The Hairpin Bend

Når min yndige kæreste ligger i sengen og udregner hvor mange penge hun har brugt på tøj, sko og andre raffinerede ting og 60’ernes forrygende Gene Pitney synger ”I was only 24 hours from Tulsa” til den storladne lyd af blæsere, kvindekor og violiner, bliver man helt opstemt. Når man så derefter kaster et blik på ned på gulvet, hvor der ligger en ordentlig stak bøger omhandlende Oplysningstidens store politiske tænkere lige fra Voltaire, Diderot og Montesquieu til Burke, Paine, Locke, Smith og igen til den noget atypiske Rousseau, så ved man med sikkerhed, at opstemtheden bliver fastholdt i et stykke tid endnu. I hvert fald indtil jeg får næste dårlige nyhed (læs: næste politiske udspil fra et politisk parti) eller skal bebyrdes med konjuktiv, imperfektum og præteritum i spansk igen.
Når jeg nu er i så godt humør må jeg hellere udnytte det til at gøre noget ubehageligt – jeg skal revidere og rette mine egne tanker. Jeg har nemlig tidligere skrevet, at jeg finder utilitarismen væmmelig og umoralsk. Det var før jeg havde lært de finere dele af utilitarismen og det var før jeg havde brugt ufattelig lang tid på granske og vurdere andre etiske (og politiske) teorier. Efter sigende har man lov til at blive klogere, derfor har jeg valgt at revidere mit syn på etik endnu engang. Jeg er simpelthen gået bort fra den naturretslige tankegang om individernes unikke status som individuelle snefnug i et pligtorienteret system. Man er ikke født hverken til lighed, frihed eller ejendomsret. Rettigheder eksisterer ikke uafhængigt af vores juridiske system. Hverken Gud eller naturen har udstyret os med rettigheder. Rothbards selvejerskab kan ikke levere et fuldgodt og sammenhængende etisk system og Kants kategoriske imperativ er bare en højtravende abstraktion. Bare for at nævne to eksempler på fejlslagne opfattelser af etikken. Når det etiske rigtige bliver, at man skal nedkæmpe folk der ønsker at omfordele en lille del af de midler, man (på unfair vis) har fået, til lidende og fattige, så er der noget helt, helt i vejen med etikken. Det samme kan siges, når det bliver etisk rigtigt at fortælle øksemorderen, hvor hans næste offer gemmer sig, bare fordi man ikke må lyve. Det er selvfølgelig nogle simple, grænsende til det banale argumenter, men ovenstående eksempler eksemplificerer alligevel på fin vis problemerne ved at bygge sin etik på dogmer.
Jeg har tidligere redegjort for selvejerskabets mangler, så dette vil jeg ikke gøre igen. Desuden vil jeg ikke levere en kritik af den deontologiske etik i denne skrivelse. Dette må vente. I stedet vil jeg komme med et simpelt og ydmygt argument for præferenceutilitarismen. Ikke et logisk tvingende argument bygget på uangribelige aksiomer, men blot en god grund til at antage en utilitaristisk position.

