The Hairpin Bend

I forlængelse af min kritik af den dogmatiske libertarianisme, er det måske relevant at henvise til den amerikanske filosof John Rawls. Rawls var professor i politisk filosofi på Harvard University og forfatter til En teori om retfærdighed (1971, da. 2005). Han bliver af mange i den engelsktalende del af verdenen betragtet som den mest betydningsbærende politiske filosof i det 20. århundrede.
I En teori om retfærdighed forsøger Rawls at udforme en teori om hvordan et samfund skal være indrettet for, at det er retfærdigt. Han antager, at lige, frie og rationelle personer kan blive enige om de principper, som gør et samfund retfærdigt. Rawls er altså kontraktteoretiker. For at dette valg af principper kan blive upartisk og forudsætningsløst, opstiller Rawls et hypotetisk tankeeksperiment, som han kalder ”den oprindelige position”. I denne position befinder alle personer sig bag et ”uvidenhedens slør”. Med dette mener Rawls, at ingen i ”den oprindelige position” kender sin sociale status, klasseposition, evner, intelligens eller personlige præferencer. På denne måde sørger Rawls for, at eftersom personerne ikke ved, hvilken position, de får i samfundet, bliver de nødt til at tage hensyn til alle, for at være sikre på at tage hensyn til sig selv. Dermed bliver deres valg af princippet et upartisk og fair valg. Rawls beskriver denne ”retfærdighed som fairness” sådan:

Eftersom alle er stillet på samme måde, og ingen er i stand til at udforme principperne sådan, at de favoriserer hans egen særlige situation, er retfærdighedsprincipperne resultatet af en fair aftale eller forhandling.

Rawls mener dernæst, at personerne i ”den oprindelige position” vil blive enige om to principper.
Det første princip kalder Rawls for ”frihedsprincippet”. Dette princip grunder i den antagelse, at det er i alles interesse at blive tildelt den størst mulige grad af frihed forenelig med en tilsvarende grad af frihed for andre. Dette skyldes, at ingen kender deres endelige personlige præferencer, men derimod blot er klar over, at de sandsynligvis vil have forskellige slags. Derfor er en vid udstrækning af frihedsrettigheder attraktivt, da disse er nødvendige for at garantere personernes mulighed for at følge deres endelige personlige præferencer. De frihedsrettigheder, som her tænkes på, er de klassiske liberale, såsom politisk frihed (retten til at stemme og beklæde offentlige embeder), tale- og forsamlingsfrihed, tankefrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, personlig frihed, retten til at have personlig ejendom og frihed fra vilkårlig arrestation og beslaglæggelse. Disse frihedsrettigheder skal følgelig være lige for alle.
Det næste princip kalder Rawls for ”differensprincippet”. Dette princip fortæller, at uligheder kun kan accepteres hvis de er til alles fordel. Ræsonnementet er, at eftersom alle personer i ”den oprindelige position” kan risikere at skulle indtage en lav position i det samfundsmæssige hierarki, vil de alt andet lige være styret af et rationale om at sikre tålelige og acceptable livsbetingelser for de lavest placerede i samfundet. Der vil i forhandlingerne ganske enkelt være en tendens til, at man vil søge at maksimere minimum. Denne tendens kalder Rawls for ”maksimin-reglen”. Dernæst formoder Rawls, at de personer, der formår at yde en stor indsats næppe vil gøre dette, hvis de ikke får mere ud af det end uden indsatsen. Dette betyder følgelig, at hvis man straffer folk, som gør en ekstra indsats og tjener flere penge - for eksempel via meget høje skatter – vil den samlede skatteprovenu falde. Dette vil i sidste ende gå udover de svageste. Rawls mener dermed, at personerne i ”den oprindelige position” vil gå med til en vis ulighed, så længe den er til alles fordel. Derudover hævder Rawls, at personerne i ”den oprindelige position” vil blive enige om, at offentlige positioner, der medfører ansvar og autoritet, skal være åbne for alle, upåagtet af social placering, køn og hudfarve. Disse positioner skal dog ikke blot fordeles udfra merit, men alle skal samtidig have en rimelig mulighed for at erhverve sig de evner på hvilken baggrund merit bliver vurderet. Han kalder dette for ”fair lige muligheder”. Rawls formulerer de to principper på denne måde:

Hver person skal have en lige ret til det mest omfattende samlede system af lige grundlæggende rettigheder, som er foreneligt med et tilsvarende system af frihed for alle.

