The Hairpin Bend

Af MARIO VARGAS LLOSA
Findes Europas kulturelle identitet, altså summen af fælles træk og egenskaber, der udmærker Europa fra andre af verdens samfund eller kulturer? Forfatter og eks-præsident Mario Vargas Llosa svarer ved at gå imod forestillingen om en kollektiv identitet. Europas kulturelle identitet består derimod i fraværet af en færdigudviklet identitet – og i frihedens kultur

Europas sjæl
Et år før den hollandske regering overtog formandsskabet for den Europæiske Union, bestilte den Nexus Institute – et uafhængigt center, ledet af Rob Riemen, med speciale i at organisere kulturelle og politiske møder – til at sammenkalde intellektuelle, politikere og akademikere fra hele det ideologiske spektrum med henblik på at udarbejde en håndfuld ideer og forslag, som Holland kunne omdanne til udspil i opbygningen af Europa under sin formandsperiode.
Med dette sigte organiserede Rob Riemen fire møder med hundredvis af deltagere i Berlin, Warszawa, Washington og Rotterdam, hvor man i Rotterdam lige har afsluttet med en principerklæring, som det ville være vanskeligt og forarmende at resumere på nogle få linjer. I øvrigt har det mest frugtbare og inspirerende ved disse møder måske ikke været de punkter, man kunne blive enige om – for demokrati, markedsøkonomi, mangfoldighed inden for tro, sprog og traditioner, solidaritet, kamp mod racisme og fremmedhad, forsvar for miljøet osv. – men de ophedede debatter, som nogle af temaerne rejste, og især det, der efter min mening gav anledning til de mest klarsynede indlæg: Europas kulturelle identitet. Det er ikke bare et akademisk spørgsmål; det får i vidt omfang betydning for karakteren af fællesskabet eller føderationen, der indtil videre består af 25 nationer, og som i fremtiden vil kunne blive nogle flere. Findes denne kulturelle identitet, altså summen af fælles træk og egenskaber, der udmærker Europa fra andre af verdens samfund og kulturer, eller skal den skabes, efterhånden som Europa opbygges som en politisk, økonomisk og administrativ enhed?

Barn af kontinentet
Og under alle omstændigheder: Hvilke er eller burde være disse klart europæiske identitetstræk eller værdier? Det kan ikke undre, at uenighederne om dette tema var større end enighederne. De, der fastholder, at kristendommen er det væsentlige træk, der definerer den europæiske karakter, får problemer, når denne tradition skal forliges med oplysningsånden, og hvad der fulgte af oplysningstiden, barn af det gamle kontinent og nærende kilde til verdsliggørelse, menneskerettigheder og demokrati, hvis fremkomst i stort omfang er blevet mødt af den katolske traditionalismes krigeriske modstand. Er jødedommen ikke også dybt forankret i den europæiske kultur og historie? Og skal de otte århundreder, hvor den muslimske kultur satte sit præg på en vigtig del af det europæiske territorium, udslettes fra den kollektive hukommelse, for at Europas enhedskarakter kan blive en ubestridelig realitet? Når Europa skal se sig i spejlet for at genkende sit eget billede, kan det ikke bare muntert se bort fra, at det sammen med grundsætninger og principper, der ansporede menneskets frigørelse og fremskridt, også har patent på gruopvækkende, ideologiske fiktioner, der har frembragt de værste katastrofer, som menneskeheden kender til: nazisme, fascisme, kommunisme og nationalisme, hvilket mange oplægsholdere i øvrigt mindede om. Men det står også fast, at in-gen anden civilisation har været så selvkritisk, så streng mod sig selv som den vestlige, der i løbet af hele sin historie altid har huset ubønhørlige, uforsonlige kritikere, som har tvunget Europa til at reformere sig, forny sig, stille spørgsmål ved sig selv. Derfor har Europa kunnet vedgå sit ansvar for rædsler som antisemitisme og kolonialisme og efterhånden erobre – skønt aldrig definitivt og irreversibelt – frihedens kultur.