Fra oldtiden har filosoffer og moralister udtrykt den idé, at etisk opførsel er forsvarlig ud fra et synspunkt, der på en eller anden måde er universelt. Den ’gyldne regel’, der tilskrives Moses og senere blev gentaget af Jesus, fortæller os, at man skal elske sin næste som sig selv – man skal altså give andres interesser samme vægt som man giver sine egne. Stoikerne mente, at etikken stammer fra en universel naturlov. Hutcheson, Hume og Adam Smith appellerede alle til en imaginær ’uvildig tilskuer’ som prøven på moralske domme. Utilitarister lige fra Bentham til J.C.C. Smart anser det for en grundsætning, at i afgørelsen af etiske spørgsmål ”tæller enhver for én og ingen for mere end én”. John Rawls inddrager samme grundsætning i sin filosofi, når folk bag Veil of Ignorance skal aflede basale etiske principper. Selv folk som Sarte og Habermas er enige om, at etik i en vis forstand er universel.
Det er altså en underliggende del af begrebet ’etik’, at det er universaliserbart. Etikken kræver, at vi går udover mig og dig til den universelle lov, den universaliserbare dom eller den ideale observatørs standpunkt, eller hvad vi end kalder det. Med dette mener jeg, at hvis man oprigtigt vil vurdere, at “A burde gøre X mod B og C”, så må man oprigtigt også kunne tilslutte sig en omvendt situation. ”B burde gøre X mod A og C” og ”C burde gøre X mod A og B” skal altså også være acceptable. Det ligger altså i etikken, at man skal vurdere moralske spørgsmål uafhængigt af sine egne præferencer (altså uanset om man er A, B eller C).
Når jeg accepterer, at etiske domme må fældes ud fra et universelt perspektiv (hvilket ligger i begrebet ’etik’) accepterer jeg altså også, at mine interesser og præferencer ikke tæller mere end andres. Når jeg tænker og handler etisk må jeg altså medregne alle interesserne af de personer der bliver berørt af min handlen, ikke blot mine egne. Dette kræver, at jeg skal afveje alle disse interesser og vælge det handlingsforløb, der mest sandsynligt maksimerer de påvirkedes interesser. Nu er vi altså allerede på et præferenceutilitaristisk niveau.
Den etiske doms universaliserbarhed leder altså til præferenceutilitarisme. Når man forestiller sig at være i andres sko og på den måde opfylder etikkens universelle aspekt, må dette i første omgang lede til præferenceutilitarisme. Dette er altså den ultimative mest minimale etiske teori, der kan leveres og umiddelbart også den eneste, der både er konsekvent og fleksibel.

Man må altså som udgangspunkt være præferenceutilitarist. Hvis jeg skal overbevises om andet, skal jeg virkelig have gode grunde. Som jeg har nævnt så mange gange før, så er jeg endnu ikke blevet præsenteret for en teori som har været bare det mindste holdbar, derfor er jeg stadig bare præferenceutilitarist.
Da jeg formulerede min politiske teori var jeg ikke helt afklaret med min holdning på dette område, og jeg forsøgte faktisk at forankre teorien i et aksiom á la selvejerskabet. Men jeg valgte i stedet blot at antage, at individernes interesse er det som har betydning for den politiske filosofi og etik. Det er altså klassisk præferenceutilitarisme, uden jeg dog ligefrem skiltede med det. Dette indlæg dementerer altså intet i min politiske teori, tværtimod uddyber det hvorfor jeg er nået frem til mine konklusioner om en minimeret velfærdsstat. Så nu er der føjet endnu et kapitel til min politiske teori – den er nu officielt præferenceutilitaristisk og det vil den være indtil, jeg får nogle ordentlige grunde til at ændre det.

Når alt dette er sagt, så mangler jeg stadigvæk at afgøre om jeg tilslutter mig R.M. Hares forskellige former for moralsk tankevirksomhed – den regelutilitaristiske automatik og den præferenceutilitaristiske kritiske teori. Rent faktisk mangler jeg stadigvæk at få læst Hares ’Moral Thinking’ til sidste side, så mon ikke jeg kommer til at skrive mere om dette senere.
Indtil videre er jeg dog præferenceutilitarist helt på linje med Peter Singer, en person jeg ellers tidligere havde kritiseret. Singer har selv indrømmet, at han er inspireret af Hare, så nu kan jeg indrømme, at jeg er inspireret af både Singer og Hare (og Rawls, denne skjulte utilitarist).

Nå, det var da ikke så slemt og ødelæggende for mit gode humør. Måske skulle jeg til at tage tidligere indlæg op og revidere og nuancere dem lidt oftere…

Dette bliver en meget kort post, som rent faktisk kun har det formål at skamrose en ny dansk blog. Den hedder Punditokraterne. Bloggen er skrevet af ingen andre end Nicolai Foss, Mikael Jalving, Peter Kurrild-Klitgaard, Mikael Bonde Nielsen m.fl. På den liberale scene i Danmark er det absolut topnavne. Det er fantastisk med en dansk, seriøs, intelligent og velformuleret liberalistisk blog. Det er faktisk ikke bare fantastisk - det er forrygende!

