The Hairpin Bend

Efter mit indlæg omkring fysikalismen blev jeg opfordret til at læse noget mere om David Chalmers. Jeg kendte godt til hans argumenter og indvendinger imod fysikalismen, specielt imod den noget forsimplede og grundlæggede fremstilling jeg leverede. Derfor har jeg valgt at kommentere det måske vigtigste af Chalmers’ argumenter for at bevise, at fysikalismen er den mest fornuftige og plausible teori om bevidstheden.

Argumentet handler om den logiske mulighed for filosofiske zombier. En filosofisk zombie adskiller sig væsentligt fra den type af søvngængeragtige og sløve zombier, man finder i B-film og diverse gysere af svingende kvalitet. En filosofisk zombie er en person, som er fysisk identisk med et bevidst væsen, men mangler enhver form for qualia eller blot er en person, som opfører sig identisk med et bevidst væsen, men stadig mangler enhver form for qualia. Qualia er den fænomenologiske grundkvalitet ved bevidstheden. Når vi oplever en tomat, så har vi blandt andet en oplevelse af rødhed, af glat overflade og meget mere. Qualia er altså farve, lyd, lugt, smag, smerte, kildren – den måde hvorpå noget i bund og grund forekommer os på, når vi oplever det. Denne meget, meget essentielle egenskab mangler de filosofiske zombier altså.
Ideen om en filosofisk zombie er unægtelig noget sær. Det er højst usandsynligt, at en sådan ville være naturlig mulig. Argumentet handler dog heller ikke om hvorvidt zombier er empirisk mulige, men om forestillingen om en zombie er konceptuelt sammenhængende. Der er ikke nogen selvmodsigelser i beskrivelsen af en zombie, så konceptet skulle derfor være logisk muligt.
Pointen med alt dette er, at der ikke er nogen logisk grund til, at qualia skulle følge på de fysiske facts eller de funktionelle beskrivelser. Det er logisk muligt, at forestille sig fysisk og funktionalistiske identiske situationer, hvor de fænomenologiske kvaliteter varierer. Der er altså ikke logisk superveniens mellem qualia og de fysiske og funktionelle facts.

