The Hairpin Bend

Jeg har spekuleret lidt på, hvorfor det var, at George Bush vandt det amerikanske præsidentvalg. Det er tydeligt, at den danske presse fremstiller Bush’ sejr som en sejr for det kristne USA. Der bliver gang på gang henvist til exit polls, som beskriver hvordan hver 4. havde moralske værdier som det vigtigste emne. Konklusionen er så, at denne påståede øgede fokus på moralske værdier har været på grund af de højre-kristne tendenser som Bush har vækket i det amerikanske samfund. Men passer alle disse postulater og forklaringer egentlig?

The Pew Research Center har lavet en omfangsrig og forholdsvis upartisk rapport omkring det amerikanske valg. Denne rapport fastslår, at de mange exit polls, der viste moralske værdier som nøgleemnet, muligvis ikke er helt korrekte. Rapporten beviser, at det hele afhænger af, hvordan spørgsmålet er formuleret. En relativ stor majoritet (27 %) sagt, at moralske værdier er det vigtigste emne, når det blev stillet op imod andre emner, såsom Irak-krigen og økonomien. Men når de adspurgte selv skal formulere, hvad der var det vigtigste for dem, så er det lige pludselig kun 14 %, der mener, at moralske værdier er det vigtigste.

Desuden afslører rapporten også, at der langt fra er en enstemmig fortolkning af, hvad moralske værdier overhovedet er for noget.

De utallige analyser omhandlende de nye højre-religiøse i USA primært bygger på en misfortolkning, som stammer fra dårligt formuleret spørgsmål. Hvad menes der f.eks. overhovedet med moralske værdier? Vil alle ikke på en eller anden måde stemme ud fra moralske og etiske positioner? Moralske værdier kan betyde alt – eller intet – hvilket The Pew Research Centers rapport også tydeligt viser. De adspurgte var langt fra enige om, hvad moralske værdier egentlig var for noget.

For mig er det klart, at når man stiller et dårligt spørgsmål, så får du misvisende resultater. Og hvis man baserer sin analyse på misvisende resultater, så er det indlysende nok, at man ikke rammer helt plet.

Ovennævnte er måske svar nok for at falsificere manges postulater, men der er også andre kendsgerninger, som viser, at det ikke helt passer, at Bush vandt på grund af religiøse vælgere og deres fokus på moral. The Pew Research Center påpeger nemlig også, at der ikke var en voldsom eskalation af evangelister, der stemte i år. Evangelisterne udgjorde i 2004 nogen lunde samme procentdel af vælgerskaren, som de gjorde i 2000. Der var heller ingen markant stigning blandt abort-modstandere, ligesom der heller ikke var en stigning blandt folk, der siger at de beder dagligt.

Det er nok tættere på virkeligheden at påstå, at det var en bred sejr for Bush. Bush gjorde det bedre i 45 ud af 50 stater i forhold til 2000. Han fik flere procent end tidligere i både New York, Connecticut og sågar Kerrys hjemstat, Massachusetts. Der er ikke så meget Bibel-bælte over de 3 stater. Udover dette er Bush den præsident i historien som modtog flest stemmer samlet set, nem-lig hele 57.4 millioner, hvilket er betydeligt mere end Reagans 54.5 millioner i 1984. Desuden er han den første præsident siden 1930’erne, der både blev genvalgt og fik flere pladser i Kongressen. Det er noget af en præstation.

Man må altså nok erkende, at Bush vandt en forholdsvis bred sejr. Hvis man endelig vil udpensle en vælgertendens og en vælgermobilisering, så må denne mobilisering blot være en konservativ mobilisering. Om det skyldes, at Bush’ kampagnechef Karl Rove har fået en masse konservative til at bevæge sig til valgstederne eller om det skyldes, at amerikanerne generelt har bevæget sig mod nogle mere konservative holdninger, er ikke til at vide. Formentlig er det en blanding af begge.

En anden væsentlig pointe, som ofte bliver fremført i medierne er at vælgerne gik meget op i kandidaternes personlighed og karakter. USA har altid haft et meget person-fikseret valgsystem, og dette kan man selvfølgelig også øjne ved dette valg. USA har et forholdsvis rigidt topartisystem, hvor der nævnes én enkel kandidat (og en mindre betydningsfuld vicekandidat) fra hvert parti. Disse to kandidater kæmper så en kamp, hvor karakter og personlige fortællinger ofte er ligeså betydningsfulde størrelser som håndgribelige holdninger. Derfor er det klart, at personlighed og karakter er meget, meget signifikativt.