Læs den!

Imens Helle Thorning Schmidt har triumferet over Frank Jensen i en af de der trendy urafstemninger, der efter alt at dømme er det nye vidundermiddel i moderne partipolitik, har jeg tænkt en masse på, hvordan man burde reformere den danske stat, så den blev en anelse mere effekt end den er på nuværende tidspunkt. Det er en stor opgave, men samtidig en meget vigtig opgave. Jeg kan med andre ord ikke stille mig tilfreds med den nuværende statsmodel.

Først og fremmest skal det gøres klart, at jeg ikke mener, at omfordeling og offentlig finansiering af diverse goder per se er en dårlig idé. Hvis jeg ønsker at være realistisk bliver jeg tværtimod nødt til at antage, at omfordeling og offentlig finansiering er bevaringsværdige foranstaltninger. Jeg ønsker altså at fremsætte reformer, ikke revolutioner.
Jeg er dog alligevel meget skeptisk overfor vores nuværende indretning. Når helt almindelige danskere skal betale 60-70% af deres indkomst og der er skatter og afgifter på de mest absurde ting, er vi kommet for langt ud. Når syge mennesker skal ligge på vores hospitalers gange og kræftpatienter ikke kan få behandling i ferierne, er vores serviceniveau helt forfærdeligt lavt. Når vores dyre folkeskole gang på gang bliver vurderet som en af EU’s dårligste, er der noget helt galt. Når borgerne forfølges grådigt for små, latterlige beløb, er bureaukratiet gået for vidt. Ja, det er alle disse ting der skal ændres på. Hvis vi ændrer på ovenstående ting vil vores system utvivlsomt nærme sig det upåklagelige – og det er netop det upåklagelige system, jeg efterspørger til kombination med kapitalismen.

Jeg vil skrive lidt om sygehusvæsnet, indkomstfordeling og skattelovgivningen i dette indlæg.

Sygehusvæsnet.
Et ord: Udlicitering. Hvorfor? Jo, så vidt jeg lige kan huske fra sidste gang jeg kiggede på vores lands budget, brugte vi 70 milliarder på sundhedsområdet. Det er mange penge i forhold til vores lands lille størrelse. Det er giver os en 4. plads over de lande, der bruger flest penge per indbygger på deres sundhedssystem. (Desuden har vi et af verdens højeste skattetryk). Men giver det os så også gode resultater? Nej. En undersøgelse fra WHO (kan desværre ikke lige finde den på nettet) påpeger, at vi er nummer 34, når det kommer til hvilke sundhedssystemer der fungerer bedst. Vi blev nummer sidst i EU. Det er ikke betryggende. Både Chile og Colombia havde et bedre system end os. Hvis man lægger det faktum, at vi også har EU’s laveste gennemsnitsalder, så kan man vist ikke komme udenom, at vores sundhedsområde er elendigt. Enhver der har besøgt et offentligt hospital vil også kunne berette om, hvordan man var tvunget til at ligge på delestuer og dele toilet med både syge og besøgende. Èn ting er, at man er syg, men at man også skal give afkald på sit privatliv og levere langt ringere end man gør når man ikke er syg, er dybt uforståeligt. Noget er altså helt, helt galt…
Jeg nævner udlicitering som løsningen. Dette hænger sammen med Milton Friedmans idé markedsstyring af offentlige ydelser. Jeg har ikke den endegyldige løsning, men jeg tror, at god gammeldags konkurrence kan løse mange af problemerne. I stedet for at gøre de offentlige hospitaler gratis, så de private bliver dyre og det dermed kun er de rigeste, der får mulighed for at få ordentlige forhold, så burde man sælge alle offentlige sygehuse. Det ville man nok få en fin gevinst ud af. Derefter skal man fuldføre Venstres idé om at pengene skal følge patienten. Det skal ikke gøres halvt som Venstre har gjort det, men det skal gøres helt. Det skal altså stadig være gratis at blive behandlet, men man skal selv vælge, hvor man skal blive behandlet. Derfor vil hospitalerne konkurrere om at levere den bedste vare – det bedste ophold og den hurtigste behandling. Når der bliver fri adgang til at oprette private hospitaler vil udbuddet svare bedre til efterspørgslen og behovet, og på den måde vil patienterne blive bedst tilfredsstillet.
Jeg forestiller mig, at det eneste staten skal blande sig i, hvad angår sygevæsnet er grundforskning, overenskomster og den juridiske sikring af hospitalspenge. Tilskuddene skal kommunen tage sig af og produktleverancen skal de private hospitaler stå for. På den måde kommer den offentlige ydelse til at fungere på markedsvilkår.
Jeg kan ikke give et bud på om vi kan spare mange penge på denne måde, men vi kan i hvert fald få mere for pengene. Desuden kan statens monopol og den deraf følgende bureaukrati mindskes gevaldigt. Dog vil jeg alligevel postulere, at de samlede udgifter fra staten kan minimeres til 50 milliarder kroner.

