The Hairpin Bend

Hvorfor er det lige, at det er så godt, at vi handler med hinanden? Og hvad er ægte handel egentlig? Dette er et meget relevant spørgsmål her i anledning af diskussionen af den forestående folkeafstemning om EU-forfatningen. For hvor meget er EU ’frihandel’? Er EU overhovedet ’frihandel’? Men først lidt begrebsklarhed.
Handel er en frivillig udveksling af to værdier mellem to deltagere med henblik på deres egen gensidige fordel. Frivilligheden betyder, at ingen af de to deltagere tvinger den anden deltager til at acceptere udvekslingen. Begge parter accepterer udvekslingen af egen vilje uden at blive truet med knive, pistoler eller knyttede næver. Den gensidige fordel betyder, at begge parter frivilligt indgår i udvekslingen, fordi begge mener, at de vil forbedre deres vilkår igennem byttehandlen.
For køberen betyder handel, at køberen er fri til at købe hvad som helst som han finder behageligt og fornuftigt. Hvis køberen ikke bryder sig om sælgerens tilbud kan køberen afvise det, og er derefter fri til at finde en anden sælger eller måske endda producere varen selv.
For sælgeren betyder handel, at sælgeren er fri til at sælge på de betingelser som andre frivilligt kan acceptere. Sælgeren kan vælge at afvise køberens tilbud og er fri til at finde en anden køber, hvis det er muligt. En ægte handel – en frivillig udveksling af to værdier mellem to deltagere med henblik på deres egen gensidige fordel – finder altså kun sted når både sælgeren og køberen frivilligt enes om de samme betingelser for handlen. Derfor er det også meningsløst at snakke om ’frihandel’. Handel er i sit inderste væsen frivilligt. En udveksling der ikke er fri kan ikke kategoriseres som handel, derfor er det fornuftsstridigt at postulere, at der findes anden handel end ’fri handel’. Dette skal dog ikke forhindre mig i at snakke om ’frihandel’ senere hen, da ’frihandel’ i det daglige sprog dækker over begrebet ’handel’.

Det er handlens frihed til at producere og bytte, som er fundament for kapitalismens frie konkurrence, hvor sælgere konkurrerer med andre sælgere om at udveksle deres varer for køberens penge, og hvor købere konkurrerer med andre købere om at bytte deres penge for sælgerens vare. Hvilken af de to situationer vi befinder os i afhænger af den specifikke vares udbud og efterspørgsel. Denne fri konkurrence medfører ikke, at sælger er påbudt at tjene købers interesse, hvis denne interesse ikke er hans egen. Den fri konkurrence medfører derfor heller ikke, at køber skal tjene sælgers interesse, hvis interessen ikke også er hans egen. Den fri konkurrence indebærer blot, at hvis sælgers og købers interesser sammenfalder, så kan de frivilligt bytte værdier. Eftersom det i mange tilfælde er i både købers og sælgers interesse, at deres interesser sammenfalder, da de dermed kan lave en handel, vil dette ofte ske. Dette giver indtryk af, at (i de fleste tilfælde) sælger tjener penge på at tilfredsstille køber. Dette er da også stort set sandt, om end det er en frivillig tilfredsstillelse, ikke en tvungen slavelignende tilfredsstillelse. Dette er ret væsentligt og skal altid huskes.

Handel og kapitalisme er altså en fænomenal form for præferenceoptimering. Derfor er det heller ikke svært at slutte herfra og så til, at handel og kapitalisme bør tilskyndes af en præferenceutilitarist. Som jeg tidligere har skrevet, så er kapitalistiske institutioner ”underlagt og lever af forbrugerens efterspørgsel”, derfor er handel meget præferenceoptimerende for forbrugeren. Men samtidig er handel også præferenceoptimerende for producenten, som kun indvilger sig i en aftale, hvis det er i hans interesse. Handel er altså den ultimative proces for en utilitarist som mig, hvilket selvsagt medfører, at den fri handel skal udbredes til så mange af samfundets områder som rimeligt.

Hvad har dette med EU at gøre? Jo, oprindeligt havde jeg tænkt mig at tilslutte mig EU, hvis EU formåede at udbrede handel eller blot garantere en fortsat handel mellem lande, firmaer og enkelte individer. Gør EU så dette? Er EU frihandlens bastion? Tja, retorisk set er EU en stor fortaler for frihandel (undtagen Chirac), men på samme tid beskytter EU sine egne markeder og sin egen landbrugssektor gennem subsidier, toldmure, dumping, og latterlige tekniske handelshindringer. EU’s landbrugsstøtte udgør i dag ca. 350 mia. kr. årligt, hvilket er ca. halvdelen af EU’s budget. (Samlet set er OECD-landenes landbrugsstøtte er på 330 mia. US$ om året. Det er mere end fem gange så meget som den vestlige verdens samlede ulandsbistand).
Omkostningerne ved landbrugspolitikken betaler borgerne i EU enten over skatten eller som forbrugere gennem kunstigt høje fødevarepriser. Mælkepriserne i EU er mellem 50-100% højere end verdensmarkedsprisen, og kunne vi købe sukker til verdensmarkedsprisen, ville prisen være en sjettedel af prisen i et dansk supermarked. De landbrugsvarer som forbrugerne køber i supermarkederne er altså ikke et resultat af fri konkurrence på pris eller kvalitet, men er havnet der som et resultat af adgangen til støtte. Men hvorfor dog denne planøkonomiske støtte? Idéen er vist at sikre landmændene en rimelig indkomst. Imidlertid forholder det sig således, at omkring 70% af landbrugsbudgettet går til de 20% største landbrug i EU. Det er altså Arla som får vores skattekroner. Dertil kommer at 70% af landmændene får mindre end 5000 euro om året, samt at de små landbrug der udgør 40% af EU’s landbrug kun modtager 8% af landbrugsstøtten. De mindre landmænd er således under pres. Konsekvenserne er færre bønder og større gårde, hvilket egentlig er det modsatte af hvad den oprindelige idé med landbrugsstøtten var.