Sprog og grusomhed
Burde Europa have et fælles sprog? Hvis man overhovedet accepterede at overveje noget så tåbeligt, ville det ikke være vidtløftigt at forestille sig de løsrivelser, krige, konfrontationer og fjendskaber, som valget af det foretrukne sprog ville afstedkomme: Efter religionen kan intet som sproget sætte gang i menneskets grusomhed. Hvis religion og sprog afvises som altomfattende bånd i det europæiske samfund, hvad så med skik og brug? Udelukker man kannibalisme og menneskeofring, har jeg indtryk af, at på kryds og tværs af de 25 nationer, der teoretisk set nu udgør Europa, er en af dets rigdomme netop at kunne fremvise alle tænkelige ritualer, ceremonier, skikke og fordomme, de være sig kollektive eller private, så også på dette område ville det være umuligt at forsøge at indkredse det typisk europæiske. I hvad de spiser, i hvad de tror på, i hvad de tilbeder, i hvad de elsker og hader, afspejler det gamle kontinents kvinder og mænd ikke kun sig selv, men hele menneskeheden. Så efter min mening har den polske filosof Leszek Kolakowski fuldstændig ret, når han fastholder, at »Europas kulturelle identitet består i fraværet af nogen som helst færdigudviklet identitet; eller med andre ord i uvished og i ikke at stille sig tilfreds.«

Forskellighed er kultur
I opbygningen af Europa bør man respektere og opmuntre den imponerende religiøse, ideologiske, politiske og kulturelle mangfoldighed i de samfund, der indgår i Europa. Denne forskelligartethed er dets bedste kulturarv og det, der sikrer universalitet, bygger broer og skaber dialoger med andre samfund og kulturer i verden. Men at anerkende denne mangfoldighed betyder ikke, at den Europæiske Union ikke skal være andet end et fællesmarked i fremtiden. Tværtimod er det eneste, der kan give Europa en holdbar fællesnævner, at det, samtidig med at det smeder en tæt enhed i forskelligheden blandt medlemslandene, også markerer sig i en konstant udveksling med verdens øvrige folkeslag i kraft af en kultur, der bygger på tolerance, respekt for forskellighed, demokratisk valgte regeringer, ytringsfrihed, rationalitet, individets suverænitet og en klar adskillelse mellem det private og det offentlige. Dette er ikke den eneste, men det er den bedste af de europæiske traditioner og den mest værdifulde arv, som den vestlige civilisation kan give verden:
En frihedens kultur, der, skønt den har sit grundlag og sine rødder i Europa, dog ikke er nogens ejendom, men tilhører alle, der ønsker at gøre den til sin og omdanne den til en måde at leve på og til et redskab for fremskridt og modernitet. En civilisations største landvinding er ikke at udstyre sig med en kollektiv identitet, der udtrykker sig som med én mund gennem det sociale fællesskab og dets individer. Det er præcis det modsatte: Det er, at frihed, kultur og økonomisk udvikling har nået et niveau, der tillader borgerne at frigøre sig fra de kollektive identiteter – disse åg, som de er spændt for fra fødslen – og frit at vælge deres egen identitet i samklang og modklang med resten af flokken. På denne måde udøver et individ sin suverænitet og er virkelig frit. Det er ikke overdrevent at sige, at Europa er nået længere end noget andet fællesskab af nationer på dette felt, og at dette er den overvejende grund til, at mennesker, der forfølges på grund af tro, opfattelse, overbevisning og skikke, fra hele verden søger at nå til Europas kyster. Og de har ret. For uanset hvor skævt det kan gå i det gamle kontinent, har de flere muligheder her end i deres egne lande for at leve, som de vil, og være, som de har lyst til, uden at blive betragtet som vildfarne får eller straffet for, at de ikke indordner sig ydmygt i hjorden.

Klonet individ
En kollektiv identitet er en ghetto, en koncentrationslejr, hvor individet i al hemmelighed er klonet for at opretholde fiktionen om en homogenitet, som aldrig har eksisteret. I mere primitive samfund er menneskets slavestatus i forhold til kollektiviteten uundgåelig, for heraf afhænger dets overlevelse i forhold til de omgivende trusler og farer: vilddyret, lynet og de fjendtlige stammer. Men efterhånden som viden, naturbeherskelse, udvikling af det sociale liv og arbejdsdeling baner sig vej frem i menneskehjordene, og individet vokser frem og skaber sig et frirum med initiativer og rettigheder, vil disse forhold i århundredernes løb gøre ham til et frit og suverænt væsen. Denne proces at skabe friheden i historien er den største bedrift i europæisk historie, som Croce indsigtsfuldt døbte »frihedens bedrift«, (La storia come pensiero e come azione, 1938), og den udgør det bedste fundament for opbygningen af dette Europa i svøb, et fællesskab, der skal opfattes som virkeliggørelsen af en fremtid og ikke som genopstandelsen af en fortid.
I dette ideale, demokratiske, liberale og anarkistiske Europa vil borgerne kunne vælge deres gud eller ikke at have guder, praktisere en religion eller være ateister eller agnostikere, og de vil kunne beslutte, hvilket sprog de ønsker at udtrykke sig på, hvilket køn de foretrækker at have, hvilket land, hvilken by eller landsby de ønsker at leve og arbejde i, og de vil ikke møde andre begrænsninger på at udøve deres overbevisninger, skikke og tro end den, at de ikke må hindre andre i at udøve den selvsamme frihed. Dette Europa vil ikke få en kollektiv identitet, fordi der i Europa vil være fire hundrede millioner frie borgere, der repræsenterer lige så mange identiteter med forskellige nuancer og afskygninger, som ved at sameksistere under en række love, der knæsætter respektens og tolerancens filosofi, lidt efter lidt vil skubbe jordkloden hen imod den kantianske idé om universel fred.

