The Hairpin Bend

Forleden forsvarede jeg USA imod usaglig og fordomsfuld kritik og var endda så dristig at postulere, at Europa kunne lære en masse af USA. Men det er selvfølgelig ikke alt som er forbilledligt i Guds eget land og som vi bør adoptere herhjemme. For eksempel har der i de seneste par måneder været en diskussion om hvorvidt der skal undervises intelligent design på lige fod med Darwins evolutionslæren. Denne diskussion har nu bredt sig til Danmark, hvor en biskop, flere præster og kristne naturvidenskabsfolk vil gøre op med evolutionslæren, som den dominerende forklaring på livets udvikling. Det kan ikke komme som en overraskelse, at jeg finder dette himmelråbende tåbeligt og fordummende for befolkningen generelt set. Så længe vi har en offentligt finansieret og centralstyret skole, så har den i det mindste bare at undervise i noget fornuftigt.
Nu vil jeg ikke gøre det til en diskussion om vores skolesystem – som bestemt ikke er optimalt – da det er en anelse for samfundsfagligt i forhold til mit humør i dag. Jeg vil heller ikke diskutere de biologiske og videnskabelige problemer vedrørende intelligent design, da jeg ikke har tilstrækkelig indsigt i denne afdeling af videnskaben til at kunne gøre mig seriøst gældende. Derfor vil jeg overlade denne opgave til en person som Richard Dawkins, som udførligt har redegjort for hvorfor og hvordan bakteriers flageller og menneskers øjne sagtens kan opstå igennem evolutionen. I stedet vil jeg kigge lidt på de mindre videnskabelige argumentationsmetoder, som fortalerne for intelligent design benytter sig af.

Fortalerne for intelligent design har haft stor succes med at få masser af almindelige mennesker til at tro, at de faktisk beskæftiger sig med videnskab, og at de bare peger på nogle videnskabelige kontroverser inden for evolutionslæren. I mange tilfælde anfægter de desuden evolutionslærens videnskabelighed ved at kalde denne for evolutionsteorien. Det er et fint retorisk trick, der før diskussionen overhovedet er startet insinuerer, at evolutionslæren blot er en teori om arternes udvikling, som man kan vælge at tro på eller lade være med at tro på. Ofte lykkes det at få medierne på deres side i dette retoriske spil. For eksempel omtales mange fortalere for intelligent design i USA som videnskabsmænd, der bestemt ikke interesserer sig for teologi, på trods af, at langt størstedelen af dem er kristne og/eller stærkt religiøse. Dette kan også erfares på internettet, hvor det første google-hit, der taler for intelligent design, fremtoner med parolen ”Seeking Objectivity in Origins Science”. Men under det meget videnskabelige dække finder man en flok konservative kristne med adskillige publikationer i diverse kristne magasiner. Derudover er den måske mest fremtrædende fortaler for intelligent design, Michael Behe, brændende katolik. Desuden er tænketanken Discovery Institute, som om nogen er primus motor i den amerikanske debat, er ledet af evangeliske kristne, og dets økonomiske støtte kommer primært fra ligesindede. Til sidst er der det famøse ’Wedge document’, som er et internt memo, der i 1999 lækkede til internettet. I denne står der således: ”Den antagelse, at mennesker er skabt i Guds billede er et af de grundlæggende principper, som den vestlige civilisation er bygget på.” Senere står der, at ”Discovery Institutes Center for fornyelse af videnskab og kultur søger intet mindre end at nedkæmpe materialismen og dens kulturelle arv.” Så burde det være evident hvem fortalerne for intelligent design egentlig er og hvad deres agenda er.

I Danmark er det heldigvis mere tydeligt, at det er særdeles religiøse som argumenterer for intelligent design, derfor har vi indtil videre undgået disse retoriske skalkeskjul. Til gengæld har vi ikke undgået at få degraderet evolutionslæren til en hypotese på lige fod med intelligent design. Selv TV2 sidestiller evolutionslæren med banal tro. I en afstemning på deres hjemmeside er der af valgmuligheder, at man tror, at ”Gud skabte mennesket”, ”tror på evolutionsteorien” eller ”tror på noget helt andet”. Den partiske formulering af afstemningen er klart fortalerne for intelligent designs fortjeneste. De har formået at fremstille evolutionslæren som en gisning om arternes oprindelse i stedet for at være en samlet redegørelse for naturvidenskabelig fakta og over 100 års empirisk undersøgelse. Det ville jo være absurd at gøre det samme med tyngdeloven. Tænk hvis nogle kristne forskere lige pludselig påstod, at fordi Einsteins ideer omkring tyngdekraft er matematisk uforenelige med kvantemekanik, så må der findes et overnaturligt væsen som udfylder disse huller ved hjælp af et ’intelligent fald’. Samtidig kunne disse kristne forskere postulere, at tyngdeloven (i mellemtiden omdøbt til tyngdeteorien) i bedste fald bare er en teori blandt flere jævnbyrdige. Ja, det virker absurd, men det er i de fleste henseende hvad der er sket med evolutionslæren.

Resultatet har været, at fortalerne for intelligent design - i kraft af deres selvbestaltede videnskabelige autoritet og den samtidige degradering af evolutionslæren - kan forlange at blive hørt som et led i en rimelig åbenhed og diversitet i debatten. På denne måde har de allerede det ene ben indenfor i Nikes eftertragtede hus.
Jeg mener, at det er vigtigt, at vi aktivt modstræber denne partiske udvanding af begreber og samtidige hyppige brug af retoriske skalkeskjul. Det ville være direkte katastrofalt, hvis de danske medier ikke kunne gennemskue den fyldige retorik som de fortalerne for intelligent design benytter sig af, derfor er det vigtigt at fremhæve denne retorik i forsøget på at stoppe intelligent design. Det næste er selvfølgelig at kritisere intelligent design for dens åbenlyse mangler og tåbeligheder. Dette er heldigvis en anelse lettere end at gennemskue deres snedige retorik.

For det første – og måske vigtigst - er der et paradoks i teorien omkring intelligent design. Ifølge intelligent design må en designer, som kan skabe irreducerbar kompleksitet, også selv være irreducerbar kompleks. Og eftersom irreducerbar kompleksitet må have en designer, så må designeren have en designer. Dette rejser et meget spændende spørgsmål: Hvem designede designeren? Intelligent design forklarer ikke dette. Teorien forandrer altså blot det oprindelige spørgsmål, så det ikke handler om arternes oprindelse, men om designerens oprindelse. I den traditionelle kreationisme kan spørgsmålet om designerens oprindelse besvares med et uvidenskabeligt teologisk argument, men mange de af såkaldte videnskabsmænd, som taler for intelligent design, kan selvfølgelig ikke bruge et sådan argument. De må i stedet postulere, at kæden af designere er uendelig. Dette medfører bare en logisk selvmodsigelse. Når fortalerne for intelligent design inddrager uendelighed i deres teori, underminerer de den samtidig, fordi de løber ind i en logisk selvmodsigelse. Det forholder sig nemlig sådan, at jo flere muligheder en hændelse har for at indtræffe, desto større er sandsynligheden for, at denne ellers usandsynlige hændelse vil finde sted. Hvis for eksempel enhver elementærpartikel i det kendte univers i stedet var en abe som tilfældigt hamrede løs på en skrivemaskine i Planck-tid, ville det alligevel være usandsynligt, at en af disse aber skrev de første tre linier i dette indlæg, selv hvis de havde milliarder af år. Men hvis de nu var uendeligt mange og sad der i uendeligt lang tid, ville de helt sikkert tilfældigt skrive de første tre linier i dette indlæg, hvis ikke hele indlæg. Og det ville ikke ske en enkel gang, men uendeligt ofte. I et sådan univers ville den irreducerbare kompleksitet også kunne opstå sådan tilfældigvis. Dette er i modstrid med den centrale idé i intelligent design, nemlig at irreducerbar kompleksitet har en designer. På denne måde er det selvmodsigende for en fortaler for intelligent design at argumentere for, at kæden af designere er uendelig. Og så står de faktisk kun tilbage med de teologiske argumenter.

