The Hairpin Bend

Vores socialminister Eva Kjer Hansen (ja, hende med den rettænkende Arzrouni) kom for nylig til at bruge sin sunde fornuft og konkludere, at økonomisk ulighed ikke i sig selv er et problem. Det kunne vores statsminister desværre ikke se gennem fingre med, så han bankede hende godt og grundigt på plads. Men hvad sagde hun egentlig helt præcist, som generede vores statsminister så meget. Jo, hun sagde dette:

”Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst til gode.”
[...]
”Vi skal ikke bruge kræfterne på bekæmpe rigdom og på at udjævne forskellen med de rigeste og de fattigste. Jeg ser ikke ulighed som noget problem i sig selv. Sagen er, at Danmark er et af de mest lige lande i verden. Det er Rwanda også, men det er vel ikke et mål i sig selv at være lige.”
[...]
”Det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, så længe de fattige også gør det.”

Det er lyder da ellers tilforladeligt. Det er jo ikke sådan, at Eva Kjer Hansen er ivrig efter at se en flok marginaliserede hjemløse, som ikke har en jordisk chance for at arbejde sig ud af forarmelsen og nøden. Nej, hun siger i sin essens to temmelig tilforladelige ting.

For det første siger hun, at ulighed er acceptabelt og måske endda ønskværdigt så længe uligheden er med til at løfte de svageste. I denne første del formoder hun, at de mennesker, der formår at yde en stor indsats, næppe vil gøre dette, hvis de ikke får mere ud af det end uden indsatsen. Dette betyder følgelig, at hvis vi straffer folk, som gør en ekstra indsats og tjener lidt flere penge - for eksempel ved hjælp af høje skatter – vil den samlede skatteprovenu falde, og dette vil til sidst gå udover de svageste. Samfundskagen bliver så at sige mindre med fatale følger for dem som har mest brug for statens hjælp. Dette er på ingen måde kontroversielt. Den ellers moderate filosof John Rawls har formuleret et differensprincip sådan: ”While the distribution of wealth and income need not be equal, it must be to everyone’s advantage.” Det lyder unægteligt som det vores socialminister har udformet. Det er dog alligevel for ekstremt for vores statsminister (på trods af, at han kritiserede Rawls i hans ’Fra socialstat til minimalstat’).
Den anden del i Eva Kjer Hansens oprindelige udtalelser handler om Pareto-forbedringer. Hun nedtonede senere denne del af interviewet, da Rawls’ differensprincip er noget lettere at sluge (til sidst afdramatiserede hun så også differensprincippet). Alligevel kan man i det oprindelige interview læse, at hun ikke mener, at der er noget i vejen med Pareto-forbedringer. En Pareto-forbedring er når man gør nogle bedre stillet uden at gøre andre ringere stillet. Endnu engang er det forholdsvist tøjlet og snusfornuftigt, da man kan spørge sig selv, hvorfor der er forkert, at Jens legalt får 100 kr., så længe det ikke betyder, at Frank, Bent, Mogens og Astrid mister noget. Eva Kjer Hansen synes i hvert fald ikke, at det er forkert. Eller i starten gjorde hun ikke.

Hvorfor er disse to holdninger så provokerende og usmagelige? Jeg er personligt helt enig med hende, og det undrer mig ærlig talt hvordan man kan være uenig i dette. For har lighed virkelig en værdi i sig selv? Det vil jeg ikke mene. Filosoffen Derek Parfit mener det heller ikke. Han har fundet på en indvending imod lighedsdyrkelsen (eller med et fint ord; egalitarianismen), som kan kaldes ’Levelling Down Objection’. Det er såmænd særdeles simpelt. Hvis man anser lighed for at have en indre og ubetinget værdi, så ender man uundgåeligt med nogle bizarre konsekvenser. Det vil nemlig betyde, at et samfund hvor alle som én levede i trøstesløs fattigdom er moralsk overlegen i forhold til et samfund hvor en gruppe af mennesker har opnået en respektabel levestandard. I det sidste tilfælde forbliver resten af samfundet fattigt, og uligheden er derfor blevet forøget. Selvom ingen har fået det dårligere (der er bare sket en Pareto-forbedring), vil egalitarianismen stadig foreskrive, at vi stillede os tilfredse med den altomspændende og universelle fattigdom. Parfit formulerer det endnu stærkere i denne bog: “Suppose that those who are better off suffer some misfortune, so that they become as badly off as everyone else. Since these events would remove the inequality, they must be in one way welcome even though they would be worse off for some people, and better for no one. This implication seems to many to be quite absurd.”

