The Hairpin Bend

Nu blev London igen ramt af terrorangreb. Heldigvis var det et mindre alvorligt angreb, muligvis fordi terroristerne ikke formåede at springe bomberne fejlfrit eller måske fordi bomberne simpelthen ikke var kraftige nok til at forårsage nogen skade. Så enten har det været et komplet forfejlet terrorangreb eller også har det været et forsøg på at udbrede skræk og rædsel i den stakkels civilbefolkning i London, for ikke at sige andre vestlige storbyer. Men hvorfor overhovedet disse gentagne angreb? Og hvordan stopper vi dem?

Jeg har for et års tid siden forsøgt at analysere mig frem til terroristernes bevæggrunde, og konklusionen var ikke ligefrem entydig. Den første konklusion, jeg nåede frem til var, at de internationale terrorister er væsensforskellige fra simple stenkastere og sabotører i Vestbredden og fra modstandsfolk i Tjetjenien og Irak. Men samtidig findes der elementer i de besatte områder i Palæstina, i Irak og i Tjetjenien, som forsøger at gøre de pågældende konflikter til religiøse og ideologiske konflikter. Disse elementer minder i høj grad om de internationale terrorister, navnlig i Irak, hvilket formentlig skyldes, at mange af dem vitterligt er internationale terrorister. Men selvom disse folk kan forekomme i forholdsvis store mængder, så er det stadig vigtigt at begrænse den internationale terrorisme på en måde som skelner mellem konkrete socioøkonomiske konflikter og de morderiske angreb i vestlige storbyer.

Udfra denne betydningsfulde separation, er den næste konklusion nærliggende: De internationale terrorister er sjældent de mest underkuede og undertrykte folk. Ofte har de et mentalt, socialt og uden tvivl økonomisk overskud. Dette var også tydeligt i det store angreb i London, hvor det var forholdsvis bedrestillede individer, som fuldførte den morderiske og grusomme aktion. Det var altså ikke en fattig bonde fra Irak, som havde mistet både søn og kone under USA’s invasion. Så lad os bare aflive myten om, at fattigdom fremavler terroristangreb lignende dem vi har set i vestlige storbyer de seneste par år. Min indledende konklusion har altså som logisk følge, at fattigdom ikke per se skaber internationale terrorister.

Dermed ikke sagt, at fattigdom og ikke mindst ’uretfærdig’ fordeling af goderne ingen indflydelse har. Mange internationale terrorister er nemlig af den opfattelse, at fattigdom og en uhyre ulige fordeling af goderne skyldes vestlige regeringer, specielt USA. Osama bin Laden har for eksempel i et brev til det amerikanske folk spurgt: “Why are we fighting and opposing you?” Han svarer selv udførligt på det spørgsmål senere i brevet, hvoraf det følgende citat er at finde: “Your forces occupy our countries; you spread your military bases throughout them; you corrupt our lands, and you besiege our sanctities, to protect the security of the Jews and to ensure the continuity of your pillage of our treasures. You have starved the Muslims of Iraq, where children die every day. It is a wonder that more than 1.5 million Iraqi children have died as a result of your sanctions, and you did not show concern. Yet when 3000 of your people died, the entire world rises and has not yet sat down.” Tidligere på min blog har jeg også leveret et oversat citat af Osama bin Laden, hvor han også henviser til en ’uretfærdig’ fordeling af lykke og sikkerhed: “Indtil hvornår vil ødelæggelse, drab og forældreløse børn være vort, mens sikkerhed, stabilitet og lykke være jeres? Dette er en urimelig fordeling – det er på tide med en rimelig fordeling af goderne. Som I dræber, vil I blive dræbt. Som I bomber, vil I blive bombet. Og vent på det slemme.”
De internationale terrorister mener altså, at de kan finde en årsagsrelation mellem primært USA’s udenrigspolitik og deres hjemlands fattigdom og elendighed. Terroristerne lider næppe selv, men harmes og tager anstød på civilbefolkningens vegne. Så selvom fattigdom ikke per se skaber og frembringer terrorister i hobevis, kan det altså være et betydeligt led i kæden som hopper af.