Landbrugspolitikken rammer dog ikke kun borgerne og bønderne i EU, men har desuden yderst ødelæggende konsekvenser for ulandene, der grundet eksportstøtte fra EU har svært med at opbygge og eller opretholde en velfungerende landbrugssektor. I ilandene er ca. 3-5% af befolkningerne beskæftiget i landbruget, mens det i ulandene drejer sig om mellem 40-70%. EU’s landbrugspolitik har derfor betydelige og omfattende ødelæggende konsekvenser for ulandene, da landbruget er blandt de væsentligste indtægtskilder især for de fattigste af de fattige. Det kan simpelthen ikke betale sig for de fattige, da prisen bliver kunstigt sat af EU (og USA).
Derudover beskytter EU sin landbrugssektor med høje importtolde på varer, vi selv producerer. Formålet er at beskytte EU’s landbrug mod konkurrence udefra. EU er grundet sine høje fødevarepriser et meget attraktivt marked, og de fleste ulande er i stand til at producere landbrugsvarer lige så godt og meget billigere end EU’s landmænd. Toldmure på op til 100% gør dog, at det er næsten umuligt for ulandenes varer at komme ind på EU’s marked. Endnu engang ødelægger man muligheder for handel (husk hvad dette betyder for begge parter).
Hvis handel skal give forbedringer i den globale velfærd er det en forudsætning, at den sker frit, hvilket indebærer, at der ikke foregår strategisk handelspolitik, som den EU i dag laver. Ulandene ville vinde meget mere end de i dag modtager i ulandsbistand, hvis EU tillod reel og fair handel, den ægte handel. Men dette gør EU ikke. Hvorfor så støtte EU? Ville det ikke bare være bedre at støtte WTO, som rent faktisk kritiserer protektionisme i både i- og ulande? Tja…

I Berlingske Tidende læste jeg, at flere borgerlige vender sig imod EU, fordi EU’s nye forfatningstraktat i høj grad er skånselsløs bureaukrati og regulering af den værste socialdemokratiske stil. I Deadline så jeg hvordan cand.polit. David Karsbøl argumenterede imod EU som værende et socialdemokratisk tusindårsrige og et formynderisk eliteprojekt. Desuden har både Markedscentret og Liberator været fremme med alvorlige anklager imod EU-systemet. Hvis man kombinerer dette med EU’s planøkonomiske landbrugspolitik har man lige pludselig et socialdemokratisk koncept af dimensioner. Skal jeg virkelig tilslutte mig dette? Tja…

I er velkomne for at argumentere for, hvorfor jeg skal være for EU eller om jeg skal være imod EU. Alle argumenter er kærkomne, da jeg er meget i tvivl. For hvad nu hvis vi ikke er med i EU? Vil vi så ikke bare skulle følge deres beslutninger alligevel uden at have nævneværdig indflydelse (ligesom med EU’s monetære politik)? Jeg er sådan set godt klar over, at EU ikke er et frihandelsprojekt længere, men i stedet har erstattet en stor del af de barrierer og mure med nogle nye, men er denne viden tilstrækkelig til at afvise EU? Er der ikke også andre kriterier og grunde til at acceptere EU? Kan EU være et forum, hvor man sætter ’frihandel’ på dagsordenen? Eller hvad?

Lad argumenterne komme. Men drop venligst snakken om, at EU på nuværende tidspunkt sikrer den ægte handel.

Imens alverdens tåbelige narkotikalovgivninger ødelægger menneskeliv, har jeg fundet en meget spændende artikel på Ræson skrevet af ingen anden end den fantastiske Michael Bonde Nielsen. Artiklen er så spændende, at jeg har valgt at vise den i sin fulde længde her på min side:

Amerikanske politikere stod i kø med kritik, da Pentagon foreslog at bruge finansielle instrumenter som redskab til afdækning af potentielle terroraktioner. Nu er tankerne opgivet. Og den amerikanske efterretningstjeneste har måske mistet et af de mest effektive værktøjer i moderne terrorforebyggelse.

Af Mikael Bonde Nielsen
Forargelsen var allestedsnærværende, da det blev kendt, at en enhed i Pentagon – Defense Advanced Research Projects Agency (DARPA) – arbejdede på at skabe et såkaldt futures marked, der kunne forudskikke bestemte begivenheder i Mellemøsten. Fx terror eller politiske uroligheder. Projektet, der i medierne blev kendt under navnet Policy Analysis Market (PAM), skabte straks ballade.
Demokraternes leder i Senatet, Tom Daschle, var hurtigt på banen med en besked om, at det måske var den ”mest uansvarlige, beskæmmende og mindst gennemtænkte ide”, han havde set fra den republikanske administrations hånd. Og han fik hurtigt følgeskab af andre demokratiske senatorer, der ikke forspildte chancen for at score billige point blandt vælgerne. Og så gik det stærkt.
Republikanske politikere var ved at falde over hinanden med undsigelser og beklagelser. De var heller ikke sene til at sende aben videre til PAM-projektets direktør, den kontroversielle John Poindexter. Efter en kort og stormfuld mediedebat blev han tvunget til at indgive sin afskedsbegæring. Og dermed var et af de mest innovative programmer i amerikansk efterretningshistorie skrottet. Men hvad drejede projektet sig i det hele taget om?
Efter den 11. september 2001 måtte Pentagon erkende, at de amerikanske efterretningstjenester ikke havde leveret varen. Derfor blev det besluttet, at etablere PAM under Poindexter’s ledelse. Der var tale om en enhed, der skulle anvende markedsøkonomiske redskaber i studiet af politiske fænomener. Og det handlede konkret om at udnytte finansmarkedets effektivitet som instrument for tilvejebringelse af kritisk efterretningsmateriale.