Dette bringer mig videre til næste punkt. Intelligent design er i virkeligheden ikke andet end metafysik og teologi forklædt i en videnskabsmænds kåbe. Det faktum, at intelligent design i sin essens er ufalsificerbar burde være nok til at behandle det som filosofi eller teologi. Mens evolutionslæren har observerbare fakta til at understøtte læren såsom mutation, gen-flow, genetisk drift og en hulens masse andet, så er intelligent design hverken observerbart og der er ingen mulighed for gentagelse. Det er altså ingen mulighed for falsificerbarhed i intelligent design. Selv den velkendte fortaler Michael Behe indrømmer dette. Intelligent design er altså ikke videnskab, men metafysik.

Det sidste jeg vil kommentere er den lidt pudsige kendsgerning, at hvis man skulle undervise i den kristne version af intelligent design (som demonstreret er den skjulte dagsorden), så burde man faktisk også tillade, at de ateistiske raelianere får nogle ord indført. Det er jo ikke givet, at den intelligente designer er den kristne gud (eller muslimske). Det kunne være et rumvæsen ved navn Elohim som designede os. Eller som raelianerne selv skriver: ”His Holiness Rael draws the exceptional accuracy of his scientific and humanitarian vision from the Message He received in 1973 from the Elohim, a very advanced race of human beings from a distant planet within our galaxy. The Elohim created all life on Earth scientifically using DNA (including humans in their image) and were mistaken for God, which explains why the name Elohim is present in all original Bibles. [...] The new concept of “Intelligent Design” fits perfectly with this explanation of our origins.” Hvis man skal være helt ærlig, så er deres fremstilling lige så egnet til undervisning som den kristne version af intelligent design. Det tilsigtede forsøg på at få den kristne gud ind i skolerne følger altså slet ikke af teorien om intelligent design. Det er en grov non sequitur. Det kunne for så vidt lige så godt være et flyvende spaghettimonster som var designeren. Men som min overskrift spørger: “…is there intelligent spaghetti out there?” Det er der formentlig slet ikke.

Når man diskuterer den europæiske velfærdstat med danskere støder man ofte på udsagnet ’amerikanske tilstande’. Dette udsagn er et indforstået retorisk kunstgreb primært brugt til at forfærde modparten. Når de ’amerikanske tilstande’ nævnes tilendebringes diskussionen og personen, som er blevet beskyldt for at ønske ’amerikanske tilstande’, skal underdanigt trække sine rationaler og argumenter tilbage. ’Amerikanske tilstande’ er jo noget nær det værste. Men hvad menes der egentlig med udsagnet? Og holder udsagnet substantielt set? Med andre ord – er det virkelig så slemt at ønske ’amerikanske tilstande’?

Jeg tror, at man bliver nødt til at dele udsagnet op i to dele. Den første del er den decideret usaglige del, som er baseret på endeløse rækker af fordomme og generaliseringer i den værste kollektivistiske form. Nogle af disse fordomme er så tarvelige, at man ville kunne risikere at blive slæbt i retten for overtrædelse §266b, hvis man gjorde noget lignende over for jøder og muslimer. Amerikanerne er fanatiske hvad angår religion. Amerikanerne er fede. Amerikanerne er dumme. Ja, man kan fortsætte i en uendelighed. Hvis man en dag får lyst til at opleve nogle af de værste fordomme, så skal man møde op på adressen Studiestræde 24. Hvis man dernæst beder de fordomsfulde beboere om at sætte en hvilken som helst minoritetsgruppe ind i stedet for amerikanerne, så går der med sneglefart et lys op for dem. Det kræver heldigvis ikke særlig meget fornuftbestemt argumentation at overbevise selv de værste om, at man ikke bør generalisere på en så grotesk måde. Det er i sin essens bare retorisk nonsens (hvilket kollektivistisk argumentation sædvanligvis er) og direkte ubrugeligt i en seriøs diskussion.

Hvad mange i Studiestræde 24 efterfølgende gør, er at gå over til den anden del af begrebet ’amerikanske tilstande’. Her kommer der håndgribelige myter på bordet. De fleste kender de mere alvorsfulde myter om USA, såsom ”levestandarden er faldende”; ”fattigdommen er høj og ikke faldende”; ”mange amerikanere er nødt til at have lavtlønnede og nedværdigende job” og ”mange amerikanere er nødt til at have 3 jobs for at kunne overleve”. For os har der har haft lidt svært ved at tilbagevise alle disse forestillinger én gang for alle, er der nu kommet en hjælp. Hjælpen hedder ‘Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality’, og er en bog skrevet af en tysk økonom ved navn Olaf Gersemann. I denne bog bliver alle ovenstående forestillinger tilbagevist samtidig med, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved den europæiske blandingsøkonomi. Bogen er ikke en lovprisning af det amerikanske system, men formår alligevel at ryste den selvfede forestilling om Europas moralske og økonomiske overlegenhed.
Jeg vil bruge bogens konklusioner og tal til at tilbagevise de mere seriøse myter omkring USA, så hvis I ønsker yderligere belæg og argumentation skal der investeres i bogen (det er hermed anbefalet). Nå, men lad os starte fra en ende af:

”Levestandarden er faldende.”

Grundlaget for denne myte er det faktum, at timelønnen er stagneret og sågar faldet i visse erhverv i løbet af de seneste 35 år. Dette betyder ifølge myten, at levestandarden er blevet ringere i USA. Problemet er bare, at udregningen er misvisende og en anelse useriøs. Det forholder sig nemlig sådan, at udregningen ikke tager højde for en række faktorer som burde være med i udregningen. For det første er skattebyrden faldet betragteligt siden 70’erne, specielt for de fattigste, hvilket selvfølgelig giver flere penge til den enkelte borger. For det andet er beskæftigelsen og den gennemsnitlige husholdnings arbejdsindkomst steget, hvilket også er med til at forbedre levestandarden for den enkelte borger. For det tredje tager beregningen ikke højde for de sundheds-, pensions- og opsparingsbidrag som arbejdsgiver betaler udenom lønnen. For det fjerde overser beregningen, at en anseelig del af amerikanernes indkomst kommer fra aktier, renter og obligationer. I 2001 ejede over 50% af de amerikanske husholdninger aktier på den ene eller anden måde, selv i den fattigste femtedel var 12% aktieejere. For det femte er energipriserne faldet markant i USA, hvilket følgelig gør det billigere at leve. For sjette arbejder amerikanere meget mere end de gjorde for 35 år siden og tjener på denne måde mere. Og for det syvende og sidste så tager udregningen ikke højde for fødevarekuponer, Medicaid og NIT, som er specielle former for amerikansk bistandshjælp, hvilket følgelig underkender levestandarden for de fattige.
Hvis man sammenholder alle disse tillæg, så er realindkomsten per capita i den gennemsnitlige husholdning faktisk steget med over 22% siden 1980. Dette kan også ses på det faktum, at købekraften er steget i USA og at uforbeholdent mange amerikanske husholdninger ejer eget hus (hele 68%) i modsætning til i Frankrig (55%) og Tyskland (41%), Europas to største økonomier. Samtidig er den gennemsnitlige bolig i USA (164 m2) meget større end i Frankrig og Tyskland (88 m2 begge steder).
Hvis man mener, at dette er statistisk propaganda og hellere sætter sin lid til store internationale organisationer, så kan man passende kigge lidt på FN’s Human Development Index (HDI), som er en opgørelse, hvori man indkalkulerer en række alternative, tilfældige og ikke helt objektive mål i et forsøg på at redegøre på levestandarden i forskellige lande. På HDI-listen var USA i 2004 faldet 3 pladser tilbage til nummer 10, mens Europas 3 største lande – Frankrig, Italien og Tyskland – lå henholdsvis nummer 16, 18 og 20. Danmark var samme år nummer 14.

