The Hairpin Bend

I anledning af årets Tour de France har jeg valgt vise et par klassiske Mader&Leth-citater. Selvom Mader (heldigvis) blev fyret, så er hans finurlige og perverse ordlege stadig med til give luften en voluminøs stemning af de franske landeveje. Her kommer de 10 bedste og mest hårrejsende citater:

“Jeg husker, at jeg som barn fik at vide, jeg ikke måtte gå i vandet efter at have spist. De her har lige fået forsyninger, og de drøner derudaf for fuld kraft…”
- Mader mindes barndommen (og kan i øvrigt ikke lige skelne mellem
vand og asfalt).

“Garcia Acosta med det store, hesteagtige hoved…”
- Maders ubetingede mening om Acosta.

“Dette lille egern…”
- Maders uforbeholdne kommentar om Tony Romingers udseende.

“Den lille skævbenede, skævkroppede Escartin…”
- Mader er ikke imponeret over Escartins fysiske fremtoning.

“Den store, brune muskel, smaskende i sin tidsspisning…”
- et yderst delikat udbrud fra Mader om Indurain.

“Det er smukt, feltet, som én stor muskel, der banker gennem det gule hav…”
- Mader fantaserer endnu engang, denne gang fordi feltet cykler forbi store gule rapsmarker.

“Leth: …der sidder han, Alex Zülle, med skjorten åben, nøjagtig som Richard Virenque. Mader: …ja, og Peter Belli.”
- En typisk dialog på en varm bjergetape.

”Intet er sandsynligt…”
- et komplet umotiveret udbrud fra Mader.

“Leth: ..der er for øvrigt en anekdote om stedet her. Der kom en nøgen kvinde ned fra bjergene … de kaldte hende tossen fra Pyrenæerne … det eneste hun sagde var: ‘Ulvene … Bjørnene er mine venner’. Så smed de hende i fængsel, hvor hun døde. Mader: …ja, en barsk historie…”
- Leths skræmmende historie, lige efter han har underholdt med oplysningen om, hvor Pyrenæernes sidste højovn var i funktion.

Og så den afsluttende bemærkning, som er en samling af beskrivelser af Jan Ullrich alle produceret på enkelstarten den 18. juli 2003 – året hvor Armstrong var relativt tæt på at tabe:
”Kraftværket fra Rostock, en stor bastant trampende tysker, en torpedo, der skydes gennem luftrummet, en bombe af kraft, pløjer nærmest asfalten op, benene går som store stempler på den tyske maskine, en rullende bismarcksklump”.

Det er poesi og meget, meget underholdende. Og så kan folk ikke forstå, hvorfor jeg finder cykelsport morsomt…

Økonomen og filosoffen Ludwig von Mises skrev i 1949 en mastodont af et værk. Værket handlede om menneskelig adfærd, heraf navnet Human Action. Hele bogen kan læses her. Jeg er endelig blevet færdig med værket og jeg kan kun anbefale det. Mises skriver ufatteligt klart og tydeligt, og formår virkelig at levere nogle begavede kernepunkter. Jeg vil gerne publicere et uddrag af bogen. Uddraget omhandler metodologisk individualisme – et emne, jeg har beskæftiget mig en hel del med her på bloggen.

“The methodological individualism has been vehemently attacked by various metaphysical schools and disparaged as a nominalistic fallacy. The notion of an individual, say the critics, is an empty abstraction. Real man is necessarily always a member of a social whole. It is even impossible to imagine the existence of a man separated from the rest of mankind and not connected with society. Man as man is the product of a social evolution. His most eminent feature, reason, could only emerge within the framework of social mutuality. There is no thinking which does not depend on the concepts and notions of language. But speech is manifestly a social phenomenon. Man is always the member of a collective. As the whole is both logically and temporally prior to its parts or members, the study of the individual is posterior to the study of society. The only adequate method for the scientific treatment of human problems is the method of universalism or collectivism.
[...]
First we must realize that all actions are performed by individuals. A collective operates always through the intermediary of one or several individuals whose actions are related to the collective as the secondary source. It is the meaning which the acting individuals and all those who are touched by their action attribute to an action, that determines its character. It is the meaning that marks one action as the action of an individual and another action as the action of the state or of the municipality.
[...]
If we scrutinize the meaning of the various actions performed by individuals we must necessarily learn everything about the actions of collective wholes. For a social collective has no existence and reality outside of the individual members’ actions. The life of a collective is lived in the actions of the individuals constituting its body. There is no social collective conceivable which is not operative in the actions of some individuals. The reality of a social integer consists in its directing and releasing definite actions on the part of individuals. Thus the way to a cognition of collective wholes is through an analysis of the individuals’ actions.
[...]
As a thinking and acting being man emerges from his prehuman existence already as a social being. The evolution of reason, language, and cooperation is the outcome of the same process; they were inseparably and necessarily linked together. But this process took place in individuals. It consisted in changes in the behavior of individuals. There is no other substance in which it occurred than the individuals. There is no substratum of society other than the actions of individuals.“

