The Hairpin Bend

Hvorfor er det lige, at det er så godt, at vi handler med hinanden? Og hvad er ægte handel egentlig? Dette er et meget relevant spørgsmål her i anledning af diskussionen af den forestående folkeafstemning om EU-forfatningen. For hvor meget er EU ’frihandel’? Er EU overhovedet ’frihandel’? Men først lidt begrebsklarhed.
Handel er en frivillig udveksling af to værdier mellem to deltagere med henblik på deres egen gensidige fordel. Frivilligheden betyder, at ingen af de to deltagere tvinger den anden deltager til at acceptere udvekslingen. Begge parter accepterer udvekslingen af egen vilje uden at blive truet med knive, pistoler eller knyttede næver. Den gensidige fordel betyder, at begge parter frivilligt indgår i udvekslingen, fordi begge mener, at de vil forbedre deres vilkår igennem byttehandlen.
For køberen betyder handel, at køberen er fri til at købe hvad som helst som han finder behageligt og fornuftigt. Hvis køberen ikke bryder sig om sælgerens tilbud kan køberen afvise det, og er derefter fri til at finde en anden sælger eller måske endda producere varen selv.
For sælgeren betyder handel, at sælgeren er fri til at sælge på de betingelser som andre frivilligt kan acceptere. Sælgeren kan vælge at afvise køberens tilbud og er fri til at finde en anden køber, hvis det er muligt. En ægte handel – en frivillig udveksling af to værdier mellem to deltagere med henblik på deres egen gensidige fordel – finder altså kun sted når både sælgeren og køberen frivilligt enes om de samme betingelser for handlen. Derfor er det også meningsløst at snakke om ’frihandel’. Handel er i sit inderste væsen frivilligt. En udveksling der ikke er fri kan ikke kategoriseres som handel, derfor er det fornuftsstridigt at postulere, at der findes anden handel end ’fri handel’. Dette skal dog ikke forhindre mig i at snakke om ’frihandel’ senere hen, da ’frihandel’ i det daglige sprog dækker over begrebet ’handel’.

Det er handlens frihed til at producere og bytte, som er fundament for kapitalismens frie konkurrence, hvor sælgere konkurrerer med andre sælgere om at udveksle deres varer for køberens penge, og hvor købere konkurrerer med andre købere om at bytte deres penge for sælgerens vare. Hvilken af de to situationer vi befinder os i afhænger af den specifikke vares udbud og efterspørgsel. Denne fri konkurrence medfører ikke, at sælger er påbudt at tjene købers interesse, hvis denne interesse ikke er hans egen. Den fri konkurrence medfører derfor heller ikke, at køber skal tjene sælgers interesse, hvis interessen ikke også er hans egen. Den fri konkurrence indebærer blot, at hvis sælgers og købers interesser sammenfalder, så kan de frivilligt bytte værdier. Eftersom det i mange tilfælde er i både købers og sælgers interesse, at deres interesser sammenfalder, da de dermed kan lave en handel, vil dette ofte ske. Dette giver indtryk af, at (i de fleste tilfælde) sælger tjener penge på at tilfredsstille køber. Dette er da også stort set sandt, om end det er en frivillig tilfredsstillelse, ikke en tvungen slavelignende tilfredsstillelse. Dette er ret væsentligt og skal altid huskes.

Handel og kapitalisme er altså en fænomenal form for præferenceoptimering. Derfor er det heller ikke svært at slutte herfra og så til, at handel og kapitalisme bør tilskyndes af en præferenceutilitarist. Som jeg tidligere har skrevet, så er kapitalistiske institutioner ”underlagt og lever af forbrugerens efterspørgsel”, derfor er handel meget præferenceoptimerende for forbrugeren. Men samtidig er handel også præferenceoptimerende for producenten, som kun indvilger sig i en aftale, hvis det er i hans interesse. Handel er altså den ultimative proces for en utilitarist som mig, hvilket selvsagt medfører, at den fri handel skal udbredes til så mange af samfundets områder som rimeligt.

