The Hairpin Bend

Jeg har netop læst en hel del J.J.C. Smart, så jeg er blevet inspireret til at skrive lidt om bevidsthedsfilosofi. Hvis man ellers har kunnet læse lidt mellem linierne på det jeg tidligere har skrevet, så ville man nok vide, at jeg ikke er den store tilbeder af spirituelle og metafysiske tilbud. Nej, jeg er fysikalist (tidligere kaldte jeg det for materialist, men det lyder for marxistisk), ligesom J.J.C. Smart. Tanken og idéen er for mig at se et aspekt af fysisk og materielt stof. Det vil sige, at tanken udelukkende er et biprodukt af, at nerver stimuleres i hjernen.

Det lyder måske brutalt, og mange vil også opponere imod dette. Tendensen er nemlig, at vi har et lidt mere romantisk syn på os selv. Vi forsøger ofte at gøre os selv til en enestående og unik kreation, som har en bevidsthed, der ikke er forankret i materie og som ikke er bundet til naturlovene. Rent filosofisk kaldes dette dualisme (eller kartesiansk dualisme efter Descartes). Dualismen foreskriver, at der findes en ikke-fysisk substans, ofte kaldet det psykiske eller sjælen. For dualisten er legeme og sjæl altså forskellige substanser, der vekselvirker, men altid forbliver adskilte. Bevidstheden er altså ikke den levende hjerne, men noget andet.

Denne sjæl-legeme dualisme er populær, specielt blandt dem som tror, at der findes et liv efter døden. Dette forudsætter nemlig, at mennesket ikke kun er fysiske væsner, men har en sjæl eller noget andet meget vigtigt, der lever videre efter kroppen og legemet visner hen. Der findes dog også andre grunde til at tro på dualismen. De fleste ville nok undre sig over, hvordan noget så kompliceret som tanker og følelser kan være fysisk. Hvordan ville noget rent fysisk (altså noget i ’familie’ med din stol og din computer) for eksempel kunne føle melankoli? Sådan nogle spørgsmål gør dualismen meget plausibel.

Som sagt tidligere så er jeg ikke dualist. Der findes mange grunde til dette, men jeg vil holde mig til 2 meget letforståelige og klare.

Udviklingen i en dualistisk verden.

Det er almindeligt anerkendt, at mennesker har udviklet sig fra primitive former for liv. Dualismen har imidlertid svært ved at forklare, hvordan det kan være gået til. Formodentlig har meget primitive livsformer som amøber ikke nogen sjæl, mens mennesker har. Hvordan skulle amøber så kunne have givet anledning til skabninger, der har sjæl? Hvor mon denne psykiske substans mon er kommet fra? Og hvorfor svarer det psykiskes udvikling i så høj grad til hjernens udvikling?

Alt dette har dualismen meget svært ved at forklare. Det er faktisk kun panpsykismen, der har et nogenlunde fornuftigt svar på dette. Panpsykismen vurderer, at enhver fysisk ting har en sjæl af en art. Sten og amøber har altså begge primitive sjæle, mens mennesket, fordi det er en sammensmeltning af primitive fysiske materier, har en mere kompliceret sjæl. Men jeg tvivler på, at mange vil acceptere dette svar. For hvor går så grænsen mellem mennesket og den ellers livløse verden? Hvor går grænsen for et bevidst system i følge panpsykismen? Ved stenen? Ved molekylet? Ved atomet? Nej, det giver det slet ikke mening at snakke om bevidsthed som en egenskab ved materien, for som John Searle sagde det: “[Thermostats] do not have enough structure even to be a remote candidate for consciousness“.

Panpsykismen er blød i bolden som teori (uanset hvordan den ellers kan forbindes med kvantemekanik og andet flot lir). Den er vag og den er unødvendig, og det er nok til, at teorien blive offer for Occams barberblad.

Men er der så andre forsøg på at løse problemet omhandlende udviklingen? Ja, der findes en såkaldt emergensteori, der foreskriver, at helheden godt kan være mere end delene. Argumentet er, at selvom mennesket stammer fra lavere og ikke-sjælelige materier, så kan der sagtens opstå en sjælelig bevidsthed. Men emergensteorien løser faktisk ikke problemet, for hvorfor skulle et system af død materie frembringe bevidsthedsfænomener, når de ifølge dualisten selv er uafhængige af materien? Og hvornår skulle det så ske, hvis vi antager, at det kan ske? Bare så lige pludseligt og tilfældigt? Dybest set baseres emergensteorien på ufornuftige tro og gisninger, så den kan ikke bruges til specielt meget.

Vekselvirkningen i en dualistisk verden.

Hvordan kan to så forskellige substanser som sjæl og legeme overhovedet vekselvirke? Efter det dualistiske synspunkt er det klart, at jeg for eksempel kan have en tanke, og at denne tanke derpå kan give anledning legemlig bevægelse. Dualismens vanskelighed består i at vise præcis, hvorledes den rent psykiske tanke kan føre til den fysiske bevægelse? Hvordan kan disse to ting overhovedet arbejde sammen, hvis de ellers er adskilt på alle andre punkter.

Denne vanskelighed bliver endnu mere udpræget på grund af den omstændighed, at hændelser i hjernen er meget nært knyttet til psykiske hændelser. Hvorfor skal vi indføre tanken om bevidstheden som adskilt fra legemet, når det for eksempel er indlysende, at en alvorlig hjerneskade medfører psykisk defekt? Hvordan kan det være, hvis bevidstheden og legemet er adskilt?

Dualismen har selvfølgelig nogle svar på denne kritik. For eksempel mener psykofysisk parallelisterne, at der ikke findes nogen vekselvirkning, men at menneskets legeme og sjæl blot er indstillet synkront. Så når jeg føler smerte, når nogle træder mig over tæerne, så er det ikke en psykisk hændelse som er forårsaget af en fysisk hændelse, men blot den ene hændelse, der foregår umiddelbart efter den anden. Legemet og psyken er altså parallelle, men indvirker ikke på hinanden. Lyder det lidt som en ad-hoc kreation? Det er det også. Desuden kræver det næsten, at en gud eller noget andet kosmologisk har indstillet de to uafhængige sider af mig til at forløbe parallelt.