Fremragende formuleret. Læs hele bogen, da den er fyldt med fortræffelige passager og spændende holdninger. Jeg vil på et senere tidspunkt kommentere hans praxeologi.

Lad mig så endnu engang slå fast, at virkeligheden er atomistisk, hvilket medfører, at nationaliteter er et ustabilt begreb og på bunden tom retorik. Derfor giver det ikke mening at bedrive politik eller filosofi på baggrund af dette begreb. Derimod er individet ikke en filosofisk konstruktion. Individet er et håndgribeligt faktum, og derfor er individuelle præferencer så meget mere logiske og nemmere at advokere for end nationale og kollektivistiske præferencer. Verden består altså ikke af kollektiver, men af individer. Og læs så Mises’ Human Action.

Jeg ville egentlig skrive noget selvstændigt om det nye integrationsudspil, som har vundet stor tilslutning i de store partier. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg mener, at forslaget går i den forkerte retning og derfor kun vil skabe flere problemer end det løser. Men Politiken har faktisk allerede publiceret en af de bedre ledere, derfor vil jeg nøjes med at fremvise en lettere redigeret udgave af denne og kommentere forslaget ud fra den. Om integrationsudspillet skrives:

“Slagnummeret er en såkaldt ‘integrationskontrakt’, som alle udlændinge fremover skal underskrive, hvis de fortsat vil kunne modtage offentlig forsørgelse. På overfladen motiveres nydannelsen med den konservative ‘noget-for-noget’-logik, som regeringen har gjort til sit mantra.
Men ret beset er der tale om, at udlændinge fremover klientgøres endnu mere og underkastes langt mere offentligt formynderi, end nogen politiker nogensinde ville tillade, at almindelige LO-medlemmer blev udsat for. I realiteten vil titusindvis af udlændinge, der ikke får et job i kraft af denne ‘integrationsplan’, blive reduceret til andenrangsborgere med et markant dårligere forsørgelsesgrundlag end alle andre.

At integrere ufaglærte udlændinge på arbejdsmarkedet - i en tid, hvor slagterier og andre fabrikker lukker og slukker i Danmark - kræver i stedet en omfattende arbejdsmarkeds- og skattepolitisk indsats, der stimulerer efterspørgslen efter manuel arbejdskraft.

Det er forstandige ord. Det er decideret skræmmende, at liberale partier leger med idéer såsom ‘integrationskontrakter’. Hvis det nu forholdt sig sådan, at det var en kontrakt som den almene borger fik tilstedt som juridisk beviskilde på de forpligtelser staten og det offentlige havde overfor borgeren, så ville udspillet være spændende, nyskabende og særdeles provokerende. Desværre er bagtanken det direkte kontrære. Kontrakten skal bruges til at banke den sagesløse indvandrer med hvis vedkommende ikke finder et job, lærer dansk eller opfylder de andre krav som centraladministrationen fastlægger. Det er den yderste konsekvens af Anders Fogh Rasmussens noget-for-noget-tankegang. I denne tankegang ses mennesket først og fremmest som et nyttemaksimerende væsen, der bliver ledt af primært økonomiske incitamenter. Dette er der såmænd ikke noget decideret forkert i, om end det måske er en smule forsimplet, men i praktisk politik må man ofte tillægge sig denne synsvinkel, da det formindsker og deeskalerer diskussionerne betragteligt (altså ingen praxeologi nu, tak). Desværre har de pågældende politikere ikke nået til den endegyldige konklusion, nemlig at det civile samfund og markedet løser de fleste problemer bedre end staten, og ofte sørger for nyttemaksimering via ‘den spontane orden’. I udspillet er det er netop staten, der ovenfra og enerådigt vil gennemtvinge en såkaldt løsning. Heri ligger det uliberale og forkerte i udspillet. Hele idéen med kontrakten indebærer nemlig en markant støtte til tanken om, at staten er den store og glorværdige instans, der fastlægger, hvad der er godt for det enkelte individ. Mål og midler fastlægges af staten, og indvandrerne skræmmes derefter til at tilpasse deres adfærd, som staten gerne vil have det. Dette er forkert. Staten kan sjældent direkte løse et problem som dette. Faktisk kan staten kun forværre situationen ved blandt andet ‘integrationskontrakter’ og væmmelige socialdemokratiske tvangstiltag.

