The Hairpin Bend

Det er sjældent, at jeg kommenterer bøger – lidt for sjældent faktisk – men jeg vil gøre en undtagelse i dag. Jeg vil i det følgende kommentere de seneste bøger om frihed, jeg har læst.

Valgfrihedens tyranni
For nyligt udkom ’Valgfrihedens tyranni’ af Barry Schwartz på dansk. Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke har læst hele bogen endnu. Mit kendskab til bogen begrænser sig til de 5-6 kapitler, jeg en smule sporadisk har læst igennem. Jeg kan altså ikke levere en gennemgribende gennemgang af Schwartz argumenter og konklusioner, men blot slå ned på nogle af hans mere generelle overvejelser.
Med ovenstående forbehold in mente tillader jeg mig alligevel at kritisere Schwartz’ bog. Schwartz postulerer i hans bog, at ekstrem valgfrihed ikke altid er et gode. Hans hovedtese er, at 500 valgmuligheder ikke nødvendigvis giver mere tilfredsstillelse end 10 valgmuligheder, men derimod ofte resulterer mental paralysering, depressive sindstilstande og fortvivlelse. For at støtte den udmelding har Schwartz foretaget en række eksperimenter, hvori han mener at kunne bevise, at mange mennesker faktisk ikke bryder sig om at blive stillet overfor et hav af valgmuligheder. F.eks. viser en undersøgelse, at jo flere chokolade-æsker forsøgspersonerne står overfor, desto større er chancen for, at de slet ikke vælger én og samtidig bliver frustrerede og utilfredse.
Jeg vil som sagt ikke diskutere hans specifikke undersøgelser, men blot pointere, at mange af hans konklusioner virker i bedste fald en smule søgte og i værste fald komplet urimelige. At konkludere fra, at nogle bliver frustrerede ved, at der er mange forskellige jobmuligheder til, at den stigende selvmordsrate og det stigende antal depressioner skyldes dette, er dybt fornuftstridigt. Ulykkelighed skyldes snarere et hav af andre årsager end lige præcis den frustration som opstår hos nogle, når der er for mange underbukser at vælge imellem i Wal-Mart. Hvilket bringer mig til en anden anke; hvorfor kommer der flere og flere store centre, hvor mange forskellige ting er samlede ét sted i en hel uhørt grad? Dette strider vel imod Schwartz’ hypotese om, at vi egentlig ikke ønsker – eller har godt af - de mange valgmuligheder. Alt i alt virker det lidt som om Schwartz overser nogle alvorlige sammenhænge og blot fokuserer på de korrelationer, som han bryder sig om.
Derudover misforstår Schwartz også hvilken funktion det store udbud reelt har. Hvis der findes 100 forskellige slags håndcremer, så er ikke alle 100 cremer målrettet mod én bestemt kunde, tværtimod. Idéen med at producere så mange forskellige cremer er, at der noget til enhver smag. De fleste ved jo godt i forvejen hvilken slags håndcreme, de ønsker – hvis de da overhovedet er interesseret i cremer. Nogle ønsker Matas’ stribede, mens andre ønsker den dyrere fra Naturshoppen, mens andre finder det meget vigtigt, at få den dyreste af dem alle, bestilt direkte fra New Hampshire, USA over internettet. Dette faktum kan også ses når folk skal købe ind; det er ikke mange, som bare vandrer hvileløst rundt og leder fortvivlet blandt alle varerne, for de fleste ved udmærket godt hvor de skal hen for at få tilfredsstillet deres prædisponerede ønske om Heinz-ketchup og mozzarellaost, om det så er den lokale købmand eller det store supermarked. Med andre ord – markedets diversitet eksisterer mest af alt, fordi ’one size doesn’t fit all’, som man ellers kan foranlediges til at tro, når man læser Schwartz’ bog.
Til allersidst vil jeg dog lige rose Schwartz lidt. Han laver nemlig ikke den nærliggende konklusion, at man skal begrænse valgfriheden, fordi denne i hans optik ikke er et ubetinget gode. Han agiterer faktisk ikke for statslig indblanding, men nøjes med en omgang forsigtig lommepsykologi á la selvhjælpstypen. Men jeg må indrømme, at Schwartz’ bog meget let kan bruges til at forsvare statslig ’rationalisering’ og planlægning, og andre paternalistiske forestillinger.

