The Hairpin Bend

Glædelig jul! Og hvis I mangler nogle gode gave idéer, så kan I se her…

Jeg har ofte diskuteret problematikken omkring dyrs rettigheder, og jeg har også skrevet en enkel gang om det her på min blog. Men nu må det være på tide med noget mere.

Med udgangspunkt i en noget banal artikel fra Liberator omhandlende dyrs rettigheder, vil jeg forklare og kommentere i stor stil og i næste indlæg vil jeg måske lave en konklusion.

Det første citat fra artiklen, som jeg vil kommentere, er dette:

”Mennesker er i naturens orden overordnet dyrene. Årsagen er, at mennesker besidder fornuft og ånd, for at begrunde det lidt gammeldags.”

En uhyggelig ubegrundet fremlægning. Jeg kunne med lige så meget ret postulere at ”mennesker er i naturens orden ikke overordnet dyrene. Årsagen er, at dyr besidder fornuft og ånd, for at begrunde det lidt moderne”. Hvis vi udelukkende reducerer filosofiske problemstillinger til sådanne platte banaliteter, så kan vi lige så godt droppe enhver diskussion…

Det næste citat lyder således:

”Dyr skriver ikke protestsange. Dyr læser ikke avis…”

Dyr skriver ikke protestsange, men nogle mennesker gør. Og hvad så? At skrive protestsange er kun en overlegen og værdifuld attribut, hvis du tilfældigvis værdsætter den bestemte aktivitet. Nogle hunde kan hoppe næsten 2 meter op i luften fra en siddende position. Det synes jeg faktisk er overlegent og værdifuldt. Men ligesom ’skønhed’, så er ’overlegenhed’ et spørgsmål om subjektiv værdsættelse, og ikke et objektivt faktum. For hvor i den naturlige og værdineutrale verden finder man ’overlegenhed’?

’Overlegenhed’ imellem arter er, ligesom ’overlegenhed’ imellem køn og race, en social konstruktion og ikke et videnskabeligt faktum. Det er et koncept som er formuleret og brugt til at opretholde hierarkiske magt-relationer. ’Overlegenhed’, som vist via citatet, er ikke et argument for noget som helst. Det er en konklusion, der antager den pointe som den vil bevise – at menneskelig ’overlegenhed’ er overlegent. Det er en cirkulær slutning, som ikke kan bruges til noget som helst…

Det eneste ’argumentet’ viser er, at der er en difference imellem dyr og mennesker. Men det burde enhver, da kunne se…

Det næste citat er dette:

”Dyr forstår stort set ingenting af deres omkringliggende omgivelser.”

Den påstand kræver vist, at man har et ret lemfældigt forhold til videnskaben.

Lad os tage et simpel bevis for, at dyr har en forståelse for deres omverden: De kan føle smerte. Det er et velkendt fait accompli, at når et væsen har endorfiner, som bruges til at lindre og lette smerte, så er det pågældende væsen følende. Regnorme har endorfiner. Fisk har endorfiner. Med højerestående dyr er det som regel lettere at finde ud af om de er følende. De skriger, de råber, de halter og sådan noget. Man skal være en kæmpe idiot (eller en wannabe-sollipsist), hvis man ikke kan se og høre, hvornår en hund, en kat, en abe eller en ko føler smerte. Men selvom det nok ikke er nødvendigt i det fleste tilfælde, så er der rent faktisk måder, hvorpå man kan afgøre om det pågældende væsen føler smerte. Og nu har jeg ikke engang sagt noget om dyrs hjerne og centralnervesystem…

Det næste citat er:

”Men Koko har aldrig skrevet en protestsang, og derfor synes jeg principielt, det er i orden at spise gorillaer og bruge deres hænder som askebæger (for nu at sige det lidt provokerende).”

Endnu engang giver det ikke mening at snakke om protestsange som den ultimative værdi.

Hvis forfatteren derimod mener, at protestsange er lig med intelligens, så er det et andet – men ikke bedre – argument. Hvis det er menneskets intelligens, der gør mennesket mere værd end dyr, og giver os vores rettigheder, så må chimpansen vel have mere ret til at leve end et spædbarn eller en hjerneskadet åndssvag, idet chimpansen er klogere – uanset hvordan man definerer ’klogskab’. Det er filosofisk inkonsekvent og uretfærdigt diskriminerende, hvis man giver mennesker rettigheder pga. deres intelligens, men samtidig nægter kloge dyr de selv samme rettigheder.

