The Hairpin Bend

Jeg vil gerne skrive lidt om sort arbejde. Jeg har tænkt lidt over det om det kun skyldes moralsk degeneration af borgerne eller om der er en anden grund til det?

Det er der. De høje skatter.

Prisen på lovligt arbejde er i dag så høj, at almindelige lønmodtagere skal arbejde urimeligt mange timer, når de skal betale for en håndværker. Det er vist noget med, at en almindelig lønmodtager skal arbejde 6 timer for at få råd til en håndværker i 1 time. Det er jo absurd.

De bøger om økonomi, jeg har læst, har ofte haft samme pointe. Den lyder noget i stil med: Hvis vi alle skulle forsyne os selv, ville de fleste af os dø. Her kommer arbejdsdeling så ind i billedet. Arbejdsdeling omfatter produktet af arbejde, dvs. både varer og tjenester. Jeg kan i løbet af et liv ikke lave et komfur, der virker. Andre kan lave den på relativt få timer. Til gengæld kan jeg lave mad på komfuret, som jeg så sælger til andre (måske dem som lavede komfuret).

Ved arbejdsdeling og specialisering skabes der altså større velstand. Ved hjælp af pengeøkonomi i stedet for bytteøkonomi, kan der igen skabes endnu mere arbejdsdeling og velstand. Arbejdsdeling gør os simpelthen rige. Mere simpelt bliver det næppe…

Jo dyrere det er at lave arbejdsdeling, jo mindre af den sker der, og jo mindre velstand skaber vi til hinanden. Ubehersket skat på varer og arbejde mindsker arbejdsdelingen. Mit komfur bliver ikke repareret, og maden bliver ikke produceret, fordi det er for dyrt at gøre det. De høje skatter får altså på lang sigt velstanden til at falde.

Så hvis man vil have gang i arbejdet og komme sort arbejde til livs, må vi nedsætte skatterne og dermed fjerne incitamentet for at arbejde og hyre sort. For at fjerne sort arbejde helt, skulle skatterne også fjernes helt, men dette strider lidt imod den socialliberalistiske tankegang. En vis beskatning er nemlig nødvendigt for at sikre lige vilkår for alle og hjælpe de hårdest ramte.

Så vi bliver næppe fri for det sorte arbejde, men en skattenedsættelse kan i hvert fald begrænse det sorte arbejde. Samfundets samlede velfærd vil stige og staten vil få flere penge i kassen. Både rige, fattige, arbejdsløse og lønmodtagere ville vinde på dette, da velfærden ville gavne alle i arbejde og statens øgede ’indkomst’ ville komme de arbejdsløse og fattige til gavn.

Meget simpel logik. Jeg er ingen ekspert indenfor økonomi, men i bund og grund hænger det vel sådan sammen.

Gad vide, hvad der mon sker i virkeligheden?

Måske opretter Danmarks Liberale Parti en ny afdeling i Told og Skat, som vurderer værdien af de arbejder, folk laver for sig selv. Denne afdeling skal så finde ud af, hvad værdien af et selvbygget, skrøbeligt komfur er, og så beskatte denne værdi. Sygt? Ja.

På den måde kan staten jo øge sin umiddelbare ’indkomst’, om end samfundets samlede velfærd ikke vil stige. Men sådan er det jo i Danmark – vores økonomiske vækst ligger som regel omkring det store runde 0%. Og på et eller andet tidspunkt går det nok også den anden vej.

Jeg har haft en temmelig begivenhedsrig søndag, som har givet stof til eftertanke og lyst til at skrive lidt. Der er mange spændende emner, jeg vil skrive om, men eftersom lektierne presser på, vil jeg forsøge at gøre det kortfattet og enkelt, og holde mit til et af de mange emner.

Det hele startede, da min kæreste inviterede mig med til en dyreretsdag arrangeret af Anima. Jeg har altid været tilhænger af bedre velfærd og vilkår for dyr, men jeg har aldrig rigtig tænkt på om det overhovedet er moralsk forsvarligt at slå dyr ihjel. Men det blev jeg så sandelig tvunget til i søndags.