Der findes også andre besynderlige former for dualisme uden vekselvirkning. Okkasionalismen forsøger også at hive en gud ind i billedet. Denne gud skal så forsøge at forbinde sjæl og legeme, mellem min tå, der beskadiges, og min følelse af smerte. Men endnu engang er det søgt. Desuden kan man også stille spørgsmålet om, der overhovedet eksisterer en gud, hvilket mange nok vil afvise.

Så endnu engang har dualismen voldsomme problemer med noget så fundamentalt som årsagssammenhænge og den påkrævede vekselvirkning.

Jeg har valgt kun at fokusere på to af dualismens problemer, men det burde alligevel være nok til at folk indser, at dualismen ikke er plausibel og fornuftigt. Tværtimod. Derfor vil jeg gerne introducere jer til fysikalismen og den afart, der hedder eksemplar-identitesteorien. Jeg springer altså let og elegant over idealismen og Berkeley, da den i sidste ende fører til solipsisme. Og bare antydningen af solipsisme er for mig nok til at undergrave og modbevise en teori.

Men hvorfor så lige fysikalismen? Fordi fysikalismen er den bedste teori, når man skal forklare den fri viljes facade og den subjektive oplevelse. Selvom der selvfølgelig ikke findes nogle klare beviser på, at fysikalismen er sand, så findes der heller ingen klare beviser imod fysikalismen. Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi skal tage fysikalismen som en eviggyldig sandhed, men hvis man tager vores korte tid på Jorden i betragtning, så burde vi anse fysikalismen som den bedste teori indtil videre.

Alt dette er ikke nok til at overbevise min kritiske læser, så jeg må hellere forklare det lidt yderligere.

Den fri vilje i en fysisk verden.

Som fysikalist bliver man nødt til at spørge sig selv om, hvordan kemiske processer og elektriske impulser i hjernen kan fremstille en fri vilje, der ligger udenfor deterministiske naturlove og kausale relationer? Det simple svar er, at den fri vilje er en illusion. Det er dybt ulogisk, at vi mennesker har noget så specielt og enestående som en fri vilje. I en fysisk verden vil der aldrig kunne eksistere en fysisk vilje, som trodser årsagssammenhænge og alle deterministiske naturlove. I en fysisk verden kan der altså ikke lige pludselig opstå en genuin fri handlen.

Alligevel tror de fleste fysikalister ikke, at man vil kunne udregne en persons fremtidige handlingsmønstre bare fordi de er determinerede. Det ville jo kræve, at man vidste alt, hvad der er at vide i et givent øjeblik og kendte alle udviklings- og bevægelseslove i universet. Man skal altså kende til alle psykologiske, biologiske, meteorologiske, kemiske, genetiske, økonomiske, optiske, sociologiske, astronomiske og en masse andre love som mennesket delvis kender, vil komme til at kende eller – og måske især – som mennesket aldrig vil kunne vide det ringeste om. Ikke nok med det, så skulle man også vide, alt hvad der er at vide i et givent øjeblik lige fra hvad et sønderjysk egern føler lige nu, præcis hvilken temperatur der måles 12,32 km under et bestemt punkt på overfalden af en af Jupiters måner, præcis hvilken bølgelængde en peruviansk lama brøler på og hvad kursen på peso er på børsen i Tokyo lige nu! Da det ikke er muligt at kende til alt dette, så er udregninger af valg umuligt. Men hvis det var muligt at kende til alt – og som samtidig kende sin egen analyses indvirkning herpå – så ville det være muligt at regne alle fremtidige begivenheder ud. Dette er dog en hypotetisk opstilling som aldrig vil blive virkelig, for intet menneske kan kende til alt – vi kender jo ikke engang indholdet af vores egen bevidsthed!

Man kan altså konkludere, at den fri vilje blot er en menneskeskabt illusion, som er med til at opretholde en mærkelig og ulogisk idé om menneskets helt unikke status i denne verden. Fysikalismen modbeviser dette egocentriske og fornuftstridige nonsens. Derudover har afvisningen af en fri vilje ikke de store konsekvenser for Verden er alligevel for kompliceret til at vi kan begynde at udregne valg og lignende.

Subjektiviteten i en fysisk verden.

Et andet koncept som fysikalismen kan forklare er oplevelsen af subjektivitet. Siden vi alle er et virvar af unikke atomer arrangeret på en helt enestående måde, så er det klart, at vi oplever vores liv forskelligt fra andre mennesker. Det er neuroner i vores hjerne, der definerer den måde, hvorpå vi perciperer verdenen. Hvis vi ikke havde vores kollektion af sansende forbindelser eller havde den præcis samme neurale struktur, så ville vi ikke blot opfatte verdenen anderledes, vi ville også være helt andre mennesker. Vi er altså selv atomer og neurale og atomare strukturer, men ikke nok med det – vores bevidsthed, tanker og følelser er også neuroner og elektriske impulser. I stedet for at sige ”Jeg er sur” kunne man lige så godt sige, ”Sektion C til F af cerebral netværk 91 og 176 affyrede først, efterfulgt af sektion Q til K af netværk 133, 256 og 90, i det her diagram som repræsenterer den altid foranderlige neurale sammensætning af min hjerne”. Og hvis så en anden person kunne forstå diagrammet og rekonstruere sin hjerne til at afspille de førnævnte handlinger, så ville den anden person fuldstændig forstå den følelse som vi havde. Det skal dog ikke forstås sådan, at følelsen af at være sur altid er den samme rent fysisk. Hvis jeg igen i morgen bliver sur, så er det ikke sikkert, at vil jeg befinde mig i førnævnte tilstand. Det er faktisk højst usandsynligt. Pointen er blot, at de samme hjernetilstande nødvendigvis må medføre de samme tanker - men altså ikke omvendt. Psykiske egenskaber er altså superveniente i forhold til fysiske, hvilket betyder, at dersom de fysiske egenskaber holdes konstante, kan de psykiske ikke forskellige. Det er lidt ligesom, at overfladisk skønhed er supervenient i forhold til fysiske egenskaber, hvilket betyder, at hvis to mennesker er ens til mindste celle, så kan det ene ikke være smukt, uden at det andet også er det. Såre simpelt.

