The Hairpin Bend

Når min yndige kæreste ligger i sengen og udregner hvor mange penge hun har brugt på tøj, sko og andre raffinerede ting og 60’ernes forrygende Gene Pitney synger ”I was only 24 hours from Tulsa” til den storladne lyd af blæsere, kvindekor og violiner, bliver man helt opstemt. Når man så derefter kaster et blik på ned på gulvet, hvor der ligger en ordentlig stak bøger omhandlende Oplysningstidens store politiske tænkere lige fra Voltaire, Diderot og Montesquieu til Burke, Paine, Locke, Smith og igen til den noget atypiske Rousseau, så ved man med sikkerhed, at opstemtheden bliver fastholdt i et stykke tid endnu. I hvert fald indtil jeg får næste dårlige nyhed (læs: næste politiske udspil fra et politisk parti) eller skal bebyrdes med konjuktiv, imperfektum og præteritum i spansk igen.
Når jeg nu er i så godt humør må jeg hellere udnytte det til at gøre noget ubehageligt – jeg skal revidere og rette mine egne tanker. Jeg har nemlig tidligere skrevet, at jeg finder utilitarismen væmmelig og umoralsk. Det var før jeg havde lært de finere dele af utilitarismen og det var før jeg havde brugt ufattelig lang tid på granske og vurdere andre etiske (og politiske) teorier. Efter sigende har man lov til at blive klogere, derfor har jeg valgt at revidere mit syn på etik endnu engang. Jeg er simpelthen gået bort fra den naturretslige tankegang om individernes unikke status som individuelle snefnug i et pligtorienteret system. Man er ikke født hverken til lighed, frihed eller ejendomsret. Rettigheder eksisterer ikke uafhængigt af vores juridiske system. Hverken Gud eller naturen har udstyret os med rettigheder. Rothbards selvejerskab kan ikke levere et fuldgodt og sammenhængende etisk system og Kants kategoriske imperativ er bare en højtravende abstraktion. Bare for at nævne to eksempler på fejlslagne opfattelser af etikken. Når det etiske rigtige bliver, at man skal nedkæmpe folk der ønsker at omfordele en lille del af de midler, man (på unfair vis) har fået, til lidende og fattige, så er der noget helt, helt i vejen med etikken. Det samme kan siges, når det bliver etisk rigtigt at fortælle øksemorderen, hvor hans næste offer gemmer sig, bare fordi man ikke må lyve. Det er selvfølgelig nogle simple, grænsende til det banale argumenter, men ovenstående eksempler eksemplificerer alligevel på fin vis problemerne ved at bygge sin etik på dogmer.
Jeg har tidligere redegjort for selvejerskabets mangler, så dette vil jeg ikke gøre igen. Desuden vil jeg ikke levere en kritik af den deontologiske etik i denne skrivelse. Dette må vente. I stedet vil jeg komme med et simpelt og ydmygt argument for præferenceutilitarismen. Ikke et logisk tvingende argument bygget på uangribelige aksiomer, men blot en god grund til at antage en utilitaristisk position.

Fra oldtiden har filosoffer og moralister udtrykt den idé, at etisk opførsel er forsvarlig ud fra et synspunkt, der på en eller anden måde er universelt. Den ’gyldne regel’, der tilskrives Moses og senere blev gentaget af Jesus, fortæller os, at man skal elske sin næste som sig selv – man skal altså give andres interesser samme vægt som man giver sine egne. Stoikerne mente, at etikken stammer fra en universel naturlov. Hutcheson, Hume og Adam Smith appellerede alle til en imaginær ’uvildig tilskuer’ som prøven på moralske domme. Utilitarister lige fra Bentham til J.C.C. Smart anser det for en grundsætning, at i afgørelsen af etiske spørgsmål ”tæller enhver for én og ingen for mere end én”. John Rawls inddrager samme grundsætning i sin filosofi, når folk bag Veil of Ignorance skal aflede basale etiske principper. Selv folk som Sarte og Habermas er enige om, at etik i en vis forstand er universel.
Det er altså en underliggende del af begrebet ’etik’, at det er universaliserbart. Etikken kræver, at vi går udover mig og dig til den universelle lov, den universaliserbare dom eller den ideale observatørs standpunkt, eller hvad vi end kalder det. Med dette mener jeg, at hvis man oprigtigt vil vurdere, at “A burde gøre X mod B og C”, så må man oprigtigt også kunne tilslutte sig en omvendt situation. ”B burde gøre X mod A og C” og ”C burde gøre X mod A og B” skal altså også være acceptable. Det ligger altså i etikken, at man skal vurdere moralske spørgsmål uafhængigt af sine egne præferencer (altså uanset om man er A, B eller C).
Når jeg accepterer, at etiske domme må fældes ud fra et universelt perspektiv (hvilket ligger i begrebet ’etik’) accepterer jeg altså også, at mine interesser og præferencer ikke tæller mere end andres. Når jeg tænker og handler etisk må jeg altså medregne alle interesserne af de personer der bliver berørt af min handlen, ikke blot mine egne. Dette kræver, at jeg skal afveje alle disse interesser og vælge det handlingsforløb, der mest sandsynligt maksimerer de påvirkedes interesser. Nu er vi altså allerede på et præferenceutilitaristisk niveau.
Den etiske doms universaliserbarhed leder altså til præferenceutilitarisme. Når man forestiller sig at være i andres sko og på den måde opfylder etikkens universelle aspekt, må dette i første omgang lede til præferenceutilitarisme. Dette er altså den ultimative mest minimale etiske teori, der kan leveres og umiddelbart også den eneste, der både er konsekvent og fleksibel.

Man må altså som udgangspunkt være præferenceutilitarist. Hvis jeg skal overbevises om andet, skal jeg virkelig have gode grunde. Som jeg har nævnt så mange gange før, så er jeg endnu ikke blevet præsenteret for en teori som har været bare det mindste holdbar, derfor er jeg stadig bare præferenceutilitarist.
Da jeg formulerede min politiske teori var jeg ikke helt afklaret med min holdning på dette område, og jeg forsøgte faktisk at forankre teorien i et aksiom á la selvejerskabet. Men jeg valgte i stedet blot at antage, at individernes interesse er det som har betydning for den politiske filosofi og etik. Det er altså klassisk præferenceutilitarisme, uden jeg dog ligefrem skiltede med det. Dette indlæg dementerer altså intet i min politiske teori, tværtimod uddyber det hvorfor jeg er nået frem til mine konklusioner om en minimeret velfærdsstat. Så nu er der føjet endnu et kapitel til min politiske teori – den er nu officielt præferenceutilitaristisk og det vil den være indtil, jeg får nogle ordentlige grunde til at ændre det.

Når alt dette er sagt, så mangler jeg stadigvæk at afgøre om jeg tilslutter mig R.M. Hares forskellige former for moralsk tankevirksomhed – den regelutilitaristiske automatik og den præferenceutilitaristiske kritiske teori. Rent faktisk mangler jeg stadigvæk at få læst Hares ’Moral Thinking’ til sidste side, så mon ikke jeg kommer til at skrive mere om dette senere.
Indtil videre er jeg dog præferenceutilitarist helt på linje med Peter Singer, en person jeg ellers tidligere havde kritiseret. Singer har selv indrømmet, at han er inspireret af Hare, så nu kan jeg indrømme, at jeg er inspireret af både Singer og Hare (og Rawls, denne skjulte utilitarist).

Nå, det var da ikke så slemt og ødelæggende for mit gode humør. Måske skulle jeg til at tage tidligere indlæg op og revidere og nuancere dem lidt oftere…