Nej, hvis man reelt vil løse problemerne må man forsøge at minimere statens indflydelse. I Danmark brandbeskatter staten arbejde og det kollektive aftalesystem sikrer en relativt høj og ufleksibel mindsteløn. I fællesskab implicerer dette, at det ikke er tillokkende at ansætte ufaglært arbejdskraft. Derfor har vi en tårnhøj ledighed blandt danske ufaglærte. Da hovedparten af indvandrerne i Danmark er ufaglærte, kan det ikke undre, at de har svært ved at få arbejde. Eftersom vi mere eller mindre har ophævet servicesamfundet ved hjælp af den høje moms, de høje skatter og de høje minimumslønninger, bliver indvandrerne klienter i vores samfund, og dermed bliver en alt for stor andel af dem ikke til en ressource for det danske samfund, men til en byrde. Derfor vil mange danskere opfatte indvandrerne som en ubehjælpsom byrde og dermed nedvurdere og foragte indvandrernes tilstedeværelse. I sidste ende kan det resultere i marginalisering og social udstødning. Og så går det først rigtig galt for os alle sammen.
Løsningen er som sagt ikke at lade staten presse indvandrerne i aktivering eller skære voldsomt ned på deres bistand, men i stedet at sætte skatten på arbejde ned og sørge for at mindstelønnen ikke er så ufattelig høj. På denne måde stimulerer man “efterspørgslen efter manuel arbejdskraft” som Politiken så forkert formulerer det, da det nok ville være mere korrekt at sige, at man lod efterspørgslen efter manuel arbejdskraft slippe fri.

Og så lige et lille tip: Læs det her. Det er skrevet af en liberal i Venstres Folketingsgruppe. Ja, de findes endnu.

Engang i 2003 var der en lille leg, som gik på tur blandt danske bloggere. Den blev genoplevet i starten af dette år og turen er nu kommet til mig. Idéen er, at en anden dansk blogger, som man ikke kender personligt, stiller 5 spørgsmål omhandlende ens blog eller personen bag bloggen. Det er forfatteren Torben Sangild (også ophavsmand til Det Spekulative Øre) som har stillet mig 5 spørgsmål. Jeg vil i det følgende selvfølgelig svare på dem. Til sidst vil jeg så videregive reglerne og på den måde forhåbentlig give stafetten videre.

1. Kan reklamer manipulere forbrugere til at købe noget de ellers ikke ville have købt?

Ja, det vil jeg mene. Men alle vores præferencer kommer udefra (eller biologisk), så det er ikke forkert i sig selv. Det bliver kun forkert hvis man manipuleres til at købe bestemte produkter eller tilskyndes til at have bestemte ufordelagtige præferencer. Reklamer kan nemlig være med til at skabe nogle præferencer som ikke er i vedkommendes interesse. Hvis nu en person er født med alvorlige fejl på stemmebåndet, er det ikke i den persons interesse at have et ønske om at blive stor sangdiva. Det er heller ikke i den persons interesse at blive opmuntret i ønsket om at være sanger. Det er sådan lidt generelt set ikke i vores interesse at have præferencer, der ikke kan opfyldes. Vi kan lave lidt om på eksemplet og sige, at personen ikke er decideret talehæmmet, men bare har ekstremt lidt talent for sang, og at de ressourcer, personen skal bruge på at opnå blot et niveau af musikalsk formåen, der er tåleligt for tilhørerne, er uforholdsmæssigt store. Man kan så formulere det princip, at det generelt set ikke er i vores interesse at have præferencer, der kræver uforholdsmæssigt mange ressourcer at tilfredsstille. Reklamer er udfra et sådan synspunkt en faktor, der kan være med til at tilskynde visse uladsiggørlige præferencer (find selv på nogle). På denne måde kan reklamer have en uheldig og decideret unyttig funktion.
Reklamer er dog først og fremmest et informationsmiddel. Hvis forbrugeren ikke har oplysninger om varerne, kan forbrugeren ikke træffe den optimale beslutning, om hvilken vare der bedst tilfredsstiller vedkommendes behov og præferencer – og hvis forbrugeren ikke kan dette, så forsvinder meget af det funktionelle ved markedet. Uden information om udbuddet kan forbrugeren ikke handle optimalt, hvorfor systemet heller ikke fungerer optimalt. På den måde har reklamer et meget vigtig funktion i det moderne kapitalistiske markedssystem.

