The Hairpin Bend

Alene overskriften fortæller vel hvad dette indlæg handler om. Jordskælvet med de efterfølgende flodbølger (kræver vist nok BitTorrent) i Sydøstasien. Jeg har svært ved at formulere noget sammenhængende, i stedet sidder jeg bare og stirrer på min tomme Matilde Café Chocomilk. Den lette drik har tragisk nok en brugsanvisning, hvor der står ”shake-enjoy” med mægtige bogstaver. I hvert fald virker de mægtige. Måske er det bare fordi jeg ikke helt kan fokusere på så meget andet. Hvor kom jeg egentlig fra? Nå, ja den manglende sammenhæng. Den har I nok fået øje på. Det er klart, at denne manglende sammenhæng skyldes de mange ofre for en af århundredets værste ulykker. Jeg har svært ved at fabrikere noget kortfattet og forståeligt, derimod vælter jeg rundt fra det ene tykhovedede indfald til det andet. Så lad os bare tage dem fra en ende af…

En af de ting som jeg har tænkt lidt på, er vores tendens til at holde 2 minutters stilhed eller tænde et lys eller to for de mange ramte. Helt ærligt, hvilken forskel gør det? Nu vil jeg ikke lyde som en harmdirrende, eddikesur person, men helt ærligt – hvad skal den stakkels familie i Sri Lanka bruge din stilhed til? Eller dit tændte lys? Ja ja, det er en symbolsk handling – men det er ikke et forsvar, det er et cirkulært argument, der på forhånd antager, at symbolske handlinger er fornuftige. Det er de ikke. Og de er slet ikke hjælpsomme! Så kære læser, næste gang du vil købe et lys som skal tændes imens du tænker på de utallige døde, så i stedet gem pengene og giv dem til Røde Kors næste gang du har mulighed for det. For eksempel nu! Kære læser, næste gang nogle beder dig om at holde 2 minutters lukket mund, så brug i stedet tiden med at gå rundt og samle lidt mønter ind til de ramte. Eller endnu bedre – forsøg at overtale din overordnede om at donere 2% af jeres månedsløn til Dansk Folkehjælp.

Symbolske handlinger er nemlig ikke andet end symbolske og uegentlige. Stop hvilen i Morfeus’ arme og tag aktion. Selvom jeg måske ikke altid virker sådan, så tror jeg altså på, at man kan gøre en forskel og hjælpe folk – men det kræver handling og aktion!

Politiken formulerer det meget fint i deres leder fra i går:

”[...] Beslutningen om at tredoble den danske nødhjælp til 300 millioner kroner er derfor både rigtig, tiltrængt og forhåbentlig også skelsættende. Man kan kun håbe, at denne nationale, regionale og globale tragedie vil blive et vendepunkt i danskernes syn på omverdenen, herunder et vendepunkt i debatten om ulandshjælpen til verdens fattigste lande. Alverdens lidelse er med ét slag blevet sat på dagsordenen.

Og lad os håbe, at medfølelsen ikke kun er forbigående. Tragedien slutter nemlig ikke, når de sidste overlevende turister er bragt trygt tilbage. De efterladte i området vil få brug for massiv og årelang hjælp til at genopbygge deres liv og samfund. Lad os vise hinanden, at vi har viljen til dét. Kun derved kan vi genskabe meningen med det hele.”

Så kan vi gå videre til mine næste tanker. De handler om, at jeg tilslutter mig koret af folk, der forlanger en langt, langt højere ulandsbistand (mindst 1% af vores BNP). Derudover er det meget nødvendigt for omverdenen, at vi ikke lukker os inde bag protektionistiske toldmure og latterlige subsidier (som landbrugsstøtten), da fri handel og udflytning af arbejdspladser kan være med til at fremme velstanden og velfærden i ulandene. Ligesom at den danske stat først og fremmest skal komme de svageste til gode, er det også først og fremmest de svageste lande, som opmærksomheden skal rettes mod. Det er disse der skal hjælpes med assistance og fri handel. Erfaringsmæssigt er markedsøkonomi det økonomiske system, som er bedst til at skabe udvikling og vækst, derfor er en liberalisering af verdensøkonomien yderst vigtigt, hvis vi skal have en mere ligelig fordeling af verdens goder.

Det burde alle da kunne forstå, lige fra EU til USA. Eller hvad? Måske skulle vi starte en ’War on Earthquakes’, så kan det være, at alle lande og alle folk er med. Forestil dig lige Bush sige det her (en ændret version af hans State of the Union Address 2002):

“Thank you very much. Mr. Speaker, Vice President Cheney, members of Congress, distinguished guests, fellow citizens: As we gather tonight, our nation is at war.

We last met in an hour of shock and suffering. In a couple of short days, our nation has comforted the victims, begun to rebuild Penang and Phuket, rallied a great coalition, build new emergency systems in Sri Lanka, India, Indonesia, Thailand and saved people from starvation and diseases.

For many people, these couple of days have brought sorrow, and pain that will never completely go away. At a memorial in New York, a little boy left his football with a note for his father lost in the menacing waves: Dear Daddy, please take this to heaven. I don’t want to play football until I can play with you again some day. Last month, at the grave of her husband, Michael, a CIA officer and Marine who was in vacation in Thailand, Shannon Spann said these words of farewell: “Semper Fi, my love.” Shannon is with us tonight.

Shannon, I assure you and all who have lost a loved one that our cause is just, and our country will never forget the killed ones.

My hope is that all nations will heed our call, and build better warning and emergency systems, who can foresee the threats. Many nations are already acting forcefully. But some governments will be timid in the face of earthquakes. And make no mistake about it: If they do not act, America will. We will prevent regimes that do not sponsor warning systems and emergency systems from threatening their own people, America and our allies. Some of these regimes have been pretty quiet since the big disaster. But we know their true nature. States like these constitute an axis of evil, a big threat the welfare of the world. By not seeking better warning systems, these regimes pose a grave and growing danger for everyone.

Our war on earthquakes is well begun, but it is only begun. This campaign may not be finished on our watch - yet it must be and it will be waged on our watch.

We can’t stop short. If we stop now our sense of security would be false and temporary. History has called America and our allies to action, and it is both our responsibility and our privilege to fight everyone’s fight.

The last time I spoke here, I expressed the hope that life would return to normal. In some ways, it has. In others, it never will. Those of us who have lived through these challenging times have been changed by them. We’ve come to know truths that we will never question: evil is real, and it must be opposed. Beyond all differences of race or creed, we are one world, mourning together and facing danger together. Deep in the human character, there is honor, and it is stronger than cynicism. And many have discovered again that even in tragedy - especially in tragedy - God is near.

Thank you all. May God bless the world.”

Fantastisk, ikke? Og jeg er ret sikker på, at der ville ske noget.

Nå, nu har jeg ævlet nok. Lad os i stedet fokusere på de svageste – empati er en af vores fineste egenskaber, og det skader ikke at lade os styre lidt af den engang imellem.