Sociale og økonomiske uligheder skal indrettes således, at de både er (a) til den størst mulige gavn for de mindst begunstigede … og (b) knyttet til embeder og stillinger, der er åbne for alle under nogle betingelser, der er præget af fair lige muligheder.

Rawls’ teori er ofte blevet tituleret socialliberal, grænsende til det socialdemokratiske, hvilket også er passende. Han tillægger det liberale ”frihedsprincip” mest værdi, men han tiltror dog også det egalitære ”differensprincip” stor betydning. Hans klare fokus er derudover på fordelingsretfærdighed, hvilket i senere politisk filosofi er mere socialistisk end liberalt.

Hvad der er særlig interessant i forlængelse af min kritik af den dogmatiske libertarianisme er Rawls’ idéer om “uvidenhedens slør” og “den oprindelige position”. En af grundende til, at man ikke kender til sin sociale position i samfundet “den oprindelige position” er nemlig, at mennesket kan siges at deltage i et naturligt og et socialt lotteri. Det er et lotteri, fordi det er komplet tilfældigt hvilke naturlige egenskaber, vi fødes med og hvilke sociale vilkår, vi vokser op under. Derfor har vi heller ikke fortjent goder, der hidrører herfra. Rawls mener, at for at en person kan have fortjent en fordel eller en ulempe (kald denne X), så må personen være ansvarlig for X. At en person er ansvarlig for X fordrer to ting; nemlig at nogle af personens handlinger (eller undladelser) står i en kausal relation til X, og at personen kunne have undladt at udføre disse handlinger (eller undladelser). Libertarianismens på naturret, selvejerskab og privat ejendomsret udspringer altså af tilfældigheder. Hele teorien er i sin essens tilfældig og arbitrær - kan det passe, at retfærdigheden er dette? Tja, jeg synes, at det er et hårdt argument imod de dogmatiske libertarianisme. Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig med Rawls, men hans bidrag til den liberale politiske filosofi er i hvert fald spændende.

Joseph Goebbels: “Men der er et problem, som ikke bliver diskuteret offentligt, et problem, som det er vanskeligt overhovedet at nævne: Det jødiske spørgsmål. Det er tabu i vores republik.” (Essay: “Der Jude”, Der Angriff, 21.1.1929).

Mogens Camre: “For det politisk korrekte Danmark er selve årsagen til alle disse [etniske, religiøse] konflikter noget, der ikke må diskuteres – de korrekte vil ikke erkende, at overalt, hvor en civilisation går ud over sine grænser, fører det til krig.” (Jyllands-Posten, 11.9.98).

Joseph Goebbels: “Jøden er vor største ulykke.” (Nazistisk pamflet: Die verfluchten Hakenkreuz-ler, 1932).

Mogens Camre: “Hvis denne udvikling ikke standses, er det kun et spørgsmål om få årtier, før danskerne er i mindretal og reelt mister magten over eget land. Det betyder, at Danmark ophører med at eksistere som et frit, demokratisk samfund. Vi står ganske enkelt over for den alvorligste trussel mod landet i hele vores historie.” (Jyllands-Posten, 27.12.1999).

Joseph Goebbels: “Denne krig er en racekrig. Jøderne indledte den, og de styrer den. Deres mål er at ødelægge og udrydde vores folk. Vi er den eneste kraft, der står imellem jødedom og verdensdominans.” (Artikel: “Der Krieg und die Juden”, 9.5.1943).

Mogens Camre: “I den islamiske magtfilosofi skal islam underlægge sig hele Jorden og udrydde andre kulturer.” (Information, 24.8.1999).

Adolf Hitler: “Den, der ikke bliver bekæmpet i de jødiske aviser, dvs. bagvasket og rakket ned, er ingen ordentlig tysker og ingen sand nationalsocialist.” (Mein Kampf, 1925; overs. af C. Hammerich, 1966, s. 235).

Mogens Glistrup: “Selvfølgelig er jeg racist – det er alle gode danskere. Enten er man racist, eller også er man landsforræder.” (Berlingske Tidende, 11.10.99).

Joseph Goebbels: “Finansfyrsterne er parate til det sidste slag. De har frastjålet vores folk troen og viljen, har skændet og vanæret os og vil nu træde os i nakken med hælen. Over for dette nytter ingen tale og ingen bøn; kun modstand, kamp, angreb!” (Tale: “Der Weltfeind”, 19.3.1928).