Udfra en præferenceoptimerende synspunkt vil jeg altså mene, at reklamer er overvejende positivt. Jeg er ikke blind overfor de uheldige konsekvenser, men reklamer har altså en essentiel rolle i det kapitalistiske marked. Desuden tvivler jeg på, at man kan fjerne de uheldige konsekvenser ved lovgivning. Rent faktisk kan jeg ikke se hvordan man skal overkomme dem uden at forårsage endnu flere ulyksalige konsekvenser.
Hvis man absolut hader reklamer, så er mit eneste råd nok bare at slukke for fjernsynet og sige nej tak til de postomdelte reklamer. Selvom man dermed går glip af de virkelig lukrative tilbud og varer.

2. Er staten en nødvendig garant for beskyttelse af ejendomsretten og for opretholdelse af et pengesystem?

Ja, uden tvivl. Kun en stat kan beskytte individets rettigheder effektivt. Ejendomsretten er en del af disse. Men dette faktum betyder ikke, at staten ikke udgør en trussel mod friheden, for det gør den i vid udstrækning.
Nogle liberalister er af den opfattelse, at anarki er at foretrække for så vil de individuelle frihedsrettigheder, heriblandt ejendomsretten, være langt mere virkningsfuldt beskyttet gennem konkurrerende retsregler udbudt af forskellige anstalter, af private beskyttelsesbureauer som man kan abonnere på, og forsikringsselskaber der yder erstatning. Men denne opfattelse anser jeg for ufattelig utopisk. Hvis ikke store beskyttelsesbureauer eller andre forbrydersyndikater skal tiltvinge sig magt til at undertrykke friheden, så skal vi have perfekte markeder med noget nær fuldkommen konkurrence og noget nær fuld information. Jeg tror dog ikke, at markederne vil fungere sådan – slet ikke når der ikke findes et magtmonopol til at sørge for nogle almene spilleregler. Der vil opstå informationsasymmetriproblemer, free-rider problemer, problemer med eksternaliteter og meget andet, og anarkiet vil til sidst ende som kaos.
Nej, jeg er absolut mest tryg ved en stat med konstitutionelt sikrede rettigheder, heriblandt ejendomsretten. Det tror jeg også de fleste store firmaer er. Det er blandt andet derfor, at de retsstater er mere tillokkende end korrupte afrikanske regimer. Der er selvfølgelig også andre pull-effekter, men et velfungerende entydigt retssystem er utvivlsomt nyttefuldt.

Jeg er lidt i tvivl hvad angår pengesystemet. Det er ikke noget, som jeg har læst meget om, men jeg kan forestille mig, at anarkokapitalisterne også en blind tiltro til markedet på dette område – og jeg er sikkert uenig. Jeg vil dog ikke vove at udtale mig om det før jeg ved lidt mere om emnet. Så det må vente.

3. Hvilken plade/cd har du hørt flest gange i dit liv - og hvorfor netop den?

Det var en af de svære. Det må næsten være et Modest Mouse-album. Modest Mouse har en meget, meget særegen lyd. Hvis man skal sammenligne Modest Mouse med et kendt band må det utvivlsomt være Pixies. Udover den syrede indie-lyd, så skriver Modest Mouses forsanger Isaac Brock nogle besynderlige og hallucinerende tekster. Der er meget LSD-trip over hans tekster, men man kan alligevel godt uddrive en mening med galskaben. Teksterne omhandler for det meste døden og efterlivet, hvilket eftersigende skulle passe meget fint på det livssyn han har. Uanset hvad så er han en fantastisk lyriker og en eventyrlig musiker.
Jeg har svært ved at nævne et bestemt album, da jeg faktisk finder dem alle herlige. Hvis jeg absolut skal nævne ét album må det være The Moon & Antarctica (som jeg faktisk hører lige nu) fra år 2000. Albummet er et mesterstykke på højde med OK Computer og Surfer Rosa og hvad de store ellers hedder. Teksterne er astronomiske (bogstaveligt talt) og Isaac Brocks guitar er forfriskende og blytung, afdæmpet akustisk og tempofyldt elektronisk. Albummet er varierende, men alligevel sammenhængende på en utænkelig måde. Der findes måske mere personlige Modest Mouse-album, hvor Isaac Brock krænger sin sjæl ud, men til gengæld finder du ikke et andet album, hvor Isaac Brock excellerer på samme måde rent melodiøst og hvad angår det filosofiske og dybsindige.

