The Hairpin Bend

I Weekendavisen var der i denne uge et åbent brev til vores kulturminister Brian Mikkelsen. I dette brev kritiserer journalisten og cykelhistorikeren Joakim Jakobsen kulturministerens hykleriske renhedspolitik i forhold til cykelsporten. Brian Mikkelsen er vicepræsident i WADA (det internationale antidoping-agentur) og er dermed frontfigur i agenturets afsindige politik overfor dopingen i cykelverdenen. Joakim Jakobsen er meget uenig med denne strategi, og leverer nogle dræbende stød i dette brev. Det skal altså læses. Hvis man alligevel er for doven til at læse det, så smider jeg lige nogle af de mest mindeværdige citater her på siden:

Nu står vi foran Tour de France, Brian Mikkelsen. 2005-udgaven kan blive kørt i tyst hykleri - uha, ingen doping her, haha. Eller løbet kan blive afbrudt i et amokløb af en dopingstorm. Med politirazziaer, afsløringer og fordømmelse fra øst og vest …
Jeg hører dig fremføre tre argumenter for dopingkorstoget: at det er farligt for rytterne, at det er snyd, og at de har et ansvar som forbilleder.
Ja, gu’ er det usundt. Det er jo topsport, det her. Og det har alle dage været perverteret og vildt. Det er ikke den opbyggelige idræt, som dit ministerium helt forfejlet bruger som fællesbetegnelse. Topsport er styret af en asocial drift, som får udøverne til at udpine kroppen og hovedet …
Vi har behov for at se den ekstreme vilje og den ubetingede udfoldelse. Det er det, vi beundrer dem for. Så er det da ejendommeligt og urimeligt at kræve af disse mennesker, at de skal være sunde - når vi nu forlanger det usunde, risikofyldte af dem. Og landevejscykling har sine egne indbyggede farer, præcis som motorsport har det. Hvis du vil frelse rytterne, kunne du begynde med at forbyde bjergnedkørsler og massespurter. Og så kan du lige så godt forbyde cykelsport.
At doping er snyd? At det er unfair metoder i ædel kappestrid? Nej, for den interne orden i cykelerhvervet har alle dage accepteret brugen af doping. Det er kun din og WADA’s massive krigsførelse, der tvinger dem til at benægte det udadtil. De står jo til fængselsstraf, hvis de siger sandheden. Og alle bruger doping, i hvert fald alle dem, der spiller en rolle …
At de har et ansvar som forbilleder? At de med deres eksempler leder unge mennesker i fordærv? Come on, Brian. Det er absurd. Præcis som det vil være latterligt at give Tom K skylden for, at unge mænd kører råddent i deres Golf’er med skinnende fælge. I øvrigt vil det have vidtrækkende konsekvenser på dit ministerområde: Må guitarelever på landets musikskoler nu ikke lære at spille Hey Joe længere? Må vi andre ikke høre Hey Joe? Jimi Hendrix var jo gennemdopet. Robbie Williams har været gennemdopet. David Bowie var gennemdopet i store perioder. John Mogensen var det. Elvis, for pokker. Og hvad med Lars von Triers film? Må vi heller ikke se dem længere? Manden - fred være med ham - er jo så gennemmedicineret, at hans krop kunne tappes og fylde en hel Cofidis-ledsagerbil med apotekervarer …
Nej, jeg går ikke ind for doping. Men det findes og vil altid være en del af cykelsporten. Det har intet med moral og amoral at gøre. Det har intet med skyld og uskyld at gøre. Og det har slet intet med renhed og urenhed at gøre, som du ellers forfægter i din ideologiske heksejagt. Din ulyksalige renhedstanke stammer fra de totalitære strømninger i 1930rne, da den professionelle sport med vold og magt skulle spændes for politiske bevægelser. Pludselig skulle de asociale, målrettede aktører udføre deres bedrifter på vegne af Føreren, på vegne af revolutionen, på vegne af fædrelandet. Det pålagde aktørerne særlige krav, selv om de stadig gjorde det for sig selv. Fordi de ikke kunne lade være …
Tillad mig at gøre dig opmærksom på en af dine konservative stamfædre, Edmund Burke. I modsætning til dig erkendte han fuldt og helt de sider af mennesket, som ikke kun stræber efter orden og stilstand. I sin traktat om Det Skjønne og Det Sublime fra 1757 opridsede Burke to mål for menneskets stræben. Vi ønsker det stabile, smukke og harmoniske. Men ved siden af denne Legoland-tryghed rummer vi i vort sind en trang til at opleve det, han kaldte det sublime: det uregerlige, det overvældende, det ukontrollable, som også åbner for skønhed. For Burke var det en ufravigelig side af menneskelivet - at vi skulle have lov at overvældes, at gyse, at frydes. Det sørger Tour-rytterne blandt andet for.