Virkelighed af fiktion
Lyder det lidt utopisk? Uden tvivl. Realisme består imidlertid ikke i at afskaffe drømmen eller i at give afkald på at stile mod meget høje toppe, men i at man ved hvert skridt, man tager, har en klart bevidsthed om, hvor man er, og hvad der mangler for at nå disse mål. Ingen havde forestillet sig, at de umuligheder, som djævelen fristede den hellige Antonios med i Flauberts roman (Den hellige Antonios‘ fristelser, 1874/1904) – at nå til en forståelse af materien og betræde stjernerne – halvandet århundrede senere ville være håndgribelige kendsgerninger. Historiens store europæere: Erasmus, Dante, Shakespeare, Montaigne, Cervantes, Goethe og mange andre har lidt efter lidt skabt en virkelighed af ideer og fiktioner, der har givet Europa en kulturarv, der er dets bedste sammenhængskraft. Derfor behøver Europa ikke at begrænse sine borgeres valgfrihed for at udstyre sig med en hypotetisk, kollektiv identitet, der inden for det europæiske fællesskab ville gentage nationalismen, en uafhjælpelig kilde til splittelse og konfrontationer. Europa er faktisk en smuk idé, vel at mærke hvis det i sin forvaltning uddyber og ikke forarmer frihedens kultur.

En meget flot kommentar til diskussionen om Europas kulturelle identitet. Jeg er helt enig. Desuden lægger han op til en form for multi-individualisme i stedet for nationalisme og multikulturalisme - det er spændende og helt sikkert værd at skænke en tanke, synes jeg.

Kan man lave en liberal fortolkning af Krønikken? Det skal ikke stå uprøvet hen med de åbenlyse sammenfald i analogien om frihed kontra staten.

Af Kasper Kyndsberg.

Krøniken har været en successerie. Da Erik fra Krøniken begik selvmord nåede det endda avisernes indlandsnyheder. Aviserne mente, at forfatterne bag serien var meget modige ved at lade hovedpersonen begå selvmord – endda så langt fra seriens afslutning.

Kreativt mod er mange ting. Jeg synes de er modige på mere end en måde. Serien giver os faktisk også en perfekt analogi på staten og det frie kreative virkelystne menneske. Serien præsenterer os for den usympatiske hårde og kun sjældent retfærdige fabrikant Kaj Holger og for den kreative og flittige søn Erik.

Fabrikanten er en god beskrivelse af staten. Kaj Holger styrer udygtigt sin fabrik med hård hånd. Alle hans underdirektører er blot logrende hunde uden evnen til at tænke selvstændigt eller kreativt. De ønsker blot at behage chefen. Alle kreative indslag der sikrer hans fabriks fortsatte eksistens og medarbejdernes velvære kommer fra sønnen Erik, der udvikler nye produkter og markedsfører dem dygtigt. Eller svigerdatteren der foreslår og igangsætter et uddannelsesprogram for medarbejderne.

Sønnen Erik er en god beskrivelse af mennesket i staten. Erik tænker kreativt og tænker i afsætning og markedsføring. Ikke som en ”smart markedsføringsfidus” hos Proctor og Gamble der finder ud af, at man kan gøre tandpastatuberne større og dermed tjene flere penge, men på at sætte fokus på de gode kvaliteter i hans produkter. Hver gang Erik bliver væltet af Kaj Holger (staten), rejser han sig igen, om end noget besværet.

Forholdet mellem de to er kompliceret. Kaj Holger forstår ikke Erik – staten forstår ikke det virkelystne frie menneske. Det forstår ikke kreativitet. Og det på trods af, det er det, der danner grundlaget for fabrikken (staten).

Om de afsluttende afsnit så vil afsløre, at Kaj Holger finder nogle nye kreative sjæle til at underbygge fabrikken, eller om fabrikken vil falme og forsvinde pga. manglen på samme kan man følge med i til næste år.