Appelsinjuice spår om vejret
Tanken bag Policy Markets er enkel og ligetil. Markedets prissystem er et særdeles velfungerende kommunikationsværktøj, der dagligt aggregerer og videreformidler information fra millioner af individer. Det er samtidig et værktøj, der giver de bedste forudsætninger for at forudsige fremtidige hændelser. Den aktuelle pris på en appelsinjuice-future er fx med succes blevet brugt til at forudsige vejret i Californien.
Langt de fleste markeder er opstået med henblik på varehandel, hvorfor den indeholdte information alene er et biprodukt. Men i de seneste årtier er der etableret futures markeder, der udelukkende har til formål at tilvejebringe information. Det måske mest kendte af disse er Iowa Electronic Market, hvor investorer køber og sælger aktier udstedt på forskellige politiske kandidater.
En aktie i George W. Bush giver således et udbytte på $1, hvis han vinder det næste præsidentvalg, og intet, hvis han taber. Er markedsprisen for en Bush-aktie 75 cent, indikerer det med andre ord at markedsdeltagerne mener, at der er 75% sandsynlighed for, at Bush vinder næste valg. Og det virker. I de 15 år Iowa Electronic Market har eksisteret, har institutionen leveret mere præcise forudsigelser af præsident-, primær- og lokalvalg end diverse opinionsinstitutter.
Det var markeder som disse, Pentagon havde i tankerne, da de iværksatte PAM-programmet. De ville skabe en tilsvarende prismekanisme, som kunne bruges til at forudsige specifikke begivenheder i Mellemøsten. Og de ville gøre det ved hjælp af terminskontrakter og events futures, der afdækkede forskellige hændelser og konfliktindikatorer. Fx sandsynligheden for etablering af en palæstinensisk stat inden 1. kvartal 2005, eller udsigten til et regimeskift i Saudi Arabien, som følge af de amerikanske troppetilbagetrækninger.

Et nederlag for fornuften
Ville sådanne markeder ikke stimulere til terrorisme? Det afhænger helt af, hvordan man indretter dem. Professor Robin Hanson fra George Mason University, der har været en af pionererne inden for informationsmarkeder, har anbefalet, at indsatsen i disse markeder skulle begrænses til $100. Nok til at sikre en seriøs deltagelse, men for lidt til at stimulere terrorister til at bruge markederne som finansieringskilde. Men Robin Hansons anbefalinger er helt unødvendige.
Terrorister har masser af alternative finansieringsmuligheder i reale markeder. Hvis Al-Qaeda fx via anonyme kanaler havde gået kort i flyaktier [spekuleret i at kurserne faldt, red.] før den 11. september 2001, kunne de have sikret sig en gevaldig formue. Og de kunne have mangedoblet denne formue ved at reinvestere den i støvede Tandberg-aktier. Denne aktie steg nemlig flere tusinde procent, da det gik op for investorerne, at selskabet producerede videokonferenceudstyr.
Modstanden mod sikkerhedspolitiske informationsmarkeder er med andre ord ubegrundet, med mindre man finder det moralsk anstødeligt, at der kan spekuleres i terror, død og ødelæggelse. Men man fordriver ikke ondskab ved at lukke øjnene og handle i blinde. Derfor er skrotningen af PAM-projektet ikke en sejr for moralen, men et nederlag for fornuften.
Men måske skal man ikke begræde det skete. For ideen om informationsmarkeder lever videre og vil utvivlsomt blive videreudviklet i privat regi. The Economist Intelligence Unit (EIU) [et analyseinstitut, der er et søsterselskab til The Economist og som bl.a. kortlægger den økonomiske udvikling i 117 lande i ”CountryData”, red.] var således med på sidelinien, da Pentagon arbejdede med PAM-projektet. Og derfor kan man håbe, at EIU fortsætter udviklingsarbejdet og blæser på den politiske korrekthed blandt amerikanske politikere.

Jeg var endnu engang inde på modkraft.dk for at lede efter spændende stykker, og jeg fandt straks en interessant artikel skrevet af Thomas Dam Olsen, cand.mag. i historie. Men bag det akademiske røgslør skjuler sig et politiserende og unuanceret angreb. Et voldsomt angreb på utilitarismens funktionalitet og berettigelse i den offentlige sfære.
Thomas Dam Olsen starter med at beskrive to velkendte retninger indenfor etikken, den teleologiske og den deontologiske. Hans beskrivelse af utilitarismen (teleologisk etik) er ikke ligefrem avanceret, ej heller nuanceret, men den er passende til Dam Olsens formål. Han slutter beskrivelsen af utilitarismen af med et forsøg på at miskreditere teorien. Det er det velkendte argument, der forfægter, at utilitarismen er praktisk uanvendeligt ”idet man slet ikke kan definere, endsige måle, den velfærd eller lykke, som er hele grundlaget for teorien”.
Det er rigtigt, at vi kan ofte kun kan lave approksimative bud på hvad resultatet af en handling vil være. Men dette er ikke et argument imod utilitarismen som normativ etisk teori. Hvis utilitarisme er besværlig at implementere, betyder det blot dette. Det betyder ikke, at utilitarismen er forkert. Mange store opdagelser, specielt i videnskabsverdenen, har været svære at implementere, men det gør dem ikke forkerte. Problemet med at måle præferencer er simpelthen kun en praktisk besværlighed som vi må løse. Heldigvis er det ikke uløseligt. Det er nemlig ikke umuligt at lave en nogen lunde kalkulering. For eksempel ville valget mellem et samfund bestående af 999.999 glade og tilfredse mennesker og 1 mand med tandpine og så den omvendte situation være lige til at afgøre. Hvad ville du – og enhver anden fornuftig person – mon foretrække?
Det er altså ikke spørgsmål om decideret matematik, men skøn og sammenligninger. Utilitarismens kalkuleringer skal argumenteres og diskuteres, ikke udregnes på matematisk vis.