Dette er det argumentet, som fysikalismen skal gendrive. Jeg vil mene, at argumentet også kan bruges imod funktionalismen. Funktionelle zombier er for mig at se logisk mulige, og derfor er de funktionelle og udvendige arrangementer ikke logisk set nok for at bevise qualia, hvilket betyder, at funktionalismen fejler som en bevidsthedsteori. Qualia er andet end den funktionelle beskrivelse, eftersom det er logisk muligt at fastfryse alle funktionelle beskrivelser og samtidig variere de fænomelogiske oplevelser. Qualia er altså ikke input-output, hvilket Chalmers beviser ved hans filosofiske zombier. Det kinesiske rum har også bevist dette, så jeg vil ikke vade yderligere rundt i funktionalismens fejlagtigheder.
Men David Chalmers begår en fejl, når han bliver overambitiøs og forsøger at modbevise fysikalismen med en videreudvikling af samme argument. Den funktionelle zombies manglende qualia behøver ikke i princippet at være metafysisk, men kan sagtens være en del af en fysisk-kausalistisk verden og på denne måde være emne for empiriske og videnskabelige undersøgelser. Derimod skal den fysiologiske zombie mangle qualia, der ligger helt og holdent udenfor den fysiske verden. Hvor den funktionelle zombie bare ligner og opfører sig som et bevidst menneske, så skal den fysiologiske zombie være fuldstændig identisk med et bestemt menneske lige ned til mindste molekyle og atomare konstruktion, men alligevel mangle enhver form for qualia. Hvis dette er logisk muligt, så er qualia også noget udover og andet end det fysiske.
Lad os antage, at tankelegen er logisk mulig. Hvis man kombinerer denne antagelse med den kausale lukning i fysikkens verden, så når man frem til en radikal metafysisk epifænomenalisme. Altså et synspunkt, der hævder, at qualia i bedste fald er et følgefænomen af det fysiske, men ikke selv kan være betingende for det fysiske. For eftersom, at alle grunde og årsager er fysiske grunde og årsager, og siden qualia ikke er fysisk, så har qualia ingen kausale relationer eller er årsag til noget overhovedet. Læg mærke til, at det ikke kun handler om, at qualia er epifænomenal i en zombie-verden, men at det også handler om, at qualia er epifænomenal i den virkelige verden, eftersom den logiske mulighed for zombier viser, at qualia er ikke-fysisk. Den antagede logiske mulighed for fysiologiske zombier viser, at det er muligt at subtrahere al qualia fra vores verden samtidig med at holde alt fysisk konstant, og samtidig viser princippet om den fysiske verdens kausale lukning, at alt vil stadig ske i en zombie-verden ligesom det gør i vores verden - folk vil opføre sig ligesådan og hændelser vil ske på samme måde. Derfor er qualia ikke påbudt for at alt kan ske som det gør i den virkelige verden, hvilket i sidste ende viser, at qualia er epifænomenal. Det vil sige, at hvis jeg nu spiser en Knoppers (det gør jeg ofte) og oplever tilfredshed og fornøjelse, så er denne oplevelse frembragt af at spise en Knoppers. Men hvis jeg så går ud i køkkenet og henter endnu en Knoppers, så er denne handling ikke forårsaget af min tidligere fænomelogiske oplevelse af at smage Knoppers. Mentale hændelser, ligesom min behagelige oplevelse, er nemlig kun epifænomenale - sideeffekter og biprodukter - af fysiske processer og har ikke kausal indflydelse på den fysiske verden.
Lyder det forkert? Det er det også. Problemet med epifænomenalismen er nemlig, at den er absurd. Det er tydeligt, at vores fænomenologiske oplevelser gør en forskel på vores (fysiske) adfærd. Det er umuligt at forestille sig, at vores opførsel ville være præcis den samme, hvis der ikke fandtes fænomenologiske hændelser.
Hvorfor satte jeg for eksempel Modest Mouse i cd-anlægget? Fordi jeg vil høre deres skrattende og intense lyd. Lysten til lige præcis den fænomelogiske følelse fik mig til at bevæge mig hen til cd-anlægget og den fornøjelse og vellyst, som tydeligt ses i mit ekstatiske ansigtsudtryk, er skabt af lydens qualia. Sådanne æstetiske overvejelser spiller utvivlsomt en væsentlig rolle i vores liv. Men i følge epifænomenalismen gør de ikke. Dette gør epifænomenalismen meget usandsynlig.
Hvis vi forkaster denne bizarre teori, så må det altså være fordi vi accepterer qualia som en virkelig del af vores kausale orden. Dette betyder, at hvis et menneske skal miste qualia, må dette menneske være blindt eller døvt, og kan derfor ikke opføre sig som om det kunne se og høre – hvilket gendriver Chalmers’ teori om zombier. Hvis vi accepterer, at qualia er en del af den kausale sammenhæng, således at qualia forårsager og bliver fremkaldt af fysiske hændelser, er vi efterladt med en seriøs mulighed - fysikalismen.

De fysiologiske zombier er altså ikke konceptuelt sammenhængende. To eksistenser kan ikke være fysisk identiske og psykologisk forskellige medmindre vi accepterer epifænomenalismen. Denne dualistiske antagelse åbner for muligheden af fysiologiske zombier, men til gengæld gør antagelsen både zombiernes verden og vores egen verden ubegribelig og ufattelig, da den er i modstrid med vores tro på den kausale virkningsfuldhed af qualia. Derfor virker epifænomenalismen meget utroværdig og direkte blød i bolden. At forsvare epifænomenalismen er faktisk lige så skørt som at forsvare solipsismen og andre sindssygdomme.