Søren Krarup: “Vi står utvivlsomt over for en periode med voldsomme og dramatiske begiven-heder. Dette skændige forsøg på at voldtage det danske folk i dets eget hjem må og skal føre til en modstandskamp, hvor vi i troskab mod hele vores historie sætter os til modværge mod Danmarks undergang som dansk land.” (Tidehverv nr. 3, 1992).

Fra Faklen.

Jeg har spekuleret lidt på, hvorfor det var, at George Bush vandt det amerikanske præsidentvalg. Det er tydeligt, at den danske presse fremstiller Bush’ sejr som en sejr for det kristne USA. Der bliver gang på gang henvist til exit polls, som beskriver hvordan hver 4. havde moralske værdier som det vigtigste emne. Konklusionen er så, at denne påståede øgede fokus på moralske værdier har været på grund af de højre-kristne tendenser som Bush har vækket i det amerikanske samfund. Men passer alle disse postulater og forklaringer egentlig?

The Pew Research Center har lavet en omfangsrig og forholdsvis upartisk rapport omkring det amerikanske valg. Denne rapport fastslår, at de mange exit polls, der viste moralske værdier som nøgleemnet, muligvis ikke er helt korrekte. Rapporten beviser, at det hele afhænger af, hvordan spørgsmålet er formuleret. En relativ stor majoritet (27 %) sagt, at moralske værdier er det vigtigste emne, når det blev stillet op imod andre emner, såsom Irak-krigen og økonomien. Men når de adspurgte selv skal formulere, hvad der var det vigtigste for dem, så er det lige pludselig kun 14 %, der mener, at moralske værdier er det vigtigste.

Desuden afslører rapporten også, at der langt fra er en enstemmig fortolkning af, hvad moralske værdier overhovedet er for noget.

De utallige analyser omhandlende de nye højre-religiøse i USA primært bygger på en misfortolkning, som stammer fra dårligt formuleret spørgsmål. Hvad menes der f.eks. overhovedet med moralske værdier? Vil alle ikke på en eller anden måde stemme ud fra moralske og etiske positioner? Moralske værdier kan betyde alt – eller intet – hvilket The Pew Research Centers rapport også tydeligt viser. De adspurgte var langt fra enige om, hvad moralske værdier egentlig var for noget.

For mig er det klart, at når man stiller et dårligt spørgsmål, så får du misvisende resultater. Og hvis man baserer sin analyse på misvisende resultater, så er det indlysende nok, at man ikke rammer helt plet.

Ovennævnte er måske svar nok for at falsificere manges postulater, men der er også andre kendsgerninger, som viser, at det ikke helt passer, at Bush vandt på grund af religiøse vælgere og deres fokus på moral. The Pew Research Center påpeger nemlig også, at der ikke var en voldsom eskalation af evangelister, der stemte i år. Evangelisterne udgjorde i 2004 nogen lunde samme procentdel af vælgerskaren, som de gjorde i 2000. Der var heller ingen markant stigning blandt abort-modstandere, ligesom der heller ikke var en stigning blandt folk, der siger at de beder dagligt.

Det er nok tættere på virkeligheden at påstå, at det var en bred sejr for Bush. Bush gjorde det bedre i 45 ud af 50 stater i forhold til 2000. Han fik flere procent end tidligere i både New York, Connecticut og sågar Kerrys hjemstat, Massachusetts. Der er ikke så meget Bibel-bælte over de 3 stater. Udover dette er Bush den præsident i historien som modtog flest stemmer samlet set, nem-lig hele 57.4 millioner, hvilket er betydeligt mere end Reagans 54.5 millioner i 1984. Desuden er han den første præsident siden 1930’erne, der både blev genvalgt og fik flere pladser i Kongressen. Det er noget af en præstation.

Man må altså nok erkende, at Bush vandt en forholdsvis bred sejr. Hvis man endelig vil udpensle en vælgertendens og en vælgermobilisering, så må denne mobilisering blot være en konservativ mobilisering. Om det skyldes, at Bush’ kampagnechef Karl Rove har fået en masse konservative til at bevæge sig til valgstederne eller om det skyldes, at amerikanerne generelt har bevæget sig mod nogle mere konservative holdninger, er ikke til at vide. Formentlig er det en blanding af begge.