Fra Liberator.

En spændende og ikke mindst provokerende fortolkning af vores Krøniken. Dog overser Kyndsberg en vigtig faktor i Krøniken - familien. Jeg ville gerne have set, hvorledes han fortolkede det faktum, at Erik er søn af ingen mindre end Kaj Holger. Det er da lidt pudsigt, hvis man skal holde sig til Kyndsbergs analogi…

Denne dårlige dags morsomme indslag:
Hvis Bud Spencer er bare halvt så underholdende http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=365467″>i politik, som han er i hans film, så venter der en glorværdig karriere foran ham. Det skal nok blive spændende…

Denne dårlige dags interessevækkende indslag:
Nu må det da være på tide at reformere vores skattesystem. Hvis vi så også begynder at diskutere andet end de sociale ydelser, så vil vi lige pludselig have en spændende økonomisk diskussion kørende.

Nå, men jeg vil smutte tilbage til Schopenhauer. Hvis dagen alligevel er dårlig, så kan man lige så godt læse lidt pessimistisk filosofi. Hvis I ikke har noget Schopenhauer, så kan I læse disse to artikler (“Borgerlige Ser Rødt” og “Slaraffenschweiz”) fra den altid spændende Weekendavisen.

Jeg er netop blevet indkaldt, og jeg tror ærlig talt, at den følelse man får, når man modtager brevet er sammenlignelig med den følelse, som en person der lige er blevet dømt til fængsel må føle. Med et slag bliver du frarøvet din frihed og bliver tvunget til at tilbringe flere måneder et sted som du ikke vil være. Hvordan kan dette på nogen som helst måde være retfærdigt og fordelagtigt?

Argumenterne for værnepligten handler ikke mere om at forsvare Danmark imod stormende horder af tyskere og svenskere. Den tid er for længst forbi, derfor handler de mest benyttede argumenter for værnepligten også mere om en slags social samfundsservice, hvor de unge danskere skal socialiseres og gøre noget nyttigt for landet. Der er altså ingen forsvarsmæssige argumenter for at opretholde en militær værnepligt, derfor vil jeg ikke bruge min tid på at argumentere imod dette – det ville også blive for let!
Fortalerne for værnepligten – ofte kommunitarister, nationalkonservative, de ’borgerlige’ og andet klamt kollektivistisk skravl – mener altså, at værnepligten skal udvides til ikke blot en forsvarsmæssig indretning, men som en institution, hvor unge i en vis periode forpligtes til at udføre forskellige opgaver. Dette vil nemlig gavne solidariteten og sammenholdet i samfundet, gøre de unge til brave borgere og tilmed være samfundsøkonomisk fordelagtigt.

Lad mig begynde med at opridse, hvor jeg er enig med fortalerne for en udvidelse af værnepligten. Jeg er enig i, at solidaritet og tolerance er positive værdier i et fællesskab. En social værnepligt, som påtvinges samfundets borgere, anser jeg imidlertid for at være et totalitært og halv-fascistisk tiltag, der desuden er samfundsøkonomisk håbløst.
Jeg vil faktisk påstå, at værnepligt er slaveri i den mest traditionelle forstand. Den værnepligtige tvinges til at udføre et arbejde, vedkommende ikke ønsker at udføre og til en løn, der ikke står mål med indsatsen. Vil dette virkelig højne solidariteten?
Solidaritet betyder, at man motiveret af næstekærlighed og medfølelse føler en samhørighed med andre borgere i samfundet, og derfor vælger at hjælpe og støtte dem, der ikke kan klare sig selv. Kan et sådan samfundssind virkelig fremtvinges hos folk mod deres vilje? Og kan solidaritet fremprovokeres fra politisk hold via et så massivt indgreb i menneskers liv, som værnepligten er? Jeg mener, at svaret er nej. Solidaritet - og værdier i øvrigt - kan ikke fremtvinges af en statsmagt, og værnepligten føles derfor blot som dybt uretfærdig af dem den går udover. Tro mig - jeg er en af dem, som er ramt. Endvidere er det næppe sandsynligt, at de værnepligtige vil lægge et stort arbejde i at udføre de ellers potentielt vigtige opgaver, som fortalerne har tiltænkt dem. Modsætningerne mellem de værnepligtige og de mennesker, som de tvinges til at være solidariske overfor, vil altså øges til skade for solidariteten i samfundet. Så værnepligten – og en udvidelse af denne – vil faktisk være skadelig for solidariteten i samfundet. Selve tanken bag værnepligten er jo også, at befolkningen er en sammenhængende enhed, der kan samles omkring fædrelandskærligheden og det nationale. Enhver med sine øjne åbne vil vide, at dagens Danmark ikke ser sådan ud, derfor virker værnepligten mere ensrettende end tolerance-frembringende.
Grundlæggende bygger hele værnepligtsargumentationen på en elitær opfattelse af et samfund i moralsk forfald, som må sættes på plads af politikerne – med tvang om nødvendigt. Det er ikke politikernes eller statens opgave at fremme disse værdier.