Konfronteret med dette argument, begynder lighedsdyrkerne at skifte kurs. Man kan se det i denne leder fra gårsdagens Politiken. Her har lighed ikke en værdi i sig selv – og er dermed heller ikke et mål i sig selv – men blot et middel til at opnå ”sammenhængskraft”, ”godt samarbejdsklima”, ”ligeværdighed” og andre tomme buzz-words. Når man vælger denne argumentationsvej er man ikke længere egalitarist. Lighed er ikke længere et mål i sig selv, derfor burde man ikke på samme måde stejle overfor Eva Kjer Hansens udtalelser. For hvad nu hvis ulighed skaber dynamik og vækst? Ja, så skal vi selvfølgelig ikke tilstræbe lighed. Man burde i hvert fald være åben for en diskussion af emnet, så lad os tage den her.

Har ulighed virkelig så positive konsekvenser?
Spørgsmålet lader sig bedst besvare, hvis man vender det om, så det lyder således: Har lighed positive konsekvenser? På dette spørgsmål er svaret nemlig nej. En lige indkomstfordeling er i sandhed dårligt for den økonomiske effektivitet. Lad os tage de socialistiske lande som eksempel. I disse lande tilstræbte man med fuldt overlæg en lav ulighed uden private profitter og med minimale forskelle i løn. Dette resulterede i, at indbyggerne blev frataget de incitamenter, som ellers er nødvendige for, at folk indgår i økonomiske aktiviteter som flittigt arbejde og energisk iværksættelse. Der var simpelthen ingen grund til at yde en ekstra indsats, da man alligevel ikke fik mere ud af det. Dette forhindrer folk – for at sige det polemisk – i at føre sig frem som Henry Ford. Henry Ford begyndte med nogle få hundrede dollars, han havde lånt af sine venner, og indenfor kort tid havde han udviklet en af de mest betydningsfulde storindustrier i verden. Denne ekstraordinære indsats ville ikke give meget mening i et lige samfund. Denne ødelæggelse af kapitalismens dynamik havde fatale følger. Blandt konsekvenserne var dårlig disciplin og lav initiativrighed blandt arbejderne, dårlig kvalitet og begrænset udvalg af varer og serviceydelser, langsom teknologisk udvikling, og langsommere økonomisk vækst, som i sidste ende førte til udpræget fattigdom. Dette lider tidligere socialistiske lande stadig under.
Det skal måske lige bemærkes, at den komplette fjernelse af økonomiske incitamenter ikke var socialismen og planøkonomiens eneste fejl. Men det er ikke relevant for dette indlæg.

En god indvending på alt dette ville selvfølgelig være, at Danmark ikke er et socialistisk land med absolut lighed, men blot relativ lighed, derfor har ovenstående ingen indflydelse på diskussionen i Danmark. Men hermed udvander man begrebet lighed endnu mere. Nu er det hverken lighed for lighedens skyld eller lighed for lighedens konsekvensers skyld, men blot noget som tilnærmelsesvist minder om lighed, men ikke er det alligevel. Eller sagt med andre ord: Diskussionen handler nu om hvor stor – eller lille - ulighed, der er mest effektivt. Endnu engang bliver det tydeligt hvor meget den politiske modvind, som Eva Kjer Hansen befinder sig i, skyldes retorisk og demagogisk mundgøgl. Politikerne stejler per automatik når de hører ordet ulighed (lidt ligesom det er tilfældet med ordet muslim). I virkeligheden er de dog alle sammen mere eller mindre klar over, at ulighed er det mest hensigtsmæssige. Det er jo kun graden som adskiller dem. Det er her, at den reelle politiske diskussion ligger. Hvor meget ulighed skal der til før økonomien fungerer tilnærmelsesvist optimalt? Ja, det spørgsmål er formentligt et nyt indlæg værdigt, så jeg vil vente lidt med at besvare det (desuden kan I nok også gætte min liberale holdning til dét emne). I hvert fald kan jeg konkludere, at Eva Kjer Hansen slet ikke har sagt noget forkert, ej heller provokerende.