Efter dette halvsløje angreb forsøger Thomas Dam Olsen at forklare, hvordan den deontologiske etik hænger sammen. Han fremlægger ikke nogle klassiske kritikpunkter af den deontologiske etik ligesom han gjorde med utilitarismen, men han skriver dog, at ”når en handling opfylder betingelsen om universalitet, som det udtrykkes i det kategoriske imperativ, så er det en moralsk handling. Hvilke faktiske konsekvenser, der så i øvrigt viser sig, er helt ligegyldige i vurderingen af rigtigt/forkert”. Han er åbenlyst ærlig omkring den deontologiske etiks begrænsninger og hvad skal man så bruge modargumenter til når han selv formår at forvilde sig ud ovenstående sætninger. Enhver burde nemlig kunne se, at det er absurd at påstå, at de ”faktiske konsekvenser” er ”ligegyldige”.
Hvor skørt dette er, kan illustreres ved hjælp af en hypotetisk situation som filosoffen J.C.C. Smart har fremlagt. Man skal forestille sig, at man er strandet på en øde ø med en gammel videnskabsmand. Denne videnskabsmand har svaret på, hvordan man helbreder en dødsensfarlig sygdom, men nægter at fortælle den. Efter et par dage på øen fortæller han dig dog hemmeligheden på den betingelse, at du aldrig nogensinde fortæller den til andre. Den gamle videnskabsmand dør derefter, og heldigvis bliver du noget senere reddet af et forbipasserende skib. Hvad er det moralsk rigtige at gøre når man kommer tilbage til civilisationen? Holde dit løfte, som den deontologiske etiks imperativer formentlig ville foreskrive, eller røbe hemmeligheden og dermed bryde løftet, men redde mange sygdomsramte og lidende mennesker?
Et andet klassisk eksempel omhandler hvad man skal gøre, hvis en Gestapo-agent bankede på din dør under 2. Verdenskrig. Kort forinden havde du lige hjulpet en jøde med at gemme sig i din kælder, så du ved udmærket godt hvad Gestapo-agenten er ude efter. Rigtigt nok spørger agenten også om du har set den undvegne jøde. Den deontologiske etiks imperativer ville utvivlsomt foreskrive, at du fortalte sandheden, men enhver kan regne ud hvad der så vil ske med den stakkels jøde. Er det så ikke mere rigtigt at opdigte en falsk historie og på den måde redde jøden?
Man kan blive ved i en uendelighed. Pointen er, at man ikke kan fraskrive de ”faktiske konsekvenser” som ”ligegyldige” uden man havner i absurde tilstande. Vore handlinger bør evalueres udfra deres konsekvenser – ikke hvad vore intentioner med handlingerne var.

Thomas Dam Olsen fortsætter herefter sit forsimplede togt imod utilitarismen ved at påstå, at utilitarismen sådan uden lige vil føre til, at ”minoritetsgrupper på op til 49 %, anderledes tænkende, folk, der argumenterer i henhold til andre moralopfattelser, vil i praksis blive udgrænset i den utilitaristiske praksis, fordi de altid vil falde til den forkerte side i det utilitaristiske regnestykke”. Dette er et meget banalt argument. Jeg har tidligere skrevet, at det ikke er et regnestykke utilitaristen eftersøger, men blot en sammenligning. Derudover er det en vidtgående sammenligning. Man skal også kigge på fremtidige konsekvenser og sammenhænge. For eksempel kan man i en utilitaristisk kalkule argumentere for, at anderledes tænkende kan være med til at frembringe en diversitet i samfundet, som medfører en større kreativitet, som så igen er grobund for teknologiske opfindelser, der i sidste ende fører til økonomisk vækst. John Stuart Mill har i On Liberty skrevet flere sider om hvad tolerance, frihed og meningsforskellighed kan have af positive konsekvenser for alle. Konklusionen er, at utilitarismen ikke medfører fascisme, undertrykkelse og diktatur, men derimod frihed. Det mest nyttefulde er nemlig at lade folk disponere over deres eget liv, derfor må utilitarismen også anbefale frihed og autonomi for den enkelte. At tyrannisere folk har meget, meget, meget sjældent et nyttefuldt resultat.

Man skulle på nuværende tidspunkt tro, at Thomas Dam Olsen var ved at løbe tør for ammunition, men han fortsætter i ufortrøden stil. Nu vil han nemlig stryge de venstreorienterede modkraft.dk-læsere med hårene. Dette gør han ved at stille spørgsmålstegn ved om kapitalismen er ”god”. Han anerkender, at kapitalismen er effektiv og planøkonomien ”hamrende ineffektiv”, men at gå derfra og så til at anbefale kapitalismen kan Thomas Dam Olsen åbenbart ikke. Derimod synes han tilsyneladende, at kommunismen faktisk er mere ”prisværdig” end kapitalismen. Hvorfor, får vi ikke at vide. Man kan kun gisne om, at Thomas Dam Olsen tilsyneladende mener, at hungersnød, centralisering af magt og brutal undertrykkelse er moralsk ”prisværdigt”. Hvilket kategorisk imperativ der indebærer, at Sovjetunionen var ”prisværdig” ved jeg ikke, men uhyggeligt er det da.
Thomas Dam Olsen fortsætter derefter med at lefle for den typiske modkraft.dk-læser. Han forsøger at vurdere om krig (læs: angrebskrigen i Irak) er moralsk god. Han opstiller en hypotese, der lyder således: ”Hvis for eksempel en angrebskrig skader 100 000 mennesker, men gavner 10 millioner, og mængden af velfærd er større end mængden af det modsatte ved udførelsen af denne krigshandling, så er det moralsk godt at gå i krig, hvis man skal holde sig nøje til den hedonistiske utilitarismetanke.” Det er et klassisk eksempel på, hvordan mange misforstår utilitarismen. Utilitarismen handler også om fremtiden – derfor skal man også vurdere konsekvenserne for det internationale samfund med hensyn til uforbederlige skader på internationale relationer, øgede skatter og mindre økonomisk frihed i angrebslandene, mindre retssikkerhed for tilfangetagne, mulig borgerkrigs-lignende tilstande i det angrebne land og en hulens masse andre ting. Det handler altså ikke kun om at ofre A for B, C, D og E, men om et virvar af sammenhænge. Når alt deres gøres op så godt som det er muligt, er det sjældent at krig bliver anbefalelsesværdigt.
Samtidig med dette er utilitarismen henførende. Man skal altså spørge: Er der andre muligheder, og så skal der ellers sammenlignes. Der er meget, meget ofte andre og mere nyttefulde alternativer til krig. Det synes jeg også, der var i Irak. Jeg vil dog ikke gøre dette til et indlæg om Irak, men blot konkludere, at utilitarismen ikke per se anbefaler krig. Tværtimod vil utilitarismen ofte argumentere imod krig.
Utilitarismen kan dog i visse tilfælde anbefale krig. Thomas Dam Olsen afviser, at den deontologiske etik kan dette. Han skriver faktisk direkte, at det simpelthen bare er forkert at slå ihjel. I langt, langt de fleste tilfælde har han ret, men der findes desværre tilfælde hvor drab er den mindste af et par onder. Et kendt eksempel på dette er historien om togvognen, der er på vej imod 20 arbejdende mænd, men hvor du alene har chancen for at skifte spor så togvognen i stedet kun rammer 1 gammel kone. De fleste vil nok anerkende, at det er værst, at der dør 20 og dermed også acceptere, at det er moralsk rigtigt at skifte spor for togvognen, selvom den gamle kone kommer til skade. 20 liv er altså mere værd end 1 liv, uanset hvordan man vender og drejer det.
Til sidst forsøger Thomas Dam Olsen at blande sig i fordelingsmæssige spørgsmål. Han angriber – som ægte venstreorienteret – idéen om, at skattelettelser til de rige giver bedre vilkår for alle. Han mener, at det er ”bemærkelsesværdigt, at man undgår de egentligt moralske spørgsmål ved i stedet at tale om nytte og effektivitet”. Hvad han egentlig snakker om ved vel kun dem som befinder sig i Thomas Dam Olsens mørke sinds inderste hjørne. For hvad er ”de egentligt moralske spørgsmål”? Man kan næppe kalde det argumentation blot at lade læseren fantasere sig til mulige argumenter. Handler det i virkeligheden om libertarianismens ukrænkelige ejendomsret? Er dét et ”egentligt moralsk spørgsmål”? Gad vide hvad Thomas Dam Olsen egentlig tænker på…