En anden væsentlig pointe, som ofte bliver fremført i medierne er at vælgerne gik meget op i kandidaternes personlighed og karakter. USA har altid haft et meget person-fikseret valgsystem, og dette kan man selvfølgelig også øjne ved dette valg. USA har et forholdsvis rigidt topartisystem, hvor der nævnes én enkel kandidat (og en mindre betydningsfuld vicekandidat) fra hvert parti. Disse to kandidater kæmper så en kamp, hvor karakter og personlige fortællinger ofte er ligeså betydningsfulde størrelser som håndgribelige holdninger. Derfor er det klart, at personlighed og karakter er meget, meget signifikativt.

Jeg tror rent faktisk, at de danske medier har ret i, at Bush bliver opfattet som mere troværdig og folkelig end Kerry. Jeg tror, at denne opfattelse skyldes det billede som medierne i USA er med til at skabe af de to kandidater. Specielt Bush har brugt mange penge ($70.5 millioner i forhold til Kerrys noget mere beskedne $44.5 millioner ifølge usatoday.com) på at sende tv-reklamer. Umiddelbart vil man så tro, at Bush har brugt mange penge på at fremstille sig selv som en troværdig kandidat, men rent faktisk viser det sig, at han tværtimod har brugt flest penge og mest tid på at forsøge at definere Kerry som en utroværdig kandidat. Undersøgelser viser, at Kerrys navn bliver sagt 40 gange i Bush’ tv-reklamer, mens Bush’ navn bliver nævnt sølle 14 gange i Kerrys reklamer. Med lidt god vilje viser dette, hvordan Bush med succes har forsøgt at stille spørgsmålstegn ved Kerrys troværdighed.

En anden pointe man kan fremhæve er Fox News’ indflydelse på valget. The Pew Research Centers rapport handler også om, hvor vælgerne får deres information fra. Hele 21 % af befolkningen får deres valgnyheder fra Fox News. Når Fox News får en sådan tilslutning, så er det klart, at dennes noget særprægede og - i min optik – stærkt højredrejede formidling af information smitter af på de andre tv-stationer. Fox News har også, som landets største tv-station og en forholdsvis tro støtte til Bush, også været med til at sprede budskabet om Kerrys manglende pålidelighed og troværdighed.

Det sidste medierne fokuserer meget på for tiden er, hvordan Bush vil agere i fremtiden. Mange mener, at han vil lægge en meget konservativ linie. Jeg tror rent faktisk også, at Bush vil praktisere en radikal og ideologisk neokonservatisme.

Bush kan komme til at betyde meget for det amerikanske samfund langt ud i fremtiden. Bush vil formentlig få ekstrem stor indflydelse på det vigtige organ Højesteret. Præsidenten udnævner nye dommere, og Bush har ikke lagt skjul på, hvilke holdninger hans kandidater skal have. Ved at se på de to mest yderliggående dommere - Antonin Scalia og Clarence Thomas - kan man få et indtryk af, hvad der ville ske, hvis de fik permanent flertal ved hjælp af ligesindede kolleger. Resultatet ville være, at kvinders ret til abort ville gå tabt, homoseksuelle ville kunne risikere at blive arresteret i deres eget hjem, hvis de har sex med hinanden og en række basale retsgarantier i fængsler og politiarbejde ville forsvinde. Desuden ville store dele af den gældende miljø- og sociallovgivning blive underkendt som forfatningsstridig (hvilket dog måske ikke ville være så tosset endda). Scalia og Thomas har f.eks. begge forsøgt at underkende en lov, der giver amerikanske lønmodtagere ret til at holde op til 12 ugers ulønnet orlov i tilfælde af alvorlig sygdom i den nærmeste familie. Det lykkedes ikke. Men dommer Scalia og dommer Thomas fastslog i deres mindretalsudtalelse, at de anser det for forfatningsstridigt, at Kongressen vedtager sådanne love.

Jeg er overbevist om, at Bush – med et klart flertal i Kongressen – vil praktisere en streng neo-konservativ politik. Men det er vel også det, som det amerikanske flertal virkelig ønsker.