Mange kloge mænd har gennem tiderne ihærdigt forsøgt at finde ud af hvad det helt præcist er som resulterer fred og fordragelighed. The Hairpin Bend har fundet svaret. Jeg har nu den ære at løfte sløret for hvilke to faktorer, der i de fleste tilfælde medfører tryghed og fred: Bruce Lee og et frit marked.

Hvorfor Bruce Lee, spørger I sikkert? Hvorfor bringer den kinesisk-amerikanske kampsportsekspert Bruce Lee dog fred med sig? Ja, det er ikke sådan, at man skal genoplive Bruce Lee som en sølle zombie, men det er derimod monumenter og statuer af Bruce Lee som kan forsone mennesker og løse konflikter. I Bosnien har en tidligere krigsplaget by valgt at opføre en statue af den gamle karate-mester. Som talsmanden formulerer det: “This will be a monument to universal justice that Mostar [den bosniske by] needs more than any other city I know.” Bruce Lee har altså en forsonende effekt, da han symboliserer retfærdighed, beherskelse og ærlighed. Dette er værdier som både muslimer, kroater, serbere og bosniere kan samles om i forsøget på at ende de blodige konflikter og genopbygge byen. Så nu ved vi dette. Hvis vi skal have ro i Mellemøsten, skal vi bare rejse nogle glorværdige statuer af Bruce Lee i kampberedt position. Så skal Osama, Burger King-ekspedienten og den menige araber nok leve fredeligt side om side i skyggen af den mægtige Bruce Lee.

Hvad så med det frie marked? Sikrer det også fred? Ja, det viser en ny verdensomspændende undersøgelse blandt andet. Før i tiden lød det velkendte mantra, at demokrati sikrede fred, men denne tilsnigelse viser sig ikke at holde stand i alle tilfælde. James Ostrowski har tidligere forsøgt at gendrive myten, men hans argumenter faldt for døve øre. Men nu viser den føromtalte undersøgelse klart og tydeligt for enhver, at demokrati ikke er en væsentlig faktor i spørgsmålet om hvad de skaber fred. Det er markedsøkonomi og økonomisk frihed derimod. I undersøgelsen står der således:

“When measures of both economic freedom and democracy are included in a statistical study, economic freedom is about 50 times more effective than democracy in diminishing violent conflict. The impact of economic freedom on whether states fight or have a military dispute is highly significant, while democracy is not a statistically significant predictor of conflict.
Nations with a low score for economic freedom (below 2 out of 10) are 14 times more prone to conflict than states with a high score (over 8). The overall pattern of results does not shift when additional variables, such as membership in the European Union, nuclear capability, and regional factors, are added.”

Jeg tror lige, at jeg gentager det: Økonomisk frihed reducerer voldelige konflikter mellem lande ca. 50 gange mere end demokrati. 50 gange. Måske skal vi lige lade den stå lidt, så alle der har kaldt min isolationistiske frihandelspolitik for naiv. To lande en McDonald’s-restaurant går simpelthen ikke i krig med hinanden. På baggrund af dette bør vi udforme vores sparsomme udenrigspolitik på en sådan måde, at vi fremprovokerer markedsorienterede økonomier – f.eks. ved hjælp af øget økonomisk integration og handel og en fortsættelse af IMF’s og Verdensbankens liberaliserende ulandsarbejde, men en total afskaffelse af økonomiske sanktioner, handelsforhindringer og militære interventioner.