Nu nærmer vi os stille og roligt den primære årsag. Som de fleste nok har lagt mærke til har jeg ikke skrevet så meget om våde drømme om verdenskalifater og sharia. Dette skyldes, at en uforbeholden stor mængde undersøgelser og originalkilderne selv, faktisk ikke tillægger den ideologiske dimension så stor vægt. En vidende og erfaren ekspert udtaler endvidere, at de mange selvmordsbomber (altså både den domestiske og den internationale terrorisme) ikke skyldes ideologiske og religiøse mål, men derimod besættelse. Denne Robert Pape, som har forsket intensivt og udførligt på emnet, siger det således: “The central fact is that overwhelmingly suicide-terrorist attacks are not driven by religion as much as they are by a clear strategic objective: to compel modern democracies to withdraw military forces from the territory that the terrorists view as their homeland. From Lebanon to Sri Lanka to Chechnya to Kashmir to the West Bank, every major suicide-terrorist campaign—over 95 percent of all the incidents—has had as its central objective to compel a democratic state to withdraw.”
Motivet er altså gennemskueligt for de fleste terroristers vedkommende, inklusiv den internationale terrorisme. Den internationale terrorisme er altså tilskyndet af militærbesættelser, og dem har der trods alt været en hel del af fra USA’s side af, ofte med ufattelig uheldige følgevirkninger. Osama bin Laden pointerer selv, at hans måske mest største indignation er USA’s aktivistiske udenrigspolitik i Mellemøsten. I en advarsel frigivet kort efter 11. september formulerer han det sådan: “What the United States tastes today is a very small thing compared to what we have tasted for tens of years.” Han fortsætter lidt senere på denne made: “But if the sword falls on the United States after 80 years, hypocrisy raises its head lamenting the deaths of these killers who tampered with the blood, honour, and holy places of the Muslims.”

USA’s udenrigspolitik har de sidste 50 år været temmelig katastrofal. Samtlige amerikanske præsidenter har haft deres egen større intervention, nogle sågar op til flere. Resultatet af de mange interventioner har stort set aldrig været en succes for befolkningerne selv, men har alt for ofte været opretholdelsen af illegitime og repressive regimer. Man må spørge sig selv, hvordan diverse landes befolkninger har været stemt over for USA efter ophøret af amerikanske tæppebombardementer og støtte til voldelige oprørsbevægelser eller brutale regimer. Dette er også en af de væsentligste årsager til, at hadet mod USA trives i netop de lande, som har været eller stadig er genstande for amerikanske interventioner. Det har været decideret kontraproduktiv strategi, som har resulteret i et voldsomt had mod USA. Og ja, det er USA og dennes allierede som er udsatte. Det isolationistiske Schweiz er jo ikke blevet angrebet eller bare truet. Desværre er de amerikanske politikere ikke noget til denne erkendelse, og fører en stadig mere aktivistisk udenrigspolitik. Som Robert Pape bemærker: “Since suicide terrorism is mainly a response to foreign occupation and not Islamic fundamentalism, the use of heavy military force to transform Muslim societies over there, if you would, is only likely to increase the number of suicide terrorists coming at us.” Vi har altså ikke set enden på terrorangrebene, slet ikke hvis vi fortsætter den nuværende strategi, for som Pape også noterer: “Al-Qaeda has certainly demonstrated the capacity to attack and in fact they have done over 15 suicide-terrorist attacks since 2002, more than all the years before 9/11 combined. Al-Qaeda is not weaker now. Al-Qaeda is stronger.” I følge Pape er løsningen, at USA og dennes allierede trækker sig ud af Mellemøsten. Det virker en smule drastisk, men måske er det den eneste reelle løsning på problemerne. Jeg er stadig i tvivl. Jeg ved dog, at terrorismen ikke skal bekæmpes som var det en krig – det er kriminelle handlinger, som skal behandles derefter. Derfor er politiaktioner på Koranskoler i Pakistan en strålende idé. Generelt er en politimæssig indsats, der forebygger og forsikrer anbefalelsesværdig, dog skal de liberale frihedsrettigheder ikke indskrænkes på nogen tænkelig måde (ligesom det er tilfældet i den skrækindjagende The Patriot Act og vores egen idiotiske terrorpakke). Derimod er hverken et øget militærbudget eller øget overvågning næppe gode idéer. Det vigtigste er dog, at verdenslederne skal forsøge at sprede og udvikle det internationale marked. I en tekst som jeg er ved at oversætte, lyder det således: “Fortunately, a rich history of anti-war theory provides an alternative means to secure to international peace. The classical liberal Richard Codben expressed the core of this analysis when he said there should be as much traffic as possible between the peoples of the world and as little as possible between the governments. This vision leads to a world of both free trade and isolationism, wherein individuals deal freely with each other unencumbered by governmental ambitions and conflicts.” Utopisk, ja. Men det burde være dette, som vi skal stræbe imod. Det er trods alt meget sjældent at man kan opnå fredelige mål ved hjælp af voldelige midler.