Desuden giver det nogle problemer, når man skal definere intelligens. Er intelligens det at tænke rationelt? For så er spædbørn og hjerneskadede mennesker ikke synderligt intelligente, og dermed ikke beskyttede af rettigheder. Er intelligens det at have en forestilling om at eksistere – at være subjekt i eget liv? For så åbner man lige pludselig døren for en utrolig mængde af dyr, der – uanset om du vil det eller ej – udviser alle tænkelige tegn på, at de er bevidste om deres eksistens, om nutiden, om fortiden og også om fremtiden. Hvis man vil stille spørgsmålstegn ved disse fingerpeg og bortforklare dem som ’instinktive reaktioner’, hvorfor kan man så ikke gøre det samme med alle andre mennesker end dig selv? Hvis man ikke kan drage en forståelige grænse, så kan det ende i en form for wannabe-solipsisme, hvor sociale følelser som skam og forlegenhed ikke giver mening, for hvorfor bryde sig om det, når mennesker ikke føler og eksisterer som sådan? Som Sartre fremførte i Væren og Intet, så er vi alle i den grad overbeviste om eksistensen af en følende verden hinsides vore egne oplevelser, at blot påvisningen af, at et argument fører til en form for solipsisme, er nok til at undergrave dets sandsynlighed. Vi må derimod formode, at analogiske og gentagne adfærdsmønstre betyder det samme, også når de kommer fra dyr.

Så hverken protestsange eller intelligens kan retfærdiggøre, at ingen dyr har rettigheder, samtidig med, at alle mennesker har rettigheder.

Et hyppigt benyttet modargument er så, at mennesker har potentialet til intelligens, forstået som rationel og særdeles abstrakt tænkning (nogle gange bliver det også formuleret som om det ligger i deres natur at have intelligens, hvilket giver rettigheder til alle). Derfor får alle mennesker – spædbarn som hjerneskadet – tildelt rettigheder. Derimod får ingen dyr disse rettigheder, da de ikke har potentialet til abstrakt, konceptuel og rationel tænkning.

Det er imidlertid let at gendrive det argument. Man kan selvfølgelig forsøge at bevise, at de fleste fugle og pattedyr har meget komplekse mentale kapaciteter, men det virker mere overbevisende at gendrive det rent filosofisk ved hjælp af endnu et reductio ad absurdum.

Hvis det rettighedsgivende er potentialet, hvad forhindrer så et befrugtet æg i at have rettigheder? I så fald er abort – lige fra dag ét – mord. Og har sædcellen måske også rettigheder? For så ville det jo være en krænkelse af dens menneskegivne ret til at leve at bruge kondom eller anden prævention. Hvis et argument imod dyrs rettigheder indebærer, at alle aborter, al prævention og alle andre aktiviteter, der forhindrer disse potentielle mennesker i at leve, er krænkende og etisk forkert, så må jeg føle mig nødsaget til at forkaste dette argument.

Så heller ikke menneskets potentiale kan bruges som et ræsonnabelt og skarpsindigt argument imod dyrs rettigheder.

Det næste citat er dette her:

”Dyr har, fordi de er dyr, ingen rettigheder…”

Umiddelbart lyder det som det mest platte argument, jeg længe har hørt. ”Jeg har, fordi jeg er mig, ret”. Men fordi jeg tror, at den kære forfatter har jeg tænkt lidt dybere end dette, vil jeg forsøge at (over)fortolke hans postulat lidt mere venskabeligt.

Eftersom han ikke kan benytte sig af nogle argumenter omhandlende protestsange eller intelligens, må vi altså forsøge at tolke det anderledes. Måske mener han, at fordi dyr ikke kan forstå begrebet rettigheder, så har de heller ingen. Men her begår han endnu en brøler. Han forvirrer benyttelsen af et begreb med det fænomen, der bliver beskrevet af det pågældende begreb. Selvom mennesket er det eneste dyr som benytter sig af moralske begreber i sproget, så betyder det ikke, at andre dyrs erkendelse ikke kan inkludere fænomener, der kan beskrives som moralsk tænkning. Faktisk viser undersøgelser omkring dyrs altruisme, at dyr fra tid til anden engagerer sig i en eller form for moralsk tænkning, selvom de ikke har et begreb om dette. Så selvom man måske ikke er i stand til at benytte sig af et begreb, så betyder det ikke, at man ikke kan engagere sig i adfærd som er beskrevet af begrebet eller ikke har den egenskab som begrebet beskriver.

Så selvom dyr ikke forstår begrebet rettigheder, så indebærer det ikke, at de ikke har rettigheder. Det er en alvorlig fejlslutning…

Og hvis man ikke synes, at dette er sandt: Hvad man skal gøre med de mennesker, der ikke forstår begrebet rettigheder? Har de så ingen? Endnu engang opstår, der problemer med rettigheder til de mindrebemidlede mennesker.

