The Hairpin Bend

Jeg har haft en temmelig begivenhedsrig søndag, som har givet stof til eftertanke og lyst til at skrive lidt. Der er mange spændende emner, jeg vil skrive om, men eftersom lektierne presser på, vil jeg forsøge at gøre det kortfattet og enkelt, og holde mit til et af de mange emner.

Det hele startede, da min kæreste inviterede mig med til en dyreretsdag arrangeret af Anima. Jeg har altid været tilhænger af bedre velfærd og vilkår for dyr, men jeg har aldrig rigtig tænkt på om det overhovedet er moralsk forsvarligt at slå dyr ihjel. Men det blev jeg så sandelig tvunget til i søndags.

Den velformulerede universitetsstuderende - der var manden bag filosofi-delen af dyreretsdagen - gav først en kort introduktion af de to mest vigtige dyrerettighedsforkæmpere, Peter Singer og Tom Regan.

Det var tydeligt, at han selv var tilhænger af Peter Singers utilitaristiske argumentationsmetode, der kort fortalt handlede om, at samfundets vigtigste opgave var at maksimere den overordnede lykke/nytte. Singer og den universitetsstuderende fra Anima mener altså, at moralsk korrekte handlinger, er dem som skaber størst mulig nytte i samfundet. Samfundet skal så forstås bredt, da både mennesker og dyr (og aliens, hvis de kommer forbi) er inkluderet i dette.

Hvis man tilslutter sig denne tankegang vil man kunne argumentere for, at den lidelse man påfører dyr ikke resulterer i mere nytte og lykke for os mennesker og formentlig aldrig vil, derfor kan udnyttelsen ikke retfærdiggøres. En meget simpel slutning, som de fleste burde kunne forstå. Men der er visse fejl ved utilitarismen.

John Rawls, den store socialliberale tænker, har formuleret nogle særdeles skarpe kritikpunkter, som jeg gerne vil fremføre.

I ‘A Theory Of Justice’ svarer Rawls direkte på utilitarismens dogmer. Overordnet set går hans kritik ud på, at det enkelte individ ikke har nogle rettigheder i et utilitaristisk samfund. Det utilitaristiske samfund strider groft imod retfærdigheden, idet der ikke er grænser for hvad fællesskabet kan gøre imod den enkelte. I teorien kan umoralske handlinger som slavehandel blive accepteret i et utilitaristisk samfund, hvis blot den opnåede nytte er tilstrækkelig.

Med dette påpeger Ralws, at grundstenen i utilitarismen kan koges ned til ‘målet helliger midlet’. Dette er direkte frastødende. Som erklæret humanist og rettighedsforkæmper kan jeg ikke finde en mere frastødende og skadelig tese, end den om ‘målet der helliger midlet’. Alverdens forbrydelser er sket pga. denne fejlagtige sætning, og vi burde have lært, at målet ikke kan hellige midlet.

Det er vejen til målet, der er det vigtige, det reelle og det nutidige. Desuden kan resultaterne af en handling aldrig forudses helt korrekt, hvilket derfor også medfører, at midlerne og vejen må være den vigtigste i enhver beslutning.

Men der er flere vage og direkte åndssvage sider af utilitarismen.

Den ene mands lykke, er den andens mand lidelse, siger man vist nok. Hvem skal beslutte, hvornår lidelse og smerte kan retfærdiggøres på bekostning af en anden mands lykke og glæde?

Lad os tage idéen om en beslutningstageren op. Hvem skal beslutte, hvad der er det mest nyttemaksimerende i en given situation? En sådan beslutningstager må enten være 100% objektiv og upartisk, hvilket er temmelig urealistisk at forestille sig. Eller også må samfundet være så partisk og ensrettet, at der ikke findes forskellige systemer af lyster og lykke, for ellers kan nytten ikke sammenlignes. Den første mulighed er fuldstændig urealistisk, den anden mulighed direkte uretfærdig og meget krænkende for minoriteter, der tænker anderledes. Endnu engang viser det, hvor urealistisk og krænkende overfor det enkelte væsen den utilitaristiske tankegang reelt er.

Det er ikke mængden af nytte, der gør en handling moralsk korrekt, for en reel måling af nytte er - også selvom Bentham forsøgte sig med hedoniske kalkuleringer og andet bras - direkte urealistisk og ikke mindst krænkende overfor det enkelte væsen.

Grundlæggende er utilitarismen altså væmmelig og umoralsk, da den kan retfærdiggøre uhyggelige og ødelæggende overgreb. Men også i praksis er den forkastelig, da retfærdig måling af nytte er en utopisk tanke.

