The Hairpin Bend

Jeg vil i det følgende forsøge at gendrive nogle væsentlige kritikpunkter fremsat imod den etiske teori utilitarisme. Jeg vil senere lave et indlæg, der kritiserer vores tids nonsens på stylter, den dogmatiske libertarianisme, men i første omgang nøjes jeg med at argumentere for utilitarismen. Endnu længere fremme i tiden vil jeg behandle andre typiske kritikpunkter fremsat imod utilitarismen.
Dette indlæg er en udløber af et foregående indlæg, hvor der i kommentarerne blev stillet spørgsmålstegn ved utilitarismens funktionalitet. Nå, men lad os starte fra en ende af.

Vi kender ikke til alle menneskers præferencer og behov, derfor er utilitarismen i sidste ende ubrugelig.

Det er helt sandt, at vi i virkeligheden sjældent har evnen til at måle og betragte alle de forskellige præferencer og ønsker, som forskellige mennesker besidder. Som regel må vi nøjes med at lave approksimative bud på nyttefunktionen. Samtidig findes der mennesker, som slet ikke har evnen til at lave utilitaristiske kalkuleringer, da de ikke besidder tilstrækkelige rationelle evner. Derfor er det klart, at vi ikke kan implementere den perfekte udgave af utilitarisme (hvilket Geoffrey Scarre også bringer på banen i dette citat). Dette er specielt tydeligt, når vi skal handle mere eller mindre spontant og intuitivt. Her er dette praktiske problem med at kalkulere faktisk så iøjnefaldende, at man bør går over til en regelutilitarisk etik. R.M. Hare kalder dette niveau for det intuitive plan, hvor man på forhånd har opstillet nogle prima facie-principper som skal gælde i almene dagligdagshændelser, hvor der enten ikke er tid til kritisk overvejelse eller hvis man ikke kan stole på ens kritiske overvejelse. Denne form for handlen vil være meget udbredt og vil være baseret på et par overvejende set virkningsfulde ’regler’ og en mængde individuelle moralske fordringer.
Til gengæld skal der også være plads til et klassisk præferenceutilitaristisk niveau kaldet det kritiske plan. Dette plan skal benyttes når prima facie-principper er i konflikt, i usædvanlige tilfælde eller når det er tydeligt, at nytte kan blive optimeret på en bestemt måde (og man selvsagt kan stole på dette). Det er i denne kategori, politik generelt set befinder sig i, derfor er dogmatiske ’regler’ ikke påkrævede eller resultatrige i politik.

Med et lille deroute omkring R.M. Hares særprægede præferenceutilitarisme kan man altså konkludere, at det faktisk slet ikke er så ofte, at vi skal belemre vores hjerne med besværlige kalkuleringer.
Dog har jeg endnu ikke forklaret hvordan man kan lave vellykkede handlinger på trods af praktiske problemer angående manglende viden. Dette kan forklares meget simpelt – og i overensstemmelse med R.M. Hares opdeling. Sagen er nemlig, at utilitarister kun behøver at vide en vis mængde om præferencer og behov, når de skal lave strategier, som skal maksimere nytte. Man har slet ikke brug for al viden. Som eksempel kan man nævne den økonomiske idé om markedet, mest simpelt forklaret af Adam Smith. I et marked vælger alle folk efter deres egne præferencer. Hver person ved bedst selv hvad der er deres egne præferencer, og ved at arbejde sammen med andre kan de med en rimelig effektivitet opfylde deres egne præferencer. Derfor er det tydeligt, at en præferenceutilitarist bør anbefale, at man indfører markedsøkonomi. Denne konklusion har vi nået frem til helt uden brug af analyse af individuelle og forskellige præferencer.
Min pointe er, at vi ved hjælp af økonomien (og psykologi og andre videnskaber om menneskelig adfærd) kan få praktisk og nyttefuld information om hvordan vi skal maksimere nytte, selvom vi ikke har detaljeret viden om specifikke menneskers præcise præferencer og behov. Så på det kritiske plan skal man benytte sig af økonomi, sociologi, psykologi og meget andet, når man skal beslutte sig for strategier og handlinger. På det intuitive plan er der ikke brug for dette, da man nærmest handler instinktmæssigt efter nogle prædestinerede ’regler’.

Til sidst skal det måske lige noteres, at argumentet faktisk slet ikke er et argument imod rigtigheden af utilitarismen som normativ etisk teori, men kun er et praktisk problem. Bare fordi noget er svært at implementere (hvilket jeg dog ikke synes, det er), så er det ikke ensbetydende med, at det er forkert. Mange store opdagelser har været svære at anvende, men det har ikke gjort dem forkerte.

Okay, måske kan man tilfredsstillende udregne nyttefunktioner uden udtømmende viden, men man kan i hvert fald ikke sammenligne forskellige subjektive præferencer, derfor er utilitarismen ubrugelig.

Ovenstående påstand vil jeg i høj grad modsætte mig. Mennesket er trods alt én race med en række forholdsvis ensartede og basale behov. Ja, selv de fleste dyr har samme behov. Det er kun hvis man ønsker rigide og præcise sammenligninger i mellem forskellige individers konkrete præferencer. Dette er måske muligt i teorien (Bentham mente i hvert fald dette), men jeg mener ikke, at vi skal forsøge at lave sådanne minutiøse sammenligninger i praksis. Heldigvis er der heller ikke brug for det, for mange af vores præferencer er ens for alle og har lige stor betydning for alle. I mit oprindelige indlæg om en politisk teori forsøger jeg rent faktisk at finde nogle almengyldige og indiskutable præferencer, som alle mennesker besidder i deres stræben efter et godt liv. Disse præferencer er generelt set af negativ karakter (dvs. man ønsker at noget skal negeres og elimineres), såsom lidelse, ekstrem fattigdom eller nød, det at være genstand for ’uretfærdig’ behandling og knægtelse af frihed. Samtidig kan man sagtens antage, at interessen i liv er almengyldig. Sådanne almengyldige præferencer er temmelig lette at sammenligne – de er simpelthen lige og meget nyttefulde for alle.