Det næste absurde citat lyder sådan:

”Dyreforsøg er nødvendige, fordi mennesker har brug for medicin og andre medikamenter uden eller med få bivirkninger.”

Dette lyder lidt utilitaristisk, eller hvad?

Der er en del problemer ved at anlægge et utilitaristisk udgangspunkt i en filosofisk diskussion. Jeg har tidligere skrevet om utilitarismen, derfor vil jeg bare citere min kritik af denne:

“For det første har det enkelte individ ikke nogle rettigheder i et utilitaristisk samfund. Det utilitaristiske samfund strider groft imod den individuelle retfærdighed, idet der ikke er grænser for hvad fællesskabet kan gøre imod den enkelte. I teorien kan umoralske handlinger som slavehandel blive accepteret i et utilitaristisk samfund, hvis blot den opnåede nytte er tilstrækkelig. Grundstenen i utilitarismen kan koges ned til ‘målet helliger midlet’. Dette er direkte frastødende. Alverdens forbrydelser er sket pga. denne fejlagtige sætning, og vi burde have lært, at målet ikke kan hellige midlet.

Der er flere vage og direkte åndssvage sider af utilitarismen. For eksempel er den ene mands lykke, er den andens mand lidelse (eller et dyrs lidelse), som man vist nok siger. Hvem skal beslutte, hvornår lidelse og smerte kan retfærdiggøres på bekostning af en anden mands lykke og glæde?

Lad os tage idéen om en beslutningstageren op. Hvem skal beslutte, hvad der er det mest nyttemaksimerende i en given situation? En sådan beslutningstager må enten være 100% objektiv og upartisk, hvilket er temmelig urealistisk at forestille sig. Eller også må samfundet være så partisk og ensrettet, at der ikke findes forskellige systemer af lyster og lykke, for ellers kan nytten ikke sammenlignes. Den første mulighed er fuldstændig urealistisk, den anden mulighed direkte uretfærdig og meget krænkende for minoriteter, der tænker anderledes. Endnu engang viser det, hvor urealistisk og krænkende overfor det enkelte væsen den utilitaristiske tankegang reelt er.

Det er ikke mængden af nytte, der gør en handling moralsk korrekt, for en reel måling af nytte er - også selvom Bentham forsøgte sig med hedoniske kalkuleringer og andet hø - direkte urealistisk og ikke mindst krænkende overfor det enkelte væsen.“

Grundlæggende er utilitarismen altså væmmelig og umoralsk, da den kan retfærdiggøre uhyggelige og ødelæggende overgreb. Men også i praksis er den forkastelig, da retfærdig måling af nytte er en utopisk tanke. Så lad os holde dem uden for vores filosofiske diskussion…

Udover alt dette, så er dyreforsøg ikke ligefrem den mest pålidelige kilde til viden om mennesket og dennes sygdomme. Det ville svare til, at man skulle reparere en avanceret bil til en konkurrence, men eksperimenterede på en faldefærdig knallert som træning. Der er altså væsentlige forskelle, der ikke bliver taget højde for, derfor er det ikke en attråværdig kilde til viden og information. Dette er langt de fleste forskere enige i…

Og vi fortsætter:

”T-bonesteaks er lækre, og derfor er det i orden at slagte køer.”

”Jeg er en sadistisk voldsmand, og derfor er det i orden at slagte babyer.” Sådanne præferencer kan ikke danne grundlag for etiske fordringer, vel?

Det sidste citat i rækken er:

”Så enkelt er det.”

Det var det så alligevel ikke…

Men hvordan skal vi så give rettigheder? Og hvad er rettigheder i det hele taget? Ja, det svarer jeg på i næste indlæg.

Politiken har en rigtig god leder omhandlende blasfemiparagraffen. Jeg har valgt at vise den på min blog i fuld længde, da jeg mener, at den er det værd.

”Her på avisen er vi svorne tilhængere af skarp og kompromisløs religionskritik. Helt tilbage fra Georg Brandes’ og Viggo Hørups tid har vi tordnet mod reaktionære præster og gjort gældende, at kirken har været en undertrykkende faktor i samfundet, når det gælder frihed i videnskabelige og kunstneriske spørgsmål i al almindelighed og seksualmoralen i særdeleshed. Georg Brandes gjorde i ‘Sagnet om Jesus’ det synspunkt gældende, at det er tvivlsomt, om Jesus overhovedet har historisk eksistens. Og satte dermed et radikalt spørgsmålstegn ved selve kristendommens grundlag. I nyere tid syntes vi også, at det var absurd at føre evangelisternes ophavsret i marken over for Jens Jørgen Thorsens Jesus-film.