Helt uforsvarligt
Den næste bog, jeg vil kommentere er Christopher Arzrounis spændende debatbog ’Helt uforsvarligt – Hvorfor frihed altid er frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide’. Det er en fantastisk titel, og de fleste kan vel allerede ud fra titlen forstå min næsten uforbeholdne begejstring for bogen.
Lad det være sagt fra starten af – Arzrouni har læst sin Defending the undefendable af Walter Block. Nogle vil måske mene, at Arzrouni lægger sig en smule tæt på den gamle bog, da både den røde tråd, den ideologiske bevæggrund og de specifikke emner alle minder om Blocks, men jeg vil alligevel postulere, at Arzrouni giver bogen et helt unikt skær. Jeg ved ikke om det skyldes, at han har overført problemstillingerne til danske forhold eller fordi han er yderst skarp og morsom rent retorisk, men god er bogen altså, også selvom man har læst Defending the undefendable.
For dem som ikke kender til idéen bag Defending the undefendable, må jeg hellere kort skitsere Arzrounis bogs indhold. Bogen er en samling af provokerende essays primært fra Weekendavisen, hvori Arzrouni forsvarer det uforsvarlige, f.eks. fri prostitution, fri narkotika, elefantjagt, privat diskrimination, organhandel og mange andre dybt politisk ukorrekte synspunkter. Hvis man orker at lede lidt på min blog kan man faktisk finde indlæg, som forsvarer og omhandler mange af Arzrounis emner, såsom fri prostitution, fri narkotika og fri doping. Ikke overraskende bruger Arzrouni nogen lunde samme grundræsonnement, som jeg gør, nemlig hvad to parter frivilligt enes om skal ikke være genstand for forbud. Det er klart, at Arzrouni har tjek på sin liberalistiske filosofi, og det er nogle gange noget helt Hayek (eller sågar Mises) over ham, når han lovpriser markedets fortræffeligheder. Hans tiltro til den private ejendomsret virker desuden også næsten ubegrænset, hvilket tydeligst kan overværes når han foreslår, at vi ’privatiserer’ vores natur. Selvom mange lokale og indkredsede miljøproblemer kan løses på denne måde, så er det alligevel en smule naivt at forestille sig, at f.eks. alvorlig luft- og vandforurening kan bremses markant ved at privatisere luften og vandet. Jeg tror simpelthen, at det er praktisk umuligt at gennemføre en sådan privatisering. Derudover er det ikke engang sikkert, at det er ønskværdigt at sælge den klart fælles natur til private, for hvis enkelte få personer får noget nær 100% råderet over f.eks. grundvandet, kan vi andre let risikere at blive reduceret til genstande for disse personers arbitrære ønsker og tilbøjeligheder. På denne måde ender vi i anarkokapitalismens ubehagelige dilemma; folk uden ejendom har en stærkt begrænset råderet over deres eget liv.
Hvis man ellers kan overkomme Arzrounis naive forestilling om løsningen på vores miljøproblemer, så er denne bog altså guld værd. Det er meget få emner, hvor jeg principielt set er uenig med ham. Udover miljøproblematikken, så forsvarer Arzrouni også jagt på elefanter. Hans pointe er, at hvis man ikke havde muligheden for at jagte elefanter for deres stødtænders skyld, så ville elefanterne have større chance for at uddø, da de fattige jægere dermed ikke havde nogen grund til at sørge for elefanternes fortsatte eksistens. Det er selvfølgelig sandt nok, men i mine øjne svarer det lidt til at forsøge at retfærdiggøre slavehandlen med samme ræsonnement – hvis vi ikke havde mulighed for at udnytte afrikanerne som ufrivillig arbejdskraft, så ville vi ikke have brug for dem, og dermed ville der være større chance for at de afrikanske stammer og deres ’habitat’ ville blive reduceret betydeligt til fordel for råvareindustrier og lignende på det afrikanske kontinent. Det lyder måske søgt, men jeg mener, at argumenter, som taler for udnyttelse for den udnyttedes egen skyld, er dybt forkastelige. Man kan sagtens løse problemet uden systematisk og overlagt at slå elefanter ihjel. Man behøver ikke engang inddrage staten voldsomt meget i problematikken, da man sagtens kan klare det med private reservater eller måske endda privatdrevne parker, hvor sidstnævnte faktisk giver lokalsamfundet en ny indtægtskilde i erstatning for den tabte.
Uanset hvad er Arzrounis bog en spændende og skarp bog om frihed. I modsætning til Schwartz’ bog vil jeg faktisk anbefale ’Helt uforsvarligt’. Den giver et strålende indblik i hvad frihedens filosofi burde medføre i praksis.

Det løse
På falderebet vil jeg lige linke til et par onlinebøger om frihed, som jeg også har læst helt eller halvt for nylig.
Først og fremmest er der Speaking of Liberty af Lew Rockwell. Det er meget nærliggende at nævne Speaking of Liberty, når det er det vi gør – snakker om frihed. Bogen er i topklasse, så hvis man anser sig selvom som liberal, skal man bare gå i gang.
Dernæst er der John Stuart Mills gamle klassiker On Liberty, som faktisk er overraskende let læst. Essayet handler mest af alt om grænserne for individuel frihed, og selvom Mill er gammel og en smule tvetydig, så har han alligevel nogle fine pointer.
Herefter følger Thomas Paines endnu ældre Common Sense, der er en glødende og ilter skrift om USA’s uafhængighed og ønsket om frihed for engelsk intervention. Paine skriver meget passioneret, hvilket gør bogen yderst læseværdig. Desuden har han nogle fortrinlige essenser om USA’s smukke fundament, og stater i det hele taget.
Den sidste bog, som jeg har læst - dog ikke helt færdig endnu - er Murray Rothbards For a New Liberty, som er et slags libertariansk manifest. Jeg er som sædvanlig ikke specielt begejstret for Rothbard filosofiske standpunkt, da jeg anser hans naturretslige libertarianisme for uholdbar og svag, men dermed ikke sagt, at han ikke kan skrive en god bog – specielt når bogen mest af alt handler om praktisk frihedspolitik. Han har mange fornøjelige og udfordrende indfaldsvinkler, og jeg tror faktisk, at han har fat i den lange ende, når han skriver om krig, frihedsstrategier og velfærdsstaten.

Her har I altså nogle bøger om frihed, jeg har læst for nylig. I er selvfølgelig velkomne til at komme med jeres egne forslag (så længe det ikke er The Ethics of Liberty af Murray Rothbard eller noget af Ayn Rand).