Den velformulerede universitetsstuderende - der var manden bag filosofi-delen af dyreretsdagen - gav først en kort introduktion af de to mest vigtige dyrerettighedsforkæmpere, Peter Singer og Tom Regan.

Det var tydeligt, at han selv var tilhænger af Peter Singers utilitaristiske argumentationsmetode, der kort fortalt handlede om, at samfundets vigtigste opgave var at maksimere den overordnede lykke/nytte. Singer og den universitetsstuderende fra Anima mener altså, at moralsk korrekte handlinger, er dem som skaber størst mulig nytte i samfundet. Samfundet skal så forstås bredt, da både mennesker og dyr (og aliens, hvis de kommer forbi) er inkluderet i dette.

Hvis man tilslutter sig denne tankegang vil man kunne argumentere for, at den lidelse man påfører dyr ikke resulterer i mere nytte og lykke for os mennesker og formentlig aldrig vil, derfor kan udnyttelsen ikke retfærdiggøres. En meget simpel slutning, som de fleste burde kunne forstå. Men der er visse fejl ved utilitarismen.

John Rawls, den store socialliberale tænker, har formuleret nogle særdeles skarpe kritikpunkter, som jeg gerne vil fremføre.

I ‘A Theory Of Justice’ svarer Rawls direkte på utilitarismens dogmer. Overordnet set går hans kritik ud på, at det enkelte individ ikke har nogle rettigheder i et utilitaristisk samfund. Det utilitaristiske samfund strider groft imod retfærdigheden, idet der ikke er grænser for hvad fællesskabet kan gøre imod den enkelte. I teorien kan umoralske handlinger som slavehandel blive accepteret i et utilitaristisk samfund, hvis blot den opnåede nytte er tilstrækkelig.

Med dette påpeger Ralws, at grundstenen i utilitarismen kan koges ned til ‘målet helliger midlet’. Dette er direkte frastødende. Som erklæret humanist og rettighedsforkæmper kan jeg ikke finde en mere frastødende og skadelig tese, end den om ‘målet der helliger midlet’. Alverdens forbrydelser er sket pga. denne fejlagtige sætning, og vi burde have lært, at målet ikke kan hellige midlet.

Det er vejen til målet, der er det vigtige, det reelle og det nutidige. Desuden kan resultaterne af en handling aldrig forudses helt korrekt, hvilket derfor også medfører, at midlerne og vejen må være den vigtigste i enhver beslutning.

Men der er flere vage og direkte åndssvage sider af utilitarismen.

Den ene mands lykke, er den andens mand lidelse, siger man vist nok. Hvem skal beslutte, hvornår lidelse og smerte kan retfærdiggøres på bekostning af en anden mands lykke og glæde?

Lad os tage idéen om en beslutningstageren op. Hvem skal beslutte, hvad der er det mest nyttemaksimerende i en given situation? En sådan beslutningstager må enten være 100% objektiv og upartisk, hvilket er temmelig urealistisk at forestille sig. Eller også må samfundet være så partisk og ensrettet, at der ikke findes forskellige systemer af lyster og lykke, for ellers kan nytten ikke sammenlignes. Den første mulighed er fuldstændig urealistisk, den anden mulighed direkte uretfærdig og meget krænkende for minoriteter, der tænker anderledes. Endnu engang viser det, hvor urealistisk og krænkende overfor det enkelte væsen den utilitaristiske tankegang reelt er.

Det er ikke mængden af nytte, der gør en handling moralsk korrekt, for en reel måling af nytte er - også selvom Bentham forsøgte sig med hedoniske kalkuleringer og andet bras - direkte urealistisk og ikke mindst krænkende overfor det enkelte væsen.

Grundlæggende er utilitarismen altså væmmelig og umoralsk, da den kan retfærdiggøre uhyggelige og ødelæggende overgreb. Men også i praksis er den forkastelig, da retfærdig måling af nytte er en utopisk tanke.

