The Hairpin Bend

Imens Israel i deres tilbagetrækning efterlader palæstinenserne rudimentære og fragmenterede kommuner, fortsætter Yasser Arafat sin bemægtigelse af magt og indflydelse og underminerer fortsat sikkerheden i det palæstinensiske selvstyre-område, som har han har gjort lige siden den første Intifada, hvor Arafat udmanøvrerede de lokale Intifada-ledere og fik PLO til at fremstå som det eneste legitime forhandlingspartner. Efter den første Intifada forstod Arafat at udnytte Israels formelle accept af PLO’s legimitet til personligt at kontrollere og uddelegere magten, og mange af de aktive fra Intifadaen blev løbet helt over ende af Arafats ejendommelige dispositioner. Hvilket var destabiliserende, som bare fandens!

Arafats styre er gennem mange år – lige siden afslutningen af den første Intifada - med rimelighed blevet beskyldt for omfattende korruption og nepotisme samt ikke mindst politistatsmetoder overfor palæstinenserne i selvstyre-områderne, bl.a. fængslinger af menneskerettighedsforkæmpere, lukninger af kritiske aviser og arrestationer af kritiske journalister. Efter de seneste dages hændelser må man forvente, at alt dette stadig står på ligesom det altid har gjort.

Loyalitet overfor Arafat er vigtigere en reel ekspertise, hvilket utvivlsomt medfører en vis skepsis blandt visse palæstinensere. Og når de mest kritiske af disse så arresteres, ja så har Arafat været med til at bygge en dobbeltovermagt over den almene palæstinenser – de israelske besættelsestropper og Arafats politistat. Endnu engang ender den almene palæstinenser som taberen.

Den eneste forsamling som den almene palæstinenser har indflydelse på, PLC, har ingen reel indflydelse på styringen af landet. Arafat er den bestemmende magt, og erstatter ofte de vedtagne love i PLC med dekreter. Denne uigennemskuelighed giver grobund for yderligere korruption og nepotisme, og mange millioner dollars forsvinder sporløst ud af de offentlige budgetter. Hvilket endnu engang rammer den almene palæstinenser.

 

Arafat er ingen organisatorisk visionær eller imponerende bannerfører. Han minder faktisk på mange måder om hans modpart Ariel Sharon. Når man ser bort fra de kaotiske, palæstinensiske forhold såvel som Israels ekstreme militære overmagt og begge deles betydning for PLO’s struktur, samt Arafats stadig mere begrænsede manøvredygtighed, repræsenter disse to dødsfjender ikke desto mindre begge legemliggørelsen af det blodige sår, som ikke synes at ville hele i den israelsk-palæstinensiske-konflikt. Var de født på samme side af konflikten, havde de måske været rivaler til den samme ledelsespost, men næppe fundamentalt uenige i deres kyniske syn på taktik og strategi.

 

Arafat har undertiden formået at samle palæstinenserne og fået deres problemer sat på den internationale dagsorden, primært tilbage i 70’erne. Men på nuværende tidspunkt er han udelukkende en møllesten om halsen på dem som vil have fred. Han er en integreret del af den almene palæstinensers problemkompleks. Han har skabt et korrumperet regime bygget op omkring ham selv, en falleret leder.

 

FN, EU eller NATO skal skride ind og sikre fred og frihed til palæstinenserne og fred og sikkerhed til israelerne. Men de skal ikke gøre det på Arafats betingelser og side, hvis han fortsætter den kurs han har haft de seneste mange år. Til gengæld skal de heller ikke gøre det på Sharons betingelser og side, hvis han fortsat insisterer på fragmentering af det palæstinensiske land. De skal være reelle fredsskabende styrker og de skal tvinge parterne til forhandlingsbordet, og slå hårdt ned på dem, som ikke vil den palæstinensiske stat og den israelske stat og dermed freden.

Desuden skal de forsøge at forhindre den omfattende korruption, og i hvert fald sikre reel ytringsfrihed i det kaotiske palæstinensiske selvstyre-område og for den sags skyld også i Israel. Sjovt nok er det ofte dem, der er besindige og moderate i deres vision – både fra Israels side og fra palæstinensernes side – som bliver nægtet deres retmæssige ytringsfrihed.

 

Det bliver ikke let, men det er nødvendigt. Vi må gøre noget. Denne konflikt har i alt for lang tid taget menneskeliv, lige fra de arabiske angreb i 20’erne til Ezz al Din al Qassam i 30’erne og så igen til Irgun, Lehi og Stern-gruppen i 30’erne og 40’erne. Ja, man kan blive ved med at nævne organisationer og personer helt op til den dag i dag, der samvittighedsløst og kynisk har massakreret uskyldige civile. Den her konflikt skal meget snart stoppes…