The Hairpin Bend

Jeg har tidligere leveret nogle modargumenter imod to typiske kritikker af utilitarismen. Jeg havde valgt to argumenter som handlede specifikt om målingen af nytte. Eftersom nytte er en altafgørende komponent af utilitarismen, har de to kritikpunkter stor betydning. Jeg vil gerne indrømme, at det er de to argumenter som gør mest skade på utilitarismen som plausibel normativ teori. De fleste andre indvendinger imod utilitarismen er baseret på et karikeret og forvrænget billede af utilitarismen. Dette er for eksempel tilfældet når utilitarismen anklages for at trampe på minoriteters rettigheder og dermed være uretfærdig. Men allerede da John Stuart Mill skrev ‘Utilitarianism’ (kapitel 5) blev det påvist, at retfærdighed blot er navnet for den samling af grundsætninger og regler som har til opgave at dirigere os i retning af et anstændigt samfund, og dermed menneskelig lykke. Med andre ord får retfærdighedsfølelsen i sidste ende sit indhold fra nyttehensyn. Dermed er det at henrette jøder eller benytte sig af negerslaver (eller dyreslaver) en tilsidesættelse af de principper, som er essentielle for et anstændigt og hæderligt samfund, og i det lange løb kontraproduktive hvad angår nytteforhold. Jeg har sagt det før og siger det gerne igen; utilitarismen tilskynder ikke folkemord, udnyttelse af minoriteter og gladiatorkampe. At fremføre andre påstande er at misfortolke og misrepræsentere utilitarismen.
Dermed ikke sagt, at alle kritikpunkter af utilitarismen er ugyldige. Som nævnt tidligere i dette indlæg og i et tidligere indlæg, så har utilitarismen nogle problemer når det kommer til at måle og sammenligne nytte, samtidig har utilitarismen (og alt anden etisk overvejelse) et problem med den hårde determinisme. Dette medfører et hav af komplikationer og tilføjelser til utilitarismen, som jeg vil forsøge at diskutere i det nedenstående. Jeg kommer nok til at gentage mig selv lidt, men der er nye ting puttet ind rundt omkring i indlægget.

Nytte
For det første implicerer nyttemålingsproblemerne, at vi i langt de fleste tilfælde faktisk ikke bør forsøge at lave en utilitaristisk kalkulering. Jeg er enig med R.M. Hare, når han mener, at vi skal opstille en række prima facie-principper – formuleret på baggrund af nyttehensyn – som vi skal følge på det intuitive plan, altså dagligdagen. Jeg er personligt mere interesseret i hvorledes jeg kan bruge utilitarismen i den politiske filosofi, derfor har jeg ikke udviklet og formuleret denne del af utilitarismen (det har andre heldigvis), men det burde alligevel være indlysende hvilken slags principper, der er tale om. Det er en række klassiske fordringer, som vi kender fra den mere deontologiske og rettighedsbaserede etik blandet sammen med lidt Pareto-optimering. Pointen er bare, at disse fordringer - eller dogmer om man vil – ikke har samme bestandige og fundamentale status på det kritiske plan, hvor den politiske filosofi, store spørgsmål og pligtkollisionerne befinder sig.

For det andet indebærer problemerne med at sammenligne nytte på tværs af personer, at man på det kritiske plan (1) skal beskæftige sig med de præferencer, der er nogen lunde ens for alle og/eller (2) skal beskæftige sig med principper, der tilskynder frivillighed og socialt samarbejde.
Som jeg tidligere har skrevet (op til flere gange): ”[De almengyldige] præferencer er generelt set af negativ karakter (dvs. man ønsker at noget skal negeres og elimineres), såsom lidelse, ekstrem fattigdom eller nød, det at være genstand for ’uretfærdig’ behandling og knægtelse af frihed. Samtidig kan man sagtens antage, at interessen i liv er almengyldig. Sådanne almengyldige præferencer er temmelig lette at sammenligne – de er simpelthen lige og meget nyttefulde for alle.” I sidste ende kan man reducere disse ’objektive’ onder til noget lignende: ”Det er en almengyldig interesse at undgå ulykke og lidelse”. Før nogle råber højt om, at dette er en naturalistisk fejlslutning, vil jeg lige fremhæve, at ovenstående ikke er et aksiom, jeg konstruerer min teori på, men blot en praktisk antagelse. De ’objektive’ onder har altså kun betydning for utilitarismens praktiske udfoldelse, og skal ikke bruges som bevis, ej heller argument for utilitarismen som normativ teori. Det de ’objektive’ onder gør, er at gøre det let at håndtere de mest betydningsfulde interpersonelle sammenligninger af nytte.
Men hvad gør vi så med andre interpersonelle kalkuleringer? Ja, det er her, at jeg har noget decideret nyt at tilføje. Problemerne med interpersonelle sammenligninger betyder, at vi skal tilskynde de handlingsforløb som sigter imod størst muligt social samarbejde og frivillighed. Leland Yeager formulerer det således (tydeligt inspireret af Mises, Hazlitt og Hayek): ”One means to satisfying it [individernes præferencer, that is] is so pervasively requisite that it becomes almost a substitute criterion. It is social cooperation, which means a well-functioning society-the whole complex of institutions, practices, and precepts whereby people can interact peacefully and to mutual advantage”. Denne samarbejde og frivillighed medfører, at forskellige individer kan fyldestgøre deres forskelligartede og subjektive præferencer. Dermed kan de fleste politisk og etiske problemstillingers løsningers rigtighed formindskes til om det er med til at styrke eller svække de sociale bånd og frivilligheden. For at gøre det kort, så er det som promoverer samarbejde godt, og det som forhindrer det følgelig dårligt. Heldigvis er det noget lettere at vurdere en regels indflydelse på det social samarbejde end på individernes præferenceopfyldelse – med andre ord er man undsluppet de interpersonelle sammenligningers helvede. Herfra kan man så slutte sig til, at det frie marked er sine alternativer dybt overlegent og etisk forsvarligt, netop fordi det er fokuseret på frivillighed. Samtidig kan man erfare, at offerløse forbrydelser ikke er det mindste etisk forkasteligt. Og sidst, men ikke mindst, kan man konkludere, at statens tvangsbaserede pengeopkrævning og lovgivning skal minimeres så meget som overhovedet muligt.

