The Hairpin Bend

Jeg må hellere skrive lidt om den her sindssyge idé. Jeg vil vove at påstå, at det er den mest forrykte seriøse idé, jeg nogensinde har oplevet. Den strider imod mit frisindede hjerte og vidner om en uhyggelig ringeagtelse for fremmede. Meget værre kan det da næppe blive…

For det første, så skal man ikke tvangsfjerne børn blot fordi man er uenig med forældrenes religiøsitet eller politiske overbevisning. Det er i direkte kontrast til den respektfulde, liberale tankegang, der ellers burde være grundlaget for vores samfund. Det en glidebane mod fuldstændig destruktion af pluralismen. Skal vi så også tvangsfjerne børn, der bliver indoktrineret af Indre Mission eller Jehovas vidner? Eller bestemte politiske partier?

For det andet er det endnu et fordomsfuldt og chauvinistisk tiltag i den i forvejen diskriminerende og stigmatiserende indvandrer-debat. Det må være på tide, at vi siger fra overfor denne skadefulde eskalering.

For det tredje, så vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved hele idéen om tvangsfjernelse. At tvangsfjerne et barn fra dets familie, er en meget alvorlig ting at gøre, og kan have ganske traumatiske følger for barnet. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at uforbeholdent mange tvangsfjernede børn ender med at blive utilpassede og kriminelle. Det har man desværre set alt for mange eksempler på. Skiftende plejefamilier og institutionsophold er absolut ikke det optimale under et barns opvækst, derfor burde sådanne skridt kunne blive taget i yderste nødstilfælde. Der må ikke gå inflation i noget så alvorligt.

Politiske problemer skal helst ikke løses ved forbud eller tvang. Et samfund fyldt med tvang og forbud er ikke et samfund som tiltaler mig…

Derfor synes jeg også, at det er beklageligt, at folk vil forbyde rygning i det offentlige rum. Det er ikke sådan problemet skal løses.

Det burde være op til den enkelte restaurant eller hotel at lave røgfrie miljøer eller at lave et totalt rygeforbud. Det er jo private virksomheder, som tjener penge via tilfredse kunder. Og tilfredse kunder får de, hvis de efterkommer disse kunders ønsker. Jeg ville elske, hvis der kom nogle røgfrie rum på restauranter og cafeer, dybest set tror jeg dog, at det kommer helt af sig selv. Hvis kunderne ønsker røgfrie miljøer, så er restauratørerne er nødt til at følge dette ønske.

Hvis man ikke vil have svinetryne, så køber man ikke svinetryne eller går på restauranter, der fortrinsvist sælger dette. Hvis man ikke vil udsættes for passiv rygning, så holder man sig fra restauranter, der ikke er røgfri. Større er problemet vel ikke…?

Som Marianne Jelved - i protest mod sit eget partis resolution – sagde det:

“Hvilken skade gør det på en skole, at der er et kælderlokale langt væk fra eleverne, hvor en håndfuld tåbeligt rygende lærere kan gå hen i deres frokostpause og ryge en cigaret? De generer kun sig selv. Hvorfor skal det være kriminelt at stå ved et åbent vindue på sit hotelværelse og ryge en enkelt cigaret? Hvem generes af det bortset fra en selv?“

[...]

“Er det virkelig nødvendigt at lovgive om alt? Hvorfor tiltror vi ikke hinanden, at vi selv kan finde ud af at tage hensyn og indrette os efter forholdene i de enkelte lokaliteter? Det sker jo allerede i dag i de offentlige institutioner på fornuftig vis. Kampagnen for røgfrie miljøer virker jo. Hvorfor skal private virksomheder som restaurationer bede om lovgivning om totalt forbud? Hvorfor indfører de ikke bare selv totalt forbud?“

Nå, nok om tvang og forbud. Nu til noget helt andet. Ekstremistiske partiers fremgang i Tyskland.

Holger Apfel, NPDs spidskandidat, er altså nynazist. Når man holder fester med DNSB, Herbert Schweiger og Hajo Herrmann og desuden betragter disse som ligesindede, så fifler man med nogle besynderlige idéer. Idéer á la “Raceblanding er gensidigt folkemord“. Splitterravende nynazisme anyone?

Den deliriske Apfel og hans parti skal selvfølgelig ikke forbydes, derimod skal der undersøges, hvilke årsager, der får folk til at stemme på så et hadefuldt menneske som ham. Der burde være nok stof i det emne til en god sociologisk undersøgelse…

Samtidig skal man nok også forsøge at imødekomme de negligerede og forsømte østtyskere, som stemmer på PDS. PDS er altså en flok gamle kommunister, som ikke ligefrem angrer Sovjets mange forbrydelser, men derimod tilskynder oprettelsen af en mere eller mindre ’demokratisk socialistisk’ stat. I mine ører lyder deres forslag ikke direkte fornuftige - tværtimod – de lyder ret skrækindjagende!