Indkomstfordeling og skat.
Jeg vil gøre det kort, så jeg citerer fra en fremragende artikel om Milton Friedmans idé om negativ indkomstskat:

I følge Friedman bør statslig indkomstomfordeling bygge på to overordnede principper. For det første bør ethvert velfærdsprogram komme de fattigste til gode. Dette virker umiddelbart banalt, men faktum er imidlertid, at mange af nutidens velfærdsprogrammer i både USA og Europa primært blot omfordeler indkomst internt i den store brede middelklasse. For det andet bør velfærdsprogrammer ifølge Friedman operere på markedsprincipper og i mindst muligt omfang forvride borgernes adfærd. Problemet med nutidens velfærdsprogrammer (f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse) er netop, at de reducerer incitamenterne til at arbejde, uddanne sig, spare op osv. Den negative indkomstskat bygger på ovenstående principper. Tanken er ganske simpel. Friedman foreslår, at skattesystemet og socialsystemet integreres til ét system.

Jeg forestiller mig, at det vil komme til at se sådan her ud i Danmark:

En negativ indkomstskat på 50% (helst lavere) med et skattefradrag på 13.000 kroner om måneden ville se således ud:
6.500 – arbejdsløs, pensionist, studerende.
2.500 + (50% af (13.000-2.500)) = 7.750 – Job med månedsløn på 2.500.
6.500 + (50% af (13.000-6.500)) = 9.750 – Job med månedsløn på 6.500.
12.000 + (50% af (13.000-12.000)) = 12.500 – Job med månedsløn på 12.000.
13.000 – Job med månedsløn på 13.000.

Artiklen om Milton Friedmans fine tanker fortsætter så med at remse nogle åbenlyse fordele op ved det ovenstående system:

I de fleste velfærdssystemer i den vestlige verden vil en offentlig bistand (f.eks. kontanthjælp) blive reduceret med et beløb modsvarende selv en nok så beskeden lønindkomst. Det mindsker naturligt nok lysten til at arbejde, hvis skatten på den først tjente krone i realiteten er 100 pct. Problemet er betydelig mindre med en negativ indkomstskat, da systemet netop sikrer, at man altid vil få en vis indkomstfremgang efter skat, når man tjener en krone mere. Dermed vil en negativ indkomstskat forøge incitamenterne for lavindkomstgrupper til at påtage sig et arbejde i forhold til eksisterende systemer.
Derudover er systemet forbundet med en række andre fordele i forhold til de nu gældende velfærdsordninger. Den største fordel vil sandsynligvis være, at en negativ indkomstskat er uhyre let at administrere i forhold til den mængde af forskellige offentlige ydelser, der i dag eksisterer i de fleste vestlige velfærdsstater.

