The Hairpin Bend

Jeg har netop læst en hel del J.J.C. Smart, så jeg er blevet inspireret til at skrive lidt om bevidsthedsfilosofi. Hvis man ellers har kunnet læse lidt mellem linierne på det jeg tidligere har skrevet, så ville man nok vide, at jeg ikke er den store tilbeder af spirituelle og metafysiske tilbud. Nej, jeg er fysikalist (tidligere kaldte jeg det for materialist, men det lyder for marxistisk), ligesom J.J.C. Smart. Tanken og idéen er for mig at se et aspekt af fysisk og materielt stof. Det vil sige, at tanken udelukkende er et biprodukt af, at nerver stimuleres i hjernen.

Det lyder måske brutalt, og mange vil også opponere imod dette. Tendensen er nemlig, at vi har et lidt mere romantisk syn på os selv. Vi forsøger ofte at gøre os selv til en enestående og unik kreation, som har en bevidsthed, der ikke er forankret i materie og som ikke er bundet til naturlovene. Rent filosofisk kaldes dette dualisme (eller kartesiansk dualisme efter Descartes). Dualismen foreskriver, at der findes en ikke-fysisk substans, ofte kaldet det psykiske eller sjælen. For dualisten er legeme og sjæl altså forskellige substanser, der vekselvirker, men altid forbliver adskilte. Bevidstheden er altså ikke den levende hjerne, men noget andet.

Denne sjæl-legeme dualisme er populær, specielt blandt dem som tror, at der findes et liv efter døden. Dette forudsætter nemlig, at mennesket ikke kun er fysiske væsner, men har en sjæl eller noget andet meget vigtigt, der lever videre efter kroppen og legemet visner hen. Der findes dog også andre grunde til at tro på dualismen. De fleste ville nok undre sig over, hvordan noget så kompliceret som tanker og følelser kan være fysisk. Hvordan ville noget rent fysisk (altså noget i ’familie’ med din stol og din computer) for eksempel kunne føle melankoli? Sådan nogle spørgsmål gør dualismen meget plausibel.

Som sagt tidligere så er jeg ikke dualist. Der findes mange grunde til dette, men jeg vil holde mig til 2 meget letforståelige og klare.

Udviklingen i en dualistisk verden.

Det er almindeligt anerkendt, at mennesker har udviklet sig fra primitive former for liv. Dualismen har imidlertid svært ved at forklare, hvordan det kan være gået til. Formodentlig har meget primitive livsformer som amøber ikke nogen sjæl, mens mennesker har. Hvordan skulle amøber så kunne have givet anledning til skabninger, der har sjæl? Hvor mon denne psykiske substans mon er kommet fra? Og hvorfor svarer det psykiskes udvikling i så høj grad til hjernens udvikling?

Alt dette har dualismen meget svært ved at forklare. Det er faktisk kun panpsykismen, der har et nogenlunde fornuftigt svar på dette. Panpsykismen vurderer, at enhver fysisk ting har en sjæl af en art. Sten og amøber har altså begge primitive sjæle, mens mennesket, fordi det er en sammensmeltning af primitive fysiske materier, har en mere kompliceret sjæl. Men jeg tvivler på, at mange vil acceptere dette svar. For hvor går så grænsen mellem mennesket og den ellers livløse verden? Hvor går grænsen for et bevidst system i følge panpsykismen? Ved stenen? Ved molekylet? Ved atomet? Nej, det giver det slet ikke mening at snakke om bevidsthed som en egenskab ved materien, for som John Searle sagde det: “[Thermostats] do not have enough structure even to be a remote candidate for consciousness“.

Panpsykismen er blød i bolden som teori (uanset hvordan den ellers kan forbindes med kvantemekanik og andet flot lir). Den er vag og den er unødvendig, og det er nok til, at teorien blive offer for Occams barberblad.

Men er der så andre forsøg på at løse problemet omhandlende udviklingen? Ja, der findes en såkaldt emergensteori, der foreskriver, at helheden godt kan være mere end delene. Argumentet er, at selvom mennesket stammer fra lavere og ikke-sjælelige materier, så kan der sagtens opstå en sjælelig bevidsthed. Men emergensteorien løser faktisk ikke problemet, for hvorfor skulle et system af død materie frembringe bevidsthedsfænomener, når de ifølge dualisten selv er uafhængige af materien? Og hvornår skulle det så ske, hvis vi antager, at det kan ske? Bare så lige pludseligt og tilfældigt? Dybest set baseres emergensteorien på ufornuftige tro og gisninger, så den kan ikke bruges til specielt meget.