Fra ovenstående kan man også forsvare statslig omfordeling, hvis det altså er beviseligt, at statslig omfordeling kan opfylde nogle af ovenstående præferencer. Hvis en stat skal have noget som helst retmæssigt grundlag, skal det være, at den er forpligtet til at negere de negative præferencer ved hjælp af omfordeling og lovgivning (i praksis vil det betyde indførelse af NIT, hospital vouchers, voldsmonopol og statslige domstole). Dog er det i sidste ende et spørgsmål om empirisk undersøgelse om min præferenceutilitarisme anpriser statsdannelse eller ej.

Hvad angår de ting, man ikke kan antage som værende generelle, skal man forsøge at være lidt mere tilbageholdne med at lovgive om. At høre Coldplay kan utvivlsomt være en tungtvejende præference hos enkelte, men det er ikke en indiskutabel og almen præference. I praktisk politik er løsningen på dette meget simpel. Her skal man banalt set bare have mest mulig frihed. Det er vel logisk nok. Selvom staten og specielt markedet har negeret de indiskutable præferencer, er de stadig en ordentlig mængde forholdsvis subjektive præferencer tilbage. Den letteste måde hvorpå folk kan få opfyldt disse er at give dem selvbestemmelse og gøre dem fri for indblanding, da de hermed selv kan virkeliggøre dem.
I praktisk etik er det en smule mere kompliceret, om end det på ingen måde er umuligt. For det første har vi jo Hares intuitive plan at falde tilbage på. For det andet er det rent faktisk muligt at sammenligne nytte og lave forskellige trade-offs. Hvis glæde (noget som mange har en præference for) ikke var målbart, ville ord som ’gladere’ og ’gladest’ ikke have nogen reel mening. Sådanne ord kan kun få mening, hvis vi antager, at det er muligt at måle og sammenligne glæde. Det samme gælder for andre præferencer.
Jeg vil faktisk vove at påstå, at hvis man virkelig ikke kan sammenligne nytte, så underminerer man ikke bare utilitarismen, men også det at vælge i det hele taget. Hvis jeg overvejer at pjække fra undervisningen, opvejer jeg konsekvenserne og nytten ved handlingen i forhold til at blive. Det har ikke noget med etik at gøre, men beviser blot, at man sagtens kan sammenligne nytte. Det sker hver dag. Det er selvfølgelig ikke præcise udregninger fyldt med mellemregninger og tal, men kun approksimative bud. Pointen er, at det i høj grad er muligt og i endnu højere grad ofte forekommende.
Man kan selvfølgelig indvende, at handlen og valg er subjektivt, mens etik er universelt, dermed kan man ikke sammenligne de to ting. I så fald er gode råd og rådgivning umuligt. De er på sin vis også ’universelle’. Man kan sagtens sætte sig ind i andres situationer og det er netop dette, at etikkens universalitet fordrer. Dog er det rigtigt, at det er sværere at sætte sig ind i andres situationer og tænke ’universelt’. Derfor er det en god idé ikke at være for skråsikker og selvhævdende i etiske problemstillinger, men i stedet lade tvivlen og usikkerheden være en faktor i kalkuleringen. I praksis betyder dette, at man skal tænke sig godt om før man skrider til handling og have gode grunde før man blander sig, både politisk og etisk.

Som afslutning på dette første indlæg (mit forsvar for utilitarismen er ikke slut endnu), vil jeg linke til denne meget spændende diskussion om rettigheder og utilitarismen mellem David Friedman, David Boaz, R.W. Bradford og Charles Murray. Læs den og forstå hvilke tanker jeg også har tumlet meget med angående rettigheder og nytte.
Jeg vil vende tilbage senere med mere om utilitarismen og fri vilje og ubehagelige resultater.

Raapil har skrevet et fantastisk og yderst omfangsrigt indlæg om terrorisme, aktivistisk udenrigspolitik, islam og Robert Pape. Det er en af de slags indlæg, man selv ville have skrevet.
Indlægget er meget langt, men jeg forsikrer, at den er tiden og besværet værd, da Raapil på fineste facon formår at gendrive de argumenter, som ’islamkritikerne’ og fortalerne for aktivistisk udenrigspolitik gang på gang har udbasuneret. Det er drønhamrende imponerende.

Man finder de sjoveste ting, når man sidder en tirsdag aften og surfer rundt på et store internet. For eksempel kom jeg af uransagelige årsager ind på denne historie. For dem som ikke har lyst til at læse den, kan jeg kort genfortælle essensen i den; det er teoretisk set muligt at klone kød. Artiklen formulerer det således:

“Although no one has put their theory into production yet, scientists at the University of Maryland and other institutions who developed it insist that with today’s technology, creating meat in a laboratory-factory is not a far-fetched notion.
“In theory, a few cells [can] produce literally tons of meat,” said Jason Matheny, a graduate student in agriculture at College Park and a co-author of a paper on the subject published this summer in the journal Tissue Engineering.”

Artiklen fortsætter derefter med en mængde biologi, kommentarer fra forskere og en masse andet. Jeg vil varmt anbefale, at man læser den.