”Fattigdommen er høj og ikke faldende.”

Denne myte skyldes oprindeligt en komplet tåbelig måling af fattigdom i Europa. Europa måler fattigdom i relative termer, sådan at fattigdomsgrænsen er 60% af det pågældende lands medianindkomst. Udfra denne metode lever mindst 17% af alle husholdninger i USA under fattigdomsgrænsen, mens kun 7,5% lever under fattigdomsgrænsen i Tyskland. Problemet med denne sammenligning er bare, at det ikke er den samme fattigdomsgrænse, derfor kan man ikke udføre sammenligningen på fornuftig vis. Indkomsterne i USA er desuden så høje, at en familie tæt på medianindkomsten i Portugal ville være tæt på fattigdomsgrænsen i USA. Den relative fattigdomsgrænse fortæller altså intet konkret om forarmelse og nød, men er en i stedet en ret ubrugelig målestok. For at illustrere dette kan man reducere den relative fattigdomsgrænse til det absurde. Dette kan gøre ved, at komme med et hårtrukkent eksempel, som går på, at i et land, hvor alle sulter ekstremt findes der ingen fattige, for alle er lige om at lide nød. Dette er jo absurd.
Man burde hellere måle fattigdom udfra et mere absolut mål. Dette gør man for så vidt også i USA, dog på en lidt kringlet måde. Personligt synes jeg ikke, at målet tager højde for andet end indkomst, hvilket kan resultere i, at resultatet er en anelse misvisende. Man burde have indregnet forbrug, reelt rådighedsbeløb, boligejerskab og betydningen af fødevarekuponer, NIT og Medicaid. Dette ville nok reducere antallet af fattige en smule, men næppe ændre på om fattigdommen er stigende eller ej. For uanset hvad, så er antallet af absolutte fattige ikke faldet konstant og jævnt i løbet af de seneste 35 år, men derimod varieret imellem 10-15% af befolkningen. Umiddelbart virker dette ikke særlig storslået og man kunne sagtens foranlediges til at tro, at jeg blot bekræfter myten med denne indrømmelse. Men faktisk forholder det sig anderledes. En stor overvægt af de personer i USA som oplever fattigdom gør det kun i meget kort tid ad gangen. Dette afspejler primært det faktum, at USA modtager rigtig mange fattige og dårligt uddannede immigranter. For eksempel er tallet af latinamerikanske immigranter i USA steget fra 10 millioner til 40 millioner imellem 1973 og 2003. Disse immigranter starter som fattige, men efter et par dekader er de på det gennemsnitlige niveau. Dette kan tydeliggøres ved det faktum, at medianindkomsten per immigrant-husholdning som kom til USA efter 1989 var 32% lavere end den indfødte husholdnings gennemsnit, mens samme afstand for immigranter som kom til USA i 1980’erne var betydeligt mindre, nemlig 21%. Derudover var afstanden for immigranter som bosatte sig i USA i 1970’erne kun 6%, mens naturaliserede borgere kun var sølle 2% bagefter gennemsnittet. Pointen er, at antallet af fattige forekommer kun konstant, fordi USA modtager en massiv tilstrømning af indvandrere.

”Mange amerikanere er nødt til at have lavtlønnede og nedværdigende job.”

Anklagen er, at mange væsentlige industri- og landbrugsjob er blevet erstattet af lavtlønnede og fornedrende job i servicesektoren. Der bliver sjældent redegjort for hvorfor dette er et problem, og man kan dermed fristes til at affærdige anklagen alene af den grund, men hvis man virkelig ønsker at gøre kål på myten bliver man nok nødt til at arbejde lidt mere med den.
Frem for alt bør man bemærke den arrogance, der præsenteres i myten. Den ellers enfoldige økonom Joseph Stiglitz har formuleret det således: ”You Europeans have a funny way of complaining. This is like saying: ‘You Americans did create a lot of jobs. But they are lousy jobs. We Europeans didn’t create any jobs, but if we had, they would have been good jobs’”. Dette er en uhyre arrogant og opblæst attitude. Egentlig burde vi tage ved lære af USA’s instrumenter til at skabe denne slags jobs (såsom at sænke skatten, overførselsindkomsterne og minimumslønnen). Vi kunne sagtens bruge nogle af alle disse servicestillinger herhjemme, da vi har en tårnhøj ledighed blandt ufaglærte. I stedet anbringer vi disse ufaglærte på dyre indkomstoverførsler, så de bliver til en byrde for samfundet i stedet for en ressource.
Derudover skaber USA ikke primært disse dårlige jobs. Imellem 1989 og 2000 blev der skabt (i nettotal) 17,3 millioner nye arbejdspladser, hvor hele 60% af disse var i den øverste tredjedel af indkomstfordelingen. Og for de såkaldt ’working poor’, så var kun 6% af arbejdsstyrken officielt set fattige i 2002, og folk som arbejdede for minimumslønnen var snarere studerende end enlige mødre eller immigranter. Det passer altså ikke, at mange amerikanere arbejder i dårlige jobs. Det er snarere en lille minoritet, som gør dette.
Desuden er det ikke engang sikkert, at det virkelig er en ringe idé at arbejde på for eksempel den lokale McDonald’s. Grundlæggeren af Amazon.com Jeff Bezos, tidligere guvernør Joe Kernan, Det Hvide Hus’ personalechef Andy Card og astronaut Leroy Chiao havde alle McDonald’s som deres første arbejde. Dertil startede 20 af de 50 mest succesfulde McDonald’s bestyrere – inklusiv den nuværende administrerende direktør - i laverestående stillinger i restauranten, så jobbet er bestemt ikke uden karrieremuligheder, selvom det umiddelbart lyder sådan. Det samme kan siges om mange af de andre såkaldt nedværdigende jobs.

”Mange amerikanere er nødt til at have 3 jobs for at kunne overleve.”

Hvor den foregående myte indeholdt en anelse sandhed, så er denne myte klinisk renset for enhver ædruelig form for sandhed. Derfor bliver den også kun bragt på banen i de afsluttende sekunder i en døende diskussion for ligesom at demonstrere, at de fattige i USA har det hårdt. Dog er det ikke kun tarvelige debattører som gør brug af myten, men også højtrespekterede fagforeningsledere. Olaf Gersemann forklarer i hans bog, hvorledes en tysk fagforeningsleder åbent postulerede, at “employees need three or four jobs to feed themselves”. Dette er desværre bare direkte løgn. I 2003 havde sølle 5,3% af arbejdsstyrken i USA mere end ét arbejde. Desuden er dette tal faldende. Endvidere var tallet i Tyskland i samme årstal på 2,4% af arbejdsstyrken, dog skal man tilføje hele den sorte økonomi som er mere end dobbelt så stor i Europa som i USA, hvilket primært skyldes høje marginalskatter. Et kvalificeret skøn er, at tallet for Tyskland i sidste ende vil være på samme niveau som tallet for USA. Og for til sidst at aflive myten helt og holdent kan det tilføjes, at en undersøgelse fra 2001 påpeger, at det oftest ikke er på grund af økonomisk nødvendighed, at nogle har flere jobs, men snarere skyldes, at disse folk er modtagelige overfor alternative jobmuligheder. Dette kan også ses i det faktum, at det primært er højtuddannede folk som har flere jobs.