Nu kom jeg nok til at svare på hvilket album, jeg synes er det mest fortrinlige. Faktisk tror jeg, at det album, jeg har hørt mest er Transatlanticism af Death Cab For Cutie og ikke et Modest Mouse-album. Albummet er fyldt med sange i hvilke der fyldes en bred vifte af følelser, selvom vi har at gøre med 3-4 minutters popsange. Det er meget effektivt, lettilgængeligt og meget ufattelige stemningsfuldt. Det er bløde guitarer, hypnotisk trommespil og luftig vokal kombineret til en omgang god gedigen indie-pop.
Sidste sommer hørte jeg ikke andet end dette album, derfor må dette album tage æren af at være det album, jeg har hørt mest. Nu hvor det er sommer, sætter jeg det nok på igen, da det er en ægte sommerudgivelse.

Hvis jeg skal nævne et lidt aparte bidrag til listen må det være den opblæste rapper Nas’ The Lost Tapes. Det er ukommercielt og formentlig den mest uprætentiøse rapudgivelse nogen sinde. Det siger måske ikke så meget. Jeg hører ikke specielt meget rap eller hip-hop, men The Lost Tapes er altså sublim musik. Rullende, jazzede beat og politiske tekster blandet sammen til en skøn mikstur. Jeg har godt nok hørt det album meget.

4. Er de radikale vælgere virkelig en café latte-drikkende kulturelite, der er ude af kontakt med virkeligheden?

Det hele er selvfølgelig noget mere kompliceret end som så.
Hele postyret omkring den café-latte-drikkende elite siger desværre ingenting karakteriserende om den radikale politik. Forenklingen giver simpelthen ikke indsigt eller informationer af nogen form for væsentlig karakter, derfor har jeg ikke beskæftiget mig så meget med den. Jeg hører ofte, at man siger, at de radikale er en flok veluddannede unge som sidder rundt omkring på storbyens caféer. Men hvis man ser på Folketingsgruppen så er der suverænt flest ældre kvinder og herrer. Samtidig er de radikale vælgere dem med den højeste indkomst og højeste uddannelse af alle partier, så det tyder ikke ligefrem på en flok unge cafébesøgende. Det er i højere grad de ledende funktionærer i det offentlige, som stemmer radikalt.
Det er dog sandt, at Det Radikale Venstres vælgere til en vis grad er byboere og kulturelitære. Ved sidste valg valgte mange SF’ere og socialdemokrater at stemme på Det Radikale Venstre. Det er primært de kulturradikale og centrum-venstre-fløjen i de to partier, som ved sidste valg samlede sig i Det Radikale Venstre. Det er en smule pudsigt for faktisk burde disse være meget uenige i Det Radikale Venstres borgerlige økonomiske politik. Men det ser ud til, at de har vægtet andre emner højere end de rent fordelingsmæssige – hvilket jeg sagtens kan forstå.
Derudover kan det siges, at jeg hverken drikker café latte (jeg får min dosis koffein via cola) eller er en del af en kulturelite. Jeg bor i Nordvestsjælland omkring 90 kilometer fra København. Begge ben er plantet i solid muldjord og luften er fyldt med den karakteristiske duft af bæ. På den måde er jeg vel lidt atypisk eller hvad?

Hvad man kan bruge det her til, ved jeg ikke helt. Debatter omkring stereotyper handler i hvert fald ikke om politik. Jeg er bare træt af sådanne diskussioner og postulater.