Jeg har i denne skrivelse antaget, at begrebet qualia rent faktisk giver mening og qualia eksisterer. Det er jeg ikke så sikker på. Det må være det næste bevidsthedsfilosofiske, jeg skal skrive om…

I forgårs åbnede den borgerlig-liberale tænketank CEPOS med et brag. Festtaler, klapsalver og d’Angleterre var hovedingredienser i CEPOS’ lancering. Der var sågar folk fra regeringen og dennes politiske bagland, som alle klappede og grinede af de morsomheder, der blev leveret på bekostning af Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode. Derudover var der også Danmarks mest liberale tænkere til stede. En af disse er Peter Kurrild-Klitgaard. Denne Peter Kurrild Klitgaard, der er bestyrelsesmedlem og medstifter af CEPOS, tyvstartede i onsdags lanceringen af CEPOS med denne kronik, hvor han præsenterer 10 principper, som CEPOS vil benytte sig af i deres analyser. Principperne lyder således:

1. Frie mennesker er aldrig helt lige; mennesker, der er helt lige, er aldrig frie.

2. Hvem der har hvad i forhold til andre, er ikke så interessant som, hvor godt de har det.

3. Ingen mennesker ved nok til at styre alle andres liv; de fleste mennesker ved nok til at kunne tilrettelægge deres eget liv.

4. Mennesker passer godt på dét, der tilhører dem selv; det, ingen ejer, har en tendens til at forfalde.

5. En sund politik fokuserer på det lange sigt og alle mennesker - ikke det korte sigt og udvalgte mennesker.

6. Opmuntrer man noget, får man mere af det; besværliggør man noget, får man mindre af det.

7. Ingen er så fornuftige som med egne penge; ingen er så generøse som med andres penge.

8. Den offentlige sektor kan ikke anvende penge, som den ikke først har fået fra de borgere, der har skabt værdierne.

9. En offentlig sektor, der er stor og stærk nok til at kunne give borgerne alt, kan også tage alt fra dem.

10. Frihed og ansvar gør forskellen.

De 2 første principper er et voldsomt angreb imod venstrefløjens mærkværdige fokus på lighed som et centralt politisk begreb. Det tredje princip er en klar fortaler for markedsøkonomi, formentlig inspireret af Ludwig von Mises, Eugen Böhm-Bawerk Friedrich August von Hayek, der alle tre er kommet med omfattende analyser af de negative konsekvenser af indførelsen af planøkonomiske systemer. Derudover synes jeg også, at nummer 7 og nummer 9 er gode principper at have i baghovedet. Der er noget lidt Reagan-agtigt over dem begge, men man skal ikke lade sig skræmme - det er god, sund fornuft at tilslutte sig dem.
De resterende principper er en smule intetsigende, også i Peter Kurrild Kligaards udvidede forklaringer.

Hvad er CEPOS’ mål egentlig? David Gress siger, at det er “at komme med visioner, der rækker videre end til næste finanslov“. Målet er altså at fremme borgerligt-liberale værdier såsom større mulighed for den enkelte borger for at få godt og lykkeligt og berigende liv. Det ligger som en præmis for hele projektet, at det kniber med at få øje på liberalismen i dagens Danmark. Derfor er CEPOS ikke tilknyttet VK-regeringen eller andre politiske partier, men vil i stedet forsøge at påvirke de politiske partier gennem en værdikamp. Derfor har de også “visioner, der rækker videre end næste finanslov“.

Jeg synes sådan set, at det er en fin strategi. Velfærdsstaten er i dag bredt accepteret i befolkningen og af stort set alle de politiske partier. Derfor er det rimeligt at erkende, at den kun meget vanskeligt kan nedtrappes ad politisk vej. Det paradoksale i den brede tilslutning er, at velfærdsstaten ikke længere opfylder ét eneste af de mål, politikerne ønsker at opnå med velfærdsstaten, men at den snarere bygger på fejlagtige analyser og politikernes og politiske institutioners behov for at sandsynliggøre sig selv.