Alt i alt kan man sagtens konkludere, at de ’amerikanske tilstande’ slet ikke er så forkastelige og frygtelige som mange tror. USA bør i stedet være et økonomisk fyrtårn for nødstedte europæiske stormagter. I USA har den økonomiske vækst i over 10 år nemlig konstant ligget et par procentpoint over EU og en smule over Danmark (de nyeste tal fraregnet). Beskæftigelsen er også højere i USA end i EU. Amerikanere arbejder også mere og længere, og USA udkonkurrerer EU på de teknologiske områder og i de vidensbaserede erhverv. Derfor burde udsagnet om ’amerikanske tilstande’ slet ikke være forhånelse, men snarere end positiv ting, for ja, jeg ønsker rent faktisk amerikanske tilstande…

Som de fleste nok har erfaret, så er cykelkommentatoren og kunstneren Jørgen Leth blevet udsat for en voldsom mediehetz på grund af hans bog, hvori han udførligt beskriver hans seksualliv med en 17-årig haitiansk pige. Jeg har ikke selv læst Leths bog (derfor vil jeg heller ikke kommentere citater fra bogen), mest af alt fordi jeg finder hans fortællemåde søvndyssende, repeterende og grænsende til åndelig selvbesmittelse fra forfatterens side. Hans bøger (og digte for den sags skyld) har sikkert været skønne at skrive for Leth selv, men hvor er de dog kedelige at læse. Derfor har jeg heller ikke læst hans nyeste værk ’Det uperfekte menneske’. Det er jeg nok ikke den eneste som ikke har, men jeg vil alligevel have lov til at ytre mig lidt om Leths gerninger og ikke mindst om den salve af dødbringende berufsverbot-ytringer som er blevet affyret i Leths retning.
For det er faktisk den fuldstændig usaglige kritik af Leth som har provokeret og forarget mig. Hver evig eneste dag er hetzen blevet mere skinger og mere opgejlende. Leth er blevet kaldt ”den gamle gris”, ”liderlige Leth”, ”herremand i helvede” og ”en slags koloniherre”. Leths seksuelle partner er blevet kaldt ”en purung haitisk pige” og ”sex-slave”. Og nu har jeg endda kun søgt på Ekstra Bladets hjemmeside. De andre aviser og nyhedsmedier (også TV2 og DR) har i høj grad hoppet med på vognen af fordømmende personangreb. Disse angreb har ingen saglig relevans eller logisk gyldighed, derfor kan man sagtens konkludere, at mediehetzen imod Jørgen Leth er usaglig og grænsende til det perfide. I stedet for at diskutere prostitution og den seksuelle lavalder forfalder samtlige danske medier til en omgang banal tilsvining af Leth. Med andre ord laver medierne et ad hominem-angreb. Ad-hominem-angreb er en logisk fejlslutning. I daglig sprogbrug taler man om at gå efter manden i stedet for bolden, hvilket sådan set er en udmærket analogi, for det er netop det, som et ad hominem-angreb går ud på.
Ad hominem-angreb består af følgende form: (1) A gør/påstår B; (2) der er noget ubehageligt og forargeligt omkring A; (3) derfor er påstanden/handlingen B forkert. Den første påstand er det faktuelle præmis og den sidste er konklusionen som gerne skulle repræsentere ræsonnementet. Den anden påstand er dermed den vigtigste som skal få hele argumentet til at hænge sammen. Som man helst burde kunne se så følger konklusionen bestemt ikke af præmisserne, hvilket betyder, at argument ikke er logisk gyldigt. Ad hominem-angreb er altså blot et retorisk redskab, som appellerer til følelserne, men ikke indeholder de dele, som skal til for at gøre argumentet til et skarpsindigt og gyldigt rationale.

Hvad kan vi så bruge det til? Jo, man kan konkludere, at det er irrelevant om Leth er liderlig eller en gammel gris, når vi skal afveje om hans handling er forkert. Og endnu vigtigere kan vi bruge det til at vurdere om han er blevet fyret fra TV2 Sporten på baggrund af den rigtige bevæggrund. TV2 Sporten skriver, at ”den voldsomme vrede og afstandtagen, som Jørgen Leths holdninger og handlinger beskrevet i bogen ’Det uperfekte menneske’ har foranlediget, skader TV 2 Sportens omdømme.” Det er altså mediestormen som kostede Jørgen Leth jobbet, hvilket følgelig betyder, at uden den ufattelige mediehetz ville han have fortsat som cykelkommentator til næste år. De mange anklager medførte altså, at Leth mistede sit job, men når alt kommer til alt er anklagerne dybt usaglige angreb og irrelevante tilsvininger, som ikke bør accepteres som ordentlig argumentationsteknik. Så rent faktisk er Leth blevet fyret på en usædvanlig tynd baggrund. Det er skuffende og dybt beklageligt, at TV2 Sporten ikke vil forholde sig til det principielle i diskussionen, men i stedet blindt accepterer de øvrige mediers hetzende dagsorden.

Det vigtige og principielle spørgsmål er om Jørgen Leth har gjort noget forkert. Både i strafferetsligt og etisk forstand. Det strafferetslige vil jeg ikke blande mig for meget i, men eftersom han ikke er blevet politianmeldt på baggrund af haitiansk lovgivning eller ser ud til at blive det, så går jeg ud fra, at han ikke havner i problemer på dette område. Det etiske (som selvfølgelig også har noget med retsvidenskab at gøre) er noget mere kompliceret, og der er på dette område ufattelig mange aspekter ved det som Jørgen Leth har foretaget sig.

Mange er blevet forarget over, at Leth har ’købt’ den unge pige. Leth har angiveligt betalt hendes uddannelse, mens hun så har gået i seng med Leth fra tid til anden. Mange finder en sådan byttehandel for forkert, da sex jo ikke er noget man skal handle med. En sådan kritik er blød i bolden. Det er fundamentalt set en nyttefuld ting indgå kontrakter og aftaler med andre mennesker. Så er det sådan set lige meget om der er sex med i spørgsmålet. Det hænger jo sådan sammen, at alle frivilligt indgåede aftaler er til fordel for begge parter, ellers ville de ikke indgå dem. Som jeg tidligere har skrevet: ”Handel er en frivillig udveksling af to værdier mellem to deltagere med henblik på deres egen gensidige fordel. Frivilligheden betyder, at ingen af de to deltagere tvinger den anden deltager til at acceptere udvekslingen. Begge parter accepterer udvekslingen af egen vilje uden at blive truet med knive, pistoler eller knyttede næver. Den gensidige fordel betyder, at begge parter frivilligt indgår i udvekslingen, fordi begge mener, at de vil forbedre deres vilkår igennem byttehandlen.” Med andre ord er det at indgå frivillige aftaler per definition præferenceoptimerende, hvilket dernæst betyder, at det er en god ting, uanset om der indgår penge og sex i aftalen.. Dette betyder selvfølgelig også, at prostitution bør være lovligt, hvilket jeg da også tidligere har argumenteret for. I Jørgen Leths sag er det altså meget ligetil: Uanset om pigen er blevet købt eller ej, så er der ikke sket noget forkert så længe der var frivilligt.
En anden måde at belyse det på, er ved at henføre til princippet om offerløse forbrydelser, som elementært set er det samme som førnævnte aftalefrihed. En offerløs forbrydelse er handling, der af nogle anses som forkert, selv om handlingen ikke skader nogen, udover muligvis de frivilligt deltagende individer. Prostitution er ifølge denne definition offerløs, da tænkbare skader kun påføres individer, der frivilligt tager del i aftalen. Voldtægt er til gengæld ikke offerløst, da det er et overgreb på et individ, der ikke har indvilliget i handlingen og dermed ikke har en interesse i handlingen. Også i denne tilgang er sagen ligetil: Uanset om pigen er blevet købt eller ej, så er der ikke sket noget forkert så længe der ikke var noget offer.