5. Hvilken international cykelrytter sætter du højest og hvorfor?

Uha, sikke et spørgsmål.
Jeg er fan af den angrebsivrige og modige fighter. Jeg synes, at de heroiske, men desværre ofte dødsdømte fremstød, er noget af det mest fascinerende ved cykelsporten. Den slags ryttere, der ikke vil sætte tingene på spil, men kører efter det sikre, er kedelige og forudsigelige. For at tage et velkendt eksempel kan man fremhæve en rytter som Ivan Basso under sidste års Tour. Der kunne han med garanti have været mere offensiv. Heldigvis viste han i dette års Giro, at han sagtens kan og tør angribe, så jeg tror faktisk, at han bliver mere offensiv i dette års Tour. Forhåbentligt da. For det er ikke søvndyssende ryttere som ham, der kommer i historiebøgerne. Se på cykelsportens historie; det er ikke altid dem, der har vundet mest, der omtales. Det er måden, hvorpå man vinder, der er vigtig. Det er ikke resultatlisten som giver suset, det er historien og måden som det skete. Sådan er det også når jeg skal vurdere cykelryttere.
Derfor er min favoritrytter på nuværende tidspunkt nok den altid angrebsivrige Paolo Bettini. Jeg føler mig også underholdt af vores egen Michael Rasmussen, af Jens Voigt og af Alexandre Vinokourov. Ingen af dem er bange for at angribe og satse det hele. Det er fantastisk at se.
Hvis man ser lidt historisk på det er det oplagt at nævne den nu afdøde Marco Pantani. Han turde at angribe langt udefra, var modig og kunne lave de mest forrygende temposkift. En ægte bjergklatrer, som virkelig berigede cykelsporten. Ellers anser jeg ryttere som Charly Gaul, Luis Ocaña, Eddy Merchx og Federico Bahamontes som de største gennem tiderne, netop fordi de alle har været involveret i nogle næsten mytiske angrebsforsøg.

Reglerne for fem spørgsmål
1. Hvis du selv vil have fem spørgsmål, så skriv det i kommentaren.
2. Jeg vil så give dig fem individuelle spørgsmål.
3. Du skal opdatere din blog med dine svar på spørgsmålene.
4. Du skal skrive denne forklaring, og tilbyde spørgsmål til andre.
5. Når der så en nogle som gerne vil prøve, så skal du selv give dem 5 spørgsmål.

Tillykke til min dejlige kæreste som blev student i denne uge. Det har du så sandelig fortjent. Jeg er virkelig stolt over din meget fornemme præstation. Tillykke

Min lillesøster skal også modtage et tillykke. Hun er færdig med 9. klasse i år. Det er vidunderligt og utvivlsomt en glædens sommerferie, du går i møde. Tillykke.

Diskussionen om liberalismens forhold til nationen og nationalitetsfølelsen fortsætter ufortrødent i Berlingske Tidende. Denne gang er det litteraten Kasper Støvring som forsøger at bikse Grundtvig og nationalitetsfølelse sammen liberalismens ankepunkter. Han skriver blandt andet, at ”nationalstaten bør hverken dæmoniseres eller reduceres til en ren neutral politisk ramme om en forsamling af borgere, der tilfældigvis lever i samme land” og at ”statens politiske enhed bør altså være funderet i nationens enhed, og denne enhed - eller samhørighed, som Ralf Pittelkow vil sige det - er socialt og kulturelt bestemt.”