Jeg må indrømme, at jeg er tiltrukket af teorien. Forestil jer, at man kan spise en god burger uden, at det er et antibiotika- og pesticidbefængt og dybt tortureret dyr, man sætter tænderne i. Det er da helt igennem fantastisk. Konsekvenserne for os mennesker er, at miljøforurening udledt fra f.eks. svinefarme vil blive fjernet, man kan udnytte kornproduktionen mere effektivt, da man ikke skal ’spilde’ det hele på at fodre dyr, man minimerer risikoen for at sygdomme som kogalskab bliver spredt, man decimerer drivhusgasser produceret af dyr og man kan lave en langt sundere – manipuleret – diæt med kød. Miljøomkostningerne og sundhedsregningen vil begge falde markant, hvilket i sidste ende eventuelt kan bruges på en nedtrapning af statens størrelse.
Derudover – hvilket er det vigtigste – forhindrer man al den smerte som dyr påføres i kødindustrien. Mange, mange milliarder af dyr bliver hvert år brutalt henrettet og udnyttet for at tilfredsstille et relativt set lille antal menneskers præference for kød. Disse dyr bliver frarøvet det allermest værdifulde i præferenceutilitarismen, nemlig livet og interessen i at forblive i live. Eftersom etikken er universel, bør der tages lige meget hensyn til alles interesser. Man skal være langt ude i fantasiens overdrev for at postulere, at dyr ikke har interesser, da dyr jo sagtens kan have ønsker og føle smerte og glæde. Derfor bør man etisk set inddrage dyrene i vores etiske mellemregning, hvilket indlysende nok betyder, at vi handler moralsk forkert i en vidtgående grad og ofte hver dag. Men hvis man nu begynder at producere klonet kød, vil man lige pludselig have noget lettere ved at nedlægge svine- og kyllingefarme, da de folk som med djævelens vold og magt skal have kød, nu kan få det på en noget billigere og etisk forsvarlig baggrund. Det synes jeg er strålende.
De negative konsekvenser er samtidig til at overse. En masse mennesker i kødindustrien vil formentlig tabe penge og måske endda blive arbejdsløse, men hvis de er dygtige entreprenører lærer de vel hurtigt at investere og dyrke grønne afgrøder som menneskelig føde, og så enten sælge eller leje staldene og anlæggene ud til forskere og deres ’kødplantager’. Men selvom mange dygtige landmænd vil kunne udnytte situationen, så kan man næppe komme uden om, at nogle vil tabe på det. Måske kan statens nedtrapning afhjælpe en del af denne konsekvens, da sænkede skatter oftest medfører øget forbrug, som så igen indebærer økonomisk vækst og flere arbejdspladser, hvilket jo gavner de tidligere landmænd.
Uanset hvad der vil ske med disse landmænd, så kan deres midlertidige ulykke ikke på nogen som helst tænkelig måde udveje de positive konsekvenser klonet kød vil medbringe. Så min opfordring er, at vi for fremtiden stræber efter en egentlig forskning i en klonet kødproduktion. Og så må vi i mellemtiden holde os til grønsager og lignende, og på den måde være aktive agenter på verdensmarkedet.

Det er sjældent, at jeg kommenterer bøger – lidt for sjældent faktisk – men jeg vil gøre en undtagelse i dag. Jeg vil i det følgende kommentere de seneste bøger om frihed, jeg har læst.

Valgfrihedens tyranni
For nyligt udkom ’Valgfrihedens tyranni’ af Barry Schwartz på dansk. Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke har læst hele bogen endnu. Mit kendskab til bogen begrænser sig til de 5-6 kapitler, jeg en smule sporadisk har læst igennem. Jeg kan altså ikke levere en gennemgribende gennemgang af Schwartz argumenter og konklusioner, men blot slå ned på nogle af hans mere generelle overvejelser.
Med ovenstående forbehold in mente tillader jeg mig alligevel at kritisere Schwartz’ bog. Schwartz postulerer i hans bog, at ekstrem valgfrihed ikke altid er et gode. Hans hovedtese er, at 500 valgmuligheder ikke nødvendigvis giver mere tilfredsstillelse end 10 valgmuligheder, men derimod ofte resulterer mental paralysering, depressive sindstilstande og fortvivlelse. For at støtte den udmelding har Schwartz foretaget en række eksperimenter, hvori han mener at kunne bevise, at mange mennesker faktisk ikke bryder sig om at blive stillet overfor et hav af valgmuligheder. F.eks. viser en undersøgelse, at jo flere chokolade-æsker forsøgspersonerne står overfor, desto større er chancen for, at de slet ikke vælger én og samtidig bliver frustrerede og utilfredse.
Jeg vil som sagt ikke diskutere hans specifikke undersøgelser, men blot pointere, at mange af hans konklusioner virker i bedste fald en smule søgte og i værste fald komplet urimelige. At konkludere fra, at nogle bliver frustrerede ved, at der er mange forskellige jobmuligheder til, at den stigende selvmordsrate og det stigende antal depressioner skyldes dette, er dybt fornuftstridigt. Ulykkelighed skyldes snarere et hav af andre årsager end lige præcis den frustration som opstår hos nogle, når der er for mange underbukser at vælge imellem i Wal-Mart. Hvilket bringer mig til en anden anke; hvorfor kommer der flere og flere store centre, hvor mange forskellige ting er samlede ét sted i en hel uhørt grad? Dette strider vel imod Schwartz’ hypotese om, at vi egentlig ikke ønsker – eller har godt af - de mange valgmuligheder. Alt i alt virker det lidt som om Schwartz overser nogle alvorlige sammenhænge og blot fokuserer på de korrelationer, som han bryder sig om.
Derudover misforstår Schwartz også hvilken funktion det store udbud reelt har. Hvis der findes 100 forskellige slags håndcremer, så er ikke alle 100 cremer målrettet mod én bestemt kunde, tværtimod. Idéen med at producere så mange forskellige cremer er, at der noget til enhver smag. De fleste ved jo godt i forvejen hvilken slags håndcreme, de ønsker – hvis de da overhovedet er interesseret i cremer. Nogle ønsker Matas’ stribede, mens andre ønsker den dyrere fra Naturshoppen, mens andre finder det meget vigtigt, at få den dyreste af dem alle, bestilt direkte fra New Hampshire, USA over internettet. Dette faktum kan også ses når folk skal købe ind; det er ikke mange, som bare vandrer hvileløst rundt og leder fortvivlet blandt alle varerne, for de fleste ved udmærket godt hvor de skal hen for at få tilfredsstillet deres prædisponerede ønske om Heinz-ketchup og mozzarellaost, om det så er den lokale købmand eller det store supermarked. Med andre ord – markedets diversitet eksisterer mest af alt, fordi ’one size doesn’t fit all’, som man ellers kan foranlediges til at tro, når man læser Schwartz’ bog.
Til allersidst vil jeg dog lige rose Schwartz lidt. Han laver nemlig ikke den nærliggende konklusion, at man skal begrænse valgfriheden, fordi denne i hans optik ikke er et ubetinget gode. Han agiterer faktisk ikke for statslig indblanding, men nøjes med en omgang forsigtig lommepsykologi á la selvhjælpstypen. Men jeg må indrømme, at Schwartz’ bog meget let kan bruges til at forsvare statslig ’rationalisering’ og planlægning, og andre paternalistiske forestillinger.