Fortalerne for en udvidelse af værnepligten mener, at værnepligten vil have samfundsøkonomiske fordelagtigheder. De værnepligtige kunne jo hjælpe lokalbefolkningen med forskellige opgaver. Men i en tid med et voksende pres på arbejdsstyrken, er det tværtimod rimeligt klart, at forsinkelsen af hver eneste ungdomsårgangs indtog på arbejdsmarkedet i op til et år vil skabe enorme problemer og skade produktionen af de opgaver, som samfundets borgere ønsker udført og derfor efterspørger på markedet. Man kan altså ikke se værnepligtsopgaverne isoleret fra resten af økonomien, og da arbejdskraft ikke er en uendelig ressource, må man betragte de negative økonomiske konsekvenser på de områder, hvor arbejdskraften vil blive fjernet fra.
Den udvidede sociale værnepligt vil desuden betyde, at opgaver man ikke kendte efterspørgslen på, vil blive udført af mennesker, der ikke havde lyst til at udføre dem – alt dette på bekostning af mere samfundsmæssigt nyttige opgaver på det private arbejdsmarked. For på det private arbejdsmarked har man en garanti for, at de opgaver, der bliver udført, er gavnlige for alle involverede partner (ellers ville de jo ikke blive udbudt og efterspurgt).
Så udover at værnepligten er slaveri, så vil en udvidelse af værnepligten være at gå i retning af planøkonomiske programmer som Maos store spring fremad. Der vil således alt andet lige opstå et velfærdstab som følge af lavere økonomisk vækst, der ellers kunne være opnået ved at bevare
det frie arbejdsmarked. Denne negative velfærdseffekt vil sågar blive kraftigere på langt sigt, eftersom den lavere vækst akkumuleres år efter år. Dette vil blot skade de svage. Så rent samfundsøkonomisk er værnepligten - og specielt en udvidelse af værnepligten - dybt, dybt usmart.

I dag tvangsudskrives kun nogle få tilfældige ud af en ungdomsårgang til egentlig militær værnepligt. Selv denne begrænsede tvangsudskrivning er selvsagt ikke hensigtsmæssig endsige nødvendig. For tiden afskaffes værnepligten derfor også i flere lande i Europa. Forsvarsopgaver kan tilsyneladende sagtens klares af frivillighedens vej (på det private arbejdsmarked) – ligesom andre lignende opgaver i samfundet klares ad frivillighedens vej (politiopgaver, brandslukning, sikkerhedsopgaver). Frivillighed er ikke bare en mulighed, men den eneste legitime og værdige måde at løse opgaver på i et liberalt samfund. Det er derfor på tide, at vi afskaffer værnepligten i Danmark – til gavn for friheden, solidariteten og samfundsøkonomien (man kan med rette sige, at frihed er præmissen for en forbedring af de to andre ting).

Først og fremmest vil jeg gerne undskylde for, at jeg ikke har dækket valgkampen intenst og rapporteret hver evig eneste skruptossede omstændighed. I trofaste læsere har utvivlsomt haft brug for en hjælpende kommentar, når politikerne lancerede den ene pseudopolitiske plan efter den anden. Beklageligvis har jeg ikke haft lyst til at beskæftige med valgkampen. Jeg har ikke engang promoveret Det Radikale Venstre, hvilket ellers burde være min pligt, når jeg nu engang betaler gysser til Radikal Ungdom og en sjælden gang sender en lille kommentar til dem.

Grunden til denne manglende lyst skal findes i det forfærdelige debatklima og den groteske leflen for laveste fællesnævner.

