Nu er det ved at være en menneskealder eller 17, siden jeg sidst har skrevet noget til min digitale memorandum, så jeg må hellere komme i gang. Men hvad skal jeg så skrive om?
Jo, jeg har tænkt en masse over disse 3 sætninger fra sidste indlæg: ”Selvfølgelig ville man kunne opnå mere autonomi, hvis man afskaffede alle stater og organiserede sig i små, frivillige kommunale fællesskaber. Men denne tanke er så utopisk og ugørlig, at det virker gavnløst for mig at filosofere over den. Så hellere overveje, hvordan jeg kan ændre på den igangværende dag.”
Dybest set er dette en filosofisk falliterklæring, hvor min praktiske og pragmatiske indstilling ikke kan retfærdiggøres i en konceptuel forestilling. Derfor bliver den røde tråd imellem mine teoretiske og abstrakte ræsonnementer og mine praktiske gerninger spoleret helt og aldeles (”en selvmodsigelse kan ikke eksistere i virkeligheden som Aristoteles sagde). Hvad skal jeg så gøre? Valget står vel dybest set imellem at anerkende libertarianismens umiddelbare logiske gyldighed eller forsøge at udfordre denne tilsyneladende ufejlbarlige logik. Men som den store Karl Popper sagde det: ”Whenever a theory appears to you as the only possible one, take this as a sign that you have neither understood the theory nor the problem which it was intended to solve.” Måske lidt dramatiseret, men ikke desto mindre stadig værd at tænke på.
Før jeg går i gang med den både spekulative og jordnære kritik af den dogmatiske libertarianisme, så må jeg hellere lige definere denne. Jeg har valgt at citere artiklen ”Hvad er libertarianisme?” fra Liberator (som henviser til ”Om anarkokapitalisme og libertarianisme” af den økonomen David Friedman), da denne er meget fyldestgørende og utrolig velartikuleret.
Libertarianismen bygger basalt på to meget væsentlige rettigheder; selvejerskab og den private ejendomsret. Artiklen formulerer det således:
”Hvis man ejer sin krop, må man også eje udkommet af arbejdet, som man udfører med den – hvadenten dette arbejde er af fysisk eller ikke-fysisk karakter. Det modsatte ville være absurd. Hvis en mand eksempelvis snitter en fløjte ud af en pilegren, og denne fløjte efterfølgende ville være ejet af resten af verden, ville ”resten af verden” kunne bestemme, hvad den skulle kunne anvendes til, og hvem der kunne anvende den, samt hvornår. Der findes intet forum, hvor ”resten af verden” kan blive enige om den slags. Og selv, hvis der fandtes et forum, ville det ikke kunne lade sig gøre at nå til enighed om den slags, fordi ”hele verden” hele tiden skulle tage stillige til hundreder af millioner af beslutninger. Hvis en mand digter en sang og komponerer en tilhørende melodi, som har nytte for andre mennesker, kan han nægte at synge den. Han kan stille op med den, hvad han vil og kun udveksle sangen med andre goder, hvis han ønsker det. Både i fysisk og i ikke-fysisk forstand må kroppens arbejde tilfalde den, som ejer kroppen; nemlig individet selv. Den private ejendomsret er den logiske følge.”
[…]
”Den private ejendomsret garanterer, at mennesket ikke ufrivilligt skal afstå sine resurser til andre. Demokratiet er en de facto afskaffelse af den private ejendomsret. Hvis man vitterligt ejer noget, kan andre ikke stemme om dets anvendelse, da det ikke er deres.”
[…]
”Det er klart, at den private ejendomsret udelukker statens eksistens, fordi staten er defineret ved et voldsmonopol, som finansierer sine udgifter gennem opkrævningen af skatter, og da skatter er defineret ved den tvungne og ukompenserede afståelse af resurser og derved en krænkelse af den private ejendomsret.”
[…]
”Positive rettigheder er per definition en krænkelse af den private ejendomsret og princippet om selvejerskab, idet de nødvendigvis medfører anvendelsen eller truslen om anvendelse af vold. De eneste frihedsrettigheder, som er forenelige med princippet om selvejerskab, er negative; dvs. retten til at gøre præcis, hvad man vil, så længe man ikke skader andres tilsvarende ret. Årsagen er, at kun negative frihedsrettigheder kan være universelle.”
