The Hairpin Bend

Jeg ville egentlig skrive noget selvstændigt om det nye integrationsudspil, som har vundet stor tilslutning i de store partier. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg mener, at forslaget går i den forkerte retning og derfor kun vil skabe flere problemer end det løser. Men Politiken har faktisk allerede publiceret en af de bedre ledere, derfor vil jeg nøjes med at fremvise en lettere redigeret udgave af denne og kommentere forslaget ud fra den. Om integrationsudspillet skrives:

“Slagnummeret er en såkaldt ‘integrationskontrakt’, som alle udlændinge fremover skal underskrive, hvis de fortsat vil kunne modtage offentlig forsørgelse. På overfladen motiveres nydannelsen med den konservative ‘noget-for-noget’-logik, som regeringen har gjort til sit mantra.
Men ret beset er der tale om, at udlændinge fremover klientgøres endnu mere og underkastes langt mere offentligt formynderi, end nogen politiker nogensinde ville tillade, at almindelige LO-medlemmer blev udsat for. I realiteten vil titusindvis af udlændinge, der ikke får et job i kraft af denne ‘integrationsplan’, blive reduceret til andenrangsborgere med et markant dårligere forsørgelsesgrundlag end alle andre.

At integrere ufaglærte udlændinge på arbejdsmarkedet - i en tid, hvor slagterier og andre fabrikker lukker og slukker i Danmark - kræver i stedet en omfattende arbejdsmarkeds- og skattepolitisk indsats, der stimulerer efterspørgslen efter manuel arbejdskraft.

Det er forstandige ord. Det er decideret skræmmende, at liberale partier leger med idéer såsom ‘integrationskontrakter’. Hvis det nu forholdt sig sådan, at det var en kontrakt som den almene borger fik tilstedt som juridisk beviskilde på de forpligtelser staten og det offentlige havde overfor borgeren, så ville udspillet være spændende, nyskabende og særdeles provokerende. Desværre er bagtanken det direkte kontrære. Kontrakten skal bruges til at banke den sagesløse indvandrer med hvis vedkommende ikke finder et job, lærer dansk eller opfylder de andre krav som centraladministrationen fastlægger. Det er den yderste konsekvens af Anders Fogh Rasmussens noget-for-noget-tankegang. I denne tankegang ses mennesket først og fremmest som et nyttemaksimerende væsen, der bliver ledt af primært økonomiske incitamenter. Dette er der såmænd ikke noget decideret forkert i, om end det måske er en smule forsimplet, men i praktisk politik må man ofte tillægge sig denne synsvinkel, da det formindsker og deeskalerer diskussionerne betragteligt (altså ingen praxeologi nu, tak). Desværre har de pågældende politikere ikke nået til den endegyldige konklusion, nemlig at det civile samfund og markedet løser de fleste problemer bedre end staten, og ofte sørger for nyttemaksimering via ‘den spontane orden’. I udspillet er det er netop staten, der ovenfra og enerådigt vil gennemtvinge en såkaldt løsning. Heri ligger det uliberale og forkerte i udspillet. Hele idéen med kontrakten indebærer nemlig en markant støtte til tanken om, at staten er den store og glorværdige instans, der fastlægger, hvad der er godt for det enkelte individ. Mål og midler fastlægges af staten, og indvandrerne skræmmes derefter til at tilpasse deres adfærd, som staten gerne vil have det. Dette er forkert. Staten kan sjældent direkte løse et problem som dette. Faktisk kan staten kun forværre situationen ved blandt andet ‘integrationskontrakter’ og væmmelige socialdemokratiske tvangstiltag.

Nej, hvis man reelt vil løse problemerne må man forsøge at minimere statens indflydelse. I Danmark brandbeskatter staten arbejde og det kollektive aftalesystem sikrer en relativt høj og ufleksibel mindsteløn. I fællesskab implicerer dette, at det ikke er tillokkende at ansætte ufaglært arbejdskraft. Derfor har vi en tårnhøj ledighed blandt danske ufaglærte. Da hovedparten af indvandrerne i Danmark er ufaglærte, kan det ikke undre, at de har svært ved at få arbejde. Eftersom vi mere eller mindre har ophævet servicesamfundet ved hjælp af den høje moms, de høje skatter og de høje minimumslønninger, bliver indvandrerne klienter i vores samfund, og dermed bliver en alt for stor andel af dem ikke til en ressource for det danske samfund, men til en byrde. Derfor vil mange danskere opfatte indvandrerne som en ubehjælpsom byrde og dermed nedvurdere og foragte indvandrernes tilstedeværelse. I sidste ende kan det resultere i marginalisering og social udstødning. Og så går det først rigtig galt for os alle sammen.
Løsningen er som sagt ikke at lade staten presse indvandrerne i aktivering eller skære voldsomt ned på deres bistand, men i stedet at sætte skatten på arbejde ned og sørge for at mindstelønnen ikke er så ufattelig høj. På denne måde stimulerer man “efterspørgslen efter manuel arbejdskraft” som Politiken så forkert formulerer det, da det nok ville være mere korrekt at sige, at man lod efterspørgslen efter manuel arbejdskraft slippe fri.

Og så lige et lille tip: Læs det her. Det er skrevet af en liberal i Venstres Folketingsgruppe. Ja, de findes endnu.