Halvdelen af tiden hører man om, hvordan Dansk Folkeparti vil lukke vores grænse til Sverige og melde os ud af internationale konventioner og om hvordan hverken De Konservastive, Danmarks Liberale Parti eller Socialdemokraterne vil ændre på den nuværende kurs angående udlændingepolitikken. Engang imellem hører man så et spædt kvæk fra Det Radikale Venstre, hvori de forsøger at deponere landets suverænitet og moralske ansvar i uvildige undersøgelser, samtidig med at de selvfølgelig hylder Lykketoft. Måske opfatter nogle det som et opgør med VOKS-kabinettet, men jeg synes mest af alt, at det er lidt tragikomisk. Jeg er nemlig af den opfattelse, at vi enten får visse stramninger i integrationspolitikken og yderligere diskrimination af etniske minoriteter eller en forholdsvis uændret kurs og ekstra stigmatisering af muslimer. Hvem der står får hvad ved jeg ikke helt…

Den anden halvdel af tiden hører man om noget lige så latterligt. Vi har fået den ene garanti efter den anden, hvori politikerne lover, at de ikke piller ved vores kontraproduktive og formynderiske velfærdsstat. De største sjakbajser har vadet rundt i platte forslag om forskning og universelle børnefamilie-tilskud, selvom de udmærket ved, at der skal helt andre tiltag til, hvis vi skal bevare vores velstands- og velfærdsniveau. Det Radikale Venstre har været lidt mere gamblende i deres udspil, men langt fra vovede nok. Hvorfor ikke bare fjerne erhvervsfremme, liberalisere boligmarkedet, privatisere sundhedssektoren, afskaffe Folkekirken, værnepligten, børnechecken og efterlønnen? Vær nu lidt initiativrige, så vi kan få de skattelettelser, der skal til for at vores velstandsniveau kan bevare sit nuværende stadium. Jeg vil have skattetrykket ned på 30% - og så vil jeg slippe service-sektoren fri! Hvorfor er der ikke nogen, der vil love det? Hellere det end tåbelige valgløfter!

Nå, men nu ved I hvorfor jeg ikke har skrevet noget i denne valgkamp. Jeg har simpelthen trukket mig tilbage fra fronten, og i stedet læst og skrevet en masse om den noget mere harmløse (og spændende) bevidsthedsfilosofi. Men nu vil jeg tilbage til fronten igen. Der skal et sidste angreb til. Jeg vil kaste al min styrke frem i dette indlæg. Jeg vil kritisere ALLE partier!

A – Socialdemokraterne

Tykke maver, diæter på LO-højskolen i Helsingør og tonsvis af levebrødspolitikere.

På meget vitale spørgsmål, som skattereformer og udlændingepolitik, virker Socialdemokraterne ikke bare forstokkede og håbløse, men direkte reaktionære og farlige. Som en DSU’er svarede, da jeg forklarede ham 24-års-reglens makabre praksis: ”Jeg ved godt, at det er at skyde med spredehagl, men vi har ligesom ikke andet at skyde med”. Måske skulle man bare lægge geværet på hylden så? Citatet viser med al tydelighed, hvordan Socialdemokraterne og deres ellers idealistiske bagland ikke blot har glemt, hvad selvstændig tænkning er, men også har glemt helt fundamentale liberale rettigheder, som ethvert parti ellers har svoret troskab til.

Dertil skal man så lægge et forslag omhandlende reformer på arbejdsmarkedet og skatten, som er direkte uladsiggørlig. De vil skabe flere arbejdspladser ved at beskatte erhvervslivet. Gad vide om Danish Crown gider være med til dette…

B - Det Radikale Venstre

Vi alene vide. Partiet for eliten: “Hvis du er klog, stemmer du på radikalt“, som en ægte Radicool vil kløjes i det.

Jeg har allerede skrevet flere indlæg end jeg burde om Det Radikale Venstre. Overordnet set er det ikke helt tosset, men der er alligevel flere kritikpunkter. Det mest markante er selvfølgelig deres vakkelvorne og mærkværdige kurs på udlændingepolitikken, hvor de den ene dag slår ufølsomt til Bertel Haarder og den anden dag vil de lade uvildige undersøgelser bestemme deres politik. Man kan også kritisere deres plan om Det Kreative Danmark, men i forhold til de mangler de andre partier har, så er det i tæt-på-petitesse-afdelingen, problemerne befinder sig.

C - Det Konservative Folkeparti

En fascistoid fraktion af Socialdemokratiet. Mussolini og højtbelagt smørrebrød.

De Konservative har gjort sig bemærket ved nogle højst mærkværdige forslag om ensretning af befolkningen. Derudover har Lene Espersen snakket varmt for værnepligten – symbolet på vores nationalromantiske tvangsstat. Når et parti har medlemmer, der mener, at vi skal tvinge unge arbejdsdygtige mennesker i militæret for at opdrage og disciplinere dem, så kan det parti ikke forvente min støtte. Så simpelt er det bare.

