i to dele. Den første del er den decideret usaglige del, som er baseret på endeløse rækker af fordomme og generaliseringer i den værste kollektivistiske form. Nogle af disse fordomme er så tarvelige, at man ville kunne risikere at blive slæbt i retten for overtrædelse §266b, hvis man gjorde noget lignende over for jøder og muslimer. Amerikanerne er fanatiske hvad angår religion. Amerikanerne er fede. Amerikanerne er dumme. Ja, man kan fortsætte i en uendelighed. Hvis man en dag får lyst til at opleve nogle af de værste fordomme, så skal man møde op på adressen Studiestræde 24. Hvis man dernæst beder de fordomsfulde beboere om at sætte en hvilken som helst minoritetsgruppe ind i stedet for amerikanerne, så går der med sneglefart et lys op for dem. Det kræver heldigvis ikke særlig meget fornuftbestemt argumentation at overbevise selv de værste om, at man ikke bør generalisere på en så grotesk måde. Det er i sin essens bare retorisk nonsens (hvilket kollektivistisk argumentation sædvanligvis er) og direkte ubrugeligt i en seriøs diskussion.

Hvad mange i Studiestræde 24 efterfølgende gør, er at gå over til den anden del af begrebet ’amerikanske tilstande’. Her kommer der håndgribelige myter på bordet. De fleste kender de mere alvorsfulde myter om USA, såsom ”levestandarden er faldende”; ”fattigdommen er høj og ikke faldende”; ”mange amerikanere er nødt til at have lavtlønnede og nedværdigende job” og ”mange amerikanere er nødt til at have 3 jobs for at kunne overleve”. For os har der har haft lidt svært ved at tilbagevise alle disse forestillinger én gang for alle, er der nu kommet en hjælp. Hjælpen hedder ‘Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality’, og er en bog skrevet af en tysk økonom ved navn Olaf Gersemann. I denne bog bliver alle ovenstående forestillinger tilbagevist samtidig med, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved den europæiske blandingsøkonomi. Bogen er ikke en lovprisning af det amerikanske system, men formår alligevel at ryste den selvfede forestilling om Europas moralske og økonomiske overlegenhed.
Jeg vil bruge bogens konklusioner og tal til at tilbagevise de mere seriøse myter omkring USA, så hvis I ønsker yderligere belæg og argumentation skal der investeres i bogen (det er hermed anbefalet). Nå, men lad os starte fra en ende af:

”Levestandarden er faldende.”

Grundlaget for denne myte er det faktum, at timelønnen er stagneret og sågar faldet i visse erhverv i løbet af de seneste 35 år. Dette betyder ifølge myten, at levestandarden er blevet ringere i USA. Problemet er bare, at udregningen er misvisende og en anelse useriøs. Det forholder sig nemlig sådan, at udregningen ikke tager højde for en række faktorer som burde være med i udregningen. For det første er skattebyrden faldet betragteligt siden 70’erne, specielt for de fattigste, hvilket selvfølgelig giver flere penge til den enkelte borger. For det andet er beskæftigelsen og den gennemsnitlige husholdnings arbejdsindkomst steget, hvilket også er med til at forbedre levestandarden for den enkelte borger. For det tredje tager beregningen ikke højde for de sundheds-, pensions- og opsparingsbidrag som arbejdsgiver betaler udenom lønnen. For det fjerde overser beregningen, at en anseelig del af amerikanernes indkomst kommer fra aktier, renter og obligationer. I 2001 ejede over 50% af de amerikanske husholdninger aktier på den ene eller anden måde, selv i den fattigste femtedel var 12% aktieejere. For det femte er energipriserne faldet markant i USA, hvilket følgelig gør det billigere at leve. For sjette arbejder amerikanere meget mere end de gjorde for 35 år siden og tjener på denne måde mere. Og for det syvende og sidste så tager udregningen ikke højde for fødevarekuponer, Medicaid og NIT, som er specielle former for amerikansk bistandshjælp, hvilket følgelig underkender levestandarden for de fattige.
Hvis man sammenholder alle disse tillæg, så er realindkomsten per capita i den gennemsnitlige husholdning faktisk steget med over 22% siden 1980. Dette kan også ses på det faktum, at købekraften er steget i USA og at uforbeholdent mange amerikanske husholdninger ejer eget hus (hele 68%) i modsætning til i Frankrig (55%) og Tyskland (41%), Europas to største økonomier. Samtidig er den gennemsnitlige bolig i USA (164 m2) meget større end i Frankrig og Tyskland (88 m2 begge steder).
Hvis man mener, at dette er statistisk propaganda og hellere sætter sin lid til store internationale organisationer, så kan man passende kigge lidt på FN’s Human Development Index (HDI), som er en opgørelse, hvori man indkalkulerer en række alternative, tilfældige og ikke helt objektive mål i et forsøg på at redegøre på levestandarden i forskellige lande. På HDI-listen var USA i 2004 faldet 3 pladser tilbage til nummer 10, mens Europas 3 største lande – Frankrig, Italien og Tyskland – lå henholdsvis nummer 16, 18 og 20. Danmark var samme år nummer 14.