Velfærdsstaten søges ofte begrundet med behovet for indkomstoverførsel. Det hedder sig, at ikke alle kan forsørge sig selv. Imidlertid er velfærdsstaten i dag så vildt forvokset, at alle indtægtsgrupper modtager såvel indirekte som direkte ydelser fra det offentlige. Visse offentlige ydelser er ligefrem karakteriseret ved, at der sker en overførsel fra de lavere indkomstgrupper til de højere. Påstanden om behovet for en indkomstoverførsel er altså ikke et gyldigt argument for velfærdsstaten. Således formår velfærdsstatens indkomstoverførsler ikke at sikre social sikkerhed. Velfærdsstatens indkomstoverførsler handler i højere grad om, at nu man har afleveret broderparten af sin indkomst til staten, så vil man have flest mulige offentlige ydelser til gengæld. Hjælp fra det offentlige bliver ikke betragtet som en sidste udvej i tilfælde af social trang, men som en ubetinget ret affødt af skattebetalingen. Bidraget til staten skifter helt karakter. Fra at være en overførsel til dem, der virkelig har behov for hjælp, bliver det en entrébillet til velfærdsstatens omfordelingskamp, hvor hver enkelt forlanger fuldt udbytte for indgangsbetalingen.

Desuden har velfærdsstatens mange socialrådgivere en tendens til at sygeliggøre det enkelte menneske, når dette har brug for hjælp - man skal tjekkes og aktiveres til sidste hårspids. Man bliver umyndiggjort og sygeliggjort af den store socialsektor. Denne paternalisme har langsomt, men sikkert også bredt sig til andre dele af staten. F.eks. er de Konservatives uddannelsesudspil og deres kulturpolitik direkte formynderisk og paternalistisk. Nu er de Konservative ikke den ypperste repræsentant for denne paternalisme (Socialdemokraterne er noget bedre), men det er meget symptomatisk, at landets næstmest borgerlige parti forfalder til formynderiske og umyndiggørende forslag.

Velfærdsstaten er simpelthen passé. Hvordan den retfærdige og funktionelle statsmodel skal se ud, er jeg ikke helt afklaret med. Jeg forestiller mig en meget lille offentlig sektor med negativ indkomstskat og markedsstyring af offentligt finansierede tjenesteydelser. Dette har dog ikke noget med CEPOS at gøre, så jeg vil afslutte indlægget nu. Jeg vil ønske CEPOS held og lykke. Og så vil jeg håbe på, at de kan rejse relevante spørgsmål omhandlende velfærdsstatens moralske og økonomiske fejlagtigheder. Dog vil jeg råde dem til at komme med lidt mere ambitiøse og fornuftige forslag end det første de har lanceret, for det er da godt nok ikke til megen nytte!

Jeg slutter nu, da jeg skal tilbage til min kæreste, som sidder med prinsessehår og et nuttet smil og venter på mig (og det mad jeg skal lave).

Forleden snublede jeg over følgende bevis for, at den alvidende, algode og almægtige gud, som beskrevet i Biblen, logisk set ikke kan eksistere.
Beviset kan ses her. Det forholdsvis let at forstå, så I skal ikke lade jer skræmme af de matematiske ligninger.
Strengt taget viser det kun, at de 3 aksiomer er indbyrdes inkonsistente. Intet sted kommer eksistensen af gud direkte i spil. Kun hvis alle tre aksiomer er en nødvendig betingelse for eksistensen af gud kan vi modbevise hans eksistens med dette modbevis. Dog virker de fleste religiøse af forskellig art tilbøjelige til at tilskrive deres gud de to første aksiomer som egenskaber og samtidig acceptere den indlysende trejde aksiom. Derfor er modbeviset alligevel ret effektivt.

Mange teister har selvfølgelig forsøgt at modbevise argumentet. Jeg har valgt at lave en samling af de mest normale forsvar for guds eksistens i forhold til det ondes problem, hvorefter jeg stiller spørgsmålstegn ved dem, for at bevise deres cirklære og ubrugelige logik. Det skal lige pointeres, at jeg i de kommende afsnit antager, at gud eksisterer.