Jeg har flere gange udtalt mig yderst kritisk om filosoffen Ayn Rand. Hvis man ser bort fra, at det mest skyldes hendes voldsomme produktion af lange og trælsomme romaner, hvor hovedpersonerne er lige så firkantede og kunstigt fremstillede som LEGO-mænd, virkeligheden betragtes udelukkende i forhold til to grundtoner og ’skurkene’ ofte bliver fremført som værende ikke-menneskelige snyltere, ja så skyldes mine udtalelser også, at hendes filosofi er grundlæggende afskyvækkende. Det er denne filosofi, jeg gerne vil leveret et argument imod. Men først bør jeg nok lige forsøge at forklare hvad Rands etiske egoisme egentlig går du på.
Etisk egoisme handler i sin essens om, at vi ikke har nogle moralske pligter overfor andre mennesker, men blot bør gøre hvad der er i vores egen interesse. Etisk egoisme foreskriver altså, at den eneste moralske pligt, vi har, er en overfor os selv, nemlig at gøre hvad der er bedst for os selv. Vi bør altid handle udfra vores egennytte. Jeg mener ikke, at misrepræsenterer ved at beskrive teorien så firkantet. Nogle etiske egoister vil måske mene, at teorien sagtens tillader, at man gør noget for andre. Dette er forkert. Den eneste pligt, som er af betydning, er at fremme og arbejde for sin egen interesse. Det er dette, som gør den etiske egoisme så kontroversiel. Teorien forbyder selvfølgelig ikke, at man hjælper andre, men handlingen er kun moralsk rigtig, hvis man hjælper andre fordi det er til sin egen fordel. Dog argumenterer de fleste etiske egoister for, at netop den rationelle egoisme er noget, der kommer alle til gavn. Robert Olson formulerer det således i The Morality of Self-Interest: ”The individual is most likely to contribute to social betterment by rationally pursuing his own best long-range interests.”

Jamen, hvorfor overhovedet acceptere denne etiske teori? Det er her Ayn Rand kommer ind i billedet. Hun argumenterer for etisk egoisme således:

1) En person har kun ét liv at leve. Hvis vi tillægger individet noget som indhold – i betydningen moralsk værdi – så må vi enes om, at dette ene liv har højest betydning. For når alt kommer til stykket så er dette ene liv alt hvad man har og alt hvad man er.
2) Altruismen (Rands yndlingsaversion) betragter individets liv som noget, man må være villig til at ofre for andre.
3) Derfor tager altruismen ikke individets værdi seriøst
4) Etisk egoisme tillader derimod, at hver person anser deres eget liv for værende den ultimative værdi og af højest betydning. Etisk egoisme er tager dermed individet seriøst.
5) Som følge heraf bør man acceptere etisk egoisme.

Hun formulerer det meget klart i The Virtue of Selfishness, hvori hun begræder ”the enormity of the extent to which altruism erodes men’s capacity to grasp [...] the value of an individual life; it reveals a mind from which the reality of a human being has been wiped out.” I samme bog kalder hun altruister for “parasites, moochers, looters, brutes and thugs.” Der er altså ingen tvivl om hendes meget umådeholdne holdning.

Hvad er så Ayn Rands fejl? Jo, udover at have en grim frisure, elske LEGO-mænd og være en ufattelig kedelig forfatter, så er hendes teori diskriminerende og forbryder sig imod etikkens universalitet. Den begår i sidste ende samme fejl som racismen også gør. Den tillægger nogle (eller nogen) bestemt værdi ud fra et tilsyneladende tilfældigt mønster. Racisme er en arbitrær doktrin, som advokerer for forskelsbehandling, selvom der egentlig ikke er nogen forskel racerne imellem og forskellen dermed ikke er berettiget. Etisk egoisme gør det samme. Den deler virkelighedens personer op i to grupper – os selv og resten – og tiltror den første gruppe langt mere betydning end den anden gruppe. Men hvilken forskel er der reelt imellem mig og dig, som retfærdiggør, at jeg kommer i den fordelagtige og helt specielle gruppe, mens du ikke gør? Er jeg klogere? Er jeg stærkere? Hvad er det som gør mig så speciel? Intet. Etisk egoisme er altså en lige så arbitrær og tilfældig doktrin som racisme.
Ovenstående er ikke kun et argument imod etisk egoisme, men forklarer også hvorfor vi skal bekymre os andre og deres interesser. Det er simpelthen af samme grund som vi skal bekymre os om vores egne interesser, da deres interesser og præferencer er komparable med vores. Hvorfor skal vi give lidt mad til den sultende? For hvis vi var den sultende ville vi gøre næsten alt for at få fat på den mad, og hvis vi dermed accepterer, at vores behov og præference bør opfyldes, så bør andres tilsvarende præference opfyldes. På denne måde laver man den universaliserbare dom. Dette er etikkens universalitet. Som Bentham formulerede det: ”Enhver tæller for én og ingen for mere end én.” Da etisk egoisme ser stort på denne, ender man i arbitrære og vilkårlige resultater, og så er der ikke meget etik over det mere.