”Fattigdommen er høj og ikke faldende.”

Denne myte skyldes oprindeligt en komplet tåbelig måling af fattigdom i Europa. Europa måler fattigdom i relative termer, sådan at fattigdomsgrænsen er 60% af det pågældende lands medianindkomst. Udfra denne metode lever mindst 17% af alle husholdninger i USA under fattigdomsgrænsen, mens kun 7,5% lever under fattigdomsgrænsen i Tyskland. Problemet med denne sammenligning er bare, at det ikke er den samme fattigdomsgrænse, derfor kan man ikke udføre sammenligningen på fornuftig vis. Indkomsterne i USA er desuden så høje, at en familie tæt på medianindkomsten i Portugal ville være tæt på fattigdomsgrænsen i USA. Den relative fattigdomsgrænse fortæller altså intet konkret om forarmelse og nød, men er en i stedet en ret ubrugelig målestok. For at illustrere dette kan man reducere den relative fattigdomsgrænse til det absurde. Dette kan gøre ved, at komme med et hårtrukkent eksempel, som går på, at i et land, hvor alle sulter ekstremt findes der ingen fattige, for alle er lige om at lide nød. Dette er jo absurd.
Man burde hellere måle fattigdom udfra et mere absolut mål. Dette gør man for så vidt også i USA, dog på en lidt kringlet måde. Personligt synes jeg ikke, at målet tager højde for andet end indkomst, hvilket kan resultere i, at resultatet er en anelse misvisende. Man burde have indregnet forbrug, reelt rådighedsbeløb, boligejerskab og betydningen af fødevarekuponer, NIT og Medicaid. Dette ville nok reducere antallet af fattige en smule, men næppe ændre på om fattigdommen er stigende eller ej. For uanset hvad, så er antallet af absolutte fattige ikke faldet konstant og jævnt i løbet af de seneste 35 år, men derimod varieret imellem 10-15% af befolkningen. Umiddelbart virker dette ikke særlig storslået og man kunne sagtens foranlediges til at tro, at jeg blot bekræfter myten med denne indrømmelse. Men faktisk forholder det sig anderledes. En stor overvægt af de personer i USA som oplever fattigdom gør det kun i meget kort tid ad gangen. Dette afspejler primært det faktum, at USA modtager rigtig mange fattige og dårligt uddannede immigranter. For eksempel er tallet af latinamerikanske immigranter i USA steget fra 10 millioner til 40 millioner imellem 1973 og 2003. Disse immigranter starter som fattige, men efter et par dekader er de på det gennemsnitlige niveau. Dette kan tydeliggøres ved det faktum, at medianindkomsten per immigrant-husholdning som kom til USA efter 1989 var 32% lavere end den indfødte husholdnings gennemsnit, mens samme afstand for immigranter som kom til USA i 1980’erne var betydeligt mindre, nemlig 21%. Derudover var afstanden for immigranter som bosatte sig i USA i 1970’erne kun 6%, mens naturaliserede borgere kun var sølle 2% bagefter gennemsnittet. Pointen er, at antallet af fattige forekommer kun konstant, fordi USA modtager en massiv tilstrømning af indvandrere.

”Mange amerikanere er nødt til at have lavtlønnede og nedværdigende job.”