Den universitetsstuderende simple slutning om dyrenens nytte kontra menneskets nytte viser sig altså at være omsonst, da utilitarismen generelt er en omsonst filosofi. Hvis man vil legimitere dyrerettigheder må man altså gøre det på en anden måde end via utilitarismens skræmmende dogmer. Her kommer Tom Regan så ind i billedet.

Tom Regan mener ikke, at det muligt at ‘handle’ med nytter på tværs af væsner ved at opveje nogens tab med andres gevinst. For Regan er det væsentligt, at væsner altid og ubetinget har ukrænkelige rettigheder. Regans grundlæggende princip (som stammer fra Kant) er, at man aldrig må opfatte et levende væsen udelukkende som et middel til andres tilfredsstillelse, som om det kun havde værdi for andre, for så respekterer man ikke individets iboende og umistelige værdi. Regan sondrer mellem, hvad han kalder moralske ‘agenter’ og moralske ‘patienter’. De moralske ‘agenter’ er mennesker, som kan handle i overensstemmelse med regler og stå til ansvar. Moralske ‘patienter’ er typisk småbørn, senile, retarderede og dyr. For alle disse moralske aktører gælder samme grundlæggende rettigheder, omend det kun er ‘agenterne’, der har pligt til at handle i overensstemmelse med disse regler.

Mange vil nok spørge, hvorfor der skal være lige rettigheder til ulige aktører? Regan mener så, at det heller ikke vil blive helt lige rettigheder. Imellem mennesker er der jo heller ikke lige rettigheder, f.eks. har svært mentalt-handicappede ikke ret til en uddannelse. Den rettighed vil hængebugssvinet heller ikke have, da den ikke kan bruge den til noget. Den rettighed den mentalt-handicappede, hængebugssvinet og alle andre væsner har tilfælles - og dermed er lige for alle - er den grundlæggende ret til liv og til at blive behandlet med respekt.

Regans pointe er, at vi alle kan lide og at påføre andre væsner lidelse er en krænkelse af den lidendes rettighed til liv og respekt. Derfor er det ikke moralsk forsvarligt at dræbe og udnytte dyr. Eller mennesker for den sags skyld…

Regans idéer er noget mere fornuftbestemte, og umiddelbart kan jeg ikke finde nogle huller i hans argumentation. Når jeg er pligtetiker og materialist og desuden finder diskrimination uretfærdigt, så kan jeg simpelthen ikke finde et argument, der retfærdiggører, at mennesket behandler dyr som de gør.

Hvis I vil læse lidt mere om Regan og et ikke-utilitaristisk grundlag for dyrerettigheder, så kan I tjekke denne side, hvor 10 grunde for dyrerettigheder og 10 grunde imod dyrerettigheder bliver fremført. Det er vist Regan selv, der har skrevet det. Ethvert argument bliver modsagt eller forklaret på meget overbevisende facon. Endnu engang… Jeg kan ikke finde et nyt gyldigt argument.

Det er tydeligt, at Regan følger i Kants fodspor og virkelig meget af hans argumentation minder om den Kant fremførte. Dette synes jeg selvfølgelig er et stort plus, da nogle af mine filosofiske idoler er Rawls og Onora O’Neill, som begge to tydeligt er inspireret af Kant.

Hvor står jeg så?

I har nok gættet, at jeg finder Regans argumentation overraskende logisk. Vælger jeg så at være veganer og slet ikke udnytte dyr?

Nej.

Hvis jeg var veganer, kunne jeg stort set ikke spise andet end den mad, som jeg selv lavede. Jeg ville sjældent komme på besøg, og jeg kunne ikke gå ud og spise, for det er de færreste, der serverer mad helt uden animalske ingredienser. Jeg kunne heller ikke rejse til ret mange forskellige lande, for hvor finder man den slags mad i f.eks. Bulgarien?

Jeg har simpelthen ikke lyst til at ofre mit sociale liv.