Vores oplevelse af subjektivitet og bevidsthed kan altså forklares således. Denne teori kaldes eksemplar-identitetsteorien (med superveniens). I forhold til hvilke problemer dualismen (og specielt idealismen) har, så synes jeg, at denne fysikalistiske teori er temmelig plausibel. Ja, eksemplar-identitetsteorien er faktisk også mere plausibel og fornuftig end behaviorismen og funktionalismen, men det vil jeg ikke skrive om lige nu. Jeg gider heller ikke beskæftige mig med Putnams ”multiple realizability”, men det kan være, at jeg kommer tilbage til det en anden dag.

Det var alt, hvad jeg havde om det lige nu. Jeg har allerede lyst til at skrive lidt om Nagels og Ryles teorier (henholdsvis panpsykismen og behaviorismen), så mon ikke, jeg snart vender tilbage til dette emne.

Så er valget godt i gang, og vi har allerede fået den første omgang valgflæsk. Anders Fogh Rasmussen har leget personlig socialrådgiver for en flok arbejdsløse fabriksarbejdere, Bendt Bendtsen, Mogens Lykketoft og alle de andre fjolser har råbt hæmningsløst meget om at fjerne Dankort-gebyret og de resterende politikere har kastet med gaveløfter ud i stride strømme, som om de blot er en flok julemænd på Speed. Det er ynkeligt, nedværdigende og banalt. Hvad med, at politikerne begynder at tage os vælgere seriøst? Medmindre at politikerne begynder at opføre sig som bestandige og kløgtige mennesker, så skal ingen af dem regne med at få min meget, meget værdifulde stemme. I stedet vil jeg blot hælde tusindvis af liter galde udover dem her på min blog. Så kan de lære det, kan de…

Første liter galde:

Hvad sker der dog for De Konservative? Er de fascister? Kursus i børneopdragelse og lettere tvangfjernelser? Hvis man lægger dette oven i deres forslag om tvungen (eller på Nysprog: obligatorisk) børnehaveklasse, så virker deres kurs altså en smule skræmmende. Hvad bliver det næste træk fra de fascistoide og tvangsliderlige Konservatives side? Hvorfor ikke bare lave børnehavetvang for indvandrerbørn? Eller er det allerede blevet fremført som et forslag fra vores Liberale Parti? Ja, men når nu man homogeniserer mælk, hvorfor så ikke homogenisere mennesker? Jeg spørger bare, Lene Espersen.

Nej, den individuelle frihed er den logiske følge af at mennesket er den sociale virkeligheds ultimative enhed. For hvis mennesket er det vigtigste, så må menneskets interesser og ønsker også være det vigtigste. Så vil jeg så vove at påstå, at den væsentligste interesse for ethvert menneske er interessen i at leve et godt liv. Denne interesse er dog ikke lig interessen i at efterleve en objektiv og påtvungen brugsanvisning for et godt liv, men derimod lig interessen i at udøve selvbestemmelse og være fri for indblanding. For at livet bliver godt må mennesket indefra erkende og bekræfte de værdier, som det har valgt. Mennesket må altså selv lave og vælge sine værdier, hvis de skal være gode for det enkelte. Det er ikke sikkert, at den stakkels Brian får et godt liv bare fordi 99 mennesker er enige om at vejen til det gode liv er at blive gift med en bornholmer og blive revisor. Brian må selv erkende og vælge den vej.

Derfor kan jeg konkludere, at det frirum som de liberale rettigheder medfører, er det vigtigste for et menneske. Og eftersom mennesket er det vigtigste i vores samfund, så må de liberale rettigheder også være de vigtigste i vores samfund. Som følge deraf er det forkasteligt, når De Konservative vil påtvinge en bestemt leveform og opdragelsesform overfor sagesløse forældre og børn. De har simpelthen ikke moralsk ret til at ensrette mennesker efter deres egen perfide opfattelse af ’det gode liv’.

Så nej tak til De Konservative! De får i hvert fald ikke min stemme!

Ja, det betyder alt sammen ’valget’. Og så har den kløgtige læser vist også på nuværende tidspunkt gættet, hvad dette indlæg skal handle om.

Jeg har i de seneste to indlæg skrevet en del om nyttemaksimerende realpolitik, hvilket formentlig har medvirket til at nogle af mine læsere er begyndt at kede sig lidt. Derfor vil jeg ikke skrive et kritiserende og polemisk indlæg om Venstres og Anders Fogh Rasmussens (nej, ikke den Anders Fogh Rasmussen, der er forfatter til “Fra socialstat til minimalstat“) letforståelige, letfordøjelige og ikke mindst socialdemokratiske valgoplæg. Jeg vil heller ikke skrive om Socialdemokraternes forskelsbehandlende og kortsigtede valgoplæg. Eller er det omvendt? Er det Venstre der er kortsigtede og Socialdemokraterne der er socialdemokrater? Ja, det er ikke til at finde ud. Som Politiken også har bemærket, så minder de to partiers valgoplæg hinanden på stort set alle punkter. Sådan er et dansk valg anno 2005 altså bare. Derfor gider jeg ikke skrive om dette aspekt.

Det ville måske være oplagt at skrive endnu mere om Det Radikale Venstre, eftersom de vel nok er ’mit’ parti. Jeg er trods alt medlem af Radikal Ungdom. Men jeg gider simpelthen ikke skrive et langt vækkelsesindlæg, hvor jeg forsøger at fremføre Marianne Jelved som en seriøs statsministerkandidat og hvor jeg samtidig erklærer, at målet med dette valg er at fjerne det nuværende højreflertal. For der står nemlig mere på spil end bare det. Hvis min B-stemme bliver bundet til Socialdemokraterne, der ikke kan finde en fornuftig politik eller blot en værdig statsministerkandidat, så er jeg lige pludselig ikke så sikker på, at jeg vil stemme på Det Radikale Venstre. Så nej, dette indlæg handler heller ikke direkte om Det Radikale Venstre.

Men så kan jeg vel skrive lidt om Dansk Folkeparti? Måske lidt om, hvorfor Dansk Folkeparti for tiden er landets mest kollektivistiske parti, der gang på gang udnævner dem selv som fortalere for Folket, Fædrelandet, Nationen og andre kollektivistiske umuligheder. Jeg kunne jo skrive, at der i den sociale verden kun findes en værdifuld enhed, nemlig individet. Individet er den udelelige enhed, som alle andre entiteter og grupper består af. Virkeligheden består altså kun af mennesker, derfor er det mennesket, der må have den ultimative værdi.