Udenrigspolitisk vil Bush også fastholde samme neokonservative kurs som allerede lagde i første embedsperiode. Bush har ikke lovet en ny regering, selvom en udskiftning af forsvarsminister Rumsfeld efter det skandaløse efterkrigsforløb i Irak måske ville være fordelagtigt for regeringens image. Bush giver heller ikke nogen grund til at tro på en ny orientering i hans internationale politik. Bush vil formentlig stadig føre krig for det gode imod det onde, og vil formentlig stadig foretrække alliancer med de mest undertrykkende og mest retsløse samfund, såsom Saudi Arabien. Sympatisk eller ej, så er det nok den vej Bush og hans markante flertal vil fortsætte ad…

Én måde at vurdere Irak-krigen på kunne være at spørge om den kan betragtes som en god investering. Eller sagt på en anden måde: Kunne den være blevet finansieret ad frivillighedens vej i stedet for via skatteopkrævning? Robert Higgs har tænkt tanken til ende og han er skeptisk:

“In the case of the Iraq War, for example, the U.S. government, refraining from false advertising, might have presented to each adult living in the United States early in 2003 the following offer. We will bring about a certain state of affairs in Iraq as of September 2004: Saddam Hussein imprisoned and his government overthrown; widespread fighting between U.S troops and resistance forces; extensive public disorder, rampant crime, and personal insecurity; autocratic government and lack of civil liberties; widespread lack of basic public services, such as reliable water supply, sewerage, and electricity supply; and seething political discord among tribal, ethnic, and religious factions struggling to control the country after they have driven out the U.S. occupation forces and their allies. That’s what you’ll get for your contribution.

In exchange, you and everyone else in the country, should you all agree to the contract, will each make a pro rata financial contribution of $2,000 for each household. In addition, you will each agree to bear your pro rata share of the casualties by participating in a lottery in which each ticket holder will place members of his household at risk of death, injuries, or wounds. Your chance that a household member will be killed is approximately one in 108,000, and your chance that a household member will be seriously wounded or injured is approximately one in 15,000.

How many citizens do you suppose would have been willing to accept this contract? My guess is almost none. Even if I’m far from guessing correctly, however, I find it inconceivable that enough citizens even to approach forming a majority would have entered voluntarily into this contract. After all, it is an extraordinarily bad deal.“

Fra antikrig.dk

For et par dage siden blev den hollandske film-instruktør Theo van Gogh bestialsk myrdet af en islamisk fundamentalist. Theo van Gogh, der er af samme familie som maleren Vincent van Gogh, blev internationalt kendt, da han tidligere i år lavede filmen ‘Submission‘, der skildrer vold og mishandling af kvinder i de islamiske lande.

Theo van Gogh var en provokatør. Han var ude på at skabe konfrontationer med fundamentalistiske grupper, og så vidt jeg har erfaret, så havde han egentlig ikke noget imod kristne, jøder og muslimer som sådan, men han havde noget imod religion. Van Gogh mente, at hvis man udstiller de ekstreme sider af religionen, kan folk forstå hvad det handler om.

Man kan sige, hvad man vil om hans film og karakter. Personligt finder jeg ‘Submission’ kedelig rent filmisk, og desuden tvivler jeg på, at man får særlig meget konstruktivt ud af at kalde muslimer for gedekneppere, som han engang gjorde i et interview. Men på trods af hans usaglige og provokerende facon, så har han ret til at ytre sig som han vil. Han har sågar ret til at håne, hvis det er det han lyster.

Ytringsfriheden er ukrænkelig (derfor er jeg også imod racisme-paragraffen) og man skal ikke blive myrdet på grund af sine udtalelser – uanset hvor banale, kritiserende eller platte de end er.

Derfor er det også vigtigt, at det tragiske mord ikke får lov at begrænse den offentlige debat eller at påtvinge andre en selvcensur af frygt for trusler om vold. Alle demokratiske kræfter skal i fællesskab værne om ytringsfriheden - og afvise forsøg på at tage ytringsfriheden som gidsel i ekstremisters forsøg på at sætte kulturelle og religiøse grupper op imod hinanden.

Heldigvis er det kun få ekstremister og fundamentalister, der forsøger at begrænse vores ytringsfrihed og holde vores demokratiske samfund som gidsel, derfor er vores opgave ikke så svær som den umiddelbart ser ud. I følge hollandske sikkerhedstjenester findes der et netværk af op til 200 militante muslimer, som har forbindelser til terroraktionerne i Marokko, og muligvis også Al-Qaeda. Samtidig oplyser hollandske sikkerhedstjenester, at unge mennesker med udenlandsk baggrund ofte er udsat for diskrimination i Holland, hvilket skaber vækstbetingelser for yderligtgående elementer. Jeg kan forestille mig, at det er nogen lunde det samme her i landet. Måske er tallet af ekstreme fundamentalister lidt mindre, men jeg er ret sikker på, at de også findes i Danmark. Og vækstbetingelserne er i hvert fald også til stede.