Helt uforsvarligt
Den næste bog, jeg vil kommentere er Christopher Arzrounis spændende debatbog ’Helt uforsvarligt – Hvorfor frihed altid er frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide’. Det er en fantastisk titel, og de fleste kan vel allerede ud fra titlen forstå min næsten uforbeholdne begejstring for bogen.
Lad det være sagt fra starten af – Arzrouni har læst sin Defending the undefendable af Walter Block. Nogle vil måske mene, at Arzrouni lægger sig en smule tæt på den gamle bog, da både den røde tråd, den ideologiske bevæggrund og de specifikke emner alle minder om Blocks, men jeg vil alligevel postulere, at Arzrouni giver bogen et helt unikt skær. Jeg ved ikke om det skyldes, at han har overført problemstillingerne til danske forhold eller fordi han er yderst skarp og morsom rent retorisk, men god er bogen altså, også selvom man har læst Defending the undefendable.
For dem som ikke kender til idéen bag Defending the undefendable, må jeg hellere kort skitsere Arzrounis bogs indhold. Bogen er en samling af provokerende essays primært fra Weekendavisen, hvori Arzrouni forsvarer det uforsvarlige, f.eks. fri prostitution, fri narkotika, elefantjagt, privat diskrimination, organhandel og mange andre dybt politisk ukorrekte synspunkter. Hvis man orker at lede lidt på min blog kan man faktisk finde indlæg, som forsvarer og omhandler mange af Arzrounis emner, såsom fri prostitution, fri narkotika og fri doping. Ikke overraskende bruger Arzrouni nogen lunde samme grundræsonnement, som jeg gør, nemlig hvad to parter frivilligt enes om skal ikke være genstand for forbud. Det er klart, at Arzrouni har tjek på sin liberalistiske filosofi, og det er nogle gange noget helt Hayek (eller sågar Mises) over ham, når han lovpriser markedets fortræffeligheder. Hans tiltro til den private ejendomsret virker desuden også næsten ubegrænset, hvilket tydeligst kan overværes når han foreslår, at vi ’privatiserer’ vores natur. Selvom mange lokale og indkredsede miljøproblemer kan løses på denne måde, så er det alligevel en smule naivt at forestille sig, at f.eks. alvorlig luft- og vandforurening kan bremses markant ved at privatisere luften og vandet. Jeg tror simpelthen, at det er praktisk umuligt at gennemføre en sådan privatisering. Derudover er det ikke engang sikkert, at det er ønskværdigt at sælge den klart fælles natur til private, for hvis enkelte få personer får noget nær 100% råderet over f.eks. grundvandet, kan vi andre let risikere at blive reduceret til genstande for disse personers arbitrære ønsker og tilbøjeligheder. På denne måde ender vi i anarkokapitalismens ubehagelige dilemma; folk uden ejendom har en stærkt begrænset råderet over deres eget liv.
Hvis man ellers kan overkomme Arzrounis naive forestilling om løsningen på vores miljøproblemer, så er denne bog altså guld værd. Det er meget få emner, hvor jeg principielt set er uenig med ham. Udover miljøproblematikken, så forsvarer Arzrouni også jagt på elefanter. Hans pointe er, at hvis man ikke havde muligheden for at jagte elefanter for deres stødtænders skyld, så ville elefanterne have større chance for at uddø, da de fattige jægere dermed ikke havde nogen grund til at sørge for elefanternes fortsatte eksistens. Det er selvfølgelig sandt nok, men i mine øjne svarer det lidt til at forsøge at retfærdiggøre slavehandlen med samme ræsonnement – hvis vi ikke havde mulighed for at udnytte afrikanerne som ufrivillig arbejdskraft, så ville vi ikke have brug for dem, og dermed ville der være større chance for at de afrikanske stammer og deres ’habitat’ ville blive reduceret betydeligt til fordel for råvareindustrier og lignende på det afrikanske kontinent. Det lyder måske søgt, men jeg mener, at argumenter, som taler for udnyttelse for den udnyttedes egen skyld, er dybt forkastelige. Man kan sagtens løse problemet uden systematisk og overlagt at slå elefanter ihjel. Man behøver ikke engang inddrage staten voldsomt meget i problematikken, da man sagtens kan klare det med private reservater eller måske endda privatdrevne parker, hvor sidstnævnte faktisk giver lokalsamfundet en ny indtægtskilde i erstatning for den tabte.
Uanset hvad er Arzrounis bog en spændende og skarp bog om frihed. I modsætning til Schwartz’ bog vil jeg faktisk anbefale ’Helt uforsvarligt’. Den giver et strålende indblik i hvad frihedens filosofi burde medføre i praksis.