Dansk Folkepartis (og specielt Krarups) ensidige fokusering på danskhed og Folket, som om det var en værdifuld form i sig selv, er altså komplet nonsens. Danskhed er et begreb, der kan forkastes, når vi ikke finder det frugtbart. Så når individerne holder op med at værdsætte danskheden, så har den ingen værdi for nogen. Det er vel logisk nok? Som følge deraf er det meningsløst at hævde, at danskheden og Folket alligevel skulle have en uafhængig værdi. Kun individer kan være bærere af værdier, begreber kan ikke være det. Derfor er det filosofisk tågesnak, når Krarup postulerer, at danskheden er en forpligtende og værdifuld entitet i sig selv. Krarup tillægger noget andet mennesket den ultimative værdi, hvilket gør ham decideret menneskefjendsk. Mennesket er ikke en byggesten som kan bruges til at skabe et perfekt, kristent Danmark. Mennesket er selvstændige individer, med egne tanker meninger og følelser, med sine egne håb, visioner og drømme for fremtiden. Krarup krænker mennesket, fordi han behandler mange mennesker (og dermed også menneskeheden) som et middel, som kan formes og bruges til at opnå politiske og filosofiske mål. Derfor er Dansk Folkeparti, der har Krarup som ideologisk primus motor, også landets mest kollektivistiske parti. Man skulle ellers tro, at det var socialisterne fra Enhedslisten, der stadig tror på en objektiv produktivkraft og andre umulige eksistenser, men nej – de største kollektivister er dem som Danmarks Liberale Parti laver love sammen med.

Nej, det gider jeg sgu heller ikke skrive om. Eller har jeg allerede gjort det…? Nå, det er ligegyldigt. Og Krarup og hans metafysiske sammenhængskraft og uladsiggørlige danskhed er også dybt ligegyldigt i dag.

Jeg vil ’skrive’ om noget helt, helt andet. Jeg vil linke til en meget spændende artikel skrevet af Thomas Stærmose. I skal læse hele artiklen for mine uddrag er slet ikke gode nok. Men her får I alligevel et par citater:

I Danmark har vi ikke tradition for at betragte sofavælgere som folk, der foretager et politisk bevidst valg - tværtimod, de er politisk dovne og har derfor ikke lov til at brokke sig, lyder det.

[...]

Afvisningen af sofavælgere som politisk bevidste mennesker er decideret dekadence.

Udtalelser, der skærer politikerne over en kam, og fordømmer politikere, og derfor hører en rigtig sofavælger til, som fx “Jeg ville aldrig stemme på en klovn. Så jeg stemmer aldrig” eller “De laver sgu lort i den, uanset hvem vi vælger” vidner ganske vist ikke om den store evne til at vælge de ord, der gør sig godt blandt universitetsstuderende. Men at afskrive den indstilling som det modsatte af politisk bevidst er en grundlæggende fejl.

Jeg kan ikke gøre op, hvor stor en del af de danske sofavælgere, der har en politisk bevidsthed (stor eller lille) bag deres valg, og hvor mange der blot er dovne, ligeglade eller ikke lige fik tid. Det skyldes blandt andet, at det er ildeset som politisk bevidst sofavælger at råbe op - man er jo nærmest antidemokrat - men det er ærgerligt, fordi sofavalg kan være en strategisk fordel, ja, nødvendighed!

[...]

Selv om vi ikke har et to-parti-system i Danmark, så har vi reelt for tiden et to-blok-system. Der er vel ikke nogen, der vil hævde at chancerne for en statsminister, der ikke hedder Fogh eller Lykketoft er særligt store. De to blokke, der understøtter hver sin kandidat, deler befolkningen i nogenlunde to lige store dele - men inde på midten er der en del stemmer, der flytter sig, og det hermed der, at afgørelsen i det danske præsidentvalg skal findes.

[...]

Hvis vi ikke havde tradition for at vælge det mindste onde uanset hvad, men af og til også at sige, at nu går politikerne for langt, de fortjener ikke min stemme, ja, så havde Anders Fogh for længst måtte føle sig truet, når hans liberale vælgere begyndte at springe fra. Men det sker ikke, fordi vi betragter sofavalget som noget amoralsk, hvilket er grundlæggende forkert, fordi sofavælgere spiller en afgørende rolle i valghandlingen!

[...]

Vi har en tendens til at tolke en nedadgående valgdeltagelse som et demokratisk krisetegn, og en opadgående som et demokratisk sundhedstegn. Og det er der vel en vis fornuft i: Er der ikke samklang mellem politikere og befolkning, jamen, så er befolkningen mere tilbøjelig til at leve efter den gamle amerikanske spøgefulde sætning: “Don’t vote, it will only encourage them“. Men heri ligger jo en modsætning til den generelle holdning til ikke-stemmeren som politisk amoralsk menneske. Hvis valgdeltagelsen skal kunne bruges som et mål for demokratiets og politikernes opbakning i befolkning, nytter det jo ikke noget at tabuisere det ikke at stemme. Så risikerer man jo, at folk stemmer af pligt, og dermed forvanskes det signal, valgdeltagelsesprocenten kan sende.

[...]

Tabuiseringen af det moralske valg, det er ikke at stemme, er derfor et onde i den danske demokrati, og en af de mest udbredte floskler, der tjener politikerne i denne sag er, at folk, der ikke stemmer, ikke har ret til at brokke sig. Men lad os blot slå fast, at sofavælgere har ret til at brokke sig, og det har de måske endda i højere grad, end resten af befolkningen. For de har nemlig, når samklangen mellem politikere og befolkning er kørt af sporet, i højere grad end resten af vælgerkorpset givet udtryk for deres mening derom.

Stem blankt i stedet, er der så nogen, der siger. At stemme blankt er at opfylde sin borgerpligt og samtidig signalere, at der ikke er nogen kandidater, man mener har fortjent sin stemme. Men det argument nærmer sig det utopiske, når man ser på, hvordan valgresultaterne i dagens Danmark bliver rapporteret. Blanke stemmer bliver optalt, og de kan ses i de mest detaljerede statistikker over det enkelte valg, men ellers har de meget hurtigt en tendens til at forsvinde. Hvad der står tilbage, når valget er slut er mandatfordelingen og valgdeltagelsen. En blank stemme har derfor hurtigt en tendens til at virke modsat af den virkning, den burde have: Den presser valgdeltagelsen op og forsvinder derefter ud af systemet.

