The Hairpin Bend

I anledning af liberalisten Christopher Arzrounis ansættelse i socialministeriet har Mette Frederiksen i BT udtalt, at Arzrouni er i besiddelse af ”et vanvittigt menneskesyn” og at ”man skal spørge sig selv, hvorfor socialministeren ansætter en person med de holdninger”. Arzrouni er forfatter til en yderst kontroversiel bog, der hylder liberale teser og samtidig er temmelig provokerende. Det er formentlig denne bog, som Mette Frederiksen udtaler sig på baggrund af.
Jeg har tidligere ytret mig negativt om dette væmmelige kvindemenneske og disse udtalelser hjælper i hvert fald ikke på mit billede af hende. Det første udsagn medfører nemlig en stor harme fra min side, for hvorfor er liberalismens menneskesyn vanvittigt? Er den ultimative tillid til det enkelte menneskes evne til at forvalte sit eget liv virkelig ”vanvittigt”? Er ønsket om at reducere den statslige tvangsregulering og kontrol for at øge friheden virkelig ”vanvittigt”? Liberalismens ”menneskesyn” medfører i sin essens blot, at mennesket skal frigøres fra den påtvungne kollektive underkastelse og stilles frit til at forfølge sine egne interesser i samklang og modklang med resten af menneskerne. Liberalismens ”menneskesyn” er baseret på forvisningen om, at mennesket grundlæggende er stærkt og selvstændigt. Hvorfor er det ”vanvittigt”? Er det ”vanvittigt”, fordi et sådan ”menneskesyn” vil medføre, at statens rolle i samfundet er betydelig mindre end Mette Frederiksen drømmer om? Måske vil et sådan ”menneskesyn” i sidste ende overflødiggøre Mette Frederiksens selvbestaltede rolle som faderlig formynder for os alle. Er det heri det vanvittige befinder sig?
Hvis vi virkelig skal lede efter vanvittige elementer i det danske samfund vil jeg råde Mette Frederiksen til at kigge lidt på Dansk Folkepartis perfide nationalromantiske retorik (á la “vi står utvivlsomt over for en periode med voldsomme og dramatiske begivenheder. Dette skændige forsøg på at voldtage det danske folk i dets eget hjem må og skal føre til en modstandskamp”) eller Enhedslistens våde revolutionære drømme (á la “Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække”).

Hvad angår den anden udtalelse har jeg forsøgt at spørge mig selv, som Mette Frederiksen råder til. Efter grundig overvejelse er jeg kommet frem til, at den bagvedliggende årsag nok skal findes i Arzrounis nye debatbog, hvor han langer forholdsvist kraftigt ud efter VK-regeringen. Ræsonnementet fra VK-regeringens side har været, at hvis de kan indlemme ham i deres arbejde, vil han nok tie stille og afdramatisere kritikken. Udfra Arzrounis egne udtalelser i Politiken om, at han ikke ”vil deltage i en diskussion om indholdet af bogen”, må man konkludere, at VK-regeringens forsøg på at lukke munden på ham, har givet pote. Desværre…

Peter Kurrild-Klitgaard har samlet et fint indlæg på Punditokraterne om Europas lave vækst sammenlignet med USAs forholdsvis høje vækst. Uddrag fra indlægget lyder således:

Forskellene i udvikling mellem USA og Europa har været påfaldende i to årtier, men man behøver såmænd ikke at se længere end en lille bitte tabel fra Wall Street Journal forleden for at bemærke, at der ikke kun er tale om et fortidigt fænomen:

Two Economic Models: Rates for 2003-05 (1Q)
U.S. EU
Unemployment 5.6% 8.7%
Growth 3.7% 1.5%
Source: OECD

”Vissevasse!” kunne man sige. ”Hvad er en forskel på 2 pct. mellem venner?” Et enkelt år: ikke så meget. Længere tid: ganske meget. Lad os se på to personer, A og B, der i år 0 begge har en indkomst på 200.000 kr. Men i de kommende år vokser A’s indkomst med 3,7 pct. om året, mens B’s vokser med 1,5 pct. Efter ti år tjener A ca. 287.000, men B tjener synligt mindre, ca. 232.000 kr., om end dog kan følge med lidt. Efter 18 år—den tid, det tager et lille barn at blive voksen—tjener B kun 2/3 af A (ca. 261.000 kr. mod 385.000 kr.). Efter 33 år er A’s indkomst det dobbelte af B’s (663.000 kr. mod 327.000 kr.).

Så uanset hvad nogle siger, er det tilsyneladende størrelsen, det kommer an på! Wall Street Journal argumenterer i en leder om emnet for, at det netop er disse forskelle i vækst, der nu får europæerne til i utilfredshed at ”nikse” EU-forfatningen:

“No one knows for sure to what extent economic anxiety influenced the decisive “Non!” by French and Dutch voters against the new European Union Constitution this week. But one thing is certain: The French and much of the rest of the European Union have much to be economically anxious about.
The French unemployment rate has hovered around 10% for nearly a decade, and almost half of the jobless have been out of work for at least a year. If the U.S had an unemployment rate as high as France, there would be about six million more non-working Americans–the equivalent of placing every worker in Michigan on the jobless rolls.
[...]
[The] U.S. has substantially outperformed Old Europe in wealth and job creation. The economic growth rate of the European Union nations since 2003 has limped along at about half that of the U.S. In the 1980s and ’90s the U.S. created about 40 million new jobs; Western Europe created some 10 million, well over half of which were in the public sector. If this divergence in economic performance continues for 40 years, the American worker will be roughly twice as wealthy as his European counterpart.”
[...]
“The Europeans have created a vast constellation of domestic policy interventions that are cloaked in the seductive rhetoric of compassion, fairness and cultural sophistication. These policies include highly generous welfare benefits for the unemployed; state ownership and subsidy of key industries (such as Airbus); rules that make it difficult to hire and fire workers; prohibitions against closing down plants; heavy protections of labor unions against competitive forces; mandatory worker benefit packages that include health insurance, child care allowances, paid parental leave, four to six weeks of vacation; shortened work weeks; and, alas, high taxes on business and labor to pay for these lavish benefits.
In sum, European nations penalize work and subsidize non-work, and, no surprise, they have gotten a lot of the latter and far too little of the former. By contrast, the U.S. model - allegedly cruel and “laissez-faire” - has done much better both by economic growth and worker opportunity.”

Læs det hele. Det er spændende og informativt…og en smule skræmmende.

The Hairpin Bend har fået en ny template, et nyt kommentarsystem og en ny besøgstæller. Det er flot og gennemskueligt. På et tidspunkt kommer der måske også et nyt indlæg…