Det løse
På falderebet vil jeg lige linke til et par onlinebøger om frihed, som jeg også har læst helt eller halvt for nylig.
Først og fremmest er der Speaking of Liberty af Lew Rockwell. Det er meget nærliggende at nævne Speaking of Liberty, når det er det vi gør – snakker om frihed. Bogen er i topklasse, så hvis man anser sig selvom som liberal, skal man bare gå i gang.
Dernæst er der John Stuart Mills gamle klassiker On Liberty, som faktisk er overraskende let læst. Essayet handler mest af alt om grænserne for individuel frihed, og selvom Mill er gammel og en smule tvetydig, så har han alligevel nogle fine pointer.
Herefter følger Thomas Paines endnu ældre Common Sense, der er en glødende og ilter skrift om USA’s uafhængighed og ønsket om frihed for engelsk intervention. Paine skriver meget passioneret, hvilket gør bogen yderst læseværdig. Desuden har han nogle fortrinlige essenser om USA’s smukke fundament, og stater i det hele taget.
Den sidste bog, som jeg har læst - dog ikke helt færdig endnu - er Murray Rothbards For a New Liberty, som er et slags libertariansk manifest. Jeg er som sædvanlig ikke specielt begejstret for Rothbard filosofiske standpunkt, da jeg anser hans naturretslige libertarianisme for uholdbar og svag, men dermed ikke sagt, at han ikke kan skrive en god bog – specielt når bogen mest af alt handler om praktisk frihedspolitik. Han har mange fornøjelige og udfordrende indfaldsvinkler, og jeg tror faktisk, at han har fat i den lange ende, når han skriver om krig, frihedsstrategier og velfærdsstaten.

Her har I altså nogle bøger om frihed, jeg har læst for nylig. I er selvfølgelig velkomne til at komme med jeres egne forslag (så længe det ikke er The Ethics of Liberty af Murray Rothbard eller noget af Ayn Rand).

Forleden sad jeg og kiggede i Libertas‘ gamle magasiner, hvor jeg så faldt over en oversættelse af Leonard Reads storslåede fortælling om en blyant. Jeg har længe tænkt på om jeg skulle fremvise historien her på min blog, men jeg er hver gang nået frem til den konklusion, at enten havde man læst historien i forvejen eller også gad man ikke, fordi den var på engelsk og en smule lang. Men nu fandt jeg den så på dansk, og den chance kan jeg ikke forbigå.
Jeg ved ikke helt om jeg bryder nogle copyrights, men i frihedens navn tager jeg chancen alligevel. Artiklen var oprindeligt trykt i Libertas nr. 12 i 1990 og er oversat af Palle Steen Jensen.

Jeg, en blyant
Af Leonard Read

Jeg er en blyant. En helt normal blyant med et lille viskelæder i toppen. (Mit rigtige navn er “Mongol 482”, og jeg er fremstillet af Eberhard Faber Pencil Company, Pennsylvania). Du undrer dig måske over, hvorfor jeg vil offentliggøre min stamtavle. Ja, for det første er den ganske spændende, og den er også ganske kompliceret, selv om de fleste mennesker, der bruger mig, tager mig for givet. Men netop fordi alle anser mig for at være en ganske uinteressant hverdagsting, kan min historie være på sin plads. For, som Chesterton engang sagde: “Vi kommer til at gå under, ikke på grund af mangel på underværker, men fordi vi ikke kan se dem”.
Fordi jeg er en simpel blyant, kan jeg faktisk forklare en vigtig ting meget bedre end mange komplicerede apparater: Intet enkelt menneske har viden nok til at kunne fremstille mig! Det lyder måske fantastisk - eller hvordan? Tænk på, at der fremstilles omkring 1 1/2 mia af min slags hvert år, alene i USA. Se grundigt på mig – en smule træ, lidt bly, et viskelæder, lidt metal, farve og tryk – sku’ det være så svært?

Forfædre
Du kan ikke spore mine forældre særlig langt tilbage, og det kan jeg heller ikke selv. Men jeg skal forsøge at give dig nogle navne – om ikke andet, så for at imponere en smule. Stamtavlen begynder faktisk med et træ - et cedertræ, som voksede et sted i det nordlige Californien eller Oregon. Det krævede en masse save, traktorer og anden udrustning at få den fældede træstamme frem til jernbanen. Det er umuligt at forestille sig alle de mennesker, kundskaber og al den indsats, der var nødvendig for at fremstille maskinerne, arbejdet fra minerne til finmekanikken, for slet ikke at tale om al madlavningen til skovarbejderne. Måske medvirkede 1000 personer på en eller anden måde i den kop kaffe, skovhuggeren drak! Stammerne sendes derefter til et savværk i San Leandro i Californien. Kan du forestille dig, hvor mange mennesker der var indblandet i arbejdet med at lave jernbaneskinnerne, banevolden, vejene og jernbanetelegrafen? De er alle blandt mine forfædre. Derefter blev jeg savet op i San Leandro - ud af den store stamme kom der masser af små, firkantede træstykker. 1 cm tykke. De blev tørret og farvet. Hvorfor det, spørger du. Ja, faktisk af samme årsag som når kvinder sminker sig. I mennesker synes ikke at bryde jer om bleghed, hverken på jer selv eller på blyanter. Derefter bliver træstykkerne vokset og tørret igen. Jeg undrer mig over, hvor meget arbejde der egentlig er nødvendigt bare for at få den specielle farveblanding. For ikke at tale om belysningen på fabrikken, varmen, gulvvasken og alt det andet, der skal til, for at et savværk kan fungere. De, der vaskede gulv på fabrikken, er faktisk også blandt mine forfædre, for slet ikke at tale om de arbejdere, som lavede dæmningen, der ejes af Pacific Gas & Electric Company, som forsyner savværket med strøm. Og glem ikke alle dem der var indblandet i transporten af træbrædderne pr. jernbane fra San Leandro til Wilkes-Barre i Pennsylvania, hvor selve blyantfabrikken ligger.