Min opfordring til alle dem, der har svært ved at finde sig en passende kandidat ved det kommende valg, er derfor ganske klar: Lad være med at stemme. Og fortæl for himlens skyld dine medborgere, hvorfor du har truffet dette legitime og velbegrundede valg - de har svært ved at forstå det, derfor må de hjælpes.

Jeg er ikke enig i alt, hvad han skriver og siger, da noget af det virker ret anarkistisk og overdramatiserende, men det er da et forfriskende pust i en valgkamp, hvor alle partierne til en vis grad kappes om at være ens.

Jeg har endnu ikke besluttet mig for, hvad jeg skal gøre. Jeg har nemlig også overvejet at sælge min stemme til højestbydende på en internetauktion, men jeg ved ikke helt om det er lovligt. Det ville nemlig være en fin demonstration af, hvor latterligt jeg anser det her valg for at være. Derudover har jeg selvfølgelig også overvejet at smide min stemme på Det Radikale Venstre, men jeg er lidt bange for, at det så virker som en støtte til oppositionen - og dybest set kan jeg heller ikke lide oppositionen.

Uanset hvad jeg vælger, så skal I nok få det at vide her på min blog. Så…to be continued…

Det Radikale Venstre har lavet et debatoplæg, hvori de beskriver deres fremtidsvision for Danmark. Det spændende er, at det ikke kun handler om øget investering i forskning og innovation, som Venstre og Socialdemokraterne primært har fokuseret på, men også handler om skattereformer, arbejdsmarkedet, decentralisering af den offentlige sektor, ulandsbistand, EU-politik og indvandrer-politik. Det er altså en meget fremadstræbende og overvejet vision som Det Radikale Venstre præsenterer.

Jeg har personligt et mindre antipati overfor politikere, da jeg mener, at de mest af alt er styret af deres uendelige trang til at have topposter og magt over andre mennesker. Det er muligt, at jeg har læst for meget Anthony Downs, men jeg er ret sikker på, at politisk adfærd i høj grad er bestemt af politikerens egeninteresse. Denne egeninteresse mønter så ud i en politik, hvor stemmemaksimering er det ypperste mål. Med Anders Fogh Rasmussens fuldstændige afstandtagen til sine tidligere holdninger (som ikke var helt stupide) og hans følgende adoption af socialdemokratiske og nationalkonservative værdier, så burde det være klart for enhver, at de moderne politikere i høj grad udformer deres politik for at vinde valg, snarere end at vinde valg for at udforme deres politik.

Derfor er det meget, meget positivt at opleve, at der alligevel er nogle, der virker ansvarlige og principielle i deres visionspapirer. Og netop derfor har jeg for en gangs skyld valgt at skrive lidt om noget realpolitik, i stedet for endnu engang at forfalde til ideologiske og filosofiske overvejelser.

Det Radikale Venstres debatoplæg hedder Det Kreative Danmark. Man kan allerede udfra navnet udlede en god forestilling om, hvad oplægget handler om. Jeg troede først, at vi skulle se endnu et parti, der i bedste Anders Fogh Lykketoft stil lavede en velfærdsgaranti og blot satsede på, at alle vi danskere lige pludselig blev særdeles kreative og innovative. ”Hvis de andre gør det billigere, skal vi [bare?] gøre det bedre”-agtigt. Men nej, der var mere substans og perspektiv i dette oplæg, hvilket i sig selv er godt. Nå, men jeg må hellere kommentere Det Radikale Venstres visioner. Jeg vil uddele en del ros, men nok også lidt ris. Heldigvis søger Det Radikale Venstre dialog og debat, så de er nok indstillet på at høre mange forskellige ting om deres oplæg.

Det første som man kan læse om i oplægget, handler om kreativitet i Danmark. Det er et emne, jeg selv har beskæftiget mig med. Det Radikale Venstre lægger ikke skjul på, at de – ligesom mig – er heftigt inspireret af Richard Florida. De skriver: ”Målet er med andre ord at skabe et spændende og respekteret land, som både borgere selv og andre ønsker at investere i, som tiltrækker både videnstunge virksomheder og talentfulde mennesker fra hele verden. Det kræver et Danmark med både et socialt og liberalt miljø, der hilser kreativitet og forskellighed velkommen. Hvor mennesker med helt forskellige baggrunde, nationaliteter og etniske tilhørsforhold let kan falde til og yde deres, fordi der ikke er barrierer for nytilkomne.” Det er som taget ud af en bog af Richard Florida. Jeg har som sagt selv skrevet om Richard Floridas spændende tanker tidligere og ikke overraskende kom jeg frem til samme konklusion som Det Radikale Venstre og Richard Florida. Jeg skrev selv dengang, at ”en kreativ by eller et kreativt land må bestå af mange folkeslag. Når en politiker fra det regeringsbærende Dansk Folkeparti siger, at alle muslimer, der kommer til Danmark, bare venter på at blive mange nok til at erstatte os, så er det både økonomisk dårligt og - selvfølgelig – stigmatiserende.”

Så hvis de mange politikere vil realisere deres store drøm om et kreativt Danmark, så må de se på det miljø, som de skaber, når de modsætter sig pluralisme og diversitet, og i stedet toner frem med en forfærdelig intolerance og lukkethed. Det skal Mogens Rasmussen nok tænke på inden han siger, at ”vi skal være bedre”.

Dog er tolerance og åbenhed ikke nok til at redde Danmark i fremtiden, da lave leveomkostninger og lave skatter også har indflydelse på arbejdsmarkedet og den økonomiske udvikling. Derfor beskæftiger Det Radikale Venstre sig også med arbejdsmarkedet og skatten på arbejde.