Spalterne står stadig åbne for fuldstændig respektløse opgør med alle verdensreligioner - som Salman Rushdies med islam, der i en årrække gjorde ham til fast gæsteskribent i Politiken. I de senere år er det som bekendt især islam, der har fået kritisk opmærksomhed.

Vi har imidlertid ikke oplevet den såkaldte blasfemiparagraf som et problem. Trods uhæmmet brug af ytringsfriheden er vi ikke i mands minde blevet sigtet, tiltalt eller dømt efter den, og den står derfor ikke øverst på vores liste over snærende bånd om mediernes frihed. For vores skyld kunne den passende være afskaffet for mange år siden. Men hvorfor er det lige nu, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i uskøn forening vil skride til handling?

Nåh, jo: Efter mordet på en hollandsk filmmand er hjemlige muslimer blevet belært om, at krænkede religiøse følelser naturligvis ikke kan begrunde vold, og at man i et demokratisk samfund går til domstolene med sin krænkethed. Det er de så på vej til. Men hovsa; to-tre juridiske eksperter mener faktisk, at de måske kunne vinde en sag mod de tv-stationer, der bragte van Goghs film. Vi tillader os at tvivle. Men de nævnte partier vil ikke tage chancen. Hvis gældende lov kunne tænkes at give muslimerne medhold, må gældende lov laves om. På forhånd.

Vi deltager som sagt gerne i frisindet religionskritik. Ingen tvivl om, at der er en del religiøse - også islamiske - mørkemænd derude, der fortjener en gang røg. Alligevel har vi svært ved at juble over blasfemidebatten lige nu: Den ligner mest af alt en uskøn konkurrence om, hvem der mest selvretfærdigt, generaliserende og fordomsfuldt kan deltage i mobningen af Danmarks næststørste religion.”

En indsigtsfuld leder, hvor Politiken formår at forsvare den ukrænkelige ytringsfrihed og samtidig kritisere det politiske miljø. Jeg havde selv tænkt mig at formulere det samme, men det var ikke ligefrem let. Så tak for hjælpen, Politiken…

For mig at se er straffelovens §140, den såkaldte blasfemiparagraf, et fortidslevn fra en tid, hvor den religiøse pluralisme var væsentligt mindre og der i højere grad var brug for en beskyttelse af især andre religiøse trossamfund end de kristne. Udover det uliberale skær, som paragraffen har, så er den altså fra en helt anden tid. Men hvorfor er der så nogle der forsvarer den?

Dagens debattone er chokerende skinger og modbydelig, og nogle gange sammenlignelig med udsagn fra 30’ernes debat om jøderne og jødedommen. Dilemmaet er altså om ytringsfriheden skal begrænses, fordi religionerne har brug for en særlig beskyttelse.

Men her synes jeg, at man må holde fast i, at i det moderne, liberale samfund står ytringsfrihed meget højt – højere end religiøse forestillinger og fordomme. Religionerne skal kunne gøres til genstand for humoristisk satire og skarp kritik. Religionerne må som andre ideologier vise deres værd og svare igen på kritikken, for sådan fungerer et demokratisk samfund.

Som en person sagde til mig: ”Tænk hvis Nietzsche og Monty Python havde frygtet blasfemiparagraffen – så havde både filosofien og livets lyse sider været begrænset!”

Når det sagt er det dog meget vigtigt, at en afskaffelse af blasfemiparagraffen ikke medfører en endnu mere hovedløs og stigmatiserende debat om forskellige hovedpiner. Der er noget suspekt over den pludselige lyst til at afskaffe paragraffen - så det gælder om at være på vagt og udnytte sin ytringsfrihed, når andre vil håne og fornedre!

Jeg havde skrevet dette til Radikal Politik, men så fandt jeg ud af, at deadline var for to uger side. Så får bloggen i stedet indlægget…

Til kamp for proportioner og saglighed

Af Johan Espersen, Nykøbing Sjælland

I Radikal Politik 9 kan man finde et debatindlæg skrevet af Niels. R. Kallin Jensen. Denne Kallin Jensen opfordrer til ”demokratisk kamp mod den religiøse fanatisme” og hylder Naser Khader (manden der mener, at Kjærsgaard og co. er “syndebukke for de frelstes udskældning“) for at gøre det samme. I Det Radikale Venstre har det altid været kutyme at argumentere imod ortodokse og intolerante menneskesyn, så indledningsvist virker Kallin Jensens opfordring nærmest selvindlysende. Men hvis man kigger Kallin Jensens indlæg efter i sømmene finder man ud af, at han blot lægger sig i bagenden på den indholdsløse og fordømmende retorik, der hersker i det danske politisk miljø.