Den universitetsstuderende simple slutning om dyrenens nytte kontra menneskets nytte viser sig altså at være omsonst, da utilitarismen generelt er en omsonst filosofi. Hvis man vil legimitere dyrerettigheder må man altså gøre det på en anden måde end via utilitarismens skræmmende dogmer. Her kommer Tom Regan så ind i billedet.

Tom Regan mener ikke, at det muligt at ‘handle’ med nytter på tværs af væsner ved at opveje nogens tab med andres gevinst. For Regan er det væsentligt, at væsner altid og ubetinget har ukrænkelige rettigheder. Regans grundlæggende princip (som stammer fra Kant) er, at man aldrig må opfatte et levende væsen udelukkende som et middel til andres tilfredsstillelse, som om det kun havde værdi for andre, for så respekterer man ikke individets iboende og umistelige værdi. Regan sondrer mellem, hvad han kalder moralske ‘agenter’ og moralske ‘patienter’. De moralske ‘agenter’ er mennesker, som kan handle i overensstemmelse med regler og stå til ansvar. Moralske ‘patienter’ er typisk småbørn, senile, retarderede og dyr. For alle disse moralske aktører gælder samme grundlæggende rettigheder, omend det kun er ‘agenterne’, der har pligt til at handle i overensstemmelse med disse regler.

Mange vil nok spørge, hvorfor der skal være lige rettigheder til ulige aktører? Regan mener så, at det heller ikke vil blive helt lige rettigheder. Imellem mennesker er der jo heller ikke lige rettigheder, f.eks. har svært mentalt-handicappede ikke ret til en uddannelse. Den rettighed vil hængebugssvinet heller ikke have, da den ikke kan bruge den til noget. Den rettighed den mentalt-handicappede, hængebugssvinet og alle andre væsner har tilfælles - og dermed er lige for alle - er den grundlæggende ret til liv og til at blive behandlet med respekt.

Regans pointe er, at vi alle kan lide og at påføre andre væsner lidelse er en krænkelse af den lidendes rettighed til liv og respekt. Derfor er det ikke moralsk forsvarligt at dræbe og udnytte dyr. Eller mennesker for den sags skyld…

Regans idéer er noget mere fornuftbestemte, og umiddelbart kan jeg ikke finde nogle huller i hans argumentation. Når jeg er pligtetiker og materialist og desuden finder diskrimination uretfærdigt, så kan jeg simpelthen ikke finde et argument, der retfærdiggører, at mennesket behandler dyr som de gør.

Hvis I vil læse lidt mere om Regan og et ikke-utilitaristisk grundlag for dyrerettigheder, så kan I tjekke denne side, hvor 10 grunde for dyrerettigheder og 10 grunde imod dyrerettigheder bliver fremført. Det er vist Regan selv, der har skrevet det. Ethvert argument bliver modsagt eller forklaret på meget overbevisende facon. Endnu engang… Jeg kan ikke finde et nyt gyldigt argument.

Det er tydeligt, at Regan følger i Kants fodspor og virkelig meget af hans argumentation minder om den Kant fremførte. Dette synes jeg selvfølgelig er et stort plus, da nogle af mine filosofiske idoler er Rawls og Onora O’Neill, som begge to tydeligt er inspireret af Kant.

Hvor står jeg så?

I har nok gættet, at jeg finder Regans argumentation overraskende logisk. Vælger jeg så at være veganer og slet ikke udnytte dyr?

Nej.

Hvis jeg var veganer, kunne jeg stort set ikke spise andet end den mad, som jeg selv lavede. Jeg ville sjældent komme på besøg, og jeg kunne ikke gå ud og spise, for det er de færreste, der serverer mad helt uden animalske ingredienser. Jeg kunne heller ikke rejse til ret mange forskellige lande, for hvor finder man den slags mad i f.eks. Bulgarien?

Jeg har simpelthen ikke lyst til at ofre mit sociale liv.

Til gengæld vil jeg bestræbe mig på at være noget mere bevidst, når jeg skal spise. Jeg vil forsøge at undgå kød, sålænge det ikke er økologisk, og jeg spiser i hvert fald ikke fast-food og færdigretter mere. Sådan noget samlebånds-produktion, hvor røven af grisen er blevet skåret af, mens grisen stadig stod og spiste.

Man kan vel sige, at jeg er inkonsekvent. Men det er bedre at være inkonsekvent og tænkende end at være konsekvent ikke-tænkende.