The Hairpin Bend

Imens Helle Thorning Schmidt har triumferet over Frank Jensen i en af de der trendy urafstemninger, der efter alt at dømme er det nye vidundermiddel i moderne partipolitik, har jeg tænkt en masse på, hvordan man burde reformere den danske stat, så den blev en anelse mere effekt end den er på nuværende tidspunkt. Det er en stor opgave, men samtidig en meget vigtig opgave. Jeg kan med andre ord ikke stille mig tilfreds med den nuværende statsmodel.

Først og fremmest skal det gøres klart, at jeg ikke mener, at omfordeling og offentlig finansiering af diverse goder per se er en dårlig idé. Hvis jeg ønsker at være realistisk bliver jeg tværtimod nødt til at antage, at omfordeling og offentlig finansiering er bevaringsværdige foranstaltninger. Jeg ønsker altså at fremsætte reformer, ikke revolutioner.
Jeg er dog alligevel meget skeptisk overfor vores nuværende indretning. Når helt almindelige danskere skal betale 60-70% af deres indkomst og der er skatter og afgifter på de mest absurde ting, er vi kommet for langt ud. Når syge mennesker skal ligge på vores hospitalers gange og kræftpatienter ikke kan få behandling i ferierne, er vores serviceniveau helt forfærdeligt lavt. Når vores dyre folkeskole gang på gang bliver vurderet som en af EU’s dårligste, er der noget helt galt. Når borgerne forfølges grådigt for små, latterlige beløb, er bureaukratiet gået for vidt. Ja, det er alle disse ting der skal ændres på. Hvis vi ændrer på ovenstående ting vil vores system utvivlsomt nærme sig det upåklagelige – og det er netop det upåklagelige system, jeg efterspørger til kombination med kapitalismen.

Jeg vil skrive lidt om sygehusvæsnet, indkomstfordeling og skattelovgivningen i dette indlæg.

Sygehusvæsnet.
Et ord: Udlicitering. Hvorfor? Jo, så vidt jeg lige kan huske fra sidste gang jeg kiggede på vores lands budget, brugte vi 70 milliarder på sundhedsområdet. Det er mange penge i forhold til vores lands lille størrelse. Det er giver os en 4. plads over de lande, der bruger flest penge per indbygger på deres sundhedssystem. (Desuden har vi et af verdens højeste skattetryk). Men giver det os så også gode resultater? Nej. En undersøgelse fra WHO (kan desværre ikke lige finde den på nettet) påpeger, at vi er nummer 34, når det kommer til hvilke sundhedssystemer der fungerer bedst. Vi blev nummer sidst i EU. Det er ikke betryggende. Både Chile og Colombia havde et bedre system end os. Hvis man lægger det faktum, at vi også har EU’s laveste gennemsnitsalder, så kan man vist ikke komme udenom, at vores sundhedsområde er elendigt. Enhver der har besøgt et offentligt hospital vil også kunne berette om, hvordan man var tvunget til at ligge på delestuer og dele toilet med både syge og besøgende. Èn ting er, at man er syg, men at man også skal give afkald på sit privatliv og levere langt ringere end man gør når man ikke er syg, er dybt uforståeligt. Noget er altså helt, helt galt…
Jeg nævner udlicitering som løsningen. Dette hænger sammen med Milton Friedmans idé markedsstyring af offentlige ydelser. Jeg har ikke den endegyldige løsning, men jeg tror, at god gammeldags konkurrence kan løse mange af problemerne. I stedet for at gøre de offentlige hospitaler gratis, så de private bliver dyre og det dermed kun er de rigeste, der får mulighed for at få ordentlige forhold, så burde man sælge alle offentlige sygehuse. Det ville man nok få en fin gevinst ud af. Derefter skal man fuldføre Venstres idé om at pengene skal følge patienten. Det skal ikke gøres halvt som Venstre har gjort det, men det skal gøres helt. Det skal altså stadig være gratis at blive behandlet, men man skal selv vælge, hvor man skal blive behandlet. Derfor vil hospitalerne konkurrere om at levere den bedste vare – det bedste ophold og den hurtigste behandling. Når der bliver fri adgang til at oprette private hospitaler vil udbuddet svare bedre til efterspørgslen og behovet, og på den måde vil patienterne blive bedst tilfredsstillet.
Jeg forestiller mig, at det eneste staten skal blande sig i, hvad angår sygevæsnet er grundforskning, overenskomster og den juridiske sikring af hospitalspenge. Tilskuddene skal kommunen tage sig af og produktleverancen skal de private hospitaler stå for. På den måde kommer den offentlige ydelse til at fungere på markedsvilkår.
Jeg kan ikke give et bud på om vi kan spare mange penge på denne måde, men vi kan i hvert fald få mere for pengene. Desuden kan statens monopol og den deraf følgende bureaukrati mindskes gevaldigt. Dog vil jeg alligevel postulere, at de samlede udgifter fra staten kan minimeres til 50 milliarder kroner.