Komplicerede maskiner
Når træet til slut er kommet til fabrikken, som har kostet $ 4 mio. at opføre (glem ikke dem af mine forfædre, som sparede denne kapital sammen for at satse den på fremstillingen af blyanter), skærer en maskine siderne af hvert træstykke. Næste maskine lægger en blyantstift på hvert andet stykke træ, og derefter limes stykkerne sammen til en slags blyantssandwich. Af dette stykke bliver mine syv søskende og jeg formet. Det bly, jeg indeholder (i virkeligheden grafit), har en lige så lang slægtshistorie. Selve råmaterialet brydes i miner på Ceylon. Jeg kan knapt nok forestille mig alle de minearbejdere, som har skaffet grafitten op til jordoverfladen; alle dem, der fabrikerede de papirsække, som grafitten blev pakket i – eller snoren, som blev bundet om sækkene. Matroserne på skibet, som bragte sækkene til USA, er blandt mine forfædre, lige så vel som fyrpasserne, vi sejlede forbi, og lodsene i havnene. Grafitten blandes op med Mississippi-ler raffineret med ammoniak. Blødgører tilsættes, såsom dyrefedt behandlet med svovlsyre. Efter en ret omstændelig proces presses blystangen ud ligesom en pølse, der derefter tørres i tøjtemperaturovne. For at forøge holdbarheden behandles blyslangen derefter med en varm fedtblanding, som indeholder almindelige fedtstoffer, paraffinolie og noget så eksklusivt som candellillavoks fra Mexico.
Tilbage til mig selv. Jeg blev malet med ikke mindre end seks lag farve. Ved du, hvor mange ingredienser, der er i farven? Alene alle de kemiske processer, der skal til for at lave den rigtige gule tone i farven, kræver flere mennesker end jeg nogensinde vil kunne remse op. Øverst oppe i toppen af mig sidder det lille metalhylster af messing. Forsøg at forestille dig alle de mennesker, som arbejder i zink- og kobberminer for at skaffe råstofferne. Og hvad kræves der ikke for at forvandle malmen til en tynd messingplade? Der er oven i købet små nikkelbånd rundt om metalhylsteret. Til sidst kommer det lille viskelæder “the plug”, som producenterne nok så prosaisk kalder det. Det er faktisk en separat ingrediens, lavet af planteolie fra Indonesien, som visker ud. Selve gummiet, som indeholder dette middel, er faktisk kun med som bindemiddel. Men alligevel skal det vulkaniseres og ikke mindst farves, i mit tilfælde med chromsulfid.

Et netværk af kundskaber
Findes der nu nogen, som vil sige mig imod, hvis jeg gentager min påstand om, at intet enkelt menneske har tilstrækkeligt med kundskaber til at fremstille mig? Millioner af mennesker har faktisk været med til at skabe mig; mennesker, der overhovedet ikke kender noget til hinandens eksistens. Nu siger du måske, at jeg overdriver, når jeg placerer brasilianske kaffeplukker på mit stamtræ. Jeg indrømmer, at det kan virke søgt, men står alligevel fast på min påstand. Der er ikke én ud af disse millioner af mennesker, inklusive bestyrelsesformanden på blyantsfabrikken, som bidrager med mere end en brøkdel af den nødvendige kundskab. Den eneste forskel mellem skovhuggeren i Oregon og minearbejderen på Ceylon er, hvilken type kundskaber han har. Både skovhuggeren og minearbejderen er nødvendige for, at jeg kan blive til – lige så vel som laboratorieassistenten på fabrikken eller arbejderen på boreplatformen (mit paraffin er jo et biprodukt ved oliefremstillingen). Men nu kommer det virkeligt fascinerende: Ikke én eneste af alle disse mennesker arbejder, fordi han gerne vil fremstille mig. Jeg er sikkert lige så ligegyldig for alle mine forfædre som for det barn, der tager mig med i skole den første skoledag for derefter at tabe mig.
Der er faktisk mennesker, som har medvirket ved fremstillingen, som aldrig selv har set en blyant, eller som ved, hvordan man benytter én. Deres motiver for at arbejde er nogle helt andre. Man kunne måske formulere det på denne måde: Hver og én af dem, som medvirker, ved, at han ved at arbejde på min tilblivelse kan bytte sine kundskaber til ting, som han gerne selv vil have. Måske vil han oven i købet gerne engang have en blyant…