Det er muligt at uforbeholden fordømmelse af tørklæder er politisk opportunt, men er tørklæder et reelt problem, hvis kvinden selv vælger det? Så når ”6-7 unge veluddannede muslimske kvinder” støtter en fortolkning af Islam, der fordrer dem at bære slør, hvad er så problemet? Man må formode, at de har brugt deres intellekt og kløgt – som de trods alt må besidde siden de er veluddannede – til at træffe et personligt valg angående deres påklædning. Lad dog dem om det, Kallin Jensen…

Ydermere fortæller Kallin Jensen, at vi her i landet har en flok ”middelalderpræster”. Han går så vidt at nævne disse mennesker i samme sætning som ham der bestialsk slog Theo van Gogh ihjel, hvorfra man må formode, at der er signifikante lighedstegn mellem disse. Men både Fatih Alev, Abdul Wahid Pedersen og Abu Laban, og til sidst også Omar Shah, har taget kraftigt afstand til mordet. Det er et billigt og uhæderligt trick at tilnærmelsesvist sidesætte disse mennesker med ham der frarøvede Theo van Goghs liv.

Dette svar skal selvfølgelig ikke forstås som et forsøg på at begrænse debatten, påtvinge en censur eller beskytte ortodokse religiøse. Det er indlysende, at vi i fællesskab skal værne om ytringsfriheden, når den er under pres. Men for mig er det også indlysende, at vi skal forsøge at holde proportionerne i vores debat og forsøge at forholde os nøgternt og sagligt til problemerne.

Hollandske sikkerhedstjenester har oplyst, at unge mennesker med udenlandsk baggrund ofte er udsat for diskrimination i Holland. Dette skaber vækstbetingelser for militant, religiøs fanatisme. Jeg kan forestille mig, at vi her i landet har nogen lunde samme vækstbetingelser. Vores første opgave er derfor at fjerne disse vækstbetingelserne, så vi undgår militante fanatikere. Vi skal målrette vores indsats, så vi ikke diskriminerer og stigmatiserer de utallige muslimer, som ikke vil dolke og dræbe uskyldige mennesker. Vi skal undgå at forfalde til billige tricks og ugennemtænkte angreb. Præcis ligesom størstedelen af det politiske etablissement, formår Kallin Jensen ikke at undgå dette…

Jeg har flere gange (I og II) skrevet om al-Qaeda og dennes motiver. Nu er der så kommet nye beretninger. Denne gang stammer de fra ex-CIA-agenten Mike Scheuer, som i slutningen af 90′erne ledte jagten på Osama bin Laden. Scheuer har tidligere skrevet to bøger, og efter han er stoppet som CIA-agent, fortsætter han med at sige sin mening.

BBC skriver således:

“Mr Scheuer, who began tracking Osama Bin Laden in the mid-1990s during the Clinton administration, said the White House had consistently failed to understand the threat from al-Qaeda or to take it seriously, and was still doing so. “I don’t think they get it now,” he told BBC Security Correspondent Gordon Corera, warning of al-Qaeda’s “high degree of professionalism” in seeking out weapons of mass destruction and nuclear material.

Al-Qaeda’s antagonism to the US was based on “a specific set of US policies that have been in gear for 30 years and have not been reviewed, have not been debated, have not been questioned”, he said. Instead, both contenders in the recent US presidential election had told voters that al-Qaeda was opposed to American values on women’s rights or the sale of alcohol, warnings that sidestepped many major issues.”

Scheuer ønsker en åben og saglig debat om den politik USA har ført de seneste mange, mange år, i stedet for at lukke øjnene for realiteterne, som de to præsidentkandidater gjorde. Scheuer mener dog ikke, at USA nødvendigvis skal ændre kursen. Han påpeger selv, at han ikke vil lave nye retningslinier, da hans pointe blot er, at offentligheden og folket skal vide, hvad kendsgerningerne er og kender omkostningerne, for den politik, som der bliver ført.

Jeg synes, at det er et prisværdigt initiativ den indsigtsfulde agent har gang i. Det er muligt, at han inderst inde er uenig med mine retningslinier, men han formår dog alligevel at fremhæve nogle væsentlige og meget betydningsfulde kardinalpunkter, som ofte bliver glemt i den politiske debat. Nemlig, hvad al-Qaedas bevæggrunde, når alt tages i betragtning, er.

Fra antikrig.dk