Det Radikale Venstre foreslår at sænke skatten på den sidst tjente krone fra 63% til 42%. Jeg synes umiddelbart, at det virker lidt uklart, hvordan det skal finansieres, men de skriver noget om, at reformen skal finansieres ved ”at sprede skattegrundlaget ud og afskaffe en række eksisterende særordninger og fradragsmuligheder for såvel erhvervslivet som den enkelte borger.” Uanset hvad, så mener Det Radikale Venstre, at folk vil bruge de flere penge på service og hjælp i hverdagen, hvilket vil skabe flere job, specielt for de mennesker der ikke har lange videregående uddannelser. Det er jo logik for burhøns, så jeg kan ikke modsætte mig denne argumentation. Dog kan jeg tilføje, at vores rigide og kollektive aftalesystem og meget høje mindsteløn nok også burde revideres, da ufaglærte har meget at vinde her. Men det vil jeg ikke skrive meget mere om lige nu…

Dernæst foreslår Det Radikale Venstre, at vi skal forsøge at tiltrække flere kvalificerede indvandrere til Danmark til topposter og samtidig forsøge at integrere de indvandrere, som ikke er højtuddannet. Det Radikale Venstre opfordrer altså til at se indvandrere som en del af løsningen på vores problemer i stedet for at opfatte etniske minoriteter som et problem i sig selv. Er det egentlig ikke noget, jeg har hørt før…? Fra min egen side, jo.

Derefter fortsætter Det Radikale Venstre med deres markante og spændende forslag. Denne gang handler det om efterlønnen. Den skal simpelthen afskaffes. Argumenterne går mest på, at efterlønnen indskrænker arbejdskraften, da mange ældre ikke kan modstå presset for at trække sig tilbage. Både arbejdsgivere og arbejdstagere opfatter det altså som en tilskyndelse og en kraftig opfordring til at sende arbejdstageren på efterløn, hvilket er meget uholdbart, da vi i fremtiden har brug for et stort arbejdsmarked. Det bliver spændende at se, hvad de andre partier siger til denne meget fornuftige modvilje imod efterlønnen.

Det sidste punkt, der vedrører arbejdsmarkedet, handler vist nok om pensionsopsparing og dagpengesystemet. Parolen lyder, at ”det er en sund tankegang, at de, der kan, selv tager et ansvar”. På denne måde opfordrer Det Radikale Venstre til et mere fleksibelt og individuelt system, hvor frihed og personligt ansvar sættes højsædet. De vil godt nok ikke individualisere forsikringerne for de allermest økonomisk stærke endnu, men de tager i hvert fald et skridt i den retning.

Jeg synes, at mange af Det Radikale Venstres forslag virker meget intelligente og perspektivrige. Deres synspunkt omkring den synlige forbindelse mellem tolerance og kreativitet er meget tiltalende, og deres modstand overfor efterlønnen er sund fornuft i mine øre.

Til sidst er deres forslag om nedsættelse af skatten på arbejde meget forstandigt og fornuftigt. Dog ville jeg gerne sende endnu flere penge tilbage til borgerne. Hvorfor ikke 35%? Eller 30%?

Jeg har kigget lidt på nogle tal, og har fundet nogle steder, hvor man kunne skære (og dermed blive upopulær). Resultatet ser således ud:

Fjern partistøtte (80 mio. kr.), fjern folketingsgruppestøtte (100 mio. kr.), afskaffelse af diverse råd såsom Børnerådet, ÆldreForum, The Copenhagen Centre og Etisk Råd (samlet 15-20 mio. kr.), privatiser skovene fuldt ud (330 mio. kr.), afskaffelse af smagsdommernes - i bogstavelig forstand - Måltidets Hus (18 mio. kr.), udmeldelse af EATFISH og vinorganisationen (5 mio. kr.), afskaf al driftsstøtte til landbruget og fiskeriet (230 mio. kr.), afskaf statsstøtten til private erhverver, da pengene ligger bedst i de privates lommer (1,7 mia. kr.), afskaf Erhvervsfremme Styrelse, da vi lige har afskaffet erhvervsfremme (100 mio. kr.), afskaf støtten til hjemmeservice, søfart og turisme (1,4 mia. kr.), markante ændringer i støtten til boligmarkedet, der efterhånden mest af alt ligner en planøkonomisk fiasko (10 mia. kr. – det eneste der er tilbage er boligsikring, støtte til betaling af beboerindskud og lidt boligydelse til pensionister), salg af Københavns Havn (250 mio. kr.), afskaffelse af efterlønnen (20 mia. kr.), nedskæring i SU’en for hjemmeboende (1-2 mia. kr.) og afskaffelse af børnefamilieydelsen (11 mia. kr.). Derudover kunne man arbejde for at afskaffe EU’s landbrugsstøtte. Desuden kunne man fjerne lukkeloven, hvilket ville gøre erhvervslivet mere produktivt. Man kunne vel også afskaffe TV-licensen.

Nu har jeg nævnt en masse ting som sagtens kunne fjernes uden, at vi nævneværdigt beskadiger velfærdssamfundet som vi kender det i det. Alle disse ting kunne Det Radikale Venstre godt have været fortalere for. Alt i alt bliver det en besparelse på 45-50 mia. kroner, som kunne sendes direkte tilbage til borgernes lommer. Oven i alt dette, kan man fjerne alle religiøse tjenester, hvilket giver hele 6 mia. kroner. Man kunne afskaffe værnepligten og skære ned på forsvarsbudgettet, hvilket ville kunne give mindst 10 mia. kr. Så er vi på 61-66 mia. kroner. Og det eneste, jeg har fjernet er ting, som man sådan set godt kan få opbakning til at fjerne. Det Radikale Venstre skulle have forsøgt at få opbakning til dette.

Hvis vi virkelig vil liberalisere og privatisere, så burde vi kigge lidt på hospitalerne (50 mia. kr.) og døgn- og daginstitutionerne (30 mia. kr.). Men der er næppe folkelig og politisk opbakning til sådanne initiativ endnu, så det må nok vente.

Uanset hvad så kan jeg let regne mig til, at man snildt klare en større besparelse end den Det Radikale Venstre foreslår, også uden at privatisere hospitaler og universiteter. Så kan vi fjerne topskatten, hæve grænsen for bundskat og sænke mellemskatten. Se det ville sikre arbejdspladser og ikke mindst give mere valgfrihed og ansvar til den enkelte borger, uden at det ville skade de svageste.