Menneskene er gennem deres frie valg årsag til verdens ondskab. Hvis menneskene undlod at vælge det onde, ville ondskab slet ikke eksistere.

Dette er direkte forkert. Intet menneske vælger at fremkalde naturkatastrofer - de må udelukkende tilskrives en gud. Når 100.000 mennesker dør i et jordskælv - heraf mange langsomt og pinefuldt fastklemt under murbrokker - så er det da ondt, når nu vi antager, at der er en vilje bag og det ikke blot er et tilfælde.
Og hvorfor overhovedet give mennesket muligheden for at vælge det onde? Hvorfor overhovedet skabe det onde? Hvis Gud er 100% godhed og han til at begynde med var det eneste som eksisterede, så må han jo have skabt ondskab. Hvorfor gjorde han det? Dybest set skabte gud ondskab for, at nogle kunne vælge ondskab vel vidende, at nogle ville vælge det. Dermed er han jo ansvarlig for deres valg af ondskab, hvilket beviser, at han ikke er algod.

Den højeste form for lykke er et kærlighedsfuldt forhold til Gud. Men som vi alle ved er kærlighed baseret på fri vilje. Vi kan ikke tvinge nogen til at elske os. Derfor skal vi have fri vilje til at vælge kærligheden og den højeste lykke, også selvom det åbner for muligheden for at vælge det onde.

Argumentet går altså på, at nogle må altså lide noget så frygteligt for, at andre kan opnå den højeste form for lykke. Hvor er det retfærdige og kærlige i det?
Hvorfor gav han os overhovedet vilje til at vælge det onde? Hvorfor ikke bare nøjes med ligegyldighed som det andet alternativ? Han er trods alt almægtig, så mon ikke om han kunne konstruere en vilje, der vælger kærlighed og fravælger ondskab.
Og er det egentlig værre at blive frarøvet muligheden for at opnå den højeste form for lykke end selv den værste lidelse i Verden?

Det sidste halvhjertede forsøg som mange religiøse så smider efter én er et aggressivt ét. Lige pludselig skifter bevisbyrden og de religiøse forsøger at bevise guds eksistens ved hjælp af det faktum, at ondskab eksister. Argumentet lyder således:

1. Hvis Gud ikke eksisterer, så eksisterer objektive moralske værdier ikke.
2. Ondskab eksisterer.
3. Derfor eksisterer objektive moralske værdier.
4. Derfor eksisterer Gud.

Argumentet viser ikke, at der eksisterer en gud. Man kunne nemlig sagtens omformulere argumentet til dette:

1. Hvis Den Usynlige Grønne Koalahund ikke eksisterer, så eksisterer objektive moralske værdier ikke.
2. Ondskab eksisterer.
3. Derfor eksisterer objektive moralske værdier.
4. Derfor eksisterer Den Usynlige Grønne Koalahund.

Dette beviser tydeligt, at de religiøses argument er et ad hoc argument. Hvad som helst kan tage bogstaverne g, u og d’s plads og give samme mangel på mening. Guds eksistens er altså ikke en forudsætning for objektiv morals eksistens.
Rent faktisk vil jeg bestride, at der findes en objektiv moral, der eksisterer uden for bevidstheden. Som regel har modne mennesker det fint med menneskelig relativitet, fordi den udgør en konsistent, rationel og fleksibel etisk ramme for menneskelig adfærd, uden en guddom. Hellige skrifter som måske støtter en god lov, gør dette, fordi de har bestået en test for menneskelige værdier. Ikke omvendt.
Desuden er der er ikke noget, der indikerer, at teister er mere moralske end ateister, hvilket jo burde være resultatet af, at teisterne kendte den gode og objektive moral. Faktisk kunne århundreder præget af systematiseret religiøs vold tyde på, at det forholder sig modsat. De fleste ateister er glade, produktive og moralske mennesker. Men selvom vi antager, at teister rent faktisk er mere moralske end ateister, så er det alligevel af ringe værdi som et reelt gudsbevis.