Nogle vil dernæst tærske langhalm på om 17-årige reelt har en mulighed for at kunne overskue konsekvenserne af et seksuelt forhold. Disse mener, at 17-årige egentlig bør betragtes som på modenhedsniveau med 10-årige børn. Dette er i mine øjne en grov generalisering. En dogmatisk tilgang til modenhedsniveauet er ofte arbitrær og diskriminerende, fordi den mentale kapacitet og modenhed udvikles forskelligt fra person til person. Nogle 16-årige kan sagtens være modne, mens visse 17-årige bestemt ikke er det. Hvis man bare fastsætter en grænse, der hedder 17 år, så loven er i modstrid med princippet om at maksimere præferenceopfyldelse hos så mange som muligt (det går udover de modne 16-årige). Der findes heldigvis en langt mere subtil måde at afgøre dette dilemma på, nemlig at gøre det til et spørgsmål om en domstolsafgørelse. En domstol skal altså vurdere om der i den givne sag var et offer og dermed en retsstrid. Domstolen skal stille de simple spørgsmål: ”Var ’offeret’ mentalt i stand til at overskue konsekvenserne af sin handling?”, samt ”Var ’forbryderen’ i samme situation?” Det nyttefulde ved denne løsning er ikke bare, at den giver en mere nuanceret grænse for hvornår noget er mindreårig sex, men den inkluderer automatisk også andre former for ’tvungen sex’, som for eksempel sex med mere eller mindre mentalt handicappede eller for eksempel sex med døddrukne personer.
Jeg vil ikke gøre mig til dommer i denne sag, da jeg på ingen måde har informationer nok, men umiddelbart lyder det som om det er en udviklet og moden 17-årig pige, som Leth har haft sex med. Derudover har hun ikke anmeldt ham, så det virker ikke som hun har et problem med forholdet. Leth har altså heller ikke gjort noget forkert på dette punkt.

Langt ude i overdrevet er der så teorien om ’triple oppression’, som jeg først fik udleveret informationer om på et dansk debatforum for et kort stykke tid siden. Som Leksikon.org skriver, så betyder ’triple oppression’ ”en 3-dimensional undertrykkelse betinget af de 3 komponenter: klasse, køn og race.” Teorien er selvfølgelig skabt af en flok fortørnede socialister. Disse socialister mente, at der var en forbindelse imellem forskellige typer af ’undertrykkelse’. De originale 3 typer var kapitalisme, racisme og sexisme. Leth er ganske enkelt personificeringen af disse 3 form for ’undertrykkelse’, mens hans sexpartner er den ’undertrykte’. Den rige hvide mand overfor den fattige sorte kvinde. Så kan det heller ikke blive mere undertrykkende og forkasteligt…
Jeg gider ikke engang kommentere teorien, da den er for langt ude i hampen til min smag, men blot henvise til det førnævnte debatforum, hvor der til sidst lakonisk tilføjes: ”Og vi har ikke engang selv spurgt dem, hvordan de selv har det med det.” Så er det nyttefulde i teorien om ’triple oppression’ blevet udpenslet og tydeliggjort.

Har Jørgen Leth så gjort noget forkert? Nej, ikke så vidt jeg umiddelbart kan se. Det har Ekstra Blandet, BT, Politiken og i særdeleshed TV2 Sporten til gengæld. Det er i virkeligheden dem, som burde skamme sig.

Der findes mange myter omhandlende USA. De findes både internt i USA og i Danmark. En af de mest kendte er myten om Marshallplanen. Myten bliver vedligeholdt af venstreorientede, der oprigtigt klynger sig til Marshallplanen som det triumferende empiriske argument økonomisk bistands effektivitet. Samtidig bliver myten opretholdt af en række højreorienterede, der lige så inderligt bruger Marshallplanen som altoverskyggende rationale for det fornuftige i aktivistisk nationbuilding. Myten har virkelig bred opbakning i disse to politiske lejre. Men bare fordi myten bliver gentaget tilstrækkelig mange gange er det ikke ensbetydende med, at myten er en eviggyldig sandhed. Nej, myten om Marshallplanens effektfuldhed er en svaghovedet fortolkning af en vigtig begivenhed, som vi ellers kan lære meget af. Så lad mig forsøge at redegøre for om Marshallplanen overhovedet havde indflydelse på Europas økonomiske vækst efter 2. Verdenskrig.

Marshallplanen gik i korte træk ud på, at USA skulle forære milliarder af dollars væk som udviklingshjælp til efterkrigstidens Europa. Målet var at hjælpe Europa til økonomisk genrejsning og dermed hurtigt bringe de europæiske lande hurtigt ind i den globale økonomi. Eftersom Europa til sidst kom på benene igen, har mange sluttet sig til, at dette skyldes Marshallplanen. Marshallplanen er efterfølgende blevet brugt som klasseeksemplet på hvorledes statslig intervention kan løse de problemer, som politikerne anser for at være for store og komplicerede for den private sektor.
Det kan ikke komme som en overraskelse, at jeg modsætter min ovenstående slutning og fortolkning. Økonomen Tyler Cowen modsætter den også. For et par år siden leverede han nogle forrygende analyser, som var i klar modstrid med den sædvanlige fortolkning af Marshallplanen. Cowen pointerede kort sagt, at de lande som modtog mest hjælp fra USA (Storbritannien, Sverige og Grækenland) oplevede den mest langsommelige økonomiske vækst i perioden 1947 til 1955, mens de lande som modtog færrest penge (Tyskland, Italien og Frankrig) voksede hurtigst økonomisk set. Frankrig og Belgien implementerede meget hurtigt forholdsvis markedsvenlige reformer og oplevede dernæst en rivende vækst før de overhovedet modtog hjælp fra USA. Udviklingshjælpen fik desuden den økonomiske vækst i Grækenland og Østrig til at gå i stå. Først efter de amerikanske dollars stoppede med at flyde over Atlanterhavet, begyndte de to landes økonomier at vokse igen.
Dette kan gøre helt ondt i sjælen på alle os der gang på gang har fået indprentet, at Marshallplanen var en ubetinget succes. Har planen slet ikke haft positiv effekt på Europas økonomi, hører man sig selv fremstamme? Ikke beviseligt, postulerer Cowen. Europa anno 1948 bestod af en næsten intakt menneskelig kapital, retssikkerheden havde en lang tradition og det kommercielle samfunds skikke var lette at genopbygge. Det eneste, der reelt manglede var fysisk materiel og maskineri, eftersom meget af det var blevet ødelagt under krigen. Men selv ikke under disse fordelagtige forhold har Marshallplanen haft en beviselig positiv indflydelse på Europas vækst. Derimod kan man finde tydelige kausale forhold imellem de forskellige landes politiske reformer og det pågældende lands økonomiske vækst. Det var for eksempel først efter, at det besatte Tyskland afskaffede deres kontraproduktive handelsforhindringer, at økonomien begyndte at vokse. Nogle vil så selvfølgelig protestere og postulere, at Marshallplanen netop var en handlingsplan, som skulle udbrede liberaliseringer og frihandel i Europa. Dette var ikke tilfældet. De amerikanske embedsmænd prædikede høje skatter, ekstensiv offentligt forbrug og keynesiansk økonomilære i al almindelighed.