[…]
”Som vi allerede har set, krænker staten ved sin blotte eksistens den private ejendomsret, fordi den er finansieret ved tvangsopkrævning. Definitionen på en stat er en geografisk afgrænset institution med et voldsmonopol over dette områdes medlemmer. Derfor kunne man et øjeblik godt forestille sig en stat, som blev finansieret af private individer ved frivillige bidrag. Men da staten har et voldsmonopol – og den eneste årsag til, at man skulle have en stat, må være, at man på den ene eller den anden måde vil gøre brug af dette – må selv en frivilligt finansieret stat være en krænkelse af den private ejendomsret, så snart denne stat foretager sig noget som helst. Hvis statens påbud nemlig skal have nogen som helst mening i statslig forstand, må de være efterfulgt af en trussel om magtanvendelse, hvis påbuddet ikke følges. Trusler om eller brugen af vold er en klar krænkelse af den private ejendomsret, hvadenten der er tale om legemsbeskadigelser eller konfiskation eller destruktion af fysisk ejendom.”
På denne tilsyneladende logisk stringente måde konkluderer en dogmatisk libertarianer, at den tvungne deltagelse i vores demokrati er illegitimt, og statens skatteopkrævning er simpelt røveri. Og hvad skal man så? Man skal opløse staten nu.
1. Den første akilleshæl ved den dogmatiske libertarianisme har jeg valgt at kalde Den Revolutionære Fejl. Jeg synes, at du begår en alvorlig fejl ved at opstille det så sort/hvidt. Denne fejl kan findes i enhver bevægelse, der gennemgribende og øjeblikkeligt vil nedstyrte en væsentlig del af et samfunds basis, om det så er ved at afskaffe penge, skabe et religøst teokrati eller hvad end en eller anden obskur gruppe finder på. Disse revolutionære og oprørske tror, at de har fundet fundamentet for næsten alle problemer, vi kender. Derfor kan de med rimelig sandsynlighed konkludere, at der kun vil være meget få problemer, hvis vi fjerner dette fundament. Problemet er bare, at desto mere yderliggående ændringen er i forhold til den gamle måde at organisere sig på, desto mindre ved vi om hvordan det reelt ville fungere – og vigtigst: desto mere kan der gå galt. De revolutionære kan finde på plausible svar som er tilfredsstillende for dem, og så ellers bare love, at det hele nok skal fungere. Ingen kan jo bevise, at det ikke vil fungere. Det er derfor revolutioner har en speciel charme, som evolutionære ændringer ikke besidder. Men det er også derfor, at jeg forholder mig skeptisk over for revolutioner.
En følgevirkning af at tro, at der findes én stor løsning er også, at man tror, at der findes ét stort problem. Når man har identificeret det slemme, så får det skylden for alverdens ulykker. Alt lige fra kommunister, nazister og andre etniske nationalister og religiøse fundamentalister har én ting til fælles – de kan alle pege på én bestemt ting, som er skyld i næsten alt ulykke. For anarkister og libertarianere er denne ene bestemte ting altså staten.
Denne revolutionære fejl er første grund til, at jeg ikke støtter den dogmatiske libertarianisme. Det er tydeligt, at den kræver tro på, at bestemte, eklatante og uhyggeligt utestede handlinger vil have forbedrende virkninger. En dogmatisk libertarianer vil nok modsige dette, men dybest set er den libertarianske samfundsmodel en gambling (som enhver anden revolutionær ideologi). Jeg vil ikke gamble i sådan en grad, når det hele afhænger af håb, tro og gisninger. Slet ikke når ideologien samtidig instruerer om at skulle troen fejle og skabe problemer, så er problemerne det retmæssige afkom og skal derfor applauderes. For indebærer den absolutte idé om selvejerskab og den private ejendomsret ikke dette?
Nej tak, så hellere den illusionsløse og evolutionære udvikling.
2. Den anden fejltagelse kan kaldes Den Libertarianske Fejl, da den i modsætning til den foregående fejl er knyttet til specifikt den libertarianske del af filosofien.
Den libertarianske fejl går kort ud på, at det kun er staten og dennes lovgivninger, der kan forhindre din frihed - som om mængden frihed kun kan måles omvendt proportionelt ud fra mængden af love.