Indkomstfordeling og skat.
Jeg vil gøre det kort, så jeg citerer fra en fremragende artikel om Milton Friedmans idé om negativ indkomstskat:

I følge Friedman bør statslig indkomstomfordeling bygge på to overordnede principper. For det første bør ethvert velfærdsprogram komme de fattigste til gode. Dette virker umiddelbart banalt, men faktum er imidlertid, at mange af nutidens velfærdsprogrammer i både USA og Europa primært blot omfordeler indkomst internt i den store brede middelklasse. For det andet bør velfærdsprogrammer ifølge Friedman operere på markedsprincipper og i mindst muligt omfang forvride borgernes adfærd. Problemet med nutidens velfærdsprogrammer (f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse) er netop, at de reducerer incitamenterne til at arbejde, uddanne sig, spare op osv. Den negative indkomstskat bygger på ovenstående principper. Tanken er ganske simpel. Friedman foreslår, at skattesystemet og socialsystemet integreres til ét system.

Jeg forestiller mig, at det vil komme til at se sådan her ud i Danmark:

En negativ indkomstskat på 50% (helst lavere) med et skattefradrag på 13.000 kroner om måneden ville se således ud:
6.500 – arbejdsløs, pensionist, studerende.
2.500 + (50% af (13.000-2.500)) = 7.750 – Job med månedsløn på 2.500.
6.500 + (50% af (13.000-6.500)) = 9.750 – Job med månedsløn på 6.500.
12.000 + (50% af (13.000-12.000)) = 12.500 – Job med månedsløn på 12.000.
13.000 – Job med månedsløn på 13.000.

Artiklen om Milton Friedmans fine tanker fortsætter så med at remse nogle åbenlyse fordele op ved det ovenstående system:

I de fleste velfærdssystemer i den vestlige verden vil en offentlig bistand (f.eks. kontanthjælp) blive reduceret med et beløb modsvarende selv en nok så beskeden lønindkomst. Det mindsker naturligt nok lysten til at arbejde, hvis skatten på den først tjente krone i realiteten er 100 pct. Problemet er betydelig mindre med en negativ indkomstskat, da systemet netop sikrer, at man altid vil få en vis indkomstfremgang efter skat, når man tjener en krone mere. Dermed vil en negativ indkomstskat forøge incitamenterne for lavindkomstgrupper til at påtage sig et arbejde i forhold til eksisterende systemer.
Derudover er systemet forbundet med en række andre fordele i forhold til de nu gældende velfærdsordninger. Den største fordel vil sandsynligvis være, at en negativ indkomstskat er uhyre let at administrere i forhold til den mængde af forskellige offentlige ydelser, der i dag eksisterer i de fleste vestlige velfærdsstater.

Det er dog vigtigt, at det ikke må komme til at koste mere end vores nuværende system. Det tror jeg dog heller ikke det ville.
Hvis man nu tjener over de 13.000 om måneden skal man betale én skat på omkring de 30%. Denne skat skal være en flat-tax. Denne skat indeholder ingen skattefradrag udover et børne- og negativ indkomstskatfradrag. Med andre ord er den myriade af fradrag og andet fis, som eksisterer i vores nuværende system blevet elimineret og den utrolige tidsspild, der er forbundet med at udfylde en helt urimelig mængde papirer bliver drastisk reduceret. Forestil dig, at dit skattekort er på størrelse med et postkort. Så blændende ender det måske ikke, men det burde være muligt at gøre vores nuværende skatte- og afgiftslove noget mere kortfattede og simple. På nuværende tidspunkt fylder skattelovgningen over 2000 sider. Det burde ikke være sådan.
Derudover formår en flat-tax at levere en rimelighed der er uhørt i forhold til andre skatteskrivninger. De lavestlønnede betaler ikke så meget som de højestlønnede (pga. den negative indkomstskat og dennes fradrag), til gengæld er skatten ikke progressiv, men flad. Hårdt arbejde og slid bliver altså ikke straffet, men kan derimod altid betale sig.
Endvidere skal skatten fokusere på primært forbrug, og ikke på indkomst, opsparing og firmaers overskud. Hvordan man klarer dette har jeg ikke lige tænkt over, men Hall-Rabushka-skatten er da et spændende forslag. Både import-incitamentet og den forholdsvis flade forbrugsorienterede skat er fine dele, men forslaget skal lige ændres så det vil fungere godt med en negativ indkomstskat. Det kræver vist en hel del arbejde.

Det essentielle er, at vi få et mere simpelt, rimeligt, effektivt og billigere skattesystem, hvis vi implementerer en negativ indkomstskat og en flat-tax. Vi får fjernet en hulens masse fradrag, tilskudsordninger, et miskmask af forskellige sociale bistandsydelser, afgifter og rod. På den måde får man effektiviseret (=minimeret) det offentlige så meget som det nu er realistisk og muligt på nuværende tidspunkt.