Jeg har stadigvæk problemer med at forstå den ensidige fokusering på samhørighed. Hvad er denne næsten metafysiske samhørighed egentlig? Jeg tror, at svaret er, at det er en tom skal, som kan fyldes med alle mulige postulater og forslag. National bevidsthed, samhørighed og sammenhængskraft er ikke afvigende fra religion i deres politiske effekt. De kan bruges af enhver, der ønsker at samle opbakning uden anden argumentation end, at man repræsenterer den fremherskende religion eller nationalfølelse. I sidste ende er nationen jo bare et luftigt begreb. Så når Kasper Støvring og co. gang på gang forsøger at få liberalismen til at indordne sig under én bestemt national kultur, så får jeg besynderlige konnotationer til hvordan religiøse ræsonnerer og argumenterer.
National samhørighed er i virkeligheden bare er et opfundet begreb. Det er et begreb, der kan forkastes, når vi ikke finder det frugtbart og som kun eksisterer når individer interesserer sig for det (og nej, jeg er ikke socialkonstruktivist, tværtimod). Som følge deraf er det meningsløst at hævde, at national samhørighed har en uafhængig værdi. Kun individer kan være bærere af værdier, begreber kan ikke være det. Ligesom det udelukkende af individer som handler og vælger, ikke begreber.
Derfor er det også filosofisk vrøvl, når Støvring postulerer, at den nationale samhørighed er en værdifuld og vigtig entitet i sig selv. Måske endda så vigtig, at vi bliver nødt til at bruge tvang for at sikre den. På denne måde åbner man op for nogle afskyvækkende muligheder. For når medlemskabet af en national kultur ikke bare anprises, men gøres til forudsætningen for overhovedet at have et velfungerende liberalt fællesskab, kan det kun ende i tragedie. Kan det virkelig passe, at et stærkt nationalt fællesskab er forudsætningen for demokratiet og det liberale samfund? Mener vi virkelig det, er der nok at gøre. Ikke mindst skal vi sørge for, at elementer som ikke ønsker at være en del af fællesskabet eller ikke priser nationen som noget værdifuldt, ikke får indflydelse eller vinder tilslutning. Den fredelige metode til at opnå dette er, at vi indprenter national bevidsthed i befolkningen via lovmæssig tvang (den brutale metode behøver jeg ikke nævne) og ellers holder udefrakommende kættere ude af landet.
Dette synes jeg bare er i modstrid med liberalismen. Hvilke værdier et individ tager til sig er individets eget ansvar, men ikke samfundets ansvar (også selv om de dominerende værdier blandt de individer, som det pågældende individ lever blandt, påvirker individet i en bestemt retning). Hvornår er det blevet et liberalistisk projekt, at staten skal være formynder og åndelig vejleder i det personlige område?
Hvis man ser bort fra det noget uliberale i projektet, så er der også nogle andre problemer. Det er individet som er den ultimative bærer af værdier, således er de eneste værdier som giver mening de ’individualistiske’ værdier, forstået på den måde, at de er et anliggende for individuelt engagement og personlige valg. ’Holistiske’ værdier giver ikke en reel mening, da det er holistiske entiteter som skal være i besiddelse af dem, men disse entiteter eksisterer ikke reelt. Den offentlige interesse, social retfærdighed og national samhørighed er altså tomme formuleringer til demagogiske formål. Det gør det muligt for politikere at give dem indhold ad libitum. De er eksempler på brugen af ord som politiske våben. Og så er vi tilbage ved mit oprindelige postulat: At samhørighed bare er tom retorik.

“Der er intet i liberalismens grundsætninger, som gør den til en uforanderlig anskuelse, der findes ingen urokkelige regler, som er fastlagt en gang for alle. Grundprincippet om, at vi ved ordningen af vores anliggender skal gøre så stort brug som muligt af samfundets spontane kræfter og i så ringe omfang som muligt gå til tvangsindgreb, tillader en uendelig mangfoldighed af fremgangsmåder.”
[...]
“Det er ikke uden fare, når man i øjeblikket udnævner demokratiet til at være den væsentligste værdi, der er truet. Denne opfattelse bærer en stor del af skylden for den vildledende og ubegrundede tro, at så længe det afgørende grundlag for magt er flertallets vilje, kan denne magt ikke være despotisk. Den falske sikkerhedsfølelse, som mange mennesker henter fra denne overbevisning, er en vigtig grund til den almindelige uvidenhed om de farer, der truer os. Der er intet, der retfærdiggør den tro, at magten ikke kan være despotisk, når den bygger på demokratisk praksis; den modsætning, som denne anskuelse antyder, er helt igennem ubegrundet, det er ikke magtens grundlag, men dens begrænsning, som hindrer den i at være despotisk.”

Friedrich August von Hayek i Vejen Til Trældom.

Nu hvor Christopher Arzrouni er stoppet med at forsvare det uforsvarlige vil jeg gøre et forsøg. Denne ene gang skal det handle om blodpenge og erstatning til voldsofre. For hvorfor er det lige, at det er så forkasteligt, at imamen Abu Laban foreslår en privat-arrangeret kompensation til ofrets familie? “Han har klokkeklart vist, at han ikke har respekt for det danske samfund og vores retsregler”, siger den selverklærede ekspert i os danskere, Pia Kjærsgaard. “Jeg er dybt chokeret. Det er direkte skadeligt for integrationen”, siger den eftersnakkende integrationsminister Rikke Hvilshøj, hvorefter hun slutter den obligatoriske smædesnak af med at erklære, at hun føler sig ”hensat til middelalderen”. Men er Abu Labans forslag virkelig så respektløst, skadeligt og middelalderligt?