Dem som tilslutter sig den libertarianske fejl bekymrer sig kun om, hvor fri man er på papiret, ikke om hvor reelt fri man er til at vælge lige nu i sit eget liv. Hvis man kun bekymrer sig om den første frihed, så er en person som ikke modtager offentlig støtte mere fri end én som får en eller anden form for bistand eller pension, selvom den faktuelle situation er, at den der modtager støtte kan foretage sig langt flere ting og har dermed langt mere konkret (handle)frihed end førnævnte.
Jeg vil referere til disse to definitioner af frihed som F1 og F2, den første værende friheden på papiret og den anden værende den frihed som er mulig i et konkret øjeblik. Der kan være masser af meget gode argumenter for, hvorfor F1 er mere vigtig end F2, og det er den for så vidt også. Men at ignorere F2, som libertarianere gør, er intellektuelt og moralsk uforsvarligt, i hvert fald hvis man kan give meget F2 uden at fjerne særlig meget F1.
F1 er vigtig, og det er kun ved at have nogle sikre garantier i denne, at vi kan sørge for at F2 har et stabilt fundament. F1 er en frihed som vi kan lide at slås for som et højtophævet ideal, fordi vi kan snakke om den i noble abstrakte termer, og ligeledes ædelt og nobelt love alle, at den vil være lige for alle. Sådan man kan ikke gøre med F2, da den aldrig kan være lige i praksis for forskellige mennesker. Den afhænger af hvor mange penge du har og hvor sund du er, derfor forsøger vi ofte at undgå den i politiske og filosofiske diskussioner (medmindre man er beton-socialist). Men at undgå og overse den fuldstændig er forkert, da F2 er en vigtig bestanddel i et lykkeligt liv.
Den libertarianske filosofi er ekstrem i dette henseende. Mange libertarianere mener, at selv det drastiske tab af F2 er legitimt og retfærdigt, så længe der kommer mere F1 ud på den anden side. Deres klassiske argument er, at eftersom du er fri (F1), så er alt hvad der går galt i F2 aksiomatisk din helt egen skyld, og derfor ville der være moralsk forkert at gøre noget som helst. Det er noget man selv må klare (selvfølgelig må folk godt hjælpe dig, hvis de har lyst).
Der er mange psykologiske årsager til at nogle folk promoverer en attitude, der er så ensidig og personlig, men jeg vil ikke begynde at skrive om dette. Jeg vil blot skrive om, hvad denne attitude medfører. Attituden indebærer – i de mest ekstreme tilfælde – at hvad der end sker, er det noget man ubevidst selv har valgt og derfor har ansvar for. Attituden implicerer, at de overlegne har tjent og skabt deres overlegenhed udelukkende på baggrund af deres egne meritter, og de underlegne er i en dårligere situation udelukkende, fordi de er uduelige og inkompetente. Denne attitude finder vi sjovt nok mest blandt de succesrige over- og middelklasse mænd – er der nogen der kan spotte den selvpromoverende forherligelse?
Når man så inderligt tror, at det-er-alt-sammen-din-egen-skyld, så kan man let misagte og undervurdere betydningen af ufortjente fordele såsom klasse, race og køn (altså social og genetisk arv). Eftersom jeg synes, at det lykkelige liv består af en fortrinlig blanding af F1 og F2 – og eftersom ufortjente privilegier underminerer F2 uden at have noget at gøre med, hvad folk selv er skyld i – så kan jeg ikke støtte libertarianismens sygelige fokus på det-er-alt-sammen-din-egen-skyld-attituden. Også selvom attituden alt andet lige er bedre end intet-er-din-skyld-attituden…
Et eksempel hvor libertarianismens opulente fokus på den noble frihed kan resultere i mindre konkret handlefrihed, handler om retten til at rejse. Jeg tror, at de fleste mennesker vil give mig ret i, at det er langt mere forfærdeligt at blive holdt fanget ét sted end det er at blive frarøvet en ejendom. Måske er det kun fysisk overgreb, der er værre end fangenskab. Retten til at rejse sig op og bevæge sig rundt er altså fundamental.
Libertarianere er som regel positiv overfor, at man fjerner alle restriktioner på ind- og udvandring (de er ikke helt dumme), men de foretrækker også privatisering af alle offentlige veje, således at vejene betales via abonnementer og ikke skatter. Problemet er så her, at personen, der ejer vejen ude foran dit hus har enhver ret til at nægte dig adgang til at benytte sig af vejen, hvis du ikke kan betale eller hvis han bare ikke kan lide dig som person (det kan jo ske, også uden at det er din egen skyld). Faktisk er det ikke kun ude foran dit hus, du ikke kan være, men hvorhen du end bevæger dig, er det forbudt, hvis du ikke har en tilladelse. Og lad os så sige, at du ikke har denne meget essentielle tilladelse. Er det så ikke et fængsel du lever i?