Til gengæld vil jeg bestræbe mig på at være noget mere bevidst, når jeg skal spise. Jeg vil forsøge at undgå kød, sålænge det ikke er økologisk, og jeg spiser i hvert fald ikke fast-food og færdigretter mere. Sådan noget samlebånds-produktion, hvor røven af grisen er blevet skåret af, mens grisen stadig stod og spiste.

Man kan vel sige, at jeg er inkonsekvent. Men det er bedre at være inkonsekvent og tænkende end at være konsekvent ikke-tænkende.

Det må vel være på tide at skrive lidt nu.

Skolen er startet igen, og som jeg eminent forudsagde, så er det som det plejer – fyldt med kedelige, intetsigende, trælsomme og grå timer. Heldigvis er der visse lyspunkter i år, f.eks. skal vi have om etik i dansk, vi har om sociologi i samfundsfag og vi skal nok også have om 2. Verdenskrig i historie. Det skal nok blive fornøjeligt, om end det næppe får mig 100 % frivilligt op af sengen hver morgen.
Hvis I har tid, vil jeg gerne bruge det det til at brokke mig lidt over det danske skolesystem. Jeg vil kun spilde meget lidt af deres tid med det emne, derfor pointerer, at min fremherskende idé - som man med et par betydningsløse ord kan beskrive som ”den kultiverede kamp for det frigjorte individ” – også gælder, hvad angår skolesystemet i Danmark. Ikke overraskende har den altdominerende tankegang om systematiseret og obligatorisk sammenslutning også sat sit præg på skolen, hvor reel frihed og det at tilgodese den enkelte i undervisningen, nærmest ikke eksisterer. Afsluttende spørger jeg så: Hvorfor dog det? Manglende pengetilførsel? Dårlig strukturering? Kom gerne med jeres bud, da jeg ikke helt kan gennemskue det.
Noget kan jeg dog gennemskue, men det handler om Folkeskolen og ikke om min egen institution kaldet Gymnasiet. Jeg ved, at Venstre har valgt at eliminere det kommunale autonomi og i stedet indføre statsfastsatte timeplaner, hvad angår Folkeskolen. Logikken skulle være, at Tørnæs’ tjenestemænd bedst ved, hvad der er brug for på den enkelte skole. En logik, der lægger op til den forståelse, at skoler er små, hyggelige sutskofabrikker, hvor alt indgående materiale er ens og de udgående produkter ensrettede. Men børn er ikke sutsko – så vidt jeg ved. Behovene på de forskellige skoler er sjovt nok forskellige, og derfor må undervisningen nødvendigvis også være forskellig og tilpasses de lokale forhold og ikke mindst til de elevmæssige forhold. Men nej, Danmarks Liberale Parti mener, at vi kun kan være trygge, hvis staten har den endelige kontrol.
Det var mit udlæg omkring Folkeskolen – er der nogle, der vil forsøge med Gymnasiet?