Afslutningsvis opfordrer Thomas Dam Olsen folk til at ”vælte sig i moralbetragtninger”. Hvad han lige præcis mener, står hen i det uvisse, dog er det sikkert, at ”moralbetragtninger” ikke er rendyrket utilitarisme. Man skal altså droppe at diskutere hvad der er mest nyttefuldt, effektivt og hensigtsmæssigt og i stedet koncentrere os om ”moralbetragtninger”. Jeg kan lige forestille mig, hvordan Thomas Dam Olsen sidder med sine venner på modkraft.dk og diskuterer om det nu også er ’moralsk rigtigt’ at give skattelettelser til de rigeste 40%, privatisere sygehusvæsnet og folkeskolerne, legalisere prostitution og afskaffe erhvervsfremme-systemet. Inderst inde ved de nemlig godt, at kapitalismen er vejen frem, men i deres febrilske sidste modstand forsøger de at opfinde et nyt brystværn – moralen. Gennemskueligt? Ubrugeligt? Plat? Ja, ja og ja.

For tiden foregår der en intern kamp i Venstre, hvor de kulturkonservative forsøger at udrydde den sidste del liberalisme partiet indeholder. Jeg har for længst fraskrevet Venstre som et liberalt parti, og nu skal kampen altså kæmpes en smule posthumt i Berlingske Tidendes spalter. Mikael Bonde Nielsen står stadig for det bedste indlæg. Han er landets skarpeste liberalist og hans bidrag til debatten er stadigvæk et højdepunkt, der skal læses. Jeg er meget enig med ham.
Derimod er jeg ikke enig med sognepræsten Finn Arne Bye som har skrevet en kronik i Berlingske Tidende. Som jeg har sagt tidligere vil jeg ikke blande mig i debatten, da jeg sådan set ikke bekymrer mig om Venstres ’menneskesyn’. Jeg ved udmærket godt, at Venstre ikke er liberale. Jeg vil dog alligevel lige knytte en lille kommentar til Finn Arne Byes fortolkning af John Lockes filosofi. Finn Arne Bye skriver:

”Ifølge Hobbes og Locke er mennesket i sidste ende ikke andet end et egoistisk væsen, der er drevet af sit begær og styres af fornuften. Det betyder, at vi alle sammen i bund og grund er hinandens fjender, og når vi har indgået en samfundspagt med hinanden, er det for at forhindre, at vi alle sammen slår hinanden ihjel. Dette syn på mennesket ligger bag de vestlige samfunds liberalisme: Den grundlæggende kamp i menneskelivet er den enkeltes kamp for selvbevarelse, og derfor er det frie marked opstået som det forum, hvor kampen kan fortsætte.”

Nu kender jeg selvfølgelig ikke alle John Lockes skrifter, men jeg kan ikke genkende ham i ovenstående. Locke var rigtig nok naturretstænker. Naturretstænkere tog udgangspunkt i naturtilstanden, tilstanden før samfundsdannelsen. Det skal ikke nødvendigvis forstås konkret, men skal i højere grad fortolkes som en hypotese, der kan være med til at udforme den retfærdige samfundspagt. Det var nemlig idéen, at menneskerne i urtilstanden skulle slutte sig sammen i en samfundsdannelse, hvor de skulle ’aftale’ en samfundspagt. Denne idé går helt tilbage til Thomas Aquinas, som mente, at mennesket gik fra naturtilstanden til civilisationen for at sikre freden. Denne holdning byggede den omtalte Thomas Hobbes videre på. Han mente, at naturtilstanden var en alles kamp (eller krig) mod alle, hvor ingen kunne vide sig sikre. Naturtilstanden var en tilstand, hvor alle levede i konstant frygt og i konstant fare. Derfor dannede mennesket samfund, og gav al magt til en suveræn. Således kunne den almægtige suverænen indgyde ærefrygt og opretholde ro og orden. Men Locke opponerer imod denne antagelse. Locke mener nemlig, at naturtilstanden så anderledes ud. For det første var Lockes beskrivelse af naturtilstanden noget mere konkret og historisk, for det andet forestillede han sig naturtilstanden som værende fredelig. Locke mente, at alle var lige og frie i naturtilstanden og styret af fornuften og hvad han kalder ’naturloven’. Denne indebar blot, at man ikke stjal eller slog andre ihjel. Alligevel valgte urmenneskerne at etablere et samfund og indgå en samfundspagt. Denne samfundspagt skulle sikre folket deres ejendomsret, deres frihed, deres lighed og deres sikkerhed. Locke lagde altså fundamentet for naturgivne menneskerettigheder. Han fremførte endda, at hvis en stat ikke beskyttede de naturlige rettigheder, så måtte folket gøre oprør. Locke mente dermed ikke, at man skulle overdrage magten til suverænen, men i stedet skulle folket have magten. Derfor var han også fortaler for en begrænset form for demokrati og for en magtdeling.
Locke kan altså ikke sidestilles med Hobbes. Han skal tværtimod læses som modspil til Hobbes’ naturretstanker.