Et andet eksempel kan skitseres således: To øer bytter forskellige agrikulturelle produkter, så de begge kan opnå en forholdsvis sund kost. Jordkonditionerne medfører, at en fuld vifte af produkter ikke kan gros, derfor vil indbyggerne på de to øer dø, hvis de ikke har deres handel. Et fint eksempel på et marked. Men så sker der så det, at en fremmed handler kommer og sælger alle de nødvendige produkter til den ene af de to øer. Handleren er meget fair, og både den ene ø og handleren er tilfredse. Men handlen mellem de to øer stopper, og på den ø som står uden for handelskæden, dør hele befolkningen af sult og forkert kost. Libertarianere ville mene, at dette er det retfærdige udkom, fordi begge øer er frie (F1). I sådan en situation ville en omfordeling være hjælpsom og fornuftig. Derfor kan det ikke være et øverste princip, at tvungen omfordeling er forkert.
3. Den sidste fejl, som jeg har valgt at fokusere på, har jeg valgt at kalde Den Private Ejendomsrets Primære Fejlagtighed. Denne fejl handler om, at den private ejendomsret er den mest fundamentale ret. Når man respekterer den private ejendomsret, så uanset hvordan det ender, så har man det retmæssige og ikke mindst frie samfund. Jeg er indlysende nok ikke enig i dette. Jeg synes, at den private ejendomsret er en ad hoc kreation ligesom alle andre rettigheder. At gøre den private ejendomsret til det vigtigste i den politiske filosofi er for mig at se lige så tåbeligt, som at gøre retten til et privatliv til den mest essentielle for os mennesker. Privatliv er selvfølgelig vigtigt, men hvis man foreslog, at man kun kunne forfølge kriminelle i det offentlige rum og kun tage tyvekoster tilbage, hvis tyven tilfældigvis bringer dem ud i det offentlige rum, så ville vi hurtigt opdage, at der findes et par hensyn i denne verden, der er mere vigtig end at undgå krænkelse af privatlivet. Det er det samme med den private ejendomsret. Som James Hammerton - skal læses for at kunne forstå min position - skriver det:
”As I mentioned earlier, I think a more apt name for libertarianism is propertarianism. Depending on how you view liberty, either property comes out as more important than it, or it becomes the concept which determines what liberty is, if you hold to libertarian ideology. Personally, I think that property rights can be conducive to respecting liberty, but the full unrestricted right to property - to do with it what you like so long as you don’t violate other people’s rights - can lead to some losing their liberty. The point is that without property, you are completely subject to the whims/wishes of others, a state which I do not consider to be one of freedom.”
Den private ejendomsret kan simpelthen ikke forsvares som det øverste princip, hvilket er noget libertarianismen gør. Hammerton siger med et glimt i øjet, at libertarianismen hellere skulle hedde propertarianisme (eller ejendorianisme). Jeg kan kun give ham ret i dette. Et samfund som bygger på den private ejendomsrets absolutte ophøjethed ligeledes forvrænget og ødelæggende. Det er ikke nok at tro, at det kun er krænkelser af den private ejendomsret, der er væsentlig for et velfungerende og frit samfund. For hvad med mennesker uden ejendomme? Retfærdighed og frihed bør ikke kun garanteres ud fra hvor meget ejendom, du har på et frit marked, da det frie markeds distribution af ejendom ikke blive lige fordelt. Et frit marked kan nemlig ikke garantere ejendom, og dermed heller ikke retfærdighed. Den dogmatiske libertarianisme er altså i sin essens temmelig arbitrær og tilfældig.
Nu har I fået 3 grunde til, at jeg ikke vil være dogmatisk libertarianer. Det er tusind andre aspekter, som jeg ikke har dækket (eller ikke har dækket nok), så måske bliver dette essay fulgt op af et par andre om samme emne. I hvert fald finder jeg det vigtigt at begrænse den dogmatiske libertarianisme - den er en ubrugelig afart den den smukke liberalisme.
I mellemtiden kan I besøge denne side, diskutere her eller her.