Dog skal de også have lidt ros. Jeg har flere gange hørt Konservative udførligt forklare, hvorfor vi skal have afskaffet topskatten. Man kan kun håbe, at de holder fast i dette, så de kan lave nogle tiltrængte og fornuftige skattenedsættelser med Det Radikale Venstre efter valget.

Til allersidst må jeg også lige knytte en kommentar til Bendt Bendtsen. Han er godt nok ikke den højeste stige i landet. Er jeg virkelig den eneste, der har lagt mærke til, at når Hr. Bendtsen åbner munden, så vælter det ud med sort uld og jord…? Det giver jo ingen mening det han siger!

D – Centrum Demokraterne

Det politiske systems container for politikere, som ikke kan holde takten i deres egne partier.

Jeg har altid svært ved at finde ud af, hvad de egentlig mener i CD. Så vidt jeg ved, så er deres profil i udlændingepolitikken ret skarp, hvilket jo er et plus. Mimi Jakobsen har flere gange slået sin lille, skrøbelige hånd i bordet i protest imod VOKS-kabinettets uudholdelige og fordømmende retorik angående muslimer og indvandrere.

Derudover er deres økonomiske profil et miskmask af besynderlige idéer om service-reformer og sådan noget, og så en indædt modvilje mod at love skattelettelser. I mine ører lyder det både hult og stupidt.

F – Socialistisk Folkeparti

Samfundets pædagoger i lange underhylere og med bue og pil.

I dette parti, der primært består af menneskerne, som i 70′erne og 80′erne var med til at forherlige folkemordene i Østblokken, finder vi – pudsigt nok - en flok rare eksistenser.

Deres rets- og udlændingepolitik er også rar og intelligent. Det er deres omfordelingspolitik bare ikke. De beskriver den selv som Robin Hood-modellen, hvilket vil sige, at de tager fra den undertrykkende, stjælende og manipulerende sherif og giver til de undertrykte og forpinte borgere i Nottingham. Ikke nok med, at det er en klovnagtig analogi, så vidner det også lidt om deres samfundsøkonomiske indsigt. Det er ikke bistandsklienten, der er værdifrembringende, men derimod direktøren, som har knoklet i år for at skabe en stor egenkapital. Hvis man tager for meget fra direktøren, så fjerner man hans incitament til at blive ved med at forbedre sit produkt og dermed tjene penge til sig selv og til statskassen, da han alligevel ikke få noget specielt ud af det. Når han ikke gider gøre den ekstra indsats, så er der ikke noget til bistandsklienten. Det er altså hverken i direktørens eller bistandsklientens interesse, at vi tager 70% af direktørens hyre.

Derudover så har Holger K. Nielsen leveret en brøler af dimensioner, da han forsøgte at få Justitsministeriet til at undersøge Hizb ut-Tahrirs opfordring til ikke at stemme ved valget, med henblik på at få gjort Hizb ut Tahrir ulovlige. Hvad skal der så ske med mig, Holger?

K - Kristendemokraterne

Guldborgsundlejrens ledere.

Jeg ved ikke så meget om Kristendemokraterne, så jeg kiggede lige lidt på deres hjemmeside. Jeg må indrømme, at deres puritanisme er til at brække sig over. Partiets modstand mod abort, drikfældighed, seksuelle udskejelser og deslige har heldigvis kun opbakning i det allermørkeste Vestjylland. Og lad os bare håbe, at den opbakning ikke breder sig!

Derimod ville det ikke gøre noget, hvis de fik lidt mere opbakning på baggrund af deres økonomiske og udlændingepolitiske dagsorden, da de faktisk er til at tale med på begge punkter. De er ikke perfekte, ej heller solide, men derimod blot lidt under det middelmådige. Men det er også mere end man kan sige om stort set alle andre partier i Danmark. Men man skal dog stadigvæk huske på, at de sætter stor pris på at følge døde mænds fodspor, elsker at leve deres liv efter en gammel støvet bog og hylder Folkekirken. Og hvor fedt er det lige…?

M - Minoritetspartiet

Den bizarre pauseklovn i det politiske cirkus.

Partiet som ikke får partistøtte (noget vi også burde afskaffe), men blot eksisterer, fordi partiets medlemmer betaler store dele af deres bistandshjælp til partikassen. Derudover er det svært at sige noget om partiet, da de ikke har taget stilling til en mængde spørgsmål. Tilsyneladende virker det heller ikke som om medierne er specielt interesserede i at høre på dem, så de har heller ikke brug for særlig mange synspunkter.