Dog er Det Radikale Venstres forslag et skridt i den rigtige retning, og sammen med De Konservative, så må Det Radikale Venstre vel repræsentere den mere liberalistiske del af det økonomiske spektrum.

Det var alt, hvad jeg gad at fremhæve ved deres skrift. Der er mange andre fornuftige ting, som virker tiltalende. Jeg vil læse det hele et par gange til for at finde flere smukke pointer og måske også nogle tvivlsomme formuleringer, for dem er der også rigeligt af.

En speciel kløgtig ting er Det Radikale Venstres fokusering på politisk decentralisering i et forhåbentligt helhjertet forsøg på at sætte mennesket over systemet. Det er god tone i mine ører. Hør blot denne formulering: ”Væk skal forestillingen om, at kun politikere, og helst Folketinget, kan afgøre det enkelte plejehjems beboeres behov og valg. Ind skal større frihed til de enkelte institutioner fra vuggestuer til plejehjem, så de kan indrette deres institution til – og med – netop deres klientel. Det er ikke politikerne, der står i klassen eller i institutionen og har ansvaret for at få hverdagen til at køre, og de bør ikke lovgive, som om det var dem.”

Hvis et af målene er at slanke den offentlige sektor uden at privatisere og udlicitere alt for meget, så er decentralisering en god idé. Derfor er det oplagt, at Det Radikale Venstre støtter nedlæggelsen af amterne og den efterfølgende fokusering på handledygtige og virkelystne kommuner. De skal bare huske at holde Venstre i ørerne og sørge for, at Venstre ikke blot tilfører mere magt og flere midler til Christiansborg, da Mogens Fogh Lykketoft helt sikkert vil nyde denne yderligere magt.

Lad os blot håbe, at dette oplæg er første skridt til det nødvendige opgør imod Socialdemokraternes universelle eller institutionelle velfærdsstat. Det Radikale Venstre har mange argumenter, der minder om dem, som jeg fremfører for residuale model. Det Radikale Venstre skriver om både skattetrykket, arbejdsmarkedet, statsliggørelsen af individet, kontrolsamfundet og intolerancen – alle punkter som jeg op til flere gange har forbundet med Socialdemokraternes (og Venstres) politik. Gad vide, hvem Det Radikale Venstre skal i regering om et par år, hvis de fortsætter sådan? De Konservative? CD? Måske nedlægger de bare Christiansborg og giver mig alle mine peng… [drømmetænkning opsporet, drømmetækning tilendebragt]

På trods af den triste tilstand vores verden befinder sig i - naturkatastrofer, vold, drab, armod og skole - så bliver jeg alligevel nødt til at skrive dette. I dag er nemlig en helt speciel dag for denne side. For lige i dag har The Hairpin Bend 1 års jubilæum. For lige præcist et år siden skrev jeg min allerførste post, og siden er der jo sket meget. Jeg synes specielt, at The Hairpin Bends rent kvalitative værdi er steget voldsomt på det seneste, og jeg har gennem utallige diskussioner på alt fra Modkraft til Liberator (hvor jeg også poster nogle af mine indlæg), erfaret at mine tanker er udfordrende og nyttige. For eksempel er det ikke mange dage siden, jeg fik en privat mail, hvori der stod, at mine indlæg var meget interessante og velovervejede. Måske burde det være på tide at lave nogle kortere indlæg, og dernæst sende dem ind til nogle aviser og magasiner (udover Radikal Ungdoms blad).
Nå, nok oversavlende pølsesnak fra min side. Hvis I har lyst til at kommentere udviklingen på min blog, så er I velkomne. Hvis I vil svine mine anti-kollektivistiske idéer, så er I også velkomne til dette.

Jeg har samlet en lille håndfuld af de bedste ting, jeg har skrevet. Nostalgi, nostalgi – og hvor har jeg egentlig flyttet mig rent filosofisk. Dog er mit motto stadig det samme: Individet i centrum. Og husk også, at det eneste vi som mennesker har tilfælles er at vi hver især er unikke og uidentiske!

Den store kritik af Nozicks selvejerskabsfilosofi og dermed også libertarianismen.

Mine tanker om demokratiet. De skal nok blive revideret snart, tro mig…

Lidt mere om liberalismen – eller faktisk handler det om manglen på samme – i Venstres politik. Enhver der overvejer at stemme Venstre burde læse dette.

Jeg bliver bare nødt til at henvise til denne artikel af Anders Jerichow. Den er helt fænomenal!

Under spørgsmålet ’Hvad ville du gøre, hvis du havde magten?’ udforsker jeg, hvordan det optimale Danmark ville se ud. Indlægget er et halvt år gammelt, og derfor kan jeg ikke stå inde for alt, hvad der står skrevet. Men langt størstedelen er stadig gode idéer, og viser lidt, hvor jeg står rent politisk.

Dette indlæg var startskuddet til en seriøs debat med en stor mængde Dansk Folkeparti-tilhængere. Desværre er selve diskussion gået tabt, men der findes stadig rester af den rundt omkring på bloggen.

Jeg har selvfølgelig også skrevet lidt om Irak, selvom dette emne ikke har fyldt så meget plads på min blog. Indlægget jeg henviser til, er sådan set stadigt gyldigt den dag i dag. Desværre.

Udover alt dette, så har jeg også skrevet utallige sider om multikulturalismen, den israelsk-palæstinensiske-konflikt, terrorisme, Afrikas problemer og sidst men ikke mindst også lidt om Radikal Ungdom. Ja, jeg har sgu været lidt rundt om det hele. Eller har jeg? Det må fremtiden vel vise…

Alene overskriften fortæller vel hvad dette indlæg handler om. Jordskælvet med de efterfølgende flodbølger (kræver vist nok BitTorrent) i Sydøstasien. Jeg har svært ved at formulere noget sammenhængende, i stedet sidder jeg bare og stirrer på min tomme Matilde Café Chocomilk. Den lette drik har tragisk nok en brugsanvisning, hvor der står ”shake-enjoy” med mægtige bogstaver. I hvert fald virker de mægtige. Måske er det bare fordi jeg ikke helt kan fokusere på så meget andet. Hvor kom jeg egentlig fra? Nå, ja den manglende sammenhæng. Den har I nok fået øje på. Det er klart, at denne manglende sammenhæng skyldes de mange ofre for en af århundredets værste ulykker. Jeg har svært ved at fabrikere noget kortfattet og forståeligt, derimod vælter jeg rundt fra det ene tykhovedede indfald til det andet. Så lad os bare tage dem fra en ende af…