Den ellers spændende Lew Rockwell-blog skrev for et stykke tid siden et meget lille indlæg om PETAs nye kampagne, hvori PETA sammenligner den industrielle udnyttelse af dyr med tidligere tiders systematiserede slaveri. Lew Rockwell-bloggen udslyngede en meget afvisende svada overfor denne analogi. Den lyder således:

“The animal rights group, PETA, has sunk to new depths of absurdity. This organization now analogizes the treatment of animals to human slavery. Chaining elephants is akin to the chaining of slaves; hoisting animal carcasses on hooks is the moral equivalent of lynching, etc.
Having smuggled other species into the concept of “rights,” I wonder why PETA would stop with animal life forms. Why not vegetables as well? I am certain that our incarceration of lettuce in refrigerator crisper drawers must violate some principle of which I am unaware. And how does the skinning of a banana differ from the whipping of a slave? Nor can my wife’s potted plantation of nasturiums escape moral condemnation.
In fact, a stronger case can be made for the protection of vegetables than for animals. Animals are able to run, swim, and fly to escape the clutches of humans. But vegetables remain stuck in the ground, unable to move. Which class of our “brethren” are more in need of our rescue?
Of course, all of this might make it difficult for us humans to nourish and sustain ourselves. Perhaps PETA’s answer to this dilemma will be found in the question: “if vegetarians eat only vegetables, what do humanitarians eat?”"

Man kan ikke sige så meget til denne kommentar, da den jo tydeligvis ikke er saglig eller seriøs, men blot dybt kværulantisk og polemisk. Det burde være tydeligt for ethvert normalttænkende individ, at det etisk relevante karaktertræk er evnen til at føle smerte og lidelse og samtidig have interessen i at undgå det. Langt størstedelen af de dyr som bliver misbrugt rundt omkring på vores klode, besidder denne evne og interesse, og kvalificerer sig dermed til at indgå vores etiske overvejelser. Til gengæld findes der endnu ikke nogle grøntsager med centralnervesystemer, hvilket følgelig betyder, at de umuligt kan føle og erfare smerte. Grøntsager er altså komplet irrelevante for etikken. Det samme er bakterier, jorden og luften.

Ikke nok med at Lew Rockwell-bloggen begår en tankemæssig brøler af de større, så udviser de også bekymrende lidt forståelse for den reelle udnyttelse, der foregår i specielt pels- og kødindustrien. For at forhindre, at andre får lignende tanker i fremtiden vil jeg gerne fremvise en række fakta om pels- og kødindustrien (fra Anima, Mercy For Animals og PETA). Så kan I selv vurdere om det virkelig er så latterligt at sammenligne vores uetiske mishandling af dyr med vores tidligere uetiske mishandling af negerslaver.

Pelsindustrien

- Hvert år dræber pelsindustrien mere end 40 millioner dyr for mode.
- Europa er ansvarlig for 70% af verdens pelsproduktion.
- Danmark er suverænt verdens største producent af minkskind med en produktion på ca. 11 millioner årligt.
- Der findes ca. 11 millioner mink på de danske pelsfarme. Her lever to mink i et bur på ca. 0,25 m2. Mink i bur viser klare tegn på adfærdsforstyrrelser: Omkring 15% af dyrenes vågne tid på 6 timer i døgnet, går med tvangsadfærd. Tvangsadfærd kan bl.a. være, at dyrene bider i buret eller deres egen pels i frustration, vandrer hvileløst rundt eller er fuldkommen apatiske.
- Rævene og minkene dræbes oftest, når de er ca. 6-7 måneder gamle. Avlsdyrene er henvist til farmomgivelser i op til 6 år, før de pelses.
- Ræve dræbes ofte med elektricitet ved, at elektroder føres ind i munden og endetarmsåbningen. Denne drabsmetode fremkalder smerter som et hjerteanfald. Dette føler ræven, mens den stadig er i live.
- Andre drabsmetoder er gasning, stryknin-forgiftning, kvælning, hængning og brækning af nakken. Ingen af disse metoder er 100% effektive og nogle dyr ’vågner op’ imens de bliver flået.
- Hvert år fanges over ti millioner pelsdyr i fælder direkte i naturen.
- Ikke-dræbende fælder skal fastholde dyret til jægeren dræber det. Således udsættes dyret for en stor psykisk belastning, når det kæmper en ofte ugelang og ofte nyttesløs kamp for at undslippe.
- Dræbende fælder har som funktion at ramme pelsdyrenes kranium eller strube. Men når fælden i stedet rammer de blødere dele i halsregionen, resulterer den ikke i øjeblikkelig aflivning, men derimod i ubeskrivelig smerte i længere tid.
- Op til hver ottende dyr undslipper fælder ved at gnave deres egne fødder af, kun for at dø senere af blodtab, feber eller koldbrand.