Hvad er det så vi kan lære af alt dette? Ja, det åbenlyse og evidente er selvfølgelig, at økonomisk bistand - forstået som udviklingshjælp – ikke har den tilsigtede effekt. I en god analyse skrevet af James Bovard, freelance skribent på primært Wall Street Journal og Chicago Tribune, omhandlende ulandshjælp formuleres det således i abstractet:

”Economic planning was the rage in Washington in the late 1940s, and Marshall Plan administrators exported their new-found panacea. The Marshall Plan poured over $13 billion into Europe and coincided with an economic revival across the continent. The best analysis indicates that Europe would have recovered regardless of U.S. aid, and that the clearest effect of the Marshall Plan was to increase the recipient governments’ control of their economies.
The apparent success of the Marshall Plan led Truman in 1949 to propose his Point Four Program to provide a smaller version of the Marshall Plan for poor countries in Africa, Asia, and Central and South America.”

Han fortsætter senere med at formulere følgende:

”American foreign aid has often harmed the Third World poor. In Indonesia, the government confiscated subsistence farmers’ meager plots for AID-financed irrigation canals. In Mali, farmers were forced to sell their crops at giveaway prices to a joint project of AID and the Mali government. In Egypt, Haiti, and elsewhere, farmers have seen the prices for their own crops nose-dive when U.S. free food has been given to their countries.
AID cannot be blamed for all the mistakes made in the projects it bankrolls. However, by providing a seemingly endless credit line to governments regardless of their policies, AID effectively discourages governments from learning from and correcting their mistakes. Giving some Third World governments perpetual assistance is about as humanitarian as giving an alcoholic the key to a brewery.”

Det er stærke ord, men jeg tror, at han har ret. Udviklingshjælp forlænger fattigdommen og nøden i det uendelige. Der er simpelthen ingen empiriske beviser på, at bistand er eliksiren imod fattigdom. Derimod ved vi, at den bedste måde at bevæge sig fra fattigdom mod velstand er at forøge den økonomiske frihed. Udviklingshjælp i form af statstilskud og kapitalbevillinger er hverken nødvendigt eller tilstrækkeligt for at forøge den økonomiske frihed og velstand. Hong Kong modtog for eksempel næsten ingen udviklingshjælp, men fandt derimod ud af, at frihandelspolitik, begrænsning af staten og beskyttelse af ejendomsretten er de vigtigste komponenter i at skabe rigdom. Hong Kong og andre økonomisk frie lande har højere levestandarder end de lande som mangler institutionsmæssig infrastruktur og dynamisk markedsøkonomi. Denne konklusion er velunderbygget af Fraser Institutes årlige frihedsindeks. Heldigvis er mange ulande ved at forstå denne sammenhæng. Det er langsomt ved at gå op for folk, at ulande ikke har brug for udviklingsstøtte, men derimod mere handel og mindre protektionisme og korruption. Indien har for eksempel erfaret, at frihandel, lavere marginalskatte og bortskaffelse af læssevis af bureaukrati er virkningsfulde skridt imod velstand.

Ja, alt dette kan vi lære ved at kigge lidt på Marshallplanen (og alle andre lignende udviklingsplaner). Vi har simpelthen ikke brug for mere ulandsstøtte, men derimod mere frihandel.
Og så skal det måske lige bemærkes, at jeg i dette indlæg ikke har afvist katastrofehjælp og støtte som gives for at afværge fatale katastrofer, men kun fænomentet udviklingshjælp.

Jeg har tidligere leveret nogle modargumenter imod to typiske kritikker af utilitarismen. Jeg havde valgt to argumenter som handlede specifikt om målingen af nytte. Eftersom nytte er en altafgørende komponent af utilitarismen, har de to kritikpunkter stor betydning. Jeg vil gerne indrømme, at det er de to argumenter som gør mest skade på utilitarismen som plausibel normativ teori. De fleste andre indvendinger imod utilitarismen er baseret på et karikeret og forvrænget billede af utilitarismen. Dette er for eksempel tilfældet når utilitarismen anklages for at trampe på minoriteters rettigheder og dermed være uretfærdig. Men allerede da John Stuart Mill skrev ‘Utilitarianism’ (kapitel 5) blev det påvist, at retfærdighed blot er navnet for den samling af grundsætninger og regler som har til opgave at dirigere os i retning af et anstændigt samfund, og dermed menneskelig lykke. Med andre ord får retfærdighedsfølelsen i sidste ende sit indhold fra nyttehensyn. Dermed er det at henrette jøder eller benytte sig af negerslaver (eller dyreslaver) en tilsidesættelse af de principper, som er essentielle for et anstændigt og hæderligt samfund, og i det lange løb kontraproduktive hvad angår nytteforhold. Jeg har sagt det før og siger det gerne igen; utilitarismen tilskynder ikke folkemord, udnyttelse af minoriteter og gladiatorkampe. At fremføre andre påstande er at misfortolke og misrepræsentere utilitarismen.
Dermed ikke sagt, at alle kritikpunkter af utilitarismen er ugyldige. Som nævnt tidligere i dette indlæg og i et tidligere indlæg, så har utilitarismen nogle problemer når det kommer til at måle og sammenligne nytte, samtidig har utilitarismen (og alt anden etisk overvejelse) et problem med den hårde determinisme. Dette medfører et hav af komplikationer og tilføjelser til utilitarismen, som jeg vil forsøge at diskutere i det nedenstående. Jeg kommer nok til at gentage mig selv lidt, men der er nye ting puttet ind rundt omkring i indlægget.

Nytte
For det første implicerer nyttemålingsproblemerne, at vi i langt de fleste tilfælde faktisk ikke bør forsøge at lave en utilitaristisk kalkulering. Jeg er enig med R.M. Hare, når han mener, at vi skal opstille en række prima facie-principper – formuleret på baggrund af nyttehensyn – som vi skal følge på det intuitive plan, altså dagligdagen. Jeg er personligt mere interesseret i hvorledes jeg kan bruge utilitarismen i den politiske filosofi, derfor har jeg ikke udviklet og formuleret denne del af utilitarismen (det har andre heldigvis), men det burde alligevel være indlysende hvilken slags principper, der er tale om. Det er en række klassiske fordringer, som vi kender fra den mere deontologiske og rettighedsbaserede etik blandet sammen med lidt Pareto-optimering. Pointen er bare, at disse fordringer - eller dogmer om man vil – ikke har samme bestandige og fundamentale status på det kritiske plan, hvor den politiske filosofi, store spørgsmål og pligtkollisionerne befinder sig.