Nå, men det var ikke for at blande mig yderligere i debatten. Det virker bare sløjt, at de kulturkonservative ikke engang ved, hvem deres modstander er. Måske er det fordi deres modstander allerede er slået internt i partiet eller måske skyldes det blot en ualmindelig doven tilgang til diskussionen. Uanset hvad viser det lidt om debattens niveau, som falder for hver dag der går efter Mikael Bonde Nielsens bidrag.

Jeg har oversat en artikel til antikrig.dk. Det er måske en den fedeste artikel som antikrig.dk har uploadet, men den er meget informerende og spændende. Jeg har valgt at bringe nogle uddrag fra den her på min side.

Af Lawrence S. Wittner
I en kommentar i New York Times gentager professor Kiron Skinner de triumfatoriske republikaneres velkendte refræn, om hvorledes Ronald Reagans aggressive retorik og militære politik forbedrede det sovjetisk-amerikanske forhold og førte til afslutningen af den Kolde Krig.
Dette eventyr varmer måske hjerterne hos dem, som tror på virkningsfuldheden i militære oprustninger og krige, men det har liden lighed med virkeligheden.
[...]
Hvis den version af disse begivenheder - den triumfatoriske version udbasuneret af professor Skinner - skal holde vand, må der utvivlsomt være nogle beviser for dette i sovjetiske kilder. Når alt kommer til alt er fundamentet af triumfatorernes sag, at Sovjetunionen overgav sig, da de blev konfronteret med USA’s militære “styrke”. Men på trods af de adskillige sovjetiske dokumenter som er blevet frigivet, de mange udtalelser som er blevet fremsat af tidligere sovjetiske embedsmænd, og erindringer der er blevet skrevet af tidligere sovjetiske ledere, så er der ikke fremkommet noget bevis for den triumfatoriske påstand.
Endvidere har tidligere sovjetiske embedsmænd gentagne gange afvist påstanden. Adspurgt om den amerikanske regerings hårde linje havde tvunget den sovjetiske regering til at blive mere forsonende svarede Aleksandr Yakovlev, en af Gorbatjovs øverste udenrigspolitiske rådgivere: “Det spillede ingen rolle. Ingen. Det kan jeg sige i dybeste ansvarlighed.” Arbatov, også en af Gorbatjovs centrale udenrigspolitiske rådgivere, kaldte forestillingen, at amerikansk militær oprustning hjalp med at forandre den sovjetiske politik for “absolut nonsens.” De sovjetiske forandringer, sagde han, “ikke bare modnede indenfor landet, men udsprang også inden i det.”
[...]
Da Gorbatjov blev spurgt om den triumfatoriske påstand, fremført i George H.W. Bush’ præsidentkampagne i 1992, svarede han simpelt: “Jeg kan forestille mig, at det er nødvendige ting i en kampagne. Men hvis idéen bliver taget seriøst, så er det en meget stor vildfarelse.”
Skal vi tro på illusioner? Igennem flere årtier har amerikanske regeringsembedsmænd, historikere og de højlærde fortalt os, at Kennedy-administrationens militære mobilisering under Cuba-krisen førte til dens fredsfyldte opløsning. Lige pludselig afslørede amerikanske nøgleembedsmænd, at krisen blev overkommet takket værd amerikanske indrømmelser. Nu er høgene igen travle med at fylde os med triumfatoriske fantasier omkring afslutningen på den Kolde Krig. Skal vi ikke føle en smule skepsis omkring denne proces, specielt når - som i Professor Skinners tilfælde - det åbenlyst anvendes til at retfærdiggøre den nuværende amerikanske udenrigspolitik?

Læs hele artiklen, hjælp antikrig.dk og støt antiwar.com.

Da jeg keder mig forfærdeligt lige nu, har jeg sendt disse 3 læserbreve til Politiken. Så må vi se om de bliver trykt i avisen…

Et råd til Hr. Pind [uddrag fra mit forrige indlæg]
Søren Pind kom for nylig med et forslag, som handlede om at fjerne narkomaner fra bybilledet ved enten at smide dem i fængsel eller blot ved at tvangsafvænne dem. Pinds forslag kommer som en naturlig konsekvens af den linie de danske politikere har ført de seneste 35 år. Det næste skridt må være Singapore-tilstande, hvor der er dødsstraf for besiddelse af narkotika. Man kan sagtens fortsætte i samme spor som Søren Pind. Man kan ihærdigt forsøge at gøre retshåndhævelsen effektiv. Det mest effektive og formentlig endegyldige i dette spor er, at man skyder forhandlerne og spærrer narkomanerne inde til de er stoffri.
Man kunne dog også forestille sig en anden løsning: Legalisering.

Et råd til Christiansborg
Forleden læste jeg, at der var flertal i Folketinget for at stramme reglerne omkring postomdelte reklamer med seksuelle undertoner. Er jeg den eneste, der undrer sig over hvor lidt almindelig sund fornuft de vedkommende politikere på Christiansborg besidder? Hvis det var sådan, at folk blev stødt og chikaneret af de postomdelte reklamers undertoner, må man antage, at disse folk vil gøre alt for at undgå at handle det pågældende sted eller købe det pågældende produkt. Hvis seksuelle undertoner var et reelt problem for den almene borger, så ville markedsmekanismerne nok sørge for, at undertonerne ikke solgte så godt.
Måske skulle politikerne lægge paternalismen på hylden og satse på den sunde fornuft.

