The Hairpin Bend

Nu er sommerferien ved at være slut - det er The Hairpin Bend til gengæld slet ikke.

Jeg er netop kommet hjem fra en uges ferie i den fantastiske storby London, hvilket er noget jeg gerne vil knytte et par ord til senere - eller rettere sagt er det faktisk det at komme hjem, som jeg vil knytte et par ord til. Men mere om det senere.

Nu hvor sommerferien er ved at slutte, så starter skoleåret jo pudsigt nok også. Det er ikke noget jeg ser frem til, men mon ikke om jeg overlever endnu et år, for heldigvis er skolen jo ikke for livet (så ville jeg ikke frygte døden), det er kun udvikling, læring og fornyelse der er for livet. Det gælder også for The Hairpin Bend. Bloggen skal nok udvikle og fornye sig. Jeg forventer at gennemoptage, hvor jeg slap før ferien med masser af spændende og udførlige indlæg, som folk så derefter kan kaste diverse syndige ord efter. Mine fingre er i hvert fald klar på at skrive, hvilket må være den første forudsætning for, at jeg får gang i bloggen igen, efter en velfortjent sommerpause.

I dag vil jeg nyde den sidste store fest, den dejlige solskin, den behagelige lyd af Death Cab For Cutie og sidst, men slet ikke mindst, vil jeg nyde min dejlige kæreste.

En god sommer til alle jer derude - nyd det!

Jeg har gang på gang fået at vide, at multikulturalisme og pluralisme vil ødelægge vores ’velfungerende’ samfund, og jeg har gang på gang modargumenteret. Derfor varmer det om mit hjerte, når United Nations Development Programme siger, at de nationer, der respekterer etniske mindretals sprog, skikke og religion, mindsker spændingerne i samfundet og selvfølgelig også giver borgere bedre valgmuligheder og mere frihed. Og hør her, alle I samhørighedshungrende kollektivisterr: Ifølge UNDP fremmer kulturel frihed individernes tilhørsforhold til deres egen stat. Ifølge jeres logik siger UNDP altså direkte, at det er fuldstændig uden grund at tro, at respekt for kulturel frihed fragmenterer og ødelægger samfundet. Tværtimod…
 
UNDP konkluderer, at undertrykkelse af mindretal logisk nok skaber militante modpoler. UNDP’s rapport er en direkte advarsel til totalitære og despotiske regimer, hvor én meget lille og indskrænket gruppe har taget den enevældige magt over mange andre skæbner. Det er ødelæggende for disse landes udvikling, og UNDP pointerer, at det gang på gang er endt i borgerkrig og voldsom intern uro.
Jeg vil dog mene, at vi danskere også kan lære noget af rapporten. Vores regering og Dansk Folkeparti fremfører en politik og en attitude, der både isolerer og dæmoniserer det muslimske mindretal, hvilket utvivlsomt medfører yderligere polarisering mellem etniske danskere og nydanskere. Som den viise Seidenfaden siger det: “Vi skaber selv de konflikter, vi hævder, at vi er i færd med at løse.”
 
På baggrund af UNDP’s rapport, min egen overbevisning og Europarådets voldsomme kritik, er det derfor endnu bedre, at Det Radikale Venstre endelig får nosset sig sammen til at sige fra overfor den nye strammer-ortodoksi. De Radikale må argumentere for, at det ikke er gået fremad i integrationsdebatten i de senere år, og at den stadig tiltagende hadefulde retorik om flygtninge og indvandrere ikke er udtryk for, at debatten er blevet mere fri og folkelig. Tværtimod skal de Radikale påvise, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at trænge igennem med nuancerede synspunkter om Islam, flygtninge og indvandrere, der ikke har stigmatiserende, kritiserende og diskriminerede indhold.
De Radikale skal påpege, at Danmark ikke er et åbent og tolerant land. De skal eftervise, at vi i Danmark er ved at skabe en voksende underklasse af nydanskere, der bliver frataget basale menneskerettigheder.
 
Please, Jelved. Jeg ville ellers stemme blankt, men hvis I tager hånden fra munden og fortæller, hvordan landet ser ud, så får I uden tvivl min stemme. Også selvom åbenheden og den hårde ærlighed medfører, at I ikke kan gå i regering med de forrykte socialdemokrater .
Hvis Venstre lige pludselig opdager, at de sådan set er landets liberalistiske parti (ikke det konservative eller nationalpopulistiske) og vælger at sætte friheden højest, kan I måske så danne regering med dem. Dog virker dette højst usandsynligt, da Venstre har hulemanden Anders Fogh som leder, og generelt mangler visionære idealister.
Det er som om Venstre har glemt, hvad liberalisme er. Det er ikke lig egoisme, og slet ikke det samme som rettighedskrænkelse overfor minoriteter. Liberalisme er frihed, men det betyder ikke frihed fra ansvar og slet ikke frihed fra medmenneskelighed, men derimod frihed overfor at skulle få dikteret, hvordan man vil indrette sig. Noget som Venstre ikke ligefrem lever op til med deres stokkonservative etik og deres krænkende indvandrerpolitik.