Ingen central styring
Der er en endnu bedre moral i min historie: Ingen har organiseret hele dette netværk af arbejde. Der har ikke været brug for nogen central styring til at organisere alt det, der var nødvendigt, for at jeg kunne blive til. Det, der styrer, er den “usynlige hånd”, som du sikkert har hørt om. Man har sagt, at kun Gud kan skabe et træ. Det kan vi erklære os enige i, fordi intet menneske har tilstrækkeligt med kundskaber til bare at beskrive træet, måske bortset fra rent overfladisk. Man kan f. eks. tale om, at træet repræsenterer en speciel sammensætning af gener eller kemiske stoffer. Men hvem har tilstrækkeligt med observationer og fakta til nogensinde at kunne klarlægge alle detaljer i træets liv? Jeg, blyanten, er en sammensat tingest – jeg indeholder træ, zink, kobber, grafit og meget andet. Men det allermest fantastiske er, at jeg ikke er et naturprodukt i sædvanlig forstand: Jeg er et produkt af millioner af menneskers samarbejde og kundskaber, et spontant samarbejde som fungerer uden nogen helst form for central planlægning. Gud alene har tilstrækkelig viden til at kunne skabe et træ; men det er også kun ham, der har tilstrækkelig viden til – på egen hånd – at kunne skabe en blyant.
Når du nu har hørt min beretning, forstår du måske, hvorfor jeg håber, at du tror på den frihed, som mennesket er ved at miste. Hvis man har kendskab til, at den arbejdsindsats, jeg taler om og samtidig ved, at al denne viden samarbejder naturligt, næsten automatisk for at gøre nytte, helt uden samarbejde mellem regeringer, planlægning eller tvang, så har man fundet frem til en helt nødvendig begrundelse for friheden: Tiltroen til det frie menneske. Uden denne tro på mennesket er friheden umulig. Så snart regeringer får monopol på kreativ virksomhed som f. eks. distribution af post, bliver alle forledt til at tro, at denne virksomhed ikke kunne eksistere, hvis den blev organiseret uden tvang. Og hvorfor så det? Jo, netop fordi alle og enhver ved, at han aldrig vil få tilstrækkelig viden til selv at kunne drive virksomheden, som f. eks. postservice. Alle ved også, at ingen anden har denne viden. Alle har derfor ret: Ingen har tilstrækkelig viden til at kunne organisere postomdeling, lige så vel som ingen har tilstrækkelig viden til at kunne fremstille en blyant. Hvis man derfor ikke tror på mennesket og dets formåen - måske fordi man aldrig har tænkt på, hvor meget samarbejde der er nødvendig for at fremstille en blyant – så kan man ikke andet end komme til den fejlagtige konklusion, at virksomheden, f. eks. postvæsenet, kun kan drives efter centrale, offentlige retningslinier. Hvis det nu kun var blyanter som mig, der var resultatet af mennesker og deres frivillige samarbejde, så ville det måske være svært at finde en konklusion. Men der findes beviser overalt. Postservice er en ganske ukompliceret ting sammenlignet med f. eks. produktion af biler eller udviklingen af lommeregnere.
Når vi nu taler om kommunikation. Når regeringer ikke blandet sig, er udviklingen gået fremad med kæmpeskridt. Den menneskelige stemme kan sendes rundt om jorden på ganske få sekunder. TV viderebringer begivenheder samtidig med, at de sker; de frie initiativer bringer 150 mennesker fra Seattle til Baltimore på mindre end 4 timer. Det frie initiativ skaffer olie fra den Persiske Golf til New York til en pris, der for 2 kg. olie er minde end hvad postvæsenet skal have for at bringe et brev tværs over gaden.

Frihed
Kernen i det, jeg vil fortælle, er følgende: Brems ikke menneskers energi og kreativitet ved hjælp af politik. Organiser i stedet samfundet sådan, at love og regler fjerner så mange forhindringer som muligt. Tro på, at frie mennesker kan samarbejde kreativt, og at “den usynlige” hånd kan klare samarbejdet. Lad den kreative kundskab får lov at udfolde sig. Tilliden vil blive besvaret. Min egen blyantsskabelseshistorie er et godt bevis.

Efter de ondskabsfulde angreb i London har danske og engelske politikere overbudt hinanden i stupide anti-terror-love, som led i et forsøg på at signalere handlekraft og virkelyst. Det hele startede med en allerede klassisk udmelding fra Tony Blair, hvori han kort og brutalt slog fast, at ”the rules of the game are changing”. ”The game” er så vidt jeg har forstået den engelske sikkerheds- og overvågningspolitik og ”the rules” må så være både menneskerettigheder, ældgamle liberale traditioner og banal retssikkerhed. Spillets regler altså er ændret. Udover at være en forfærdelig ringe metafor, så er det en skræmmende bekendtgørelse, hvor Blair fremviser en direkte hånefuld attitude overfor den samling af rettigheder, som ellers står som et lysende fyrtårn i denne mørke tid. Fra nu af skal ”the condoning, glorifying or justification” af terrorisme være decideret kriminelt; indvandrere skal kunne sendes lettere tilbage til deres oprindelige land, uanset deres bevæggrund for at flytte til England; og afslutningsvis skal ekstreme partier gøres ulovlige. Med andre ord skal man nu passe på med hvad man siger til festmiddage; engelske indvandrere kan alvorsfuldt risikere at blive sendt tilbage til lande, hvor de muligvis bliver udsat for tortur og anden pinsel; og England vil for fremtiden forsøge at efterligne den forbudspolitik, som mellemøstlige regimer har benyttet sig af i årtier med radikaliserende konsekvenser som følge. England er altså i gang med at fuldbyrde en af terroristernes vildeste og vådeste fantasier om at ødelægge den sidste brøkdel af Englands åbne samfund (ja da, det ønsker de også).

Det varede ikke lang tid efter Blairs tykpandede 12-punktsplan, at vores egne politikere lovede mere overvågning og strammere anti-terror-lovgivninger. Også de danske politikere ønskede at bevise, at de er yderst virkelystne og initiativrige, og vores ophøjede statsminister har allerede planer om at nedsætte et udvalg, der skal vurdere om vi har brug for mere overvågning, primært tv-overvågning af det offentlige rum. Statsministeren har tilsyneladende bred opbakning i befolkningen, og det selvom lever i et af verdens mest gennemregistrerede og disciplinerende overvågningssamfund. Det er symptomatisk for denne udvikling, at selv om Grundloven fastslår boligens ukrænkelighed, er der i dag halvandet hundrede ’særegne undtagelser’, der giver myndighederne fri adgang til privathjem - uden dommerkendelse. Specielt med indførelsen af vores egen miniudgave af Patriot Act er disse undtagelser blevet øget markant og den almene retssikkerhed blevet udhulet.
Dette er dog ikke nok for de danske politikere (eller er det?). En minoritet af dem mener endda, at vi skal indføre ID-kort, grænsekontrol og andre Big Brother-tiltag, men den generelle og mest udbredte holdning er vist nok, at vi skal have mere tv-overvågning. Men hvorfor?