Vekselvirkningen i en dualistisk verden.

Hvordan kan to så forskellige substanser som sjæl og legeme overhovedet vekselvirke? Efter det dualistiske synspunkt er det klart, at jeg for eksempel kan have en tanke, og at denne tanke derpå kan give anledning legemlig bevægelse. Dualismens vanskelighed består i at vise præcis, hvorledes den rent psykiske tanke kan føre til den fysiske bevægelse? Hvordan kan disse to ting overhovedet arbejde sammen, hvis de ellers er adskilt på alle andre punkter.

Denne vanskelighed bliver endnu mere udpræget på grund af den omstændighed, at hændelser i hjernen er meget nært knyttet til psykiske hændelser. Hvorfor skal vi indføre tanken om bevidstheden som adskilt fra legemet, når det for eksempel er indlysende, at en alvorlig hjerneskade medfører psykisk defekt? Hvordan kan det være, hvis bevidstheden og legemet er adskilt?

Dualismen har selvfølgelig nogle svar på denne kritik. For eksempel mener psykofysisk parallelisterne, at der ikke findes nogen vekselvirkning, men at menneskets legeme og sjæl blot er indstillet synkront. Så når jeg føler smerte, når nogle træder mig over tæerne, så er det ikke en psykisk hændelse som er forårsaget af en fysisk hændelse, men blot den ene hændelse, der foregår umiddelbart efter den anden. Legemet og psyken er altså parallelle, men indvirker ikke på hinanden. Lyder det lidt som en ad-hoc kreation? Det er det også. Desuden kræver det næsten, at en gud eller noget andet kosmologisk har indstillet de to uafhængige sider af mig til at forløbe parallelt.

Der findes også andre besynderlige former for dualisme uden vekselvirkning. Okkasionalismen forsøger også at hive en gud ind i billedet. Denne gud skal så forsøge at forbinde sjæl og legeme, mellem min tå, der beskadiges, og min følelse af smerte. Men endnu engang er det søgt. Desuden kan man også stille spørgsmålet om, der overhovedet eksisterer en gud, hvilket mange nok vil afvise.

Så endnu engang har dualismen voldsomme problemer med noget så fundamentalt som årsagssammenhænge og den påkrævede vekselvirkning.

Jeg har valgt kun at fokusere på to af dualismens problemer, men det burde alligevel være nok til at folk indser, at dualismen ikke er plausibel og fornuftigt. Tværtimod. Derfor vil jeg gerne introducere jer til fysikalismen og den afart, der hedder eksemplar-identitesteorien. Jeg springer altså let og elegant over idealismen og Berkeley, da den i sidste ende fører til solipsisme. Og bare antydningen af solipsisme er for mig nok til at undergrave og modbevise en teori.

Men hvorfor så lige fysikalismen? Fordi fysikalismen er den bedste teori, når man skal forklare den fri viljes facade og den subjektive oplevelse. Selvom der selvfølgelig ikke findes nogle klare beviser på, at fysikalismen er sand, så findes der heller ingen klare beviser imod fysikalismen. Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi skal tage fysikalismen som en eviggyldig sandhed, men hvis man tager vores korte tid på Jorden i betragtning, så burde vi anse fysikalismen som den bedste teori indtil videre.

Alt dette er ikke nok til at overbevise min kritiske læser, så jeg må hellere forklare det lidt yderligere.

Den fri vilje i en fysisk verden.

Som fysikalist bliver man nødt til at spørge sig selv om, hvordan kemiske processer og elektriske impulser i hjernen kan fremstille en fri vilje, der ligger udenfor deterministiske naturlove og kausale relationer? Det simple svar er, at den fri vilje er en illusion. Det er dybt ulogisk, at vi mennesker har noget så specielt og enestående som en fri vilje. I en fysisk verden vil der aldrig kunne eksistere en fysisk vilje, som trodser årsagssammenhænge og alle deterministiske naturlove. I en fysisk verden kan der altså ikke lige pludselig opstå en genuin fri handlen.