En af de ting som jeg har tænkt lidt på, er vores tendens til at holde 2 minutters stilhed eller tænde et lys eller to for de mange ramte. Helt ærligt, hvilken forskel gør det? Nu vil jeg ikke lyde som en harmdirrende, eddikesur person, men helt ærligt – hvad skal den stakkels familie i Sri Lanka bruge din stilhed til? Eller dit tændte lys? Ja ja, det er en symbolsk handling – men det er ikke et forsvar, det er et cirkulært argument, der på forhånd antager, at symbolske handlinger er fornuftige. Det er de ikke. Og de er slet ikke hjælpsomme! Så kære læser, næste gang du vil købe et lys som skal tændes imens du tænker på de utallige døde, så i stedet gem pengene og giv dem til Røde Kors næste gang du har mulighed for det. For eksempel nu! Kære læser, næste gang nogle beder dig om at holde 2 minutters lukket mund, så brug i stedet tiden med at gå rundt og samle lidt mønter ind til de ramte. Eller endnu bedre – forsøg at overtale din overordnede om at donere 2% af jeres månedsløn til Dansk Folkehjælp.

Symbolske handlinger er nemlig ikke andet end symbolske og uegentlige. Stop hvilen i Morfeus’ arme og tag aktion. Selvom jeg måske ikke altid virker sådan, så tror jeg altså på, at man kan gøre en forskel og hjælpe folk – men det kræver handling og aktion!

Politiken formulerer det meget fint i deres leder fra i går:

”[...] Beslutningen om at tredoble den danske nødhjælp til 300 millioner kroner er derfor både rigtig, tiltrængt og forhåbentlig også skelsættende. Man kan kun håbe, at denne nationale, regionale og globale tragedie vil blive et vendepunkt i danskernes syn på omverdenen, herunder et vendepunkt i debatten om ulandshjælpen til verdens fattigste lande. Alverdens lidelse er med ét slag blevet sat på dagsordenen.

Og lad os håbe, at medfølelsen ikke kun er forbigående. Tragedien slutter nemlig ikke, når de sidste overlevende turister er bragt trygt tilbage. De efterladte i området vil få brug for massiv og årelang hjælp til at genopbygge deres liv og samfund. Lad os vise hinanden, at vi har viljen til dét. Kun derved kan vi genskabe meningen med det hele.”

Så kan vi gå videre til mine næste tanker. De handler om, at jeg tilslutter mig koret af folk, der forlanger en langt, langt højere ulandsbistand (mindst 1% af vores BNP). Derudover er det meget nødvendigt for omverdenen, at vi ikke lukker os inde bag protektionistiske toldmure og latterlige subsidier (som landbrugsstøtten), da fri handel og udflytning af arbejdspladser kan være med til at fremme velstanden og velfærden i ulandene. Ligesom at den danske stat først og fremmest skal komme de svageste til gode, er det også først og fremmest de svageste lande, som opmærksomheden skal rettes mod. Det er disse der skal hjælpes med assistance og fri handel. Erfaringsmæssigt er markedsøkonomi det økonomiske system, som er bedst til at skabe udvikling og vækst, derfor er en liberalisering af verdensøkonomien yderst vigtigt, hvis vi skal have en mere ligelig fordeling af verdens goder.

Det burde alle da kunne forstå, lige fra EU til USA. Eller hvad? Måske skulle vi starte en ’War on Earthquakes’, så kan det være, at alle lande og alle folk er med. Forestil dig lige Bush sige det her (en ændret version af hans State of the Union Address 2002):

“Thank you very much. Mr. Speaker, Vice President Cheney, members of Congress, distinguished guests, fellow citizens: As we gather tonight, our nation is at war.

We last met in an hour of shock and suffering. In a couple of short days, our nation has comforted the victims, begun to rebuild Penang and Phuket, rallied a great coalition, build new emergency systems in Sri Lanka, India, Indonesia, Thailand and saved people from starvation and diseases.

For many people, these couple of days have brought sorrow, and pain that will never completely go away. At a memorial in New York, a little boy left his football with a note for his father lost in the menacing waves: Dear Daddy, please take this to heaven. I don’t want to play football until I can play with you again some day. Last month, at the grave of her husband, Michael, a CIA officer and Marine who was in vacation in Thailand, Shannon Spann said these words of farewell: “Semper Fi, my love.” Shannon is with us tonight.

Shannon, I assure you and all who have lost a loved one that our cause is just, and our country will never forget the killed ones.

My hope is that all nations will heed our call, and build better warning and emergency systems, who can foresee the threats. Many nations are already acting forcefully. But some governments will be timid in the face of earthquakes. And make no mistake about it: If they do not act, America will. We will prevent regimes that do not sponsor warning systems and emergency systems from threatening their own people, America and our allies. Some of these regimes have been pretty quiet since the big disaster. But we know their true nature. States like these constitute an axis of evil, a big threat the welfare of the world. By not seeking better warning systems, these regimes pose a grave and growing danger for everyone.

Our war on earthquakes is well begun, but it is only begun. This campaign may not be finished on our watch - yet it must be and it will be waged on our watch.

We can’t stop short. If we stop now our sense of security would be false and temporary. History has called America and our allies to action, and it is both our responsibility and our privilege to fight everyone’s fight.

The last time I spoke here, I expressed the hope that life would return to normal. In some ways, it has. In others, it never will. Those of us who have lived through these challenging times have been changed by them. We’ve come to know truths that we will never question: evil is real, and it must be opposed. Beyond all differences of race or creed, we are one world, mourning together and facing danger together. Deep in the human character, there is honor, and it is stronger than cynicism. And many have discovered again that even in tragedy - especially in tragedy - God is near.

Thank you all. May God bless the world.”

Fantastisk, ikke? Og jeg er ret sikker på, at der ville ske noget.

Nå, nu har jeg ævlet nok. Lad os i stedet fokusere på de svageste – empati er en af vores fineste egenskaber, og det skader ikke at lade os styre lidt af den engang imellem.