Derfor bliver vores første opgave også at fjerne disse vækstbetingelser. Vi må altså målrette vores indsats, så vi ikke rammer de utallige muslimer, som ikke ønsker død over alle Islam-kritikere, men derimod gerne vil leve i vores retssamfund. Nogle siger så, at vi ikke ved, hvor vi reelt har muslimerne i sådanne situationer – Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og mange, mange andre mener f.eks. dette. Men i Holland gik flere tusinde på gaden og fordømte mordet. Blandt disse masser fandtes der utallige muslimer. Vores medier skal altså forsøge at vise et nuanceret billede af virkeligheden, så folk dropper de misforståede anskuelser. Den svenske forfatter Jan Guillou har foretaget et eksperiment omhandlende dette. Han ville tjekke, hvordan muslimer bliver fremstillet i de vestlige medier. Hans konklusion er således: ”Efter 48 timer havde jeg sat 57 streger. Alle uden undtagelse sad i kolonnen for bad guys. I løbet af de 48 timer havde jeg ikke set en eneste repræsentant for den milliard af muslimer i verden, som udtrykte en eller anden form for tankegang. Jeg havde kun set mennesker, som hoppede op og ned og skreg med kalashnikovs i hænderne eller kastede sten eller brændte biler eller brændte israelske flag eller amerikanske flag. Alle kvinder bar slør, selv om mellem kun en og to procent af alle verdens muslimske kvinder bærer slør. På CNN blev det 100 procent.” Jeg vil påstå, at det er det samme her i landet. Hvis du tvivler kan du eventuelt forsøge at lave samme eksperiment.

Udover de utallige muslimske demonstranter, så udsendte Milli Görüs faktisk en tekst til en prædiken ved fredagsbønnen over temaet ”Over for ord skal man sætte andre ord, ikke vold”. Den tyrkiske bevægelse kalder mordet på van Gogh for en fej dåd, der har tilføjet samfundsfreden i Holland uoprettelig skade. Det hedder i prædikenen: ”Hele verden taler om islam. Man har spørgsmål til vores religion. Som muslimer er vi forpligtet til at give disse mennesker et ordentligt svar. Desværre sker det med ord fra bøger, der intet har at gøre med Holland i det 21. århundrede, og som er skrevet under helt andre omstændigheder. Det forårsager forvirring og skade.” Bevægelsen understreger, at man må optræde respektfuldt og tolerant over for anderledestænkende og være åben over for andre meninger.

Hvordan kan så mange folk – både i Holland og Danmark - stadigvæk tro, at majoriteten af muslimer ikke siger fra overfor de hundrede mest ekstreme muslimer? Folkevalgte muslimer i Holland har i enighed udtrykt en fælles fordømmelse af mordet, og ledere af muslimske organisationer i Holland tilsvarende har fordømt attentatet. Hvorfor overser folk dette? Hvorfor fortæller BT ikke det? Hvorfor forstår folk ikke, at dette ikke er vejen frem? Tværtimod!

I onsdags var jeg på besøg i Bella Centret for at høre lidt om Øresundskomitéens arbejde. Langt størstedelen af oratorerne var enten svenske eller kedelige (eller begge dele), derfor var jeg ikke 100 % fokuseret på deres udmelding. Dog var der en person, som jeg lyttede lidt til. Han hedder Mads Lebech og er borgmester i Frederiksberg Kommune og formand i Hovedstadens Udviklingsråd. Udover hans elokvens, veltalenhed og utallige kvikke bemærkninger, så havde han også nogle spændende visioner for Hovedstadsområdet. Det mest spændende ved hans tale var uden tvivl hans positive omtale af Richard Floridas tanker, hvor han udpenslet og udførligt forklarede, hvilke forudsætninger for vækst, han havde som mål at skabe i Hovedstadsregionen. Tydeligt inspireret af Richard Florida forklarede Mads Lebech, hvordan drivkraften i økonomier er kreativitet. Dette lyder muligvis som et noget løst postulat, derfor vil jeg gerne skrive lidt mere om kreativitet og Richard Florida.