Jeg vil ikke nægte, at tv-overvågning kan have kriminalpræventive effekter, men ikke på de områder, som de danske politikere lægger op til. Den rationelt tænkende forbryder foretager en risikovurdering, inden han beslutter sig for at foretage en kriminel handling. Man kan forestille sig, at en ung mand, som skal prøve egne grænser af ved butikstyveri i et stormagasin, ville foretage sådan en vurdering. Her ville overvågningen kunne have en præventiv effekt. Dog skal man ikke overvurdere betydningen af overvågning, da professionelle kriminelle snildt kan skjule sig for tv-overvågningen ved hjælp af f.eks. masker eller huer. Konklusionen er dog alligevel, at det er forholdsvist fornuftigt, at private erhvervsdrivende indfører overvågning i deres butikker, banker og lignende steder, og jeg ville personligt ikke fravælge en butik udelukkende på grund af overvågning. Men mere nytte har tv-overvågning heller ikke, og derfor er det ufornuftigt at indføre tv-overvågning andre steder end de førnævnte.
Grov vold, mord og voldtægt, er meget sjældent kalkulerede og velovervejede, men snarere impulsive og følelsesmæssige handlinger i ekstrem grad. Disse kriminelle kan altså sjældent betegnes som rationelt tænkende i gerningsøjeblikket, og derfor kan tv-overvågning ikke virke præventivt. Hvis der endelig udføres planlagt personkriminalitet – ligesom terrorisme – så er det meget sjældent, at disse gerningsmænd lader tv-overvågning stå i vejen for deres planer. Hvis man kan skaffe sprængstof nok til at dræbe 50 mennesker, kan man også skaffe en hue eller en jakke med hætte. Tv-overvågning fik i hvert fald ikke terroristerne til at fravælge London, så den præventive effekt på dette område kan ligge på et meget lille sted. Desuden er en selvmordsterrorist nok også ganske ligeglad med at blive optaget på bånd – personen skal jo alligevel dø.

Men kan tv-overvågning så ikke være med til at opklare den kriminelle handling efter den er sket? Det er muligt, at der er en del sandhed i dette udsagn, og forestillingen ikke kun skyldes for mange krimiserier og actionfilm. Men er det virkelig et gyldigt argument for at indføre generel tv-overvågning? Er prisen ikke for dyr? Og er vi ikke på vej ud på en glidebane, hvor respekten for det enkelte individ bliver undermineret af overordnede hensyn? Det ville formentlig også fremme raten af opklaringer, hvis informationerne fra samtlige telefonsamtaler, emails og sms’er med det samme røg lige ind til politiet, hvor de kunne gennemgå dem for asymmetriske mistænksomheder. Skal vi hermed også indføre en sådan ordning? Nej, selvfølgelig ikke. Det er en grundlovssikret ret at kunne kommunikere (brevhemmelighed), søge information i den demokratiske proces (forsamlingsfrihed) og ytre sig frit, og der er helt konkrete og meget nyttefulde grunde til, at disse principper skal opretholdes (læs f.eks. John Stuart Mills klassiker ’On Liberty’).
På samme måde er der nogle uhyre nyttefulde grunde til, at vi ikke skal overvåge offentlige steder. Den mest tvingende årsag til at afvise tv-overvågning er, at det bryder med et princip, som jeg mener, er vigtigt, nemlig tillid. Du skal ikke opføre dig ordentligt, fordi du bliver overvåget. Du skal opføre dig ordentligt, fordi det er det rigtige at gøre. Nu mener alle mine læsere, at jeg har bevæget mig ud på et sidespor, men helt ærligt; hvis det virkeligt er nødvendigt at overvåge over det hele, bør man måske begynde at spørge til hvorvidt det ikke er samfundet som helhed, der er noget galt med, og ikke en flok forskruede individer. Det åbne samfund kan ikke blive ødelagt af terrorister med bomber, men kun af populistiske politikere, og mistroisk og frygtsomt pøbelhysteri. På denne måde er frygten og mistilliden terroristernes reelle våben, og hvis vi ønsker at vise, at vi står fast ved vores værdier, så nytter det ikke noget at indskrænke og begrænse dem. Hvis vi virkelig mener, at frihed og fred er vejen frem, burde vi måske støtte os til disse to principper noget mere i fremtiden, både hvad angår indenrigs- og udenrigspolitik.
Ovenstående er selvfølgelig ikke eneste grund til at afvise tv-overvågning. Som ægte liberal er jeg modstander af, at meget magt bliver koncentreret på få hænder. Den indsigtsfulde Lord Acton sagde engang: ”Magt korrumperer. Absolut magt korrumperer absolut”. Han har så evigt ret. Denne modstand overfor koncentreret magt har i virkeligheden meget lidt at gøre med karakteren eller individet, som besidder magten. Det er magten i sig selv som skal inddæmmes, inspiceres og vogtes, da magten jo korrumperer. Men hvem skal gøre dette? Hvem skal vogte vogterne og deres magt? Dette spørgsmål gjalder igen og igen, når politikere ønsker at udvide deres egne magtbeføjelser, og det med god ret, for det er en altid aktuel pointe, som i sig selv burde være grund nok til at afvise mere overvågning.

I anledning af Alexis de Tocquevilles 200 års fødselsdag har Adam Smith Institute Blog et fremragende citat af Tocqueville. Jeg bliver simpelthen nødt til også at vise den her på bloggen:

“Trade is the natural enemy of all violent passions. Trade loves moderation, delights in compromise, and is most careful to avoid anger. It is patient, supple, and insinuating, only resorting to extreme measures in cases of absolute necessity. Trade makes men independent of one another and gives them a high idea of their personal importance: it leads them to want to manage their own affairs and teaches them to succeed therein. Hence it makes them inclined to liberty and disinclined to revolution.”

Også Voltaire har ytret sig som handlens fortræffelige konsekvenser. I hans 6. brev om England skriver han således:

“Take a view of the Royal Exchange in London, a place more venerable than many courts of justice, where the representatives of all nations meet for the benefit of mankind. There the Jew, the Mahometan, and the Christian transact together, as though they all professed the same religion, and give the name of infidel to none but bankrupts.”