Et råd til statslederne
Det er forstummende at overvære, hvordan enhver kritik af Putins jerngreb om Rusland forsvandt som dug for solen, da Putin fejrede tresårsdagen for sejren over Nazityskland med pomp, pragt og parade i bedste Stalin-stil. Men selvom Putin måske kan overgå alle andre statsoverhoveder i ligegyldig og pompøst pengespild giver det ham stadig ikke ret til at sørge for straffrihed for soldater i den russiske hær, der har begået menneskerettighedsovertrædelser og det giver ham slet ikke ret til at knække fjender både indenrigs og udenrigs ved hjælp af tortur, mishandling, censur, mord, diskrimination og andre mafia-metoder.

Forleden argumenterede jeg for liberaliseringen af prostitutionserhvervet. Siden hen er der kommet et nyt argument for en kriminalisering af prostitutionserhvervet. Et sådant forbud ville jo have den positive sidegevinst, at den ville trække brødet ud af munden på Danmarks største alfons, Ekstra Bladet, der meget hurtigt ville blive mange annoncekroner fattigere. Måske endda så fattigere, at Danmark ville miste en ellers evig kilde til frustration. Som utilitarist må jeg tage denne konsekvens med i min betragtning, og jeg må indrømme, at den er tungtvejende. Måske endda så essentiel, at jeg gerne vil støtte Mette Frederiksens forslag og sende utallige kvinder ud i kriminalitet, elendige forhold og andre negative oplevelser.
På den anden side skal enhver præference tælle uafhængigt af hvilken person, der ønsker det, så mon ikke mit personlige ønske om at nedbryde Ekstra Bladet bliver overtrumfet af de kvinder, der blot ønsker et eksistensgrundlag og en ordentlig arbejdsplads. Så jeg holder jeg mig til liberaliseringen af prostitutionserhvervet.

Når dette er sagt, må jeg hellere gå videre til næste punkt på min to-do-liste. Søren Pind kom for nylig med et særdeles uliberalt forslag, hvor han ønskede at fjerne narkomaner fra bybilledet ved enten at smide dem i fængsel eller blot at tvangsafvænne dem. Man kan sige, at Pinds forslag kommer som en naturlig konsekvens af den linie de danske politikere har kørt de seneste 35 år overfor narkotika-kriminalitet. Det næste skridt må være Singapore-tilstande, hvor der er dødsstraf for hovedparten af den narkotika-relaterede kriminalitet. Man kan sagtens fortsætte i samme spor som Søren Pind begiver sig ud på, hvor man ihærdigt forsøger at gøre retshåndhævelsen effektiv. Det mest effektive og formentlig endegyldige i denne løsning er formentlig, at man skyder forhandlerne, spærrer narkomanerne inde til de er stoffri og skyder dem hvis de alligevel vælger at vende tilbage til den illegale tilværelse.
Man kunne dog også forestille sig en anden løsning: Liberalisering og legalisering.

Tænk over det absurde i at straffe et menneske for at være i besiddelse af en flaske Jack Daniels eller en pakke Marlboro. Alkohol er faktisk et af de mest alvorlige sundhedsmæssige problemer i Danmark i dag, men vi straffer ikke alkoholikere med bøde eller fængsel af den grund. Og det selvom der er langt flere alkoholikere end kokainmisbrugere og selvom langt flere mennesker dør af alkoholrelaterede sygdomme og ulykker hvert år end af andet misbrug. Vi straffer heller ikke rygere eller forbyder cigaretter, selvom nikotin er langt det mest vanedannede stof, der findes.

Hvorfor skal vi så forbyde narkotika?

For narkomanernes skyld, vil nogle postulere. Men det har aldrig været nemmere at få fat på narkotika. Flere bruger i dag forbudte stoffer end nogensinde, og det samme gør sig gældende i USA, hvor man i endnu højere grad end i Danmark har forsøgt at hindre udbredelsen af stoffer med forbud. I Schweiz går det derimod bedre, og de har delvist legaliseret deres stoffer.
Det er efterhånden også en veldokumenteret kendsgerning, at hver eneste krone, som anvendes til at kriminalisere stoffer, går til ekstra kriminalitet og forringelser i stofbrugeres livskvalitet, som i forvejen godt kunne trænge til et løft opad. For når narkomaner får konfiskeret deres narkotika eller blot skal have penge til noget nyt, så går de ikke bare hjem og smadrer sparegrisen. Nej, de går ud og begår ny kriminalitet, ofte indbrud eller røveri. Så den påståede hjælp forvandler sig i stedet til, at man presser narkomaner ud i hård kriminalitet, ofte med katastrofale menneskelige følger som konsekvens.
Jamen, hvis lovgivningen ikke eksisterer for misbrugernes skyld, så eksisterer den for brugerne af de blødere stoffer? Nej, faktisk er forbuddet igen kun årsag til problemer. Mange unge tager lidt kokain, ecstasy eller lignede stoffer, når de er i byen for at more sig. Det kan være et sundhedsmæssigt problem, men et forbud hjælper på ingen måde. For det første det kræver det en kæmpe politiindsats at håndhæve forbuddet, når de unge skal more sig. Man skal tjekke folk for om de nu også har noget narko på sig, og der skal udskrives rapporter og bøder og andet fis, alt i mens seriøse forbrydelser finder sted andre stedet. For eksempel kunne man forestille sig, at en doven indbrudstyv var i gang med et rydde en stue i et forladt sommerhus. Politiet når dog aldrig derud, for de havde travlt med at ”hjælpe” unge festglade mennesker. Men hvad er det egentlig for en forbrydelse, at de unge brugere af narkotika har begået? Og hjælper man dem virkelig ved, at forfølge dem, visitere dem og ødelægge deres fester?
Nå, men så må lovgivningen eksistere for os almindelige borgeres skyld? Nej, igen er det forkert. Vi ved alle, at narkotika er ekstremt dyrt, fordi det er ulovligt og det er forbundet med stor risiko at handle med det, fordi man kan blive spærret inde af politiet, hvis man opdages. Priserne presses derfor højt op, og narkomanerne begår derfor indbrud for at skaffe penge til deres vane. Indbrud der rammer os almindelige borgere. Indbrud som Politiet ikke har tid til at tage sig af, fordi de har for travlt med at skrive bøder ud til folk, som de har stoppet på en bytur med 1 gram hash i lommen.
Desuden finder jeg det ikke betryggende, at man bare kan visitere og teste folk på gaden, fordi man har en mistanke om de har narkotika i lommen eller i blodet. Ubehaget og usikkerhederne ved en sådan personransagning burde i sig selv være nok til at afvise Pinds forslag og afkriminalisere stoffer. Jeg går nemlig ind for retssikkerhed, også for narkomaner, og flere tilfældige personransagninger er utvivlsomt resultatet, når man kan stoppe folk på gaden, visitere dem og – hvis Pind får sin vilje - tage tests af dem. Hvad en sådan opgave koster politiet er ikke til at vide, men det er formentlig en del. Og når det koster politiet, koster det skatteyderne på flere ubehagelige måder. Så nej, forbuddet eksisterer heller ikke for den almindelige borgers skyld.