Anklagen er, at mange væsentlige industri- og landbrugsjob er blevet erstattet af lavtlønnede og fornedrende job i servicesektoren. Der bliver sjældent redegjort for hvorfor dette er et problem, og man kan dermed fristes til at affærdige anklagen alene af den grund, men hvis man virkelig ønsker at gøre kål på myten bliver man nok nødt til at arbejde lidt mere med den.
Frem for alt bør man bemærke den arrogance, der præsenteres i myten. Den ellers enfoldige økonom Joseph Stiglitz har formuleret det således: ”You Europeans have a funny way of complaining. This is like saying: ‘You Americans did create a lot of jobs. But they are lousy jobs. We Europeans didn’t create any jobs, but if we had, they would have been good jobs’”. Dette er en uhyre arrogant og opblæst attitude. Egentlig burde vi tage ved lære af USA’s instrumenter til at skabe denne slags jobs (såsom at sænke skatten, overførselsindkomsterne og minimumslønnen). Vi kunne sagtens bruge nogle af alle disse servicestillinger herhjemme, da vi har en tårnhøj ledighed blandt ufaglærte. I stedet anbringer vi disse ufaglærte på dyre indkomstoverførsler, så de bliver til en byrde for samfundet i stedet for en ressource.
Derudover skaber USA ikke primært disse dårlige jobs. Imellem 1989 og 2000 blev der skabt (i nettotal) 17,3 millioner nye arbejdspladser, hvor hele 60% af disse var i den øverste tredjedel af indkomstfordelingen. Og for de såkaldt ’working poor’, så var kun 6% af arbejdsstyrken officielt set fattige i 2002, og folk som arbejdede for minimumslønnen var snarere studerende end enlige mødre eller immigranter. Det passer altså ikke, at mange amerikanere arbejder i dårlige jobs. Det er snarere en lille minoritet, som gør dette.
Desuden er det ikke engang sikkert, at det virkelig er en ringe idé at arbejde på for eksempel den lokale McDonald’s. Grundlæggeren af Amazon.com Jeff Bezos, tidligere guvernør Joe Kernan, Det Hvide Hus’ personalechef Andy Card og astronaut Leroy Chiao havde alle McDonald’s som deres første arbejde. Dertil startede 20 af de 50 mest succesfulde McDonald’s bestyrere – inklusiv den nuværende administrerende direktør - i laverestående stillinger i restauranten, så jobbet er bestemt ikke uden karrieremuligheder, selvom det umiddelbart lyder sådan. Det samme kan siges om mange af de andre såkaldt nedværdigende jobs.

”Mange amerikanere er nødt til at have 3 jobs for at kunne overleve.”

Hvor den foregående myte indeholdt en anelse sandhed, så er denne myte klinisk renset for enhver ædruelig form for sandhed. Derfor bliver den også kun bragt på banen i de afsluttende sekunder i en døende diskussion for ligesom at demonstrere, at de fattige i USA har det hårdt. Dog er det ikke kun tarvelige debattører som gør brug af myten, men også højtrespekterede fagforeningsledere. Olaf Gersemann forklarer i hans bog, hvorledes en tysk fagforeningsleder åbent postulerede, at “employees need three or four jobs to feed themselves”. Dette er desværre bare direkte løgn. I 2003 havde sølle 5,3% af arbejdsstyrken i USA mere end ét arbejde. Desuden er dette tal faldende. Endvidere var tallet i Tyskland i samme årstal på 2,4% af arbejdsstyrken, dog skal man tilføje hele den sorte økonomi som er mere end dobbelt så stor i Europa som i USA, hvilket primært skyldes høje marginalskatter. Et kvalificeret skøn er, at tallet for Tyskland i sidste ende vil være på samme niveau som tallet for USA. Og for til sidst at aflive myten helt og holdent kan det tilføjes, at en undersøgelse fra 2001 påpeger, at det oftest ikke er på grund af økonomisk nødvendighed, at nogle har flere jobs, men snarere skyldes, at disse folk er modtagelige overfor alternative jobmuligheder. Dette kan også ses i det faktum, at det primært er højtuddannede folk som har flere jobs.

Alt i alt kan man sagtens konkludere, at de ’amerikanske tilstande’ slet ikke er så forkastelige og frygtelige som mange tror. USA bør i stedet være et økonomisk fyrtårn for nødstedte europæiske stormagter. I USA har den økonomiske vækst i over 10 år nemlig konstant ligget et par procentpoint over EU og en smule over Danmark (de nyeste tal fraregnet). Beskæftigelsen er også højere i USA end i EU. Amerikanere arbejder også mere og længere, og USA udkonkurrerer EU på de teknologiske områder og i de vidensbaserede erhverv. Derfor burde udsagnet om ’amerikanske tilstande’ slet ikke være forhånelse, men snarere end positiv ting, for ja, jeg ønsker rent faktisk amerikanske tilstande…