Kødindustrien

- Alene i USA bliver omkring 100 millioner grise hvert år slagtet.
- For at forhindre, at grisene bider hinanden klippes deres tænder og haler af.
- Smågrise bliver fjernet fra deres mødre i en på 2 til 3 uger. På dette tidspunkt er 15% er ungerne allerede døde, ofte fordi soen har mast dem under sig. De overlevende bliver presset sammen i små båse med metalbarrer og betongulve indtil de bliver 6 måneder, hvor de bliver slagtet overvægtige og udpinte.
- Nogle steder forsøger man at forhindre søerne i at mase smågrisene ved at fiksere søerne i metalbøjler, der forhindrer, at de bevæger sig.
- Omkring 10 milliarder kyllinger udklækkes hvert år alene i USA. I Danmark er tallet på omkring 100 millioner.
- Slagtekyllingers væksthastighed er på blot 40 år steget 250% - fra 1473 gram på 84 dage i 1956 til 1983 gram på 42 dage i 1998. Pga. for hurtig vækst kan kyllingernes skelet ikke følge med, hvilket resulterer i deforme knogler og smerter.
- Når fjerkræ hakker hinanden fordi de går tæt, skærer man næsten halvdelen af deres næb af.
- Fjerkræ lammes med elektrisk stød for at lette håndteringen, men ofte medfører utilstrækkelig spænding blot, at dyret bliver lammet uden at blive bedøvet.
- Efter det elektriske skal dyrene have skåret deres hals over. Det hele foregår automatisk, hvilket medfører, at nogle af dyrene kan passere forbi uden at være ordentligt stukket og dræbt, for derefter at nedsænkes i skoldekarret levende. De bliver med andre ord kogt levende.
- Æglæggende høns lever ofte presset sammen i meget små bure. Burene er lavet af metaltråd og har et gulvareal svarende til 1 A4-ark pr. høne. Disse forhold fører til halten, knogleskørhed og muskelsvaghed.
- I 1930’erne lagde en gennemsnitshøne 50 æg pr. år - i 2001 var tallet ca. 300.
- Danske høns bliver i slutningen af deres æglægningscyklus enten slagtet eller får fjernet foder og vand i flere dage. Ved den sidstnævnte metode udsættes kroppen for chok, og en ny cyklus starter.
- Næsten alle landbrugsdyr bliver transporteret på et eller andet tidspunkt i deres liv. Stressen under transporten bevirker, at dyrene taber sig mindst 3% pga. urinering og afføring under den første times rejse. Dette svarer til, at en gennemsnitlig slagtegris taber sig 3 kg på én time.

Man kunne for så vidt fortsætte med behandlingen af kalve og køer, men jeg tror, at jeg har understreget pointen tilstrækkeligt meget allerede. Selv hvis man mener, at det er i orden, at vi udnytter og dræber dyr som det passer os, så kunne det gøres på en mere lempelig måde. Ethvert skridt imod bedre forhold for dyr er et skridt i den rigtige retning. Når Lew Rockwell-bloggen forfalder til vulgær latterliggørelse forsøger de ikke blot at forhindre PETAs arbejde, men de gør sig også til agitatorer for den mest ødelæggende og etisk forkastelige vane og industri siden slaveriet.