The Hairpin Bend

Jeg må hellere skrive lidt om den her sindssyge idé. Jeg vil vove at påstå, at det er den mest forrykte seriøse idé, jeg nogensinde har oplevet. Den strider imod mit frisindede hjerte og vidner om en uhyggelig ringeagtelse for fremmede. Meget værre kan det da næppe blive…

For det første, så skal man ikke tvangsfjerne børn blot fordi man er uenig med forældrenes religiøsitet eller politiske overbevisning. Det er i direkte kontrast til den respektfulde, liberale tankegang, der ellers burde være grundlaget for vores samfund. Det en glidebane mod fuldstændig destruktion af pluralismen. Skal vi så også tvangsfjerne børn, der bliver indoktrineret af Indre Mission eller Jehovas vidner? Eller bestemte politiske partier?

For det andet er det endnu et fordomsfuldt og chauvinistisk tiltag i den i forvejen diskriminerende og stigmatiserende indvandrer-debat. Det må være på tide, at vi siger fra overfor denne skadefulde eskalering.

For det tredje, så vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved hele idéen om tvangsfjernelse. At tvangsfjerne et barn fra dets familie, er en meget alvorlig ting at gøre, og kan have ganske traumatiske følger for barnet. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at uforbeholdent mange tvangsfjernede børn ender med at blive utilpassede og kriminelle. Det har man desværre set alt for mange eksempler på. Skiftende plejefamilier og institutionsophold er absolut ikke det optimale under et barns opvækst, derfor burde sådanne skridt kunne blive taget i yderste nødstilfælde. Der må ikke gå inflation i noget så alvorligt.

Politiske problemer skal helst ikke løses ved forbud eller tvang. Et samfund fyldt med tvang og forbud er ikke et samfund som tiltaler mig…

Derfor synes jeg også, at det er beklageligt, at folk vil forbyde rygning i det offentlige rum. Det er ikke sådan problemet skal løses.

Det burde være op til den enkelte restaurant eller hotel at lave røgfrie miljøer eller at lave et totalt rygeforbud. Det er jo private virksomheder, som tjener penge via tilfredse kunder. Og tilfredse kunder får de, hvis de efterkommer disse kunders ønsker. Jeg ville elske, hvis der kom nogle røgfrie rum på restauranter og cafeer, dybest set tror jeg dog, at det kommer helt af sig selv. Hvis kunderne ønsker røgfrie miljøer, så er restauratørerne er nødt til at følge dette ønske.

Hvis man ikke vil have svinetryne, så køber man ikke svinetryne eller går på restauranter, der fortrinsvist sælger dette. Hvis man ikke vil udsættes for passiv rygning, så holder man sig fra restauranter, der ikke er røgfri. Større er problemet vel ikke…?

Som Marianne Jelved - i protest mod sit eget partis resolution – sagde det:

“Hvilken skade gør det på en skole, at der er et kælderlokale langt væk fra eleverne, hvor en håndfuld tåbeligt rygende lærere kan gå hen i deres frokostpause og ryge en cigaret? De generer kun sig selv. Hvorfor skal det være kriminelt at stå ved et åbent vindue på sit hotelværelse og ryge en enkelt cigaret? Hvem generes af det bortset fra en selv?“

[...]

“Er det virkelig nødvendigt at lovgive om alt? Hvorfor tiltror vi ikke hinanden, at vi selv kan finde ud af at tage hensyn og indrette os efter forholdene i de enkelte lokaliteter? Det sker jo allerede i dag i de offentlige institutioner på fornuftig vis. Kampagnen for røgfrie miljøer virker jo. Hvorfor skal private virksomheder som restaurationer bede om lovgivning om totalt forbud? Hvorfor indfører de ikke bare selv totalt forbud?“

Nå, nok om tvang og forbud. Nu til noget helt andet. Ekstremistiske partiers fremgang i Tyskland.

Holger Apfel, NPDs spidskandidat, er altså nynazist. Når man holder fester med DNSB, Herbert Schweiger og Hajo Herrmann og desuden betragter disse som ligesindede, så fifler man med nogle besynderlige idéer. Idéer á la “Raceblanding er gensidigt folkemord“. Splitterravende nynazisme anyone?

Den deliriske Apfel og hans parti skal selvfølgelig ikke forbydes, derimod skal der undersøges, hvilke årsager, der får folk til at stemme på så et hadefuldt menneske som ham. Der burde være nok stof i det emne til en god sociologisk undersøgelse…

Samtidig skal man nok også forsøge at imødekomme de negligerede og forsømte østtyskere, som stemmer på PDS. PDS er altså en flok gamle kommunister, som ikke ligefrem angrer Sovjets mange forbrydelser, men derimod tilskynder oprettelsen af en mere eller mindre ’demokratisk socialistisk’ stat. I mine ører lyder deres forslag ikke direkte fornuftige - tværtimod – de lyder ret skrækindjagende!

Så skete det søreme. En royal skilsmisse.

For mig at se er Kongehuset en vammel hybrid imellem nationalistisk masturbation og smagløst underholdning.