Det er dog vigtigt, at det ikke må komme til at koste mere end vores nuværende system. Det tror jeg dog heller ikke det ville.
Hvis man nu tjener over de 13.000 om måneden skal man betale én skat på omkring de 30%. Denne skat skal være en flat-tax. Denne skat indeholder ingen skattefradrag udover et børne- og negativ indkomstskatfradrag. Med andre ord er den myriade af fradrag og andet fis, som eksisterer i vores nuværende system blevet elimineret og den utrolige tidsspild, der er forbundet med at udfylde en helt urimelig mængde papirer bliver drastisk reduceret. Forestil dig, at dit skattekort er på størrelse med et postkort. Så blændende ender det måske ikke, men det burde være muligt at gøre vores nuværende skatte- og afgiftslove noget mere kortfattede og simple. På nuværende tidspunkt fylder skattelovgningen over 2000 sider. Det burde ikke være sådan.
Derudover formår en flat-tax at levere en rimelighed der er uhørt i forhold til andre skatteskrivninger. De lavestlønnede betaler ikke så meget som de højestlønnede (pga. den negative indkomstskat og dennes fradrag), til gengæld er skatten ikke progressiv, men flad. Hårdt arbejde og slid bliver altså ikke straffet, men kan derimod altid betale sig.
Endvidere skal skatten fokusere på primært forbrug, og ikke på indkomst, opsparing og firmaers overskud. Hvordan man klarer dette har jeg ikke lige tænkt over, men Hall-Rabushka-skatten er da et spændende forslag. Både import-incitamentet og den forholdsvis flade forbrugsorienterede skat er fine dele, men forslaget skal lige ændres så det vil fungere godt med en negativ indkomstskat. Det kræver vist en hel del arbejde.

Det essentielle er, at vi få et mere simpelt, rimeligt, effektivt og billigere skattesystem, hvis vi implementerer en negativ indkomstskat og en flat-tax. Vi får fjernet en hulens masse fradrag, tilskudsordninger, et miskmask af forskellige sociale bistandsydelser, afgifter og rod. På den måde får man effektiviseret (=minimeret) det offentlige så meget som det nu er realistisk og muligt på nuværende tidspunkt.

Så døde Johannes Paul II. Jeg er mere end bare træt af at høre på hans dårekistesnak om “livets ukrænkelighed” og katolicismens fortræffeligheder, så jeg har ret svært ved at være ked af det.
På overraskende mange områder har han vist en chokerende intolerance for alle som står for noget andet end ham selv. Han har polariseret spørgsmål som prævention, abort og eutanasi, og gennem sin stejle holdning fratog han kirken en rolle i kampen mod aids. Han har ført en næsten spøgelsesagtig strid mod den moderne kvinde som søger en samtidig livsform, idet han har gået imod fødselskontrol, abort (selv i tilfælde af incest og voldtægt) og skilsmisse. Så sent som i 2001 på en konference i Vatikanet tog paven til orde mod skilsmisse, abort, homoseksuelle forhold og rettigheder for ugifte par på en meget bastant og brutal facon. Tidligere i dette år udkom også en bog, hvori der var nogle gamle samtaler med en polsk filosof. I disse samtaler sammenligner paven den vestlige verdens brug af abort med holocaust. Ja, man kan vist roligt sige, at han har været en politisk aktivist imod kvindefrigørelse.
Derudover var paven ingen beundrer af vestlig kapitalisme. Kapitalismen måtte reguleres både af kirke og stat, mente den åbenbart velinformerede pave. Han gik faktisk direkte i rette med det vestlige samfund, som han sagde var gudløst og præges af en ny totalitarisme forklædt som demokrati. Drevet af stærke økonomiske kræfter spredes ideen om, at man må leve livet som om Gud ikke eksisterer. Derfor har han også advaret USA om det farlige ved materialisme, egoisme og sekularisme. Hvad paven bare ikke nåede at høre en lille fugl synge om var at hans dybt konservative indstilling ødelagde langt mere end kapitalismen nogen sinde kommer i nærheden af. Pavens patriarkalske, intolerante og tilbageskuende grundholdning har utvivlsomt forårsaget ulykke og smerte i uhørt høj grad. Derfor undrer det mig også lidt, at medierne bruger så meget tid på at glorificere ham. Helt ærligt, hvorfor skal frihedselskende og frisindede mennesker dog spilde vores dyrebare tid på at mindes et forstokket fjols som ham!?