Så måske er det blot en urealistisk tanke. Desværre er dagens Danmark temmelig trist og det virker urealistisk at forestille sig et væsentligt bedre Danmark. Men det kan være, at Det Radikale Venstre har i sinde at ændre på tilstanden…

Imens Israel i deres tilbagetrækning efterlader palæstinenserne rudimentære og fragmenterede kommuner, fortsætter Yasser Arafat sin bemægtigelse af magt og indflydelse og underminerer fortsat sikkerheden i det palæstinensiske selvstyre-område, som har han har gjort lige siden den første Intifada, hvor Arafat udmanøvrerede de lokale Intifada-ledere og fik PLO til at fremstå som det eneste legitime forhandlingspartner. Efter den første Intifada forstod Arafat at udnytte Israels formelle accept af PLO’s legimitet til personligt at kontrollere og uddelegere magten, og mange af de aktive fra Intifadaen blev løbet helt over ende af Arafats ejendommelige dispositioner. Hvilket var destabiliserende, som bare fandens!

Arafats styre er gennem mange år – lige siden afslutningen af den første Intifada - med rimelighed blevet beskyldt for omfattende korruption og nepotisme samt ikke mindst politistatsmetoder overfor palæstinenserne i selvstyre-områderne, bl.a. fængslinger af menneskerettighedsforkæmpere, lukninger af kritiske aviser og arrestationer af kritiske journalister. Efter de seneste dages hændelser må man forvente, at alt dette stadig står på ligesom det altid har gjort.

Loyalitet overfor Arafat er vigtigere en reel ekspertise, hvilket utvivlsomt medfører en vis skepsis blandt visse palæstinensere. Og når de mest kritiske af disse så arresteres, ja så har Arafat været med til at bygge en dobbeltovermagt over den almene palæstinenser – de israelske besættelsestropper og Arafats politistat. Endnu engang ender den almene palæstinenser som taberen.

Den eneste forsamling som den almene palæstinenser har indflydelse på, PLC, har ingen reel indflydelse på styringen af landet. Arafat er den bestemmende magt, og erstatter ofte de vedtagne love i PLC med dekreter. Denne uigennemskuelighed giver grobund for yderligere korruption og nepotisme, og mange millioner dollars forsvinder sporløst ud af de offentlige budgetter. Hvilket endnu engang rammer den almene palæstinenser.

 

Arafat er ingen organisatorisk visionær eller imponerende bannerfører. Han minder faktisk på mange måder om hans modpart Ariel Sharon. Når man ser bort fra de kaotiske, palæstinensiske forhold såvel som Israels ekstreme militære overmagt og begge deles betydning for PLO’s struktur, samt Arafats stadig mere begrænsede manøvredygtighed, repræsenter disse to dødsfjender ikke desto mindre begge legemliggørelsen af det blodige sår, som ikke synes at ville hele i den israelsk-palæstinensiske-konflikt. Var de født på samme side af konflikten, havde de måske været rivaler til den samme ledelsespost, men næppe fundamentalt uenige i deres kyniske syn på taktik og strategi.

 

Arafat har undertiden formået at samle palæstinenserne og fået deres problemer sat på den internationale dagsorden, primært tilbage i 70’erne. Men på nuværende tidspunkt er han udelukkende en møllesten om halsen på dem som vil have fred. Han er en integreret del af den almene palæstinensers problemkompleks. Han har skabt et korrumperet regime bygget op omkring ham selv, en falleret leder.

 

FN, EU eller NATO skal skride ind og sikre fred og frihed til palæstinenserne og fred og sikkerhed til israelerne. Men de skal ikke gøre det på Arafats betingelser og side, hvis han fortsætter den kurs han har haft de seneste mange år. Til gengæld skal de heller ikke gøre det på Sharons betingelser og side, hvis han fortsat insisterer på fragmentering af det palæstinensiske land. De skal være reelle fredsskabende styrker og de skal tvinge parterne til forhandlingsbordet, og slå hårdt ned på dem, som ikke vil den palæstinensiske stat og den israelske stat og dermed freden.

Desuden skal de forsøge at forhindre den omfattende korruption, og i hvert fald sikre reel ytringsfrihed i det kaotiske palæstinensiske selvstyre-område og for den sags skyld også i Israel. Sjovt nok er det ofte dem, der er besindige og moderate i deres vision – både fra Israels side og fra palæstinensernes side – som bliver nægtet deres retmæssige ytringsfrihed.