Det er godt skrevet og det har sat en masse tanker i gang i mit hoved. For hvorfor skal doping være så bandlyst? Hvorfor skal cykelryttere ikke have lov til at indtage præstationsfremmende midler? Ingen vil sætte spørgsmålstegn ved den uskyldige vitaminpille, som mange tager. Det er vel heller ikke noget galt med et anden præstationsfremmende middel kaldet viagra. Hvad er der så egentlig galt med koffein, amfetamin og astmamidler? Eller måske endda lidt hormoner?

Jeg vil ikke gå ind på en diskussion omhandlende forbilleder og rollemodeller – det er himmelråbende vanvittigt at påstå, at doping er forkert, fordi det har dårlig indflydelse på den unge del af befolkningen. Hvis doping har denne effekt er den så ufattelig ubetydelig i forhold til de andre tilskyndelser unge folk møder i dagligdagen, at det ikke kan regnes som et seriøst argument.
Samtidig kan man ikke argumentere overbevisende for, at doping er snyd. Fair play er en skrøne, når for eksempel de økonomiske midler, teknologiske superudstyr og avancerede træningsforhold er vidt forskellige. Desuden er det et kendt faktum, at hver enkelt menneske har en særegen fysik – for eksempel skulle Armstrongs være fænomenal og helt, helt speciel. Snyd? Nej, men et reelt vilkår, ligesom doping.

Hvis doping er forkert, skyldes det mest af alt, at det er en meget, meget alvorlig trussel mod cykelrytternes helbred. Når jeg går ind for fri narkotika og andre lignende tiltag, kan man selv regne ud hvor farligt doping skal være før et fuldstændig forbud kan retfærdiggøres. Faktum er bare, at koffein og efedrin ikke udgør nogen større trussel mod sundheden. Det gør væksthormoner og EPO sandsynligvis heller ikke i begrænset omfang. Doping er i hvert fald ikke så farligt som så meget andet elitetopfolk udsætter sig selv for. At lade idrætsudøvere fortsætte i en konkurrence på trods af en skade, selvom det på længere sigt kan have alvorlige helbredsmæssige følger er vel endnu mere risikabelt. Det er også tilladt at deltage i konkurrencer, som er forbundet med en stor helbredsmæssig risiko. Tænk bare på det dagsaktuelle Tour de France, hvor rytternes nedkørsler ad ekstremt stejle veje i regnvejr ofte kan ende i fatale tragedier. Nej, doping udgør ikke en alvorlig sundhedsrisiko. Nogle læger argumenterer ligefrem for, at doping kan være forsvarligt, når sportsudøvere udsættes for særlig hårde strabadser. Det skulle altså være særdeles fornuftigt at beskytte cykelrytterne med lidt EPO, fordi man på den måde sørger for, at de ikke bliver nær så syge af de ekstreme udfoldelser, de udsætter deres kroppe for. Jeg kan endnu engang referere til Weekendavisen hvor der er et interview med en sportslæge, som fortæller uddybende om dette.

Hele dopingvirakken skyldes en paternalistisk tilgang til idrætsudøvernes helbred. Det burde være helt naturligt, at idrætsudøverne videreudvikler og investerer i deres kroppe. Ikke bare gennem hård træning, men også gennem præstationsfremmende midler. Jeg synes altså, at man skal droppe den perfide jagt på cykelryttere, der har taget doping. Lad dem dog være.