The Hairpin Bend

Jeg har tidligere skrevet om det, men eftersom CEPOS har formået at sætte det så markant på dagsordenen, at både Politiken og Berlingske har skrevet ledere om emnet, vil jeg forsøge at berige jer læsere om idéen flad skat.

Flad skat er en benævnelse for et skattesystem som er bundforskelligt fra det danske skattesystem. The Flat Tax blev oprindeligt foreslået af de to herrer Hall og Rabushka i en bog fra 1985, hvor de foreslog at reformere det amerikanske skattesystem på dybdeborende vis. Deres forslag var at fusionere en skat på arbejdsindkomst med en skat på virksomheder og beskatte de to typer indkomst med samme procentsats, dog med et personfradrag. Jeg kan så tilføje, at idéen er blevet udviklet i alle mulige retninger. Jeg har personligt forsøgt at argumentere for, at man kan kombinere det med et negativ indkomstskatfradrag. Uanset hvordan man beslutter sig for, at man skal ordne fradragssystemet, så er selve fundamentet det samme. Dette fundament blev i Europa i 1994 introduceret Estland. Den estiske regering udskiftede tre ulige skattesatser på personlig indkomst og en erhvervsskat med en enkelt skatteprocent på 26 pct. På nuværende tidspunkt er Estland blevet et foregangsland som alle snakker om og næsten alle kopierer. Dette er forståeligt, da indførelsen af den flade skat var en ubetinget succes i Estland.

Det er mange gode grunde til at indføre flad skat. Den mest oplagte grund er selvfølgelig, at incitamentet til at arbejde mere øges betydeligt. For jo større afkastet per time er, jo mere attraktivt er det alt andet lige at arbejde – det er simpel logik. Formålet er altså, at få folk til at arbejde mere, hvilket der egentlig skulle være god plads til i danskernes tidsbudget, idet danskerne er blandt de mindst arbejdende, målt på årlige arbejdstimer, i OECD-landene. Så hvis man indfører en flad skat (som samtidig er lavere end den nuværende marginalskat) betyder det, at hårdt arbejde og slid kan betale sig i højere grad end hvis man har en progressiv skat, som straffer de rigeste.
I det samme ville det ekstra arbejde medføre flere penge mellem hænderne endvidere vil den lavere marginalskat betyde endnu flere penge mellem hænderne, som formentlig ville blive brugt til forbrug, som så igen ville skabe flere arbejdspladser – forhåbentlig mest i servicesektoren. Hall-Rabushka’s forslag er i hvert fald en forbrugsorienteret skat som ved indførelse blandt andet vil have ovennævnte eftervirkninger.
Samtidig ville en meget simpel og retlinet flad skat erstatte den myriade af fradrag, som eksisterer i vores nuværende system. Den tidsspild som foregår når borgeren, firmaet og Told & Skat skal udfylde kaskader af besværlige og indviklede papirer. På nuværende tidspunkt fylder skattelovgningen over 2000 sider. En flad skat vil ikke forøge dette antal, men derimod formindske det.
Herudover vil en lavere beskatning af høj indkomst sandsynligvis give et større incitament til at uddanne sig, særligt inden for sektorer der får høj løn. På samme måde vil en lavere skat kunne afhjælpe problemer med at tiltrække højtuddannet arbejdskraft fra udlandet. En flad skal vil følgelig medføre, at det bliver mere attraktivt at være højtuddannet i Danmark.

Hvorfor al den postyr og ballade hvis idéen er så god? Det er jo en fortrinlig liberal idé, så hvorfor skyder vores påståede liberale skatteminister forslaget ned? Mit umiddelbare svar er, at han vil indsmigre sig hos de socialdemokratiske Venstre-vælgere. Derfor har han skabt en direkte latterlig version af flad skat og så ellers affærdiget den. En version hvor alle fradrag bliver fjernet. Dette er dog ikke i tråd med den oprindelige idé. I Hall-Rabushka’s bog om flad skat argumenterer de stærkt for et personfradrag, da dette vil gavne incitamentet til arbejde i den laveste del af indkomstgrupperne. Derfor er det noget af en stråmand vores skatteminister benytter sig af når han skal kritisere princippet om flad skat. Politiken har selvfølgelig hoppet med på vognen, og kan heller ikke finde hoved og røv i hvad den flade skat egentlig indebærer. I deres leder kritiserer de CEPOS’ forslag ved at henvise til skatteministerens uhæderlige og latterlige udregninger, men forskellen på de to forslag er markante, da CEPOS beholder alle fradrag, mens skatteministeren fjerne alle. Det er simpelthen galt, at en seriøs avis og en seriøs minister kan afvise forslaget og grundtanken bag forslaget så enkelt. Det er jo den faktiske procentsats og det faktiske personfradrag plus beskaffenheden af de øvrige fradrag, der afgør, om nogen kommer til at sidde dårligere i det.
Pointen er, at både Politiken og skatteministeren en grundlæggende finder det alt for galt med en flad skat. Men hvorfor skal de højere indkomster betale forholdsvis mere af deres skattepligtige indkomst end de laveste indkomster skal? Hvorfor er dette så nyttefuldt? Estland er vel et modbevis på denne antagelse. Jeg har ikke hørt nogle rammende argumenter for det progressive system, og det skuffer mig, at diskussionen er så ensidig og snæversynet. Men det er da altid noget, at trods dens mangler, eksisterer…