For det andet indebærer problemerne med at sammenligne nytte på tværs af personer, at man på det kritiske plan (1) skal beskæftige sig med de præferencer, der er nogen lunde ens for alle og/eller (2) skal beskæftige sig med principper, der tilskynder frivillighed og socialt samarbejde.
Som jeg tidligere har skrevet (op til flere gange): ”[De almengyldige] præferencer er generelt set af negativ karakter (dvs. man ønsker at noget skal negeres og elimineres), såsom lidelse, ekstrem fattigdom eller nød, det at være genstand for ’uretfærdig’ behandling og knægtelse af frihed. Samtidig kan man sagtens antage, at interessen i liv er almengyldig. Sådanne almengyldige præferencer er temmelig lette at sammenligne – de er simpelthen lige og meget nyttefulde for alle.” I sidste ende kan man reducere disse ’objektive’ onder til noget lignende: ”Det er en almengyldig interesse at undgå ulykke og lidelse”. Før nogle råber højt om, at dette er en naturalistisk fejlslutning, vil jeg lige fremhæve, at ovenstående ikke er et aksiom, jeg konstruerer min teori på, men blot en praktisk antagelse. De ’objektive’ onder har altså kun betydning for utilitarismens praktiske udfoldelse, og skal ikke bruges som bevis, ej heller argument for utilitarismen som normativ teori. Det de ’objektive’ onder gør, er at gøre det let at håndtere de mest betydningsfulde interpersonelle sammenligninger af nytte.
Men hvad gør vi så med andre interpersonelle kalkuleringer? Ja, det er her, at jeg har noget decideret nyt at tilføje. Problemerne med interpersonelle sammenligninger betyder, at vi skal tilskynde de handlingsforløb som sigter imod størst muligt social samarbejde og frivillighed. Leland Yeager formulerer det således (tydeligt inspireret af Mises, Hazlitt og Hayek): ”One means to satisfying it [individernes præferencer, that is] is so pervasively requisite that it becomes almost a substitute criterion. It is social cooperation, which means a well-functioning society-the whole complex of institutions, practices, and precepts whereby people can interact peacefully and to mutual advantage”. Denne samarbejde og frivillighed medfører, at forskellige individer kan fyldestgøre deres forskelligartede og subjektive præferencer. Dermed kan de fleste politisk og etiske problemstillingers løsningers rigtighed formindskes til om det er med til at styrke eller svække de sociale bånd og frivilligheden. For at gøre det kort, så er det som promoverer samarbejde godt, og det som forhindrer det følgelig dårligt. Heldigvis er det noget lettere at vurdere en regels indflydelse på det social samarbejde end på individernes præferenceopfyldelse – med andre ord er man undsluppet de interpersonelle sammenligningers helvede. Herfra kan man så slutte sig til, at det frie marked er sine alternativer dybt overlegent og etisk forsvarligt, netop fordi det er fokuseret på frivillighed. Samtidig kan man erfare, at offerløse forbrydelser ikke er det mindste etisk forkasteligt. Og sidst, men ikke mindst, kan man konkludere, at statens tvangsbaserede pengeopkrævning og lovgivning skal minimeres så meget som overhovedet muligt.

Dog vil jeg medgive, at ikke alle problemstillinger kan afgøres ved at referere til frivillighedens og det sociale samarbejdes værdi eller kan falde ind under de ’objektive’ onder. Her må man så forholde sig til den klassiske nytte forstået som præferenceopfyldelse. Det er altså kun i disse specielle problemstillinger (såsom abort, kødindustrien og dødsstraf), at man får reelle problemer med at beslutte sig. Det her, at man nøjes med at lave approksimative bud på en handlings nyttefunktion. Det er på disse særlige områder himmelråbende naivt at forestille sig, at man kan kvalificere og kvantificere nytten på tværs af personer og i uensartede følelser. I stedet skal man forsøge sig med tentative, approksimative og yderst tilbageholdne nytteanalyser af de forskellige handlingsforløb, og så vælge det handlingsforløb, man umiddelbart finder mest nyttefuldt. Det er muligt, at man vælger forkert, men det er trods alt muligt at opstille et sådan valg, ikke mindst fordi det i sin essens minder om alle mulige andre rationelbetonede valg, vi som mennesker træffer.

Fri vilje
I al den tid, jeg har skrevet om utilitarismen, har jeg behændigt undgået at konfrontere det dybt problematiske faktum, at mennesket (og alle andre etisk relevante skabninger) ikke besidder en fri vilje, da mennesket basalt set kun er fysisk materie. Med andre ord evner intet menneske at handle, tænke eller opføre sig anderledes end han reelt handler, tænker og opfører sig. Et menneske er aldrig causa sui, men derimod altid resultatet af en række eksterne omstændigheder som aktiverer nogle interne biologiske forhold. Der er ingen uafhængig bevidsthed, som frit kan vælge imellem forskellige handlingsforløb. At tro på den frie vilje er at tro på en illusion, som godt nok er behagelig, men dog stadig er en rendyrket illusion.

Konsekvensen af denne hårde determinisme er derpå tilsyneladende, at etik bliver umuliggjort, da ingen kan blive stillet til regnskab for deres forkerte handlinger og forkerte valg, hvis de ikke selv har valgt dem. Hvis dette er sandt giver utilitarismen ikke mening, da utilitarismen påbyder, at man afvejer forskellige handlingsforløb og regler, og vælger den mest nyttefulde. Ja, de fleste vil nok mene, at jeg er tvunget til at konkludere, at utilitarismen er meningsløs, da det jo umiddelbart virker som om etikken er blevet tabt i samme åndedræt som den frie vilje. Men det er en forhastet og overilet konklusion, synes jeg. På pragmatiske – og utilitaristiske – baggrunde kan det sagtens være acceptabelt at benytte sig af etiske termer og give mennesket personligt ansvar som om det havde en fri vilje.
Baggrunden er først og fremmest, at det etiske sprog i sig selv udøver en voldsom indflydelse på folk og dermed kan skabe en årsag til ikke at udføre de nytteløse handlinger og regler, således at folk kun udfører de nyttefulde handlinger og regler. Denne antagelse bygger på ét grundlæggende præmis: Mennesket reagerer på incitamenter. Dette er selvfølgeligt sandt, da mennesket på basis af fysikalismen udelukkende agerer på baggrund af påvirkninger, og dermed også incitamenter. Hvis et menneske opdager en høj pris på at udføre en handling, vil dette menneske være mindre tilbøjeligt til at udføre handlingen. Det at sige, at ’A handlede etisk forkert da han gjorde x’ er at forhøje prisen for x i fremtiden, da det vil medføre social fordømmelse, mistet anseelse og måske endda strafferetslige konsekvenser. Dette er en yderst ubehagelig (eller behagelig, i det modsatte tilfælde) situation for det politiske dyr. Det etiske fraseologi kan altså være med til at gøre verdenen et bedre sted.
Derudover har det vist sig, at mennesket trives og blomstrer bedst under ansvar. At fratage et mennesket ansvaret for sine handlinger medfører for det meste, at det pågældende menneske intet foretager sig. Som klassisk konservatisme fremfører, så udtynder det desuden familiefællesskabet, ødelægger viljen bag den fælles løsning af opgaver (socialt samarbejde) og umyndiggør i ethvert andet aspekt det ellers voksne menneske; alle hændelser som har katastrofale og formentlig fatale konsekvenser for det anstændigt samfund. Et personligt ansvar kan altså sagtens forsvares ud fra utilitaristiske hensyn.

Den frie vilje er med andre ord en gigantisk illusion, men til gengæld en yderst effektiv en af slagsens. Jeg vil vove at påstå, at så længe vi har en så begrænset viden om mennesket, universet og naturen (tænk blot på kaosteori og kvantefysik) som kan have indflydelse på menneskets kausale sammenhænge, så burde vi i sandhed indrette vores samfund og etiske diskussion som om vi havde en fri vilje. Det er nu engang det mest praktiske og hensigtsmæssige.