Nu hvor vi snakker om Venstre, vil jeg faktisk gerne skrive mere om dette charmerende parti, som I jo alle sammen kender. Hvis I ikke gør, så er I nok ikke havnet på den helt rigtige hjemmeside…
Hvad nu med Venstre, spørger I nok jer selv. Jeg var lidt inde på det i sidste indlæg, hvor jeg kritiserede Venstres håbløse og principløse pseudoliberalisme. Danmarks såkaldt liberale parti er nærmest en bastard mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne – en skummel krydsning mellem Mogens Camre og Henrik Dam Kristensen (hvilket ville resultere i en person, der utvivlsomt ville have mest løst hud i ansigtet i hele det danske land).
Nå, men I samarbejde med primært førstnævnte parti har Fogh overset og direkte pisset på en række traditionelle liberale mærkesager og tildelt staten flere beføjelser over den enkelte borger. Hele Venstres ”noget-for-noget”-tankegang indebærer jo et bestemt menneskesyn og et bestemt syn på staten. Mennesket ses som et nyttemaksimerende væsen, der bliver ledt af primært økonomiske motivationer og pressioner, der udstikkes af staten. ”Noget-for-noget”-tankegangen indebærer også en absolut støtte til idéen om, at Staten (med stort S, ja) er den instans, der fastlægger, hvad der er godt for det enkelte individ. Mål og midler fastlægges af Staten, og befolkningen lokkes eller skræmmes derefter til at indrette deres adfærd, som Staten gerne vil have. Et autoritært kollektivistisk parti? Nej, blot Danmarks Liberale Parti.
Det menneskesyn og syn på staten som Venstre for tiden fremfører, strider voldsomt med det liberale menneskesyn, som Anders Fogh Rasmussen satte sit navn under på i sin berømte bog ”Fra socialstat til minimalstat”. Her var Anders Foghs væsentligste budskab, at liberalismen ikke skulle begrundes pengemæssigt, men derimod etisk og moralsk. Liberalisme var i følge Anders Fogh ikke et spørgsmål om effektivitet og nyttevirkning, men om en menneskeopfattelse. Anders Foghs liberalisme var i denne bog en meget udspekuleret og konsistent rettighedsliberalisme, som var i klar modsætning til den utilitaristiske liberalisme, hvilket er noget som jeg kun kan klappe af. Målet må ikke sættes over midlerne, da dette negligerer det enkelte individ og desuden kan føre til nogle absurde slutresultater. Det enkelte individs rettigheder skal altid forsvares – derfor er jeg medlem af Amnesty International, hvilket Anders Fogh vel også burde være dengang. Anders Fogh fører sin argumentation så vidt, at han konkluderer, at utilitarismen har ført liberalister ud på en fortvivlende og ulyksalig afvej, fordi den har lagt grunden til kollektivismen, som har hjemsøgt de europæiske samfund i det 20. århundrede. Han mener, at liberalismen ikke burde forfalde til denne afvej. I ”noget-for-noget”-tankegangen står Staten – præcis som i de kommunistiske samfund - som den bestemmende administrator, der belønner og straffer borgere alt efter om de lever op til dennes forudbestemte mål. Hvor Anders Fogh tidligere tog udgangspunkt i friheden og det enkelte menneskes ukrænkelige rettigheder, tager han nu udgangspunkt i Statens effektivitet. Kan man blive meget mere forræderisk overfor sine egne idealer?

Det er ikke kun ”noget-for-noget”-tankegangen, der er forræderisk. Den kløgtige Anders Samuelsen skriver i Det Radikale Venstre medlemsblad således:
”Og så er der kærligheden. Hvorfor egentlig overlade den til den enkelte? Står vi os ikke bedre ved, at statens embedsmænd godkender hvert enkelt ægteskab, hvis man er så mærkelig at finde den udkårne i et andet land? Jo, mener Venstre, hvem bedre end staten kan afgøre, om et menneske er lykkeligt?”
[...]
”I stedet for at gå forrest med de nødvendige reformer i form af øget decentralisering, lavere skat på arbejde og bæredygtige løsninger for de aldersbetingede ydelser, så dækker det moderne Venstre sig ind bag et idiotisk skattestop og deraf følgende indhug i især den statslige forvaltning.”

Flot, synes jeg.
Anders Fogh er en populistisk, egoistisk og forræderisk parti-diktator. Og desuden er han vores statsminister… Trist.

Og så lige til sidst: Apropos Det Radikale Venstre og Anders Fogh; Anders Fogh har henvendt sig til Marianne Jelved med disse ord:
”Du er parat til at acceptere en 21-årsregel – som EU foreslår – hvorfor i alverden er det så i strid med konventionerne at have en 24-årsregel. Det hele dækker over, at Det Radikale Venstre ønsker at slække udlændingepolitikken”.
Ved du hvad, Fogh? Jeg håber inderligt, at Det Radikale Venstre ønsker at slække på udlændingepolitikken. Det behøver de såmænd ikke dække over…