Det er da trist, at de skal skilles – men altså, det bliver ca. 30.000 mennesker hvert år. Det royale ægtepar var blot en af de 40 par, der ellers i dag fik deres ægteskab erklæret dødt. Hvor er den kollektive bedrøvelse for dem?

Det er vel bare min mening. Resten af befolkningen mener altså noget andet. I hvert fald ifølge Pia Kjærsgaard.

“Den danske befolkning er rystede og kede af det…” siger vores talskvinde. Jeg var ellers overvejende tilfreds med det der måske er starten på enden for monarkiet. Dejligt at Pia kan fortælle, hvilke følelser og holdninger, jeg reelt har.

Apropos Pia Kjærsgaard, så må denne fantastiske leder vel også være rettet mod hende og hendes ligesindede.

Lederen slutter af med disse ord:

“Det hedder sig i integrationsdebatten, at indvandrerne skal vise vilje til integration. Og det skal de også. Men det går begge veje. Hvordan mon arbejds- og boligløse Mohammad har haft det, da han i denne uge kunne læse, at såvel arbejdsformidlinger som boligselskaber diskriminerer? Formentlig som han følte, da han for år tilbage blev stoppet af politiet på gaden, fordi han forventedes at have kriminelle hensigter. Eller da han blev afvist ved det lokale diskotek.

Hvis Mohammad vender ryggen til det danske samfund, kunne det jo skyldes, at det danske samfund vender ryggen til ham. Lad os bryde den onde cirkel, og lad os starte med os selv.“

Måske skulle vi tænke på det, når vi skal diskutere dette forrykte forslag og dette direkte sindssyge forslag! Mere om dem senere…

Så står terrorisme igen som hovedmenuen på den samlede danske TV-sendeflade. Denne gang er det et forfærdeligt angreb på en skole i Beslan, Rusland.

Det var selvfølgelig en afskyelig episode og billederne af de ødelagte børn vil hjemsøge mig i mange, mange uger.

Jeg kan ikke sige det nok gange: Det at dræbe er altid frastødende og forfærdeligt, uanset hvilke intentioner der ligger bag og uanset hvilken måde drabet bliver udført på. Terrorisme er bl.a. en måde at dræbe på, derfor er terrorisme frastødende og horribelt. Jeg forventer, at ethvert fornuftigt menneske har det på samme måde.

Episoden i Rusland er hjerteskærende og enhver fornuftig person burde fordømme det, som de skrupskøre terrorister har gjort.

Jeg tror desværre ikke rigtig, at det kunne have udviklet sig anderledes end den forfærdelige måde, som det udviklede sig på. Måske kunne russerne have frigivet nogle tjetjenske fanger, og dermed få løsladt nogle enkle børn. Dette ville jeg støtte – hvis man har muligheden for at forhindre nogle drab, så burde man gøre det.

Men jeg tvivler på, at terroristerne reelt ville forhandle.

Hvem var disse terrorister så?

Det var ikke, som Putin ellers postulerer, en del af den globale terrorisme. Arabere har formentlig pisket i rørte vande, men global terrorisme er ikke konfliktens oprindelse. Skal terrorisme modvirkes, må statslig terror også. Russiske drab på over 100.000 civile tjetjenere i de sidste ti år og udbombning af boliger og arbejdspladser, så mindst 70 procent af tjetjenerne er uden arbejde, er statslig terrorisme af værste grad. Dertil kommer daglige overgreb fra russiske soldater, som i almindelighed sker ustraffet. Læs lidt om situationen i Tjetjenien her. Brud på menneskerettighederne er altså ikke bare en sjælden hændelse i Tjetjenien – det er en bevidst krigsstrategi.

Det er en virkelighed, som ikke forbløffende skaber vrede og terror. En hel generation af tjetjenere er blevet traumatiseret og brutaliseret af krigen og manglen på fremtidsudsigter. Moskva-loyale tjetjenske klaner bærer deres store del af skylden for kriminaliseringen, og på både tjetjensk, russisk og sågar nogle af nabolandenes side tjener alt for mange på krigen til at ville bidrage til fred.

Intet af alt det benåder terror, men det bør få det internationale samfund til at forstå, det ikke skal begrænse sig til fordømmelsen af terrorisme, selvom dette selvfølgelig også er vigtigt. Al mulig sympati og hjælp bør gives det russiske folk. Men den allerbedste hjælp til hele Rusland vil være, at det internationale samfund påtager sig et direkte ansvar og gennemtvinger fred i Tjetjenien. Ligesom vi skal gennemtvinge fred i de besatte områder i Israel.

Rusland må fratages sig carte blanche, da deres kamp i Tjetjenien ikke handler om den globale terrorisme. Og så må det internationale samfund skride ind og skabe fred og føre dialog med tjetjenerne.

Men hvilke tjetjenere skal vi snakke med?

Putin har selv sagt, at man ikke kan diskutere med børnemordere og Bin Laden og den slags. Men selvom terroristerne nok ikke var nogle, man kan forhandle med, så findes der stadig kræfter i Tjetjenien, som er værd at lytte og snakke til. Aslan Maskhadov er en af dem. Den folkevalgte moderate præsident, som i årevis har kæmpet imod al-Qaedas infiltrering af den tjetjenske konflikt.