Richard Florida mener, at kreativitet altid har været den primære kilde til økonomisk vækst og styrke. I præhistorisk tid fandt mennesker ud af, at det bedre kunne betale sig at dyrke og opdrætte afgrøder og dyr frem for at samle og jage dem. Senere var nye ideer og opfindelser selve grundlaget for den industrielle revolution. Og i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet kan kapitalismens levedygtighed, som den ellers halv-tossede økonom Joseph Schumpeter så flot har sagt det, i høj grad tilskrives de “tilbagevendende storme af kreativ ødelæggelse”, som fejede gennem verden og blæste gamle måder at gøre tingene på væk til fordel for nye. I den sidste halvdel af det 20. århundrede tog den kreative produktion fart, mens fordelene og udbyttet af gammeldags, rutinepræget produktion styrtdykkede.

Richard Florida har hernæst undersøgt om kreativitet stadig er den primære kilde til vækst. Han kortlagde den amerikanske hightech-industri, kiggede på, hvor i USA de største, bedste og mest succesrige firmaer lå, kortlagde fordelingen af bøsser og lesbiske – det vil sige, hvilke byer var mest åbne og tolerante over for andre måder at leve sit liv på end den såkaldt almindelige. Udfra disse undersøgelse var der et tydeligt og iøjnefaldende sammenfald. Alle de byer, der havde succesrige entreprenører og virksomheder, var også de byer, hvor der var mange homoseksuelle. Derefter så Richard Florida på, hvilke byer i USA, der statistisk set indleverede flest patentansøgninger hvert år, ligesom han så på, hvilke byer, der havde den største koncentration af bohemer, det vil sige forfattere, billedkunstnere og musikere. Igen var der et massivt sammenfald. En by, der havde det ene, havde også alt det andet. Og omvendt, en by, der ikke havde det ene, havde heller ikke noget af det andet.

Konklusionen er derfor, at byer og regioner med stor menneskelig diversitet fremelsker kreativitet og dermed økonomisk vækst.

Det var dette som Mads Lebech gang på gang pointerede. Regioner og bymiljøer med åbenhed og tolerance tiltrækker talentmasse, højtuddannede og kreativitet. Derfor er åbenhed og tolerance meget vigtigt for den økonomiske vækst i Hovedstadsområdet – ja, sågar hele landet.

Nu har I nok regnet ud, hvordan jeg drejer dette indlæg. I sidste ende handler det som altid om integrationsdebatten i Danmark. Richard Florida siger, at en kreativ by eller et kreativt land må bestå af mange folkeslag. Når en politiker fra det regeringsbærende Dansk Folkeparti siger, at alle muslimer, der kommer til Danmark, bare venter på at blive mange nok til at erstatte os, så er det både økonomisk dårligt og - selvfølgelig – stigmatiserende. Når vores politiske miljø ser ud som det gør nu, så skader det vores økonomiske vækst, fordi det skræmmer folk væk (eller lukker folk ude).

Udover denne åbenlyse perspektivering, så er der også en mindre åbenlys en. Mit andet hovedemne – velfærdsstaten – kan også hives ind.

I Danmark har vi en langt højere ledighed blandt indvandrere end blandt indfødte danskere. Sådan forholder det sig i Canada, hvor ledigheden blandt indvandrere i perioder ligefrem er lavere end blandt indfødte canadiere. Den vigtigste årsag til disse forskelle er - som jeg har nævnt tidligere - vores egen indstilling til integrationen, men selvfølgelig findes, der også andre aspekter som er væsentlige. En af disse handler om velfærdsstaten. I Danmark brandbeskatter vi arbejde og det kollektive aftalesystem sikrer en relativt høj og ufleksibel mindsteløn. Tilsammen medfører dette, at det ikke er attraktivt at ansætte ufaglært arbejdskraft. Derfor har vi da også en tårnhøj ledighed blandt danske ufaglærte. Da hovedparten af indvandrerne til Danmark er ufaglærte, kan det ikke undre, at de har svært ved at få arbejde. Vores velfærdsmodel klientgør indvandrerne, derfor bliver en alt for stor andel af dem netop ikke til en ressource for det danske samfund, men til en byrde. Dette og den hadske indstilling gør, at det er meget, meget svært at være indvandrer i Danmark. Og dette er i sidste ende direkte skadeligt for vores egen økonomi.

Så lad os reformere velfærdsstaten og ændre på det hadefulde politiske miljø. Så hjælper vi ikke blot en flok stakkels mennesker, vi redder også vores egen røv.

Sådan får jeg en ellers halv-kedelig dag i Bella Centret til at handle om de sædvanlige emner. Er det ikke bare fantastisk?