Den folkekære mavedanserinde Louise Frevert kom for nylig til at fremføre sine tanker og idéer lidt for tydeligt. Sagen minder i sin opbygning faktisk en smule om vores socialministers ditto, da begge først bekræfter deres udtalelser og holdninger for til sidst at luske væk med halen mellem benene og blikket stirrende fast nedad i ynkelig facon. Forskellen er bare, at hvor Eva Kjer Hansen sagde prisværdigt, så skrev Louise Frevert noget direkte pis.
Jeg vil ikke rigtig diskutere Louise Freverts tåbelige kommentarer om muslimer, da alle med en vis mængde fornuft kan se, at de blot er udtryk for et tarveligt, kollektivistisk og fordomsfuldt verdenssyn. Det er selvfølgelig beskæmmende at høre så hævngerrige udtalelser fra et folketingsmedlem, men jeg er desværre vant til lidt af hvert fra Dansk Folkepartis side. Navnlig deres vælgersegment, som det udarter sig på internettet, er nidsk og kværulantisk. Louise Freverts hjemmeside er jo ikke det eneste sted, hvor man kan finde sådanne holdninger. Nej, den hadske retorik og de usaglige analyser findes i overflod rundt omkring, så jeg orker ikke at kommentere mere af dette på nuværende tidspunkt. I stedet vil jeg henlede opmærksomheden på et af de mindre kendte indlæg i Louise Freverts samling. De vigtige afsnit i læserbrevet lyder således:

”Jeg har de sidste 4 måneder skrevet mere end 10 artikler, der skal få danskerne til at opleve, at vi befinder os i en yderst truet position allerede nu, selvom mængden af fremmede vi har lukket ind i landet de sidste 20 år stadig kun udgør 11% af befolkningen. Det skyldes, at langt hovedparten af disse indvandrere er muslimer, der under ingen omstændigheder vil lade sig integrere – de vil aldrig blive dansker som vi ønsker det – selvom mange vil få et job og tjene til dagligdagen ved egen kraft, er det ikke det samme som at blive integreret som dansker – deres religiøse ledere, imamerne, fortolker dagligt Koranen således, at de herboende muslimer har en hellig pligt til at omvende os til den rette tro, Islam – eller eliminere os !! – så enkelt kan det siges, og så enkelt er det. Disse fremmede vil altså fortsat koste det danske samfund 35 milliarder pr. år – hvad vi så end gør. Og vore love forbyder os at gøre noget effektivt ved forholdet, idet menneskerettighedslovene fortolket fra Strasbourg forhindrer Folketinget i at vedtage love, der kan bremse truslen.”
[...]
”Den opmærksomme læser vil så her spørge, hvorfor de aldrig har læst disse 10 artikler, og her har vi så problemet : Samtlige danske aviser har sorteret mine artikler bort – alene fordi de var på mere end 200 ord ! – kun journalister ved bladet kan få trykt artikler der er større. Jamen det er jo indirekte censur, og derfor det modsatte af ytringsfrihed ! – ja, sådan kommer det til at virke i praksis. Når en kendt folketingspolitiker bliver forhindret i at ytre sig i medierne alene fordi artiklerne er på 6-700 ord er det knægtelse af ytringsfriheden. Min eneste mulighed for at meddele den danske befolkning, at landets eksistens er i fare er selv at betale artiklerne, for så bliver aviserne nødt til at trykke dem. Var der nogen der sagde demokrati?”

Hvis det virkelig er Louise Frevert, der har skrevet ovenstående, så er det nok den værste – og det siger en hel del – argumentationsrække en politiker endnu har fremført! Hvis man ser bort fra de skræmmende generaliseringer og den væmmelige kollektivistiske retorik, så indeholder læserbrevet også en næsten foruroligende mangel på logik. For eksempel kan man hive følgende frem:
”[...] selvom [indvandrere] vil få et job og tjene til dagligdagen ved egen kraft, er det ikke det samme som at blive integreret som dansker [og de] vil altså fortsat koste det danske samfund 35 milliarder pr. år”. Hvorfor vil de koste os penge, hvis de har et arbejde? Det er jo dybt ulogisk. Argumentet er ikke bare en cirkelslutning, hvor hun antager, at indvandrere koster penge per se og dermed forudsætter det hun vil bevise, men argumentet fremviser Louise Freverts komplet manglende overblik. Det er forrykt, at en person som ikke engang kan skrive 450 sammenhængende ord kan være overborgmesterkandidat i vores hovedstad.

Det næsten grelle eksempel er næsten lige så tåbeligt:
”Når en kendt folketingspolitiker bliver forhindret i at ytre sig i medierne alene fordi artiklerne er på 6-700 ord er det knægtelse af ytringsfriheden.” Nej, det er det ikke. Ytringsfrihed er ikke en positiv rettighed, som forpligter andre til at videreføre ens tanker og holdninger. Ytringsfrihed indebærer ikke retten til at få åndssvage læserbreve optaget i aviserne eller til at komme i radioen eller fjernsynet. Ytringsfrihed er en negativ rettighed, som i sin essens kun medfører, at andre ikke aktivt må forhindre, at man ytrer sig. Hvis Tøger Seidenfaden, Frank Aaen og Marianne Jelved i treenighed havde hacket Louise Freverts hjemmeside og ødelagt alle hendes elendige fabrikationer, så havde der måske været noget om sagen, men bare fordi man ikke kan få sit jammerlige idioti trykt i den private avis Politiken, så er det ikke en brutal knægtelse af ytringsfriheden. Det er virkelig noget, man lærer i samfundsfag i Folkeskolen det her og en folketingspolitiker burde bestemt vide det.
Derudover skyldes det næppe længden af læserbrevene, men snarere kvaliteten. De er alvorligt talt for ringe til selv MetroExpress.

Til sidst bliver det for alvor slået fast, hvem der er ofret:
”Min eneste mulighed for at meddele den danske befolkning, at landets eksistens er i fare er selv at betale artiklerne, for så bliver aviserne nødt til at trykke dem. Var der nogen der sagde demokrati?” Endnu engang kan man gøre Frevert opmærksom på, at demokrati (mener hun ikke ytringsfrihed?) absolut ikke har noget at gøre med muligheden for at få sine patetiske læserbreve trykt. Lad os lige messe Grundlovens §77 lidt: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.” At en folketingspolitiker ikke kan denne essentielle del af dansk lovgivning er virkelig godt nok makabert.
Desuden må det være en smule forvirrende for Louise Frevert hvis hun tror, at det at få trykt sine læserbreve har noget med demokrati at gøre. Gad vide hvad hun egentlig forestiller sig, at valgdag så er? Og Folketinget? Ja, der er lidt semantisk begrebsforvirring.
Dernæst kan man spørge sig selv: Hvis landets eksistens virkelig er i fare, er det så ikke fornuftigt nok at investere lidt i at redde landet? Hvor er offerviljen, Frevert? Ja, det er jo alligevel andres arbejdsindkomst, hun ville komme til at bruge, da hun jo er en uproduktiv og nassende politiker, så hvad er egentlig problemet? Endnu engang udviser hun en forfærdende mangel på intelligens.

Jeg håber for dansk politik, at det ikke er Frevert, der har skrevet indlæggene, men jeg har dog på fornemmelse, at det er tilfældet. Dermed viser P.J. O’Rourkes klassiske ord – som jeg har valgt som overskrift – også at gælde her i landet.