Jeg havde skrevet dette til Radikal Politik, men så fandt jeg ud af, at deadline var for to uger side. Så får bloggen i stedet indlægget…
Til kamp for proportioner og saglighed
Af Johan Espersen, Nykøbing Sjælland
I Radikal Politik 9 kan man finde et debatindlæg skrevet af Niels. R. Kallin Jensen. Denne Kallin Jensen opfordrer til ”demokratisk kamp mod den religiøse fanatisme” og hylder Naser Khader (manden der mener, at Kjærsgaard og co. er “syndebukke for de frelstes udskældning“) for at gøre det samme. I Det Radikale Venstre har det altid været kutyme at argumentere imod ortodokse og intolerante menneskesyn, så indledningsvist virker Kallin Jensens opfordring nærmest selvindlysende. Men hvis man kigger Kallin Jensens indlæg efter i sømmene finder man ud af, at han blot lægger sig i bagenden på den indholdsløse og fordømmende retorik, der hersker i det danske politisk miljø.
Det er muligt at uforbeholden fordømmelse af tørklæder er politisk opportunt, men er tørklæder et reelt problem, hvis kvinden selv vælger det? Så når ”6-7 unge veluddannede muslimske kvinder” støtter en fortolkning af Islam, der fordrer dem at bære slør, hvad er så problemet? Man må formode, at de har brugt deres intellekt og kløgt – som de trods alt må besidde siden de er veluddannede – til at træffe et personligt valg angående deres påklædning. Lad dog dem om det, Kallin Jensen…
Ydermere fortæller Kallin Jensen, at vi her i landet har en flok ”middelalderpræster”. Han går så vidt at nævne disse mennesker i samme sætning som ham der bestialsk slog Theo van Gogh ihjel, hvorfra man må formode, at der er signifikante lighedstegn mellem disse. Men både Fatih Alev, Abdul Wahid Pedersen og Abu Laban, og til sidst også Omar Shah, har taget kraftigt afstand til mordet. Det er et billigt og uhæderligt trick at tilnærmelsesvist sidesætte disse mennesker med ham der frarøvede Theo van Goghs liv.
Dette svar skal selvfølgelig ikke forstås som et forsøg på at begrænse debatten, påtvinge en censur eller beskytte ortodokse religiøse. Det er indlysende, at vi i fællesskab skal værne om ytringsfriheden, når den er under pres. Men for mig er det også indlysende, at vi skal forsøge at holde proportionerne i vores debat og forsøge at forholde os nøgternt og sagligt til problemerne.
Hollandske sikkerhedstjenester har oplyst, at unge mennesker med udenlandsk baggrund ofte er udsat for diskrimination i Holland. Dette skaber vækstbetingelser for militant, religiøs fanatisme. Jeg kan forestille mig, at vi her i landet har nogen lunde samme vækstbetingelser. Vores første opgave er derfor at fjerne disse vækstbetingelserne, så vi undgår militante fanatikere. Vi skal målrette vores indsats, så vi ikke diskriminerer og stigmatiserer de utallige muslimer, som ikke vil dolke og dræbe uskyldige mennesker. Vi skal undgå at forfalde til billige tricks og ugennemtænkte angreb. Præcis ligesom størstedelen af det politiske etablissement, formår Kallin Jensen ikke at undgå dette…
0 responses so far ↓
There are no comments yet...Kick things off by filling out the form below.
hello mum this is our weblog about our holiday in france