The Hairpin Bend

Det må vel være på tide at skrive lidt nu.

Skolen er startet igen, og som jeg eminent forudsagde, så er det som det plejer – fyldt med kedelige, intetsigende, trælsomme og grå timer. Heldigvis er der visse lyspunkter i år, f.eks. skal vi have om etik i dansk, vi har om sociologi i samfundsfag og vi skal nok også have om 2. Verdenskrig i historie. Det skal nok blive fornøjeligt, om end det næppe får mig 100 % frivilligt op af sengen hver morgen.
Hvis I har tid, vil jeg gerne bruge det det til at brokke mig lidt over det danske skolesystem. Jeg vil kun spilde meget lidt af deres tid med det emne, derfor pointerer, at min fremherskende idé - som man med et par betydningsløse ord kan beskrive som ”den kultiverede kamp for det frigjorte individ” – også gælder, hvad angår skolesystemet i Danmark. Ikke overraskende har den altdominerende tankegang om systematiseret og obligatorisk sammenslutning også sat sit præg på skolen, hvor reel frihed og det at tilgodese den enkelte i undervisningen, nærmest ikke eksisterer. Afsluttende spørger jeg så: Hvorfor dog det? Manglende pengetilførsel? Dårlig strukturering? Kom gerne med jeres bud, da jeg ikke helt kan gennemskue det.
Noget kan jeg dog gennemskue, men det handler om Folkeskolen og ikke om min egen institution kaldet Gymnasiet. Jeg ved, at Venstre har valgt at eliminere det kommunale autonomi og i stedet indføre statsfastsatte timeplaner, hvad angår Folkeskolen. Logikken skulle være, at Tørnæs’ tjenestemænd bedst ved, hvad der er brug for på den enkelte skole. En logik, der lægger op til den forståelse, at skoler er små, hyggelige sutskofabrikker, hvor alt indgående materiale er ens og de udgående produkter ensrettede. Men børn er ikke sutsko – så vidt jeg ved. Behovene på de forskellige skoler er sjovt nok forskellige, og derfor må undervisningen nødvendigvis også være forskellig og tilpasses de lokale forhold og ikke mindst til de elevmæssige forhold. Men nej, Danmarks Liberale Parti mener, at vi kun kan være trygge, hvis staten har den endelige kontrol.
Det var mit udlæg omkring Folkeskolen – er der nogle, der vil forsøge med Gymnasiet?

Nu hvor vi snakker om Venstre, vil jeg faktisk gerne skrive mere om dette charmerende parti, som I jo alle sammen kender. Hvis I ikke gør, så er I nok ikke havnet på den helt rigtige hjemmeside…
Hvad nu med Venstre, spørger I nok jer selv. Jeg var lidt inde på det i sidste indlæg, hvor jeg kritiserede Venstres håbløse og principløse pseudoliberalisme. Danmarks såkaldt liberale parti er nærmest en bastard mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne – en skummel krydsning mellem Mogens Camre og Henrik Dam Kristensen (hvilket ville resultere i en person, der utvivlsomt ville have mest løst hud i ansigtet i hele det danske land).
Nå, men I samarbejde med primært førstnævnte parti har Fogh overset og direkte pisset på en række traditionelle liberale mærkesager og tildelt staten flere beføjelser over den enkelte borger. Hele Venstres ”noget-for-noget”-tankegang indebærer jo et bestemt menneskesyn og et bestemt syn på staten. Mennesket ses som et nyttemaksimerende væsen, der bliver ledt af primært økonomiske motivationer og pressioner, der udstikkes af staten. ”Noget-for-noget”-tankegangen indebærer også en absolut støtte til idéen om, at Staten (med stort S, ja) er den instans, der fastlægger, hvad der er godt for det enkelte individ. Mål og midler fastlægges af Staten, og befolkningen lokkes eller skræmmes derefter til at indrette deres adfærd, som Staten gerne vil have. Et autoritært kollektivistisk parti? Nej, blot Danmarks Liberale Parti.
Det menneskesyn og syn på staten som Venstre for tiden fremfører, strider voldsomt med det liberale menneskesyn, som Anders Fogh Rasmussen satte sit navn under på i sin berømte bog ”Fra socialstat til minimalstat”. Her var Anders Foghs væsentligste budskab, at liberalismen ikke skulle begrundes pengemæssigt, men derimod etisk og moralsk. Liberalisme var i følge Anders Fogh ikke et spørgsmål om effektivitet og nyttevirkning, men om en menneskeopfattelse. Anders Foghs liberalisme var i denne bog en meget udspekuleret og konsistent rettighedsliberalisme, som var i klar modsætning til den utilitaristiske liberalisme, hvilket er noget som jeg kun kan klappe af. Målet må ikke sættes over midlerne, da dette negligerer det enkelte individ og desuden kan føre til nogle absurde slutresultater. Det enkelte individs rettigheder skal altid forsvares – derfor er jeg medlem af Amnesty International, hvilket Anders Fogh vel også burde være dengang. Anders Fogh fører sin argumentation så vidt, at han konkluderer, at utilitarismen har ført liberalister ud på en fortvivlende og ulyksalig afvej, fordi den har lagt grunden til kollektivismen, som har hjemsøgt de europæiske samfund i det 20. århundrede. Han mener, at liberalismen ikke burde forfalde til denne afvej. I ”noget-for-noget”-tankegangen står Staten – præcis som i de kommunistiske samfund - som den bestemmende administrator, der belønner og straffer borgere alt efter om de lever op til dennes forudbestemte mål. Hvor Anders Fogh tidligere tog udgangspunkt i friheden og det enkelte menneskes ukrænkelige rettigheder, tager han nu udgangspunkt i Statens effektivitet. Kan man blive meget mere forræderisk overfor sine egne idealer?

Det er ikke kun ”noget-for-noget”-tankegangen, der er forræderisk. Den kløgtige Anders Samuelsen skriver i Det Radikale Venstre medlemsblad således:
”Og så er der kærligheden. Hvorfor egentlig overlade den til den enkelte? Står vi os ikke bedre ved, at statens embedsmænd godkender hvert enkelt ægteskab, hvis man er så mærkelig at finde den udkårne i et andet land? Jo, mener Venstre, hvem bedre end staten kan afgøre, om et menneske er lykkeligt?”
[...]
”I stedet for at gå forrest med de nødvendige reformer i form af øget decentralisering, lavere skat på arbejde og bæredygtige løsninger for de aldersbetingede ydelser, så dækker det moderne Venstre sig ind bag et idiotisk skattestop og deraf følgende indhug i især den statslige forvaltning.”

Flot, synes jeg.
Anders Fogh er en populistisk, egoistisk og forræderisk parti-diktator. Og desuden er han vores statsminister… Trist.

Og så lige til sidst: Apropos Det Radikale Venstre og Anders Fogh; Anders Fogh har henvendt sig til Marianne Jelved med disse ord:
”Du er parat til at acceptere en 21-årsregel – som EU foreslår – hvorfor i alverden er det så i strid med konventionerne at have en 24-årsregel. Det hele dækker over, at Det Radikale Venstre ønsker at slække udlændingepolitikken”.
Ved du hvad, Fogh? Jeg håber inderligt, at Det Radikale Venstre ønsker at slække på udlændingepolitikken. Det behøver de såmænd ikke dække over…