Alligevel tror de fleste fysikalister ikke, at man vil kunne udregne en persons fremtidige handlingsmønstre bare fordi de er determinerede. Det ville jo kræve, at man vidste alt, hvad der er at vide i et givent øjeblik og kendte alle udviklings- og bevægelseslove i universet. Man skal altså kende til alle psykologiske, biologiske, meteorologiske, kemiske, genetiske, økonomiske, optiske, sociologiske, astronomiske og en masse andre love som mennesket delvis kender, vil komme til at kende eller – og måske især – som mennesket aldrig vil kunne vide det ringeste om. Ikke nok med det, så skulle man også vide, alt hvad der er at vide i et givent øjeblik lige fra hvad et sønderjysk egern føler lige nu, præcis hvilken temperatur der måles 12,32 km under et bestemt punkt på overfalden af en af Jupiters måner, præcis hvilken bølgelængde en peruviansk lama brøler på og hvad kursen på peso er på børsen i Tokyo lige nu! Da det ikke er muligt at kende til alt dette, så er udregninger af valg umuligt. Men hvis det var muligt at kende til alt – og som samtidig kende sin egen analyses indvirkning herpå – så ville det være muligt at regne alle fremtidige begivenheder ud. Dette er dog en hypotetisk opstilling som aldrig vil blive virkelig, for intet menneske kan kende til alt – vi kender jo ikke engang indholdet af vores egen bevidsthed!

Man kan altså konkludere, at den fri vilje blot er en menneskeskabt illusion, som er med til at opretholde en mærkelig og ulogisk idé om menneskets helt unikke status i denne verden. Fysikalismen modbeviser dette egocentriske og fornuftstridige nonsens. Derudover har afvisningen af en fri vilje ikke de store konsekvenser for Verden er alligevel for kompliceret til at vi kan begynde at udregne valg og lignende.

Subjektiviteten i en fysisk verden.

Et andet koncept som fysikalismen kan forklare er oplevelsen af subjektivitet. Siden vi alle er et virvar af unikke atomer arrangeret på en helt enestående måde, så er det klart, at vi oplever vores liv forskelligt fra andre mennesker. Det er neuroner i vores hjerne, der definerer den måde, hvorpå vi perciperer verdenen. Hvis vi ikke havde vores kollektion af sansende forbindelser eller havde den præcis samme neurale struktur, så ville vi ikke blot opfatte verdenen anderledes, vi ville også være helt andre mennesker. Vi er altså selv atomer og neurale og atomare strukturer, men ikke nok med det – vores bevidsthed, tanker og følelser er også neuroner og elektriske impulser. I stedet for at sige ”Jeg er sur” kunne man lige så godt sige, ”Sektion C til F af cerebral netværk 91 og 176 affyrede først, efterfulgt af sektion Q til K af netværk 133, 256 og 90, i det her diagram som repræsenterer den altid foranderlige neurale sammensætning af min hjerne”. Og hvis så en anden person kunne forstå diagrammet og rekonstruere sin hjerne til at afspille de førnævnte handlinger, så ville den anden person fuldstændig forstå den følelse som vi havde. Det skal dog ikke forstås sådan, at følelsen af at være sur altid er den samme rent fysisk. Hvis jeg igen i morgen bliver sur, så er det ikke sikkert, at vil jeg befinde mig i førnævnte tilstand. Det er faktisk højst usandsynligt. Pointen er blot, at de samme hjernetilstande nødvendigvis må medføre de samme tanker - men altså ikke omvendt. Psykiske egenskaber er altså superveniente i forhold til fysiske, hvilket betyder, at dersom de fysiske egenskaber holdes konstante, kan de psykiske ikke forskellige. Det er lidt ligesom, at overfladisk skønhed er supervenient i forhold til fysiske egenskaber, hvilket betyder, at hvis to mennesker er ens til mindste celle, så kan det ene ikke være smukt, uden at det andet også er det. Såre simpelt.

Vores oplevelse af subjektivitet og bevidsthed kan altså forklares således. Denne teori kaldes eksemplar-identitetsteorien (med superveniens). I forhold til hvilke problemer dualismen (og specielt idealismen) har, så synes jeg, at denne fysikalistiske teori er temmelig plausibel. Ja, eksemplar-identitetsteorien er faktisk også mere plausibel og fornuftig end behaviorismen og funktionalismen, men det vil jeg ikke skrive om lige nu. Jeg gider heller ikke beskæftige mig med Putnams ”multiple realizability”, men det kan være, at jeg kommer tilbage til det en anden dag.

Det var alt, hvad jeg havde om det lige nu. Jeg har allerede lyst til at skrive lidt om Nagels og Ryles teorier (henholdsvis panpsykismen og behaviorismen), så mon ikke, jeg snart vender tilbage til dette emne.