Hvad har dette med EU at gøre? Jo, oprindeligt havde jeg tænkt mig at tilslutte mig EU, hvis EU formåede at udbrede handel eller blot garantere en fortsat handel mellem lande, firmaer og enkelte individer. Gør EU så dette? Er EU frihandlens bastion? Tja, retorisk set er EU en stor fortaler for frihandel (undtagen Chirac), men på samme tid beskytter EU sine egne markeder og sin egen landbrugssektor gennem subsidier, toldmure, dumping, og latterlige tekniske handelshindringer. EU’s landbrugsstøtte udgør i dag ca. 350 mia. kr. årligt, hvilket er ca. halvdelen af EU’s budget. (Samlet set er OECD-landenes landbrugsstøtte er på 330 mia. US$ om året. Det er mere end fem gange så meget som den vestlige verdens samlede ulandsbistand).
Omkostningerne ved landbrugspolitikken betaler borgerne i EU enten over skatten eller som forbrugere gennem kunstigt høje fødevarepriser. Mælkepriserne i EU er mellem 50-100% højere end verdensmarkedsprisen, og kunne vi købe sukker til verdensmarkedsprisen, ville prisen være en sjettedel af prisen i et dansk supermarked. De landbrugsvarer som forbrugerne køber i supermarkederne er altså ikke et resultat af fri konkurrence på pris eller kvalitet, men er havnet der som et resultat af adgangen til støtte. Men hvorfor dog denne planøkonomiske støtte? Idéen er vist at sikre landmændene en rimelig indkomst. Imidlertid forholder det sig således, at omkring 70% af landbrugsbudgettet går til de 20% største landbrug i EU. Det er altså Arla som får vores skattekroner. Dertil kommer at 70% af landmændene får mindre end 5000 euro om året, samt at de små landbrug der udgør 40% af EU’s landbrug kun modtager 8% af landbrugsstøtten. De mindre landmænd er således under pres. Konsekvenserne er færre bønder og større gårde, hvilket egentlig er det modsatte af hvad den oprindelige idé med landbrugsstøtten var.

Landbrugspolitikken rammer dog ikke kun borgerne og bønderne i EU, men har desuden yderst ødelæggende konsekvenser for ulandene, der grundet eksportstøtte fra EU har svært med at opbygge og eller opretholde en velfungerende landbrugssektor. I ilandene er ca. 3-5% af befolkningerne beskæftiget i landbruget, mens det i ulandene drejer sig om mellem 40-70%. EU’s landbrugspolitik har derfor betydelige og omfattende ødelæggende konsekvenser for ulandene, da landbruget er blandt de væsentligste indtægtskilder især for de fattigste af de fattige. Det kan simpelthen ikke betale sig for de fattige, da prisen bliver kunstigt sat af EU (og USA).
Derudover beskytter EU sin landbrugssektor med høje importtolde på varer, vi selv producerer. Formålet er at beskytte EU’s landbrug mod konkurrence udefra. EU er grundet sine høje fødevarepriser et meget attraktivt marked, og de fleste ulande er i stand til at producere landbrugsvarer lige så godt og meget billigere end EU’s landmænd. Toldmure på op til 100% gør dog, at det er næsten umuligt for ulandenes varer at komme ind på EU’s marked. Endnu engang ødelægger man muligheder for handel (husk hvad dette betyder for begge parter).
Hvis handel skal give forbedringer i den globale velfærd er det en forudsætning, at den sker frit, hvilket indebærer, at der ikke foregår strategisk handelspolitik, som den EU i dag laver. Ulandene ville vinde meget mere end de i dag modtager i ulandsbistand, hvis EU tillod reel og fair handel, den ægte handel. Men dette gør EU ikke. Hvorfor så støtte EU? Ville det ikke bare være bedre at støtte WTO, som rent faktisk kritiserer protektionisme i både i- og ulande? Tja…

I Berlingske Tidende læste jeg, at flere borgerlige vender sig imod EU, fordi EU’s nye forfatningstraktat i høj grad er skånselsløs bureaukrati og regulering af den værste socialdemokratiske stil. I Deadline så jeg hvordan cand.polit. David Karsbøl argumenterede imod EU som værende et socialdemokratisk tusindårsrige og et formynderisk eliteprojekt. Desuden har både Markedscentret og Liberator været fremme med alvorlige anklager imod EU-systemet. Hvis man kombinerer dette med EU’s planøkonomiske landbrugspolitik har man lige pludselig et socialdemokratisk koncept af dimensioner. Skal jeg virkelig tilslutte mig dette? Tja…

I er velkomne for at argumentere for, hvorfor jeg skal være for EU eller om jeg skal være imod EU. Alle argumenter er kærkomne, da jeg er meget i tvivl. For hvad nu hvis vi ikke er med i EU? Vil vi så ikke bare skulle følge deres beslutninger alligevel uden at have nævneværdig indflydelse (ligesom med EU’s monetære politik)? Jeg er sådan set godt klar over, at EU ikke er et frihandelsprojekt længere, men i stedet har erstattet en stor del af de barrierer og mure med nogle nye, men er denne viden tilstrækkelig til at afvise EU? Er der ikke også andre kriterier og grunde til at acceptere EU? Kan EU være et forum, hvor man sætter ’frihandel’ på dagsordenen? Eller hvad?

Lad argumenterne komme. Men drop venligst snakken om, at EU på nuværende tidspunkt sikrer den ægte handel.