The Hairpin Bend

Forleden argumenterede jeg for liberaliseringen af prostitutionserhvervet. Siden hen er der kommet et nyt argument for en kriminalisering af prostitutionserhvervet. Et sådant forbud ville jo have den positive sidegevinst, at den ville trække brødet ud af munden på Danmarks største alfons, Ekstra Bladet, der meget hurtigt ville blive mange annoncekroner fattigere. Måske endda så fattigere, at Danmark ville miste en ellers evig kilde til frustration. Som utilitarist må jeg tage denne konsekvens med i min betragtning, og jeg må indrømme, at den er tungtvejende. Måske endda så essentiel, at jeg gerne vil støtte Mette Frederiksens forslag og sende utallige kvinder ud i kriminalitet, elendige forhold og andre negative oplevelser.
På den anden side skal enhver præference tælle uafhængigt af hvilken person, der ønsker det, så mon ikke mit personlige ønske om at nedbryde Ekstra Bladet bliver overtrumfet af de kvinder, der blot ønsker et eksistensgrundlag og en ordentlig arbejdsplads. Så jeg holder jeg mig til liberaliseringen af prostitutionserhvervet.

Når dette er sagt, må jeg hellere gå videre til næste punkt på min to-do-liste. Søren Pind kom for nylig med et særdeles uliberalt forslag, hvor han ønskede at fjerne narkomaner fra bybilledet ved enten at smide dem i fængsel eller blot at tvangsafvænne dem. Man kan sige, at Pinds forslag kommer som en naturlig konsekvens af den linie de danske politikere har kørt de seneste 35 år overfor narkotika-kriminalitet. Det næste skridt må være Singapore-tilstande, hvor der er dødsstraf for hovedparten af den narkotika-relaterede kriminalitet. Man kan sagtens fortsætte i samme spor som Søren Pind begiver sig ud på, hvor man ihærdigt forsøger at gøre retshåndhævelsen effektiv. Det mest effektive og formentlig endegyldige i denne løsning er formentlig, at man skyder forhandlerne, spærrer narkomanerne inde til de er stoffri og skyder dem hvis de alligevel vælger at vende tilbage til den illegale tilværelse.
Man kunne dog også forestille sig en anden løsning: Liberalisering og legalisering.

Tænk over det absurde i at straffe et menneske for at være i besiddelse af en flaske Jack Daniels eller en pakke Marlboro. Alkohol er faktisk et af de mest alvorlige sundhedsmæssige problemer i Danmark i dag, men vi straffer ikke alkoholikere med bøde eller fængsel af den grund. Og det selvom der er langt flere alkoholikere end kokainmisbrugere og selvom langt flere mennesker dør af alkoholrelaterede sygdomme og ulykker hvert år end af andet misbrug. Vi straffer heller ikke rygere eller forbyder cigaretter, selvom nikotin er langt det mest vanedannede stof, der findes.

Hvorfor skal vi så forbyde narkotika?

For narkomanernes skyld, vil nogle postulere. Men det har aldrig været nemmere at få fat på narkotika. Flere bruger i dag forbudte stoffer end nogensinde, og det samme gør sig gældende i USA, hvor man i endnu højere grad end i Danmark har forsøgt at hindre udbredelsen af stoffer med forbud. I Schweiz går det derimod bedre, og de har delvist legaliseret deres stoffer.
Det er efterhånden også en veldokumenteret kendsgerning, at hver eneste krone, som anvendes til at kriminalisere stoffer, går til ekstra kriminalitet og forringelser i stofbrugeres livskvalitet, som i forvejen godt kunne trænge til et løft opad. For når narkomaner får konfiskeret deres narkotika eller blot skal have penge til noget nyt, så går de ikke bare hjem og smadrer sparegrisen. Nej, de går ud og begår ny kriminalitet, ofte indbrud eller røveri. Så den påståede hjælp forvandler sig i stedet til, at man presser narkomaner ud i hård kriminalitet, ofte med katastrofale menneskelige følger som konsekvens.
Jamen, hvis lovgivningen ikke eksisterer for misbrugernes skyld, så eksisterer den for brugerne af de blødere stoffer? Nej, faktisk er forbuddet igen kun årsag til problemer. Mange unge tager lidt kokain, ecstasy eller lignede stoffer, når de er i byen for at more sig. Det kan være et sundhedsmæssigt problem, men et forbud hjælper på ingen måde. For det første det kræver det en kæmpe politiindsats at håndhæve forbuddet, når de unge skal more sig. Man skal tjekke folk for om de nu også har noget narko på sig, og der skal udskrives rapporter og bøder og andet fis, alt i mens seriøse forbrydelser finder sted andre stedet. For eksempel kunne man forestille sig, at en doven indbrudstyv var i gang med et rydde en stue i et forladt sommerhus. Politiet når dog aldrig derud, for de havde travlt med at ”hjælpe” unge festglade mennesker. Men hvad er det egentlig for en forbrydelse, at de unge brugere af narkotika har begået? Og hjælper man dem virkelig ved, at forfølge dem, visitere dem og ødelægge deres fester?
Nå, men så må lovgivningen eksistere for os almindelige borgeres skyld? Nej, igen er det forkert. Vi ved alle, at narkotika er ekstremt dyrt, fordi det er ulovligt og det er forbundet med stor risiko at handle med det, fordi man kan blive spærret inde af politiet, hvis man opdages. Priserne presses derfor højt op, og narkomanerne begår derfor indbrud for at skaffe penge til deres vane. Indbrud der rammer os almindelige borgere. Indbrud som Politiet ikke har tid til at tage sig af, fordi de har for travlt med at skrive bøder ud til folk, som de har stoppet på en bytur med 1 gram hash i lommen.
Desuden finder jeg det ikke betryggende, at man bare kan visitere og teste folk på gaden, fordi man har en mistanke om de har narkotika i lommen eller i blodet. Ubehaget og usikkerhederne ved en sådan personransagning burde i sig selv være nok til at afvise Pinds forslag og afkriminalisere stoffer. Jeg går nemlig ind for retssikkerhed, også for narkomaner, og flere tilfældige personransagninger er utvivlsomt resultatet, når man kan stoppe folk på gaden, visitere dem og – hvis Pind får sin vilje - tage tests af dem. Hvad en sådan opgave koster politiet er ikke til at vide, men det er formentlig en del. Og når det koster politiet, koster det skatteyderne på flere ubehagelige måder. Så nej, forbuddet eksisterer heller ikke for den almindelige borgers skyld.

I sidste ende opfylder forbuddet hverken borgernes, brugernes eller misbrugernes præferencer. Forbuddet fordrer kriminalitet, formynderi og omkostningskrævende, nytteløst arbejde.
Lad os vise vejen i Danmark og stoppe kriminaliseringen af narkotikabrugere ved at legalisere alle euforiserende stoffer. I stedet for at deltage i en umulig krig, bør vi bruge de mange ressourcer på at hjælpe misbrugerne på en ordentlig måde. Med legalisering af narkotika kan myndighederne desuden sikre en medicinsk kontrol af de stoffer, som folk alligevel tager, når de går i byen eller vil have deres daglige fix. Desuden ville man kunne indføre en mindre afgift på stofferne, hvoraf en stor procentdel af disse penge skulle gå til oplysningskampagner og lignende.
For mig at se er ovenstående – udfra et liberalt og utilitaristisk synspunkt – klart at præferere.

Og så skal det lige siges, at mit indlæg ikke er en opfordring til at tage stoffer. Det er slet ikke det, problematikken handler om…