 

Det bliver ikke let, men det er nødvendigt. Vi må gøre noget. Denne konflikt har i alt for lang tid taget menneskeliv, lige fra de arabiske angreb i 20’erne til Ezz al Din al Qassam i 30’erne og så igen til Irgun, Lehi og Stern-gruppen i 30’erne og 40’erne. Ja, man kan blive ved med at nævne organisationer og personer helt op til den dag i dag, der samvittighedsløst og kynisk har massakreret uskyldige civile. Den her konflikt skal meget snart stoppes…

Så er det i dag, at Den Internationale Domstol i Haag afsiger dom over den israelske sikkerhedsmur, der adskiller adskillige civile palæstinensere fra deres arbejde, deres marker, deres skoler og ikke mindst fra deres sundhedsklinikker. Det burde ikke være en overraskelse for nogen som har læst min blog et par gange, at jeg ikke ligefrem tilskynder konstruktionen af muren, så længe den ligger midt i besat land.

Muren er i mine øjne klart ulovlig (Haag finder den nok også ulovlig ifølge Politiken), fordi den bygges inde på det palæstinensiske område - mange steder langt fra ’den grønne linie’ som er den anerkendte grænse mellem Israel og det palæstinensiske område. På den måde barrikaderer muren for mange tusinde palæstinensere fra det palæstinensiske samfund. De befinder sig nemlig isoleret mellem muren og den i forvejen fuldstændig hermetisk lukkede grænse til Israel. Med ofte manglende adgang til vand, hospitaler og lægehjælp. De voksne kan ikke passe deres jord eller komme på arbejde, og børnene hindres i at komme i skole. Har vi ikke alle set de billeder af små børn, der forgæves forsøger at komme i skole?

Israel må gerne beskytte sig. Rent faktisk er der en del logik i at beskytte sig mod sine fjender – selvom der er endnu mere logik i at forsøge at lave en fredsslutning. Men når Israel isolerer en civilbefolkningen i et besat område, og nægter dem adgang til basale livsfornødenheder, så er beskyttelsen ikke blot en beskyttelse mere, men derimod også en massiv krænkelse og undertrykkelse af civilbefolkningen.

Israel har som besættelsesmagt opgave til at sikre, at den civile befolkning under landets besættelse behandles humant. Og når Israel gang på gang proklamerer, at de står får demokrati, frihed og hvad vi ellers kan li’ her i Vesten, så må man sige, at det er noget paradoksalt, at Israel overtræder international ret og formentlig også er ligeglad med domstolens retslige afgørelse i dag. Israel har ellers chance for at vise, at de moralsk og intellektuelt er på et højere stadie end de palæstinensiske modstandsgrupper. Også dem som ikke forbryder sig mod civile.

Jeg anerkender selvfølgelig, at Israel har ret til at beskytte sig mod angreb, og jeg har vist også gentagne gange fordømt terrorangrebene på civile israelere. Terrorangreb der også er i strid med den internationale folkeret. Når Israel skal beskytte sig – for det skal de - skal ske på en måde, som respekterer den internationale folkeret.

Når alle humanitære bevægelser er imod muren, så har de vel gode grunde til det. Jeg vælger endnu engang at støtte de mange grupper – også selvom de før har lavet fejl, når Israel har været med i sagen, f.eks. Røde Kors og deres lille sag med Magen David Adom.

Og nu til noget helt andet…

Roskilde.

En kort opsummering:

Jeg blev rask, festede i et par dage, hvorefter campingpladsen var blevet så meget mudret og smattet, så man ligesom mistede lysten til at vælte rundt. Heldgivis begyndte musikken så, og jeg kunne derefter trave - nærmere skøjte - rundt i mudderet for at høre det ene fede band efter det andet.

Korn skuffede, Blue Foundation var fænomenalt, Pixies virkede sterile og kedelige på scenen, Kings of Leon gik amok, men fik ikke mig med på den, The Shins var selvfølgelig fabelagtige og Muse stod for festivalens næstbedste koncert, kun overgået af det danske band Diefenbach. Et band som spiller en mærkelig slags postrock, krydret med electronica, funk og jazz og uden alt for meget vokal. En hel sublim oplevelse! Jeg købte deres CD og jeg hører den stadigvæk.

Udover disse band overraskede Jomi Massage, Slipknot, Ben Harper, Tiger Tunes og Nephew mig også. Alle bands som er ekstremt dygtige musikere og entertainere, hvilket gjorde deres koncerter temmelig underholdende. Kan også kun anbefales.

Det var vist alt for dette år. I’ll be back…

Så er jeg hjemme igen og straks har jeg fanget mig en forkølelse. Fedt!

Forvent en lille update snart. I mellemtiden kan I more jer med dette fede spil. Ekstremt underholdende og sikkert noget for nogle af jer politiske æggehoveder.

Nu vil jeg sove lidt - måske forsvinder forkølelsen så.