Jeg tror rent faktisk, at de danske medier har ret i, at Bush bliver opfattet som mere troværdig og folkelig end Kerry. Jeg tror, at denne opfattelse skyldes det billede som medierne i USA er med til at skabe af de to kandidater. Specielt Bush har brugt mange penge ($70.5 millioner i forhold til Kerrys noget mere beskedne $44.5 millioner ifølge usatoday.com) på at sende tv-reklamer. Umiddelbart vil man så tro, at Bush har brugt mange penge på at fremstille sig selv som en troværdig kandidat, men rent faktisk viser det sig, at han tværtimod har brugt flest penge og mest tid på at forsøge at definere Kerry som en utroværdig kandidat. Undersøgelser viser, at Kerrys navn bliver sagt 40 gange i Bush’ tv-reklamer, mens Bush’ navn bliver nævnt sølle 14 gange i Kerrys reklamer. Med lidt god vilje viser dette, hvordan Bush med succes har forsøgt at stille spørgsmålstegn ved Kerrys troværdighed.

En anden pointe man kan fremhæve er Fox News’ indflydelse på valget. The Pew Research Centers rapport handler også om, hvor vælgerne får deres information fra. Hele 21 % af befolkningen får deres valgnyheder fra Fox News. Når Fox News får en sådan tilslutning, så er det klart, at dennes noget særprægede og - i min optik – stærkt højredrejede formidling af information smitter af på de andre tv-stationer. Fox News har også, som landets største tv-station og en forholdsvis tro støtte til Bush, også været med til at sprede budskabet om Kerrys manglende pålidelighed og troværdighed.

Det sidste medierne fokuserer meget på for tiden er, hvordan Bush vil agere i fremtiden. Mange mener, at han vil lægge en meget konservativ linie. Jeg tror rent faktisk også, at Bush vil praktisere en radikal og ideologisk neokonservatisme.

Bush kan komme til at betyde meget for det amerikanske samfund langt ud i fremtiden. Bush vil formentlig få ekstrem stor indflydelse på det vigtige organ Højesteret. Præsidenten udnævner nye dommere, og Bush har ikke lagt skjul på, hvilke holdninger hans kandidater skal have. Ved at se på de to mest yderliggående dommere - Antonin Scalia og Clarence Thomas - kan man få et indtryk af, hvad der ville ske, hvis de fik permanent flertal ved hjælp af ligesindede kolleger. Resultatet ville være, at kvinders ret til abort ville gå tabt, homoseksuelle ville kunne risikere at blive arresteret i deres eget hjem, hvis de har sex med hinanden og en række basale retsgarantier i fængsler og politiarbejde ville forsvinde. Desuden ville store dele af den gældende miljø- og sociallovgivning blive underkendt som forfatningsstridig (hvilket dog måske ikke ville være så tosset endda). Scalia og Thomas har f.eks. begge forsøgt at underkende en lov, der giver amerikanske lønmodtagere ret til at holde op til 12 ugers ulønnet orlov i tilfælde af alvorlig sygdom i den nærmeste familie. Det lykkedes ikke. Men dommer Scalia og dommer Thomas fastslog i deres mindretalsudtalelse, at de anser det for forfatningsstridigt, at Kongressen vedtager sådanne love.

Jeg er overbevist om, at Bush – med et klart flertal i Kongressen – vil praktisere en streng neo-konservativ politik. Men det er vel også det, som det amerikanske flertal virkelig ønsker.

Udenrigspolitisk vil Bush også fastholde samme neokonservative kurs som allerede lagde i første embedsperiode. Bush har ikke lovet en ny regering, selvom en udskiftning af forsvarsminister Rumsfeld efter det skandaløse efterkrigsforløb i Irak måske ville være fordelagtigt for regeringens image. Bush giver heller ikke nogen grund til at tro på en ny orientering i hans internationale politik. Bush vil formentlig stadig føre krig for det gode imod det onde, og vil formentlig stadig foretrække alliancer med de mest undertrykkende og mest retsløse samfund, såsom Saudi Arabien. Sympatisk eller ej, så er det nok den vej Bush og hans markante flertal vil fortsætte ad…