Dog vil jeg medgive, at ikke alle problemstillinger kan afgøres ved at referere til frivillighedens og det sociale samarbejdes værdi eller kan falde ind under de ’objektive’ onder. Her må man så forholde sig til den klassiske nytte forstået som præferenceopfyldelse. Det er altså kun i disse specielle problemstillinger (såsom abort, kødindustrien og dødsstraf), at man får reelle problemer med at beslutte sig. Det her, at man nøjes med at lave approksimative bud på en handlings nyttefunktion. Det er på disse særlige områder himmelråbende naivt at forestille sig, at man kan kvalificere og kvantificere nytten på tværs af personer og i uensartede følelser. I stedet skal man forsøge sig med tentative, approksimative og yderst tilbageholdne nytteanalyser af de forskellige handlingsforløb, og så vælge det handlingsforløb, man umiddelbart finder mest nyttefuldt. Det er muligt, at man vælger forkert, men det er trods alt muligt at opstille et sådan valg, ikke mindst fordi det i sin essens minder om alle mulige andre rationelbetonede valg, vi som mennesker træffer.

Fri vilje
I al den tid, jeg har skrevet om utilitarismen, har jeg behændigt undgået at konfrontere det dybt problematiske faktum, at mennesket (og alle andre etisk relevante skabninger) ikke besidder en fri vilje, da mennesket basalt set kun er fysisk materie. Med andre ord evner intet menneske at handle, tænke eller opføre sig anderledes end han reelt handler, tænker og opfører sig. Et menneske er aldrig causa sui, men derimod altid resultatet af en række eksterne omstændigheder som aktiverer nogle interne biologiske forhold. Der er ingen uafhængig bevidsthed, som frit kan vælge imellem forskellige handlingsforløb. At tro på den frie vilje er at tro på en illusion, som godt nok er behagelig, men dog stadig er en rendyrket illusion.

Konsekvensen af denne hårde determinisme er derpå tilsyneladende, at etik bliver umuliggjort, da ingen kan blive stillet til regnskab for deres forkerte handlinger og forkerte valg, hvis de ikke selv har valgt dem. Hvis dette er sandt giver utilitarismen ikke mening, da utilitarismen påbyder, at man afvejer forskellige handlingsforløb og regler, og vælger den mest nyttefulde. Ja, de fleste vil nok mene, at jeg er tvunget til at konkludere, at utilitarismen er meningsløs, da det jo umiddelbart virker som om etikken er blevet tabt i samme åndedræt som den frie vilje. Men det er en forhastet og overilet konklusion, synes jeg. På pragmatiske – og utilitaristiske – baggrunde kan det sagtens være acceptabelt at benytte sig af etiske termer og give mennesket personligt ansvar som om det havde en fri vilje.
Baggrunden er først og fremmest, at det etiske sprog i sig selv udøver en voldsom indflydelse på folk og dermed kan skabe en årsag til ikke at udføre de nytteløse handlinger og regler, således at folk kun udfører de nyttefulde handlinger og regler. Denne antagelse bygger på ét grundlæggende præmis: Mennesket reagerer på incitamenter. Dette er selvfølgeligt sandt, da mennesket på basis af fysikalismen udelukkende agerer på baggrund af påvirkninger, og dermed også incitamenter. Hvis et menneske opdager en høj pris på at udføre en handling, vil dette menneske være mindre tilbøjeligt til at udføre handlingen. Det at sige, at ’A handlede etisk forkert da han gjorde x’ er at forhøje prisen for x i fremtiden, da det vil medføre social fordømmelse, mistet anseelse og måske endda strafferetslige konsekvenser. Dette er en yderst ubehagelig (eller behagelig, i det modsatte tilfælde) situation for det politiske dyr. Det etiske fraseologi kan altså være med til at gøre verdenen et bedre sted.
Derudover har det vist sig, at mennesket trives og blomstrer bedst under ansvar. At fratage et mennesket ansvaret for sine handlinger medfører for det meste, at det pågældende menneske intet foretager sig. Som klassisk konservatisme fremfører, så udtynder det desuden familiefællesskabet, ødelægger viljen bag den fælles løsning af opgaver (socialt samarbejde) og umyndiggør i ethvert andet aspekt det ellers voksne menneske; alle hændelser som har katastrofale og formentlig fatale konsekvenser for det anstændigt samfund. Et personligt ansvar kan altså sagtens forsvares ud fra utilitaristiske hensyn.

Den frie vilje er med andre ord en gigantisk illusion, men til gengæld en yderst effektiv en af slagsens. Jeg vil vove at påstå, at så længe vi har en så begrænset viden om mennesket, universet og naturen (tænk blot på kaosteori og kvantefysik) som kan have indflydelse på menneskets kausale sammenhænge, så burde vi i sandhed indrette vores samfund og etiske diskussion som om vi havde en fri vilje. Det er nu engang det mest praktiske og hensigtsmæssige.