Jeg er forbavsende positivt indstillet overfor Abu Labans forslag. Hans erklærede mål er at undgå yderligere skuddramaer, og eftersom politiet næppe har ressourcerne til at finde og fange de pågældende bandemedlemmer i den nærmeste fremtid og på den måde forhindre yderligere drab, må man seriøst overveje om hans forslag kan formindske nogle eksisterende problemer. Hvis det virkelig kan forhindre mere vold, fordi begge parter frivilligt accepterer aftalen, hvorfor så afvise det så markant?
Det er rent faktisk normen, at der bliver rejst erstatningskrav fra forurettede i sager, hvor offeret ikke dør. Det hænder, at det også sker når det handler om uagtsomt manddrab. Ofte kan erstatningskravet ikke afgøres størrelsesmæssigt under den statslige straffesag og udskydes derfor til et udelukkende civilt søgsmål – til frivillige kompromiser mellem to parter. Der findes endda et nævn, som udbetaler erstatning til ofre, og det er ofte derfra de skyldige modtager opkrævninger. Disse normale erstatningssager kan vel sagtens opfattes som noget der gøres for at undgå, at folk øver selvtægt og så samtidig forsøge at hjælpe ofret eller ofrets nærmeste. Er det ikke nogen lunde det samme Abu Laban ønsker at gøre? Hans trossamfund vil endda gerne betale, hvis morderen ikke kan betale. Hvorfor er det forkert når Abu Laban foreslår det, men ikke forkert når det praktiseres normalt i Danmark og endnu højere grad i lande som USA og England? Både Rikke Hvilshøj og Pia Kjærsgaard burde læse Hayeks ’Law, Legislation and Liberty’ og så ellers forsøge at forholde sig fordomsfrit til Abu Labans udtalelser.
Dybest set mener jeg, at Abu Labans forslag er velgennemtænkt og smart. Hvis det kan forhindre vold og hjælpe ofrets familie, så kan jeg ikke se, hvorfor parterne frivilligt ikke må indgå en form for forlig. Abu Laban virker jo ikke som om han ønsker, at forslaget skal fungere som lov, hvilket betyder, at Abu Laban ikke bedriver politik som vores folkekære politikere. Det eneste han reelt vil er, at samle ind til en familie, der er i hjertesorg og samtidig forsøge at forhindre flere myrderier. Hvorfor skal politikerne overhovedet blande sig i det? Politikerne forhindrede jo ikke, at vi samlede ind til ofrene i Sydøstasien. Det fandt de rent faktisk fornuftigt og prisværdigt. Hvorfor er det så ikke prisværdigt, at Abu Laban vil hjælpe til på Nørrebro?
Abu Laban forsøger ikke at erstatte den danske lovgivning med sine egne muslimske retsprincipper. Det er ikke et forsøg på at negligere den politimæssige undersøgelse af mordet, men i stedet et forsøg på at berolige og hjælpe indbyggerne på Nørrebro. Politiet skal såmænd bare fortsætte i det adstadige tempo, de i forvejen arbejder i, og så med tiden måske løse nogle af bandeproblemerne igennem tilfangetagelse af de kriminelle. Dette modsætter Abu Laban sig ikke. Han vil blot forhindre vold på en yderst subtil måde som ikke kræver tvang eller skattekroner.

Er det virkelig så skadeligt det hele? Eller middelalderligt? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Politikerne kan bare ikke finde ud af at overveje om forslaget er fornuftigt uafhængigt af, at det er en storladen, skægget muslim, der fremlægger det. Pia Kjærsgaard og Rikke Hvilshøj er begge så fordomsfulde overfor islam og Abu Laban, at bare fordi noget bygger på muslimske traditioner er det forkasteligt per se. Dette er forkert. En del religiøse overbevisninger holder skik, absolut ikke fordi de er religiøse, men fordi de er nyttefulde. F.eks. er det normalt, at religioner forkaster det at dræbe uskyldige mennesker. Både denne doktrin og Abu Labans forslag er af de overbevisninger som er nyttefulde. Det er faktisk temmelig simpelt.
Hvis Pia Kjærsgaard og Rikke Hvilshøj tog sig lidt sammen ville de hurtigt indse, at deres perfide islamfrygt forhindrer dem i at se forslagets reelle konsekvenser og nyttefuldhed. Desværre sker dette næppe. Både danske politikere og en del danske nyhedsmagasiner er af den opfattelse, at det er politisk og salgsmæssigt opportunt at nedgøre muslimske traditioner bare fordi de er muslimske. Dette er sørgeligt. Både for de danske muslimer, men så i særdeleshed også for Nørrebros fremtid.