I sidste ende opfylder forbuddet hverken borgernes, brugernes eller misbrugernes præferencer. Forbuddet fordrer kriminalitet, formynderi og omkostningskrævende, nytteløst arbejde.
Lad os vise vejen i Danmark og stoppe kriminaliseringen af narkotikabrugere ved at legalisere alle euforiserende stoffer. I stedet for at deltage i en umulig krig, bør vi bruge de mange ressourcer på at hjælpe misbrugerne på en ordentlig måde. Med legalisering af narkotika kan myndighederne desuden sikre en medicinsk kontrol af de stoffer, som folk alligevel tager, når de går i byen eller vil have deres daglige fix. Desuden ville man kunne indføre en mindre afgift på stofferne, hvoraf en stor procentdel af disse penge skulle gå til oplysningskampagner og lignende.
For mig at se er ovenstående – udfra et liberalt og utilitaristisk synspunkt – klart at præferere.

Og så skal det lige siges, at mit indlæg ikke er en opfordring til at tage stoffer. Det er slet ikke det, problematikken handler om…

Jeg have selv tænkt mig at skrive en kommentar til Thue Kjærhus’ kronik, også selvom den er mere henvendt til Venstre end til andre borgerlige. Dog omtaler Kjærhus både nyliberale og nyradikale. Selvom jeg aldrig ville kunne finde på at støtte Venstre, må jeg alligevel gå under de førnævnte betegnelser. Uanset hvad nåede Mikael Bonde Nielsen at skrive et svar før mig. Når han så fornemt har tilbagevist Kjærhus’ kritikpunkter, så finder jeg ikke nogen grund til at forsøge mig ud i et lignende projekt. I stedet vil jeg bare vise Mikael Bonde Nielsens forrygende svar her på siden:

Berlingske Tidende bragte i fredags en kronik af Thue Kjærhus, der er forstander ved Rønshoved Højskole ved det smukke Flensborg Fjord. Kronikken var en opsang til den forbistrede ungdom af nyliberale, der er ved at ødelægge partiet Venstre gennem vedholdende abstrakte diskussioner om liberalisme på bekostning af partiets grundtvigianske kulturarv og forpligtelse på det konkrete. Umiddelbart virker det jo som noget værre røgtæppevås, idet enhver ved selvsyn kan konstatere, at de unge nyliberale ikke har haft videre succes med at fastholde Venstre på partiets historiske bestemmelse; rollen som Danmarks liberale parti. Thue Kjærhus sander da også, Venstre under Anders Fogh Rasmussens ledelse har udviklet sig i nykonservativ retning.

Men vor højskolemand har død og pine brug for en stråmand. Han vil forpligte Venstre på en stadig mere national linje, hvilket bedst lader sig gøre ved at skabe et konstrueret modsætningsforhold mellem det konkrete og det abstrakte; mellem det partikulære og det universelle; ja, kort og godt mellem det nationale og globale. Og i dette projekt støttes han af Berlingske Tidendes førstemand, Niels Lunde, der i en klumme i søndagsudgaven perspektiverer højskoleforstanderens tese og slutter af med følgende formaning:

“Med de store reformer, det danske samfund er på vej ud i, er det vigtigt at holde fast i værdier, der binder os sammen i et folkeligt fællesskab”.

Til dette er det relevant at spørge: Er et folkeligt fællesskab konkret eller abstrakt? Er det netop ikke et fuldstændig diffust, uhåndgribeligt og derfor meningstomt begreb? Det fornemmer jeg, at det er. Og derfor forstår jeg hverken Kjærhus’ eller Lundes ærinde, når de angriber liberalismen for at være abstrakt. I øvrigt på et falsk grundlag. For hvis man overhovedet kan tale om en liberal antitese til det nationale eller folkelige, er det jo ikke udtrykt i det globale. Liberalismen er en politisk filosofi, der tager afsæt i individet. Og hvad er dog mere konkret end netop individet?

Når dette er sagt, glæder jeg mig over, at Berlingske Tidende tager hul på debatten; ikke om Venstres sjæl, men nærmere om modsætningsforholdet mellem klassisk liberalisme og nationalt orienteret kulturkonservatisme. For det er jo dét, det handler om. Og det er såmænd på tide, at slaget udkæmpes.

Thue Kjærhus og Niels Lunde har udpeget deres modstandere som CEPOS og Libertas. Tilsyneladende fordi, de ser et behov for at institutionalisere fjenderne. Lad mig derfor i al fredsommelighed gøre det samme, uden noget ønske om dæmonisering. Dagens liberale modstandere er ikke grundtvigianske studiekredse, men måske nærmere såkaldte inspirationsnetværk, som fx Nomos. Jeg lover, at begrunde valget i et snarligt indlæg.

Stærkt gået. Mikael Bonde Nielsen bliver ved med at imponere mig.