Dog har de to synspunkter, som jeg gerne lige vil sige noget om. Det første er deres udlændingepolitik: Den er for fed! Rune Engelbrecht Larsen, som jeg har citeret flere gange her på min blog, har udformet den, så den er ikke helt dårlig. Det næste punkt er deres idé om borgerløn. Borgerløn går ud på, at alle over 18 år skal have 120.000 kr. om året, skattepligtigt i stedet for alle mulige forskellige indkomstoverførsler. Deres forslag vil koste omkring 40-50 milliarder kroner udoverd det vi bruger i dag på indkomstoverførsler, hvilket betyder, at man skal fordoble mellemskatten og tredoble topskatten, således at højeste marginalskat bliver på 99% (ville du arbejde med sådan en skat!?) eller også hæve bundskatten med mange procentpoint. Lyder noget af alt det fornuftigt?

Konklusionen er, at selv en meget hurtig økonomisk analyse af de økonomiske konsekvenser af forslaget om en borgerløn, at alle i beskæftigelse vil få et stærkt formindsket incitament til at arbejde på grund af de voldsomt stigende skatter, og derved vil de naturligvis arbejde mindre, trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, ønske sig mere ferie i stedet for løn, eller helt trække sig ud af arbejdsmarkedet, og alle disse strategier vil yderligere bidrage til at underminere finansieringen af Minoritetspartiets forslag. Deres forslag er simpelthen umuligt at gennemføre!

O – Dansk Folkeparti

Indavlede landsbytosser, der danser folkedans til lyden af Richard Ragnvalds blide smørstemme.

En perfid blanding af forandringsangst, eugenik og xenofobi. Det bedste eksempel på en politiker fra Dansk Folkeparti er Kenneth Kristensen, bedre kendt som Fritz Clausen Jr.

Fuck, jeg orker ikke engang at skrive noget useriøst om Dansk Folkeparti. I stedet synes jeg selv, at I skal prøve lykken og lave jeres eget Folkeparti. Så vil I samtidig lære en masse nyttig information om dette parti.

V – Venstre

Centralkomiteen og Ioseb Jughashvili går igen.

Det er bedrøveligt at se, hvordan Danmarks Liberale Parti gang på gang viser deres menneskefjendske og kollektivistiske ansigt uden at skamme sig over det. Alt lige fra deres udlændingepolitik til deres velfærdspolitik skriger af menneskefjendsk, populistisk og reaktionært socialdemokratisme. Anders Fogh Rasmussen, hvis imponerende ambitioner i starten af 90′erne forblændede mange personer, har i dag afsløret sig som en leflende socialstatstilhænger, hvis ambitioner blot rækker til at holde skattetrykket på 60% og så ellers straffe mennesker for ikke at makke ret.

Nå, men jeg har skrevet om Venstre før, så jeg vil ikke gøre det igen. Én ting er dog sikker: De skal ikke have ros for noget som helst!

Ø - Enhedslisten

En akse af kommunister, miljøfolk og sindssyge autonome.

Den største fejltagelse ved Enhedslisten er, at de ikke lært noget af Murens fald. De tror stadigvæk på national planøkonomi, hvor en alvidende centraladministration ved, hvad der er brug for og hvornår. Desuden tror de, at vi skal bremse globaliseringen og den internationale frihandel på trods af, at denne har reddet flere mennesker end ulandsstøtte og ATTAC nogensinde kommer i nærheden af. Så Enhedslistens kyniske syn på multinationale selskaber og planøkonomi er i sig selv nok til, at man skal holde sig langt væk fra dem. Det er ellers ærgerligt for på retspolitiske og udlændingepolitiske områder har de nogle ret humane og fornuftige synspunkter.

Hvis de så ellers bare gik tilbage til universitet og læste økonomi-pensummet op igen, så ville de være noget meget højere på min rangliste. F.eks. så ville vi undgå udtalelser á la ”hvis Dansk Supermarked gav hver medarbejder 5000 kr. ekstra om måneden, ville det ikke engang koste dem halvdelen af deres overskud” fra Pernille Rosenkrantz-Theils mund. Det piner mig, at en så morsom og vittig politiker fatter så lidt økonomi!

Nå, men det er så i dag, at vi skal bestemme, hvilken samfundsmodel og hvilket menneskesyn, vi vil have som det dominerende de næste 4 år. Eller skal vi? For hvor stor forskel er der reelt på de forskellige politikere og partier? Hvad synes du selv? Og hvad vil du stemme?

Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil gøre selv. Det Radikale Venstre måske? Hvis du har et andet forslag (og kan bakke det forslag op med en skilling eller to), så er jeg villig til at ændre holdning….ups, må man sige sådan noget, Holger?