The Hairpin Bend

Simpel logik, hr. skatteminister

august 30, 2004 · No Comments

Jeg vil gerne skrive lidt om sort arbejde. Jeg har tænkt lidt over det om det kun skyldes moralsk degeneration af borgerne eller om der er en anden grund til det?

Det er der. De høje skatter.

Prisen på lovligt arbejde er i dag så høj, at almindelige lønmodtagere skal arbejde urimeligt mange timer, når de skal betale for en håndværker. Det er vist noget med, at en almindelig lønmodtager skal arbejde 6 timer for at få råd til en håndværker i 1 time. Det er jo absurd.

De bøger om økonomi, jeg har læst, har ofte haft samme pointe. Den lyder noget i stil med: Hvis vi alle skulle forsyne os selv, ville de fleste af os dø. Her kommer arbejdsdeling så ind i billedet. Arbejdsdeling omfatter produktet af arbejde, dvs. både varer og tjenester. Jeg kan i løbet af et liv ikke lave et komfur, der virker. Andre kan lave den på relativt få timer. Til gengæld kan jeg lave mad på komfuret, som jeg så sælger til andre (måske dem som lavede komfuret).

Ved arbejdsdeling og specialisering skabes der altså større velstand. Ved hjælp af pengeøkonomi i stedet for bytteøkonomi, kan der igen skabes endnu mere arbejdsdeling og velstand. Arbejdsdeling gør os simpelthen rige. Mere simpelt bliver det næppe…

Jo dyrere det er at lave arbejdsdeling, jo mindre af den sker der, og jo mindre velstand skaber vi til hinanden. Ubehersket skat på varer og arbejde mindsker arbejdsdelingen. Mit komfur bliver ikke repareret, og maden bliver ikke produceret, fordi det er for dyrt at gøre det. De høje skatter får altså på lang sigt velstanden til at falde.

Så hvis man vil have gang i arbejdet og komme sort arbejde til livs, må vi nedsætte skatterne og dermed fjerne incitamentet for at arbejde og hyre sort. For at fjerne sort arbejde helt, skulle skatterne også fjernes helt, men dette strider lidt imod den socialliberalistiske tankegang. En vis beskatning er nemlig nødvendigt for at sikre lige vilkår for alle og hjælpe de hårdest ramte.

Så vi bliver næppe fri for det sorte arbejde, men en skattenedsættelse kan i hvert fald begrænse det sorte arbejde. Samfundets samlede velfærd vil stige og staten vil få flere penge i kassen. Både rige, fattige, arbejdsløse og lønmodtagere ville vinde på dette, da velfærden ville gavne alle i arbejde og statens øgede ’indkomst’ ville komme de arbejdsløse og fattige til gavn.

Meget simpel logik. Jeg er ingen ekspert indenfor økonomi, men i bund og grund hænger det vel sådan sammen.

Gad vide, hvad der mon sker i virkeligheden?

Måske opretter Danmarks Liberale Parti en ny afdeling i Told og Skat, som vurderer værdien af de arbejder, folk laver for sig selv. Denne afdeling skal så finde ud af, hvad værdien af et selvbygget, skrøbeligt komfur er, og så beskatte denne værdi. Sygt? Ja.

På den måde kan staten jo øge sin umiddelbare ’indkomst’, om end samfundets samlede velfærd ikke vil stige. Men sådan er det jo i Danmark – vores økonomiske vækst ligger som regel omkring det store runde 0%. Og på et eller andet tidspunkt går det nok også den anden vej.

Categories: ikke kategoriseret

0 responses so far ↓

  • There are no